De glemtes vogter

1. kapitel – Kaffekoppen

Han stod helt ude på klippen og kunne mærke, at de kom nærmere bagfra. Hvad skulle han dog gøre? Hvis han blev stående ret meget længere, ville de fange ham. De måtte bare ikke få fat i den. Men han kunne ikke løbe nogen steder, for hvis han faldt ud over klippen, ville han slå sig ihjel på de store, skarpe sten, der lå langt nedenunder.

Pludselig kunne han høre deres åndedræt og sejrshyl bag sig. Han kunne fornemme deres stank få meter fra sig. Han måtte gøre noget; de måtte for alt i verden ikke få fat i den.

Han hoppede lige idet, anføreren ville tage ham. Han sprang ud fra klippen og mærkede straks, hvordan luften fyldte hans lunger. Han hvirvlede gennem luften og kunne se de skarpe sten nærme sig med lynets hast; om et øjeblik ville han blive knust mod deres kanter.

I det samme hørtes en svag lyd gennem luften, som om der var en, der forsøgte at tale til ham.

"Joachim … lød stemmen og igen: Joachim …".

Kom så Joachim. Nu skal du sgu stå op!

Hans far stod bøjet over hans seng og forsøgte at ruske liv i ham. Joachim åbnede øjnene og missede mod det stærke lys, der kom strømmende ind fra vinduet, som hans far lige havde åbnet.

Vi har travlt i dag. Du skal være færdig med at pakke. Det sagde Karin til dig allerede i går aftes.

Hvor er de? Joachim så sig forskrækket om.

Hvem?

De var lige ved at nå mig, men så hoppede jeg. De må jo ikke få fat i den.

Helt ærligt, jeg har altså ikke tid til at høre på dine drømme nu. Se så at komme op og få tøj på. Karin har sat mad frem til dig på køkkenbordet. Spisebordet og stolene er allerede båret ud i bilen.

Joachim trak tæppet af og satte sig op.

De skulle flytte i dag, selvom Joachim havde gjort alt, hvad han kunne for at undgå det. Han havde punkteret et dæk på bilen, så den ikke kunne køre. Desværre havde hans far opdaget, at det var ham, der havde gjort det. Så Joachim havde måttet aflive sparegrisen for at få penge til et nyt dæk. Efter det med dækket havde han fået Emma og Klara til at hjælpe sig med at skrive et brev til sin far. I brevet stod der, at en så dygtig elev som Joachim burde blive på sin skole og ikke flytte til en ny. Det skulle se ud som om, det kom fra skolen. Men hans far havde bare ringet til Joachims klasselærer, for at høre om brevet nu også var fra skolen. Og det var det jo ikke.

Joachim havde derefter spillet dødssyg, men da han så ikke fik fredagsslik eller lov til at se Disney Sjov, droppede han også den idé.

Han havde endda spurgt, om han ikke kunne flytte over til sin mor bare for at få lov til at slippe for at skifte skole. Joachims mor havde et arbejde, der gjorde, at hun tit var ude at rejse. Så Joachim skulle have barnepige det meste af tiden, hvis han skulle bo derovre. Men hans mor havde sagt nej, og hans far var blevet vildt ked af det, fordi Joachim ville flytte over til sin mor. Så sådan noget ville Joachim ikke gøre igen.

Nu var der ingen vej udenom, og Joachim måtte se at få pakket sin Playstation, spillene og tv’et, før hans far blev rigtig sur. Han fiskede joggingbukserne op fra gulvet og tog dem på. Han tog også

T-shirten på, som han havde kylet op i vindueskarmen over sengen, da han fik det for varmt i aftes, mens han spillede sit Guitar Hero-spil.

Joachim vidste ikke helt, om han turde, men han kiggede alligevel ned under sengen. Han ville være helt sikker på, at der ikke var nogle af monstrene fra den drøm, han havde drømt lige før. Han var en af de seje drenge i sin klasse, i sin gamle klasse altså, og han ville aldrig indrømme overfor nogen, at han stadig var bange monstre under sengen. Joachim vidste, at Janne også kiggede under sin seng efter monstre, og det selvom hun var 16 år og lækker, som hun selv sagde. Men hans storesøster var jo heller aldrig bange for at blive til grin, så hun sagde bare tingene, som hun syntes, de var. Måske var det derfor, hun ikke blev til grin, tænkte Joachim.

Joachim gjorde tit grin med hende, selvom han syntes, at hun faktisk var ret sej.

De havde kørt i tre kvarter nu. Joachims far kunne vist ikke finde vej. Janne sad og kiggede ud ad vinduet, og Karin, farens kæreste, sad og kom med gode vejvisningsråd, som vist bare var irriterende for Joachims far.

Joachim rystede på hovedet; hvor kunne voksne dog være åndssvage ind imellem.

Nå, men nu var de altså i Horsens. Der ville nok gå et stykke tid endnu, før de fandt den rigtige vej, så Joachim kunne lige så godt kigge lidt på det, de kørte forbi. Horsens skulle jo trods alt være hans hjemby fra nu af.

De var vist inde i centrum af byen, men Joachim syntes, at alting så mindre ud end i Aarhus, hvor han kom fra.

Far, er det ikke den næste vej til venstre, vi skal ind ad? Jeg synes altså, at vi har kørt forbi skiltet til Frederiksgade flere gange nu, sagde Janne. Hun var vist meget træt af bare at køre rundt.

Er det dig eller mig, der sidder foran, Janne? Karin så surt på hende.

