Narhvalen og Nordkaperen. De sidste danskbyggede ubåde

Ubådene Narhvalen og Nordkaperen var noget særligt. Ikke blot fordi de blev de sidste nybygninger på det hæderkronede Orlogsværft, men også fordi designerne for første gang slap interessen for egenskaber på overfladen og koncentrerede sig om de neddykkede egenskaber.

Det tyske design var epokegørende og blev bl.a. bredt ud til marinerne i Danmark, Tyskland og Norge, og helt op til vore dage har det været udgangspunkt i den tyske succesfulde ubådseksport. Med stor nidkærhed vogtede Orlogsværftet over de tyske konstruktionstegninger, der lige til ophugningstidspunktet– og måske også derefter – alle var højt klassificerede. Byggepladsen på Orlogsværftet var afspærret, alle dokninger skete med tildækket agterskib og selv i den operative periode havde fremmede kun begrænset adgang om bord.

Værre blev det da bådene blev forsynet med tidens mest avancerede udstyr til indhentning af elektroniske efterretningsmæssige informationer. I perioder var de to små både nok blandt Danmarks og NATOs vigtige spionplatforme. Og besætningerne nød det. Her var der nu en ny opgave, som ingen andre kunne løfte på samme professionelle måde. Man rankede ryggen, selv om man jo ikke kunne tale nærmere om hvorfor.

Og så står vi nu tilbage med kun Narhvalens tårn placeret på en mark i Jylland. Resten er væk. Kun de mange gode og de få dårlige minder har vi tilbage.

For os der med stolthed sejlede i Narhvalen-klassen har forfatteren heldigvis fået samlet facts og beretninger om disse to ubåde, så de og deres besætninger nu har fået en værdig og passende placering blandt de mange bøger og artikler om danske ubåde.

Det er en bog, som vi blot kan nyde at læse og supplere med egne historier. Andre må gerne læse med.

Niels Mejdal. Kontreadmiral.

Formand for Dansk Ubådsforening.

***

Forfatterens forord

De to ubåde af Narhvalen-klassen markerede på mange måder højdepunktet for det danske ubådsvåben. Med deres fremragende neddykkede egenskaber, ringe størrelse, moderne maskineri, imponerende våbenlast og lange patruljetid var de skræddersyet til operationer i Østersøen. At de så tilmed var de sidste orlogsskibe bygget på Orlogsværftet, gør kun deres historie mere interessant.

Til bogen har jeg modtaget bidrag – mundtligt, skriftligt og i form af fotografier – fra en lang række tidligere besætningsmedlemmer fra de to ubåde. Det bliver for omfattende at nævne alle, men jeg vil takke for bidragene, uden hvilke denne bog ikke kunne være blevet til.

Også en stor tak til besætningen på S321 Nordkaperen, der i marts 2001 fandt plads til at tage min daværende kollega Jakob Seerup og mig med på den indledende del af øvelsen BALTOPS 2001 – Nordkaperens sidste og mit (hidtil) eneste ubådstogt.

Bogen vil ikke behandle de politiske debatter for og imod ubådene, som prægede især Narhvalen-klassens sidste år. For et overblik over denne debat henvises til denne forfatters bog Danske Ubåde 1909-2004og H. C. Bjergs Fra sømilitær kapacitet til museumsgenstand. Ubåden i dansk forsvarspolitik gennem100 år.

Jeg har til bogen modtaget flere hundrede billeder fra de to ubådes liv. Der blev ikke plads til dem alle i bogen, men de er alle lagt ind i Forsvarets Digitale Fotoarkiv, der kan findes på internettet på www.forsvarsgalleriet.dk.

Søren Nørby, Frederiksberg 2013.

***

I: En skibsklasse bliver til

I 1960 vedtog Folketinget en ny forsvarslov, som bl.a. slog fast, at søværnet skulle råde over seks undervandsbåde. I flådens tal var på dette tidspunkt tre nye ubåde af Delfinen-klassen (søsat 1956,1957 og 1958) samt en fjerde enhed, der skulle få navnet Springeren (søsat 1963), under bygning på Orlogsværftet. Det betød, at der skulle bygges endnu to ubåde for at nå det fastsatte styrketal.

Forsvarslovens mål blev imidlertid ikke umiddelbart fulgt af en bevilling, og først da den amerikanske regering i 1962 forærede det danske forsvar 29 jagerfly af typen F-104, kom der skred i projektet. Amerikanerne stillede nemlig det modkrav, at de ca. 375 mio. kr., som den danske regering sparede på indkøb af fly, blev brugt på nyt materiel til hæren og søværnet.

For søværnets vedkommende betød det en ekstrabevilling på 90 mio. kr., der blev brugt på nye miner og torpedoer samt til bygningen af to ubåde og yderligere fire torpedobåde af Søløven-klassen.

Springeren af Delfinen-klassen i tåge i Nordsøen i 1981. Da man i begyndelsen af 1960’erne begyndte at planlægge de to nye ubåde, var Springeren stadig under bygning på Orlogsværftet. Der var en række umiddelbare fordele ved at vælge en videreførelse af Delfinen-klassen: Standardisering af udstyr og uddannelse af mandskab, men den tekniske udvikling gjorde, at man endte med en markant anden løsning. (B. Rosenbom).

