Danske Ubåde 1909: 2004. Bind I.

I mere end 100 år har der i militære og politiske kredse stået blæst om et dansk ubådsvåben.

Takket være de to fremsynede søofficerer, G. W. Hovgaard og O. Aarestrups sindrige overtalelsesevner, tekniske demonstrationer og politiske flair kunne et dansk ubådsvåben oprettes den 5. oktober 1909 med kommandohejsning i ubåden Dykkeren.

Lige siden har der været debat om ubådene. En debat, der som oftest har været domineret af enkeltpersoner med mere eller måske især mindre kendskab til ubåde og deres operationer. Også søværnet har i perioder været splittet, og ikke uden grund har ubådsvåbnet til tider optrådt som isoleret og sig selv nok. Noget som har bekommet mange ubådsfolk ret godt, da de andre nu alligevel ikke kunne forstå ubådenes afgørende betydning. Denne lidt navlebeskuende holdning var imidlertid ikke noget specielt for ubådsfolk i Danmark. I NATO var det anbefalet i en af de officielle publikationer, at ubåde og deres besætninger samt alle deres støttefunktioner fysisk burde afsondres fra den resterende del af flåden. Kun derved mente man at kunne hemmeligholde taktik, patruljer og ikke mindst ubådsvåbnets stærke og svage sider.

Den mere eller mindre selvvalgte isolation har imidlertid reduceret kendskabet og forståelsen hos de politiske og militære beslutningstagere. Og så hjalp det kun lidt med den nye åbenhed i den danske ubådseskadre i den sidste halve snes år. Forståelsen var og blev borte, og med indgåelse af den politiske forsvarsaftale for perioden 2005-2009 blev ubådsvåbnet nedlagt. Den nærmest klassiske tragedie var således fuldbragt.

Danske Ubåde 1909 – 2004 er en spændende beretning, der dækker ubådsvåbnets op- og nedture gennem næsten 100 år. Den følger den teknologiske udvikling og beskriver følgerne på det taktiske niveau. Fra begyndelsen, hvor målet blot var at kunne overleve en dykning, og ubådene mest optrådte som torpedobåde, der også kunne dykke, over indførelse af snorkel og trådstyrede torpedoer til i dag, hvor danske ubåde neddykket i ugevis har kunnet følge situationen i, på og over vandet og samtidig har kunnet bruge sine magtmidler næsten efter forgodtbefindende.

Bogen er også beretningen om de 6-7.000 danskere, der gennem årene har gjort tjeneste i ubådene. Livet om bord har grundlæggende ikke ændret sig meget i de knap 100 år. Fra ubådschef til yngste ubådsgast har det i alle årene været præget af ringe sanitære forhold, dårlige beboelsesforhold, intet privatliv, snavs og dårlig luft samt belastende arbejde og gensidig afhængighed – i værste fald med livet som indsats.

Sammen med en udtalt våbenstolthed og aldrig skjult selvtillid har disse ekstreme vilkår ført til den særlige kultur, som for alle ubådsfolk ses som et adelsmærke, og noget man med rette føler sig stolt over og gerne viser ved at bære delfinerne på brystet.

I slutningen af 1960'erne opstod der et ønske blandt ubådseskadrens personel om at få et særligt ubådsmærke. Initiativrige gaster designede hurtigt et mærke, bestående af to gyldne springende delfiner omkring flådens traditionelle ankermærke. Ubådsmærket blev hurtigt populært og i 1973 valgte søværnets heraldiske kommission at udarbejde et officielt ubådsmærke. Det godkendte mærke blev med to gyldne delfiner på hver sin side af et guldanker med kongekrone øverst. For at gøre sig fortjent til at bære ubådsmærket skal man have gennemført uddannelsen til ubådsgast og have haft minimum fem måneders tjeneste om bord i ubådene.

Denne bog beskæftiger sig på en helt ny og forfriskende måde udelukkende med det danske ubådsvåben og forsøger at balancere på en knivsæg mellem det populære og det faglige.

Mere eller mindre dokumenterbare begivenheder og beretninger fra de knap 100 år går passende i spænd på en sober, læseværdig og spændende måde. På trods af, at så godt som alle interviewede personer er tilhængere af ubåde, har forfatteren formået at holde en spændende balance, der dækker både det faglige og det politiske.

Søren Nørbys bog er et vægtigt indlæg i opgaven med at skabe passende og respektfulde rammer for historien om Danmarks Ubådsvåben – et af verdens ældste.

Niels Mejdal, kontreadmiral. Formand for Dansk Ubådsforening.

***

Som fællesmærke for søværnets eskadrevåbener er valgt et skjoldhoved med et af de danske våbendyr, varieret med en fiskehale for at markere den foreliggende maritime funktion. De danske våbendyr er tre blå løver med rød tunge, guldklør og guldkrone i guldfelt strøet med røde søblade. Som våbenmærke for Ubådseskadren er, i overensstemmelse med international tradition, valgt en springende delfin.

***

Indledning

I 1909 fik det danske søværn sin første ubåd. Dykkeren, som ubåden kom til at hedde, lagde grunden til det danske ubådsvåben, der i 95 år var med til at forsvare Danmarks interesser – både i vort nærområde og i fjernere farvande som Den persiske Golf.

I 2004 afsluttedes så en epoke i søværnets historie, da et flertal i Folketinget besluttede, at ubåde ikke længere skulle indgå i det danske forsvar. Denne bog er tænkt som både en historisk gennemgang af de danske ubådes virke og de tider og tanker, som de blev skabt i. En fortælling krydret med et stort udvalg af fotografier af og fra de forskellige ubåde. Mange af de viste fotografier har ikke tidligere været offentliggjort.