I familien havde de en regel om, at det var den, der sad på forsædet, der var vejviser. Ellers kom de op at skændes, hvis de alle sammen ville holde kortet.

Vi skulle altså bare købe en GPS, så kunne vi måske finde vej for en gangs skyld! sagde Joachim.

Karin havde været for streng ved Janne, syntes han, så han ville være skrap mod hende.

Klap så i, begge to. Deres far sendte dem et skarpt blik i bakspejlet.

Bilen bremsede ud for den næste vej på venstre hånd, og faren satte blinklyset til. Derefter drejede han bilen ind ad Frederiksgade.

Ha, hørte Joachim Janne mumle for sig selv, så havde hun haft ret.

Nr. 26 lå i den første del af gaden, så det var ikke svært at finde. Flyttebilen var ikke kommet endnu, så de havde lidt tid, før møblerne kom, og kaos sikkert ville bryde ud, som faren havde sagt, da de havde sat sig ind i bilen i Aarhus.

Deres nye hus var et byhus, ligesom mange af de andre huse i gaden var. Det var hvidt med en blå dør. Joachims far og Karin havde set det en dag, hvor de var ude at køre, og det var absolut der, de ville bo.

Joachim blev stående lidt ude på gaden, mens de andre gik ind. Han skulle lige binde sit snørebånd, havde han sagt. Gad vide hvad det var for nogle mennesker, der boede her på Frederiksgade? Der var helt stille og ingen mennesker at se.

Huset overfor Joachims families nye hus var også hvidt. Det havde en rød dør, lige som der var på det gule hus, der lå ved siden af Joachims families hus. Huset, der lå overfor, var ikke så stort som Joachims hus, men det så meget hyggeligt ud. Nr. 27 var det. Joachim stod og kiggede lidt på huset, inden han gik ind i sit eget.

Der var næsten helt tomt inde i stuen. Der var kun de par kasser, de havde haft med i bilen. Joachim gik op ad trappen og ind på sit værelse. Her skulle han altså bo. Han trak på skuldrene. Det var vist okay, selvom værelset ikke var så stort, som det han havde haft i huset i Aarhus.

Joachim, kom! Janne kaldte på ham nede fra stuen.

Han skulle hjælpe med at bære ting ind fra flyttebilen. Han gik ned og ud på gaden, hvor flyttebilen holdt. Han fik straks stukket sin læselampe i hånden.

Joachim følte hele tiden, at han gik i vejen, for han kunne jo ikke løfte lige så meget som de andre. Så da manden i nr. 27 kom ud og hjalp til, bestemte Joachim sig for at gå en tur op ad Frederiksgade. Han gik først et par skridt væk og stoppede så op, for at se om nogen holdt øje med ham. Men det var der ikke nogen, der gjorde, så han vendte sig om og gik videre. Han kom forbi det gule hus med den røde dør. Der sad en sort og hvid kat med lyserød snude i vinduet, men ellers var der ingen hjemme. Han gik også forbi det næste hus.

Det tredje hus fra Joachims families var et lille gråt hus med grønne vinduer og gammeldags gardiner. Da han skulle til at gå forbi, blev det ene af vinduerne åbnet, og en gammel dame med hårnet stak hovedet ud.

Halløj, du der.

Joachim vidste ikke helt, hvad han skulle gøre. Han var ikke vant til at snakke med gamle damer.

Mig? spurgte han damen.

Ja, dig. Kom lige indenfor. Døren er åben.

Den gamle dame smækkede vinduet hårdt i, så hårdt at vinduerne klirrede.

Joachim turde ikke andet end at gå ind.

Døren var ganske rigtigt åben, og Joachim kom ind i en lille entré med brune vægge og brunt gulv. Han vidste ikke, om han skulle tage sin jakke eller sine sko af, men han tænkte, at han hellere måtte gøre begge dele; det var vist det høfligste, når han nu var i en gammel dames hus.

Godt du kom. Jeg har sådan ventet på dig.

Den gamle dame troede vist, at han var en, hun kendte, tænkte Joachim, men han lod som ingenting. Damen var jo meget gammel.

Og du vil gerne have kaffe? spurgte hun. Hun satte sig i sin lænestol og viste Joachim hen til en meget gammel og slidt fodskammel.

Nej tak. Han forsøgte virkelig at være høflig, men han kunne ikke lide kaffe.

Nå, men det vil jeg. Pil lige ud og lav mig en kop. Jeg trænger.

Joachim vidste ikke helt, hvad han skulle gøre. Han sad i en gammel dames stue, der i grunden lugtede meget underligt. Der lugtede nærmest som i en af de der fremmede butikker, der solgte alle mulige sten og krystaller inde i Aarhus. Han var blevet tilbudt stuens dårligste stol, og nu tvang den gamle dame ham til at gå ud og lave kaffe til hende.

Hvorfor kommer du ikke i gang? Damen lød meget bestemt. Har du ikke lavet kaffe før, om man må spørge?

Næh, ikke rigtigt … Joachim så ned på sine sko.

Jamen, du er da Joachim, ikke?

Joachim så måbende på hende. Det løb ham koldt ned ad ryggen, for hvor i alverden kendte den gamle dame hans navn fra?

Joh, det er jeg …

Godt. Du skal bare tænde på kontakten på kaffemaskinen. Jeg har kommet kaffepulver og vand på, så den var klar til at blive tændt, når du kom.

Joachim var så nervøs, at han næsten ikke kunne rejse sig fra sin skammel, men han kom da op at