Jeg har i mit arbejde med denne bog haft stor glæde af de tidligere udgivelser om de danske ubåde. Især skal F. H. Kjølsens artikel Vore Undervandsbaade igennem 25 Aar, Vore Undervandsbåde gennem 50 år af R. Steen Steensen og U-både gennem 75 år – Det danske ubådsvåben 1909-84 af H. C. Bjerg, H. C. D. Koch og P. B. Nielsen fremhæves.

De danske ubådes operationer i Østersøen under den kolde Krig er endnu hemmeligstemplede, og det tilfalder derfor fremtidige historikere at gå i dybden med dette emne. Denne beretning er alene baseret på åbne kilder samt på interviews med forhenværende ubådsfolk. Metodisk er der en række udfordringer ved i så vid udstrækning at basere det skrevne på øjenvidner. På afstand kan detaljer blive blandet sammen og i bagklogskabens lys kan ting ændre sig, men jeg har bestræbt mig på at få beretningerne verificeret fra flere side, inden jeg lod dem indgå i denne bog.

***

I. Tiden frem til 1945

Under Englandskrigen 1807-14 måtte den danske flåde for første gang tage stilling til en mulig anskaffelse af en ubåd. En Garder til Fods Winstrup indsendte i 1808 uopfordret en projektbeskrivelse til et lille undervandssejlende fartøj. Dette skulle uopdaget angribe og sænke de britiske orlogsskibe, der opererede i de danske farvande. Winstrups plan var, at det fjendtlige skib skulle sænkes ved, at et af ubådens besætningsmedlemmer borede tilstrækkeligt med huller i skibets bund til, at det ville synke. Et særdeles fantasifuldt påfund, der ikke overraskende blev afvist af Søetatens Construktionskommission, der dog havde mange lovord for dets originalitet.

Garder Winstrups forslag blev hurtigt glemt, og der skulle gå mere end et halvt århundrede før debatten for eller imod ubåde igen tog fat. I mellemtiden gik Danmark fra nederlag til nederlag. I 1807 havde briterne taget flåden, Norge måtte i 1814 afstås til Sverige, og sidst men ikke mindst mistede Danmark i 1864 hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Disse tab reducerede Danmark til en af de helt små spillere i verdenspolitikken og både forsvars- og udenrigspolitikken måtte omstilles til at passe til et lille, defensivt orienteret land. Heldigvis blev der fra midten af det nittende århundrede introduceret en række nye teknologier og våbentyper, der på mange måder passede godt til de danske forhold.

Fra torpedo til ubåd

Det nittende århundredes industrielle revolution fik også stor indflydelse på verdens flåder. Skibenes skrog skiftede fra træ til jern, sejlene blev først støttet og snart helt afløst af dampmaskiner, og skibenes skyts blev længererækkende og mere præcist. En række helt nye våben kom til og førte til udviklingen af helt nye skibstyper. For at fortælle historien om ubådenes udvikling er det derfor på sin plads at begynde i 1870’erne, hvor de første torpedobåde løb af stablen.

Det var i 1868 lykkedes den britiske ingeniør Robert Whitehead at konstruere et nyt våben, som fik navnet den Whiteheadske torpedo. Det ubemandede våben var tænkt som en flydende og selvbevægelig mine, der uset kunne sejle ud og ramme fjendtlige blokadeskibe. Det var et våben med to revolutionerende elementer: torpedoen indeholdt selv fremdrivningsmidlet og kunne derved operere uafhængigt af det skib, der affyrede den. Det betød, at man kunne affyre våbnet på større afstand, hvilket mindskede risikoen for det angribende fartøj. Det andet og måske mere revolutionerede var en mekanisme, der gjorde det muligt for torpedoen at bevæge sig i en fastsat dybde under havoverfladen. Derved blev den svær at opdage og næsten umulig at bekæmpe.

Tegning visende en dansk torpedo anno 1941. 1) pistol, 2) ladningsrum, 3) luftkedel, 4) maskinrum, 5) dybdestyring, 6) agterrum, 7) haleparti og 8) ror. Ordet torpedo kommer fra den elektriske rokke, der på latin hedder Torpedo. I det nittende århundrede blev ordet benyttet som fællesbetegnelse for alle undervandsvåben og inkluderede derfor både miner og selvdrevne våben, som det vi i dag kender som torpedoer. Det vigtigste i den Whiteheadske torpedo var det såkaldte hemmelige rum, som indeholdt torpedoens dybdestyring. For indsigt i denne del af torpedoens teknologi krævede Whitehead, at søværnet betalte 5000£. I kraft af en fælles-nordisk aftale blev prisen dog noget lavere. Den første torpedo ankom til Danmark den 1. juli 1875. Prisen var 400£ plus 50£ pr. knob farten oversteg 18 knob. Året efter indkøbte søværnet yderligere 25 torpedoer og 25 til i 1877. Da var prisen dog faldet til 300£ pr. stk. på trods af, at torpedoen allerede da var blevet forbedret betydeligt. I 1881 havde Whitehead solgt 1456 torpedoer på verdensplan, og heraf havde søværnet købt de 83. (J.R. Kristensen)

Den første torpedo kunne løbe 600 meter med en topfart på seks knob. Den var 3,5 meter lang, havde en diameter på 35 cm og en krigsladning på blot 15 kilo dynamit. Selv om dette ikke just var prangende, så mange flådemagter våbnets potentiale. Robert Whitehead tilbød først torpedoen til den Østrig-Ungarske flåde, men den kunne ikke betale det store beløb, som Whitehead krævede