Truslen fra Øst

De nye ubåde skulle skræddersyes til at operere i Østersøen, hovedsageligt øst for Bornholm. I 1962 var den Kolde Krig rigtig kold. I oktober det år undgik verden kun med nød og næppe det totale atomare ragnarok, da Sovjetunionen forsøgte at placere atommissiler på Cuba, og i det danske forsvar var man klar over, at der var en reel risiko for, at de ubåde, som man nu planlagde, en dag skulle vise deres værd i rigtig krig.

I Østersøen var den danske og vesttyske flåde Warszawa-pagten talmæssigt underlegen, og brød krigen ud, ville luftherredømmet i farvandet øst og syd for Bornholm være solidt i Warszawa-pagtens hænder. Så længe det var tilfældet, ville kun ubåde kunne operere i dette område, og danske og vesttyske ubåde udgjorde derfor sammen en afgørende del af NATOs fremskudte forsvar af stræderne og dansk og vesttysk territorium i Østersøområdet. At også den vesttyske flådeprioriterede dette højt var tydeligt, og igennem det meste af Den Kolde Krig rådede den vesttyske flåde således over et sted mellem 18 og 24 ubåde, alle med planlagte operationsområder i den østlige Østersø.

I 1959 havde søværnet udarbejdet den første større sammenhængende plan for et forsvar af Danmark i tilfælde af en krig mod Warszawapagten. Planen, der bar den lange titel Flag Officer Denmark. Naval Emergency Operation Instructions, blev i daglig tale kendt som FOD NEMOI. Den slog fast, at i tilfælde af krig var søværnets strategiske mission To deny the use of the Baltic Straits to the enemy and to maintain control of the Baltic Approaches, og mere specifikt taktisk to create depth in the defense and to stop, slow down or reduce enemy amphibious attacks.

Danmarks begrænsede geografiske størrelse besværliggjorde forsvaret af landet. Et velfungerende forsvar kræver dybde i forsvaret og et område bag fronten, hvor man kan omgruppere og forsyne enhederne, og for at skabe plads til et sådant rum var det nødvendigt at lægge forreste NATO-forsvarslinje syd og øst for Bornholm.

I søværnet skulle alle nyudnævnte ubådschefer, som en af deres første gerninger, forbi Søværnets Operative Kommando (SOK) og her sammenmed SOKs ubådsofficer gennemgå hovedtrækkene i FOD NEMOI. Gennemgangen inkluderede dog ikke, hvor ubåden præcist skulle operere. De oplysninger lå i en forseglet konvolut i pengeskabet i radiorummet om bord i ubåden, og konvolutten måtte først åbnes efter ordre fra SOK.

Kom krigen efter en periode med stigende spændinger, ville første led i deployeringen af ubådene være en forlægning til en midlertidig base på Bornholm, og herfra videre ud i de tildelte operationsområder. Som udgangspunkt skulle de danske ubåde stationeres vest og nordfor Bornholm, mens de vesttyske ubådes felter lå øst for solskinsøen, men den præcise fordeling af felter og deres størrelse afhang naturligvis af situationen, og af hvor mange ubåde man havde til rådighed. Erfaringerne fra Anden Verdenskrig havde vist, at med seks ubåde i flådens tal kunne man maksimalt forvente, at fire både var klar til øjeblikkelig indsats. Resten ville være til eftersyn eller på vej til eller fra operationsområderne.

I tiden før et krigsudbrud var det ubådenes opgave at overvåge områderne og herunder indhente efterretninger om Warszawa-pagtens dispositioner, men uden at løbe risikoen for at blive opdaget. Brød krigen ud var de danske og vesttyske ubåde forreste linje i NATOs forsvar af Østersøen. Ubådenes hovedopgave var at angribe og sænke fjendtlige amfibiestyrker og større krigsskibe samt at forstyrre fjendens forbindelseslinjer. Dette var den centrale opgave, så længe ubådene havde torpedoer tilbage. Når ubådene havde opbrugt deres torpedoer, kunne genforsyning ske på Bornholm, men da chancen for, at øen da stadig ville være under dansk kontrol, var meget lille, var det mere sandsynligt, at ubådene skulle søge længere tilbage i Østersøen for at genforsyne fra depotskib eller fra en dansk, vesttysk eller norsk base – måske endda britisk, hvis førnævnte lande ikke var i stand til at hjælpe.

Det polske landgangsfartøj Siekierki af Polnochny-klassen i Østersøen i 1969. I 1985 udgjorde sådanne landgangsfartøjer 1/3 af den polske flådes skibsmateriel, hvilket var bemærkelsesværdigt for et land, der ikke havde nogen øer, hvis forsvar krævede amfibiestyrker. Den sovjetiske, polske og østtyske flåde rådede i Østersøområdet også over mere end 200 minestrygere, hvis hovedmål i krig ville være at stryge de søminer, som var så centrale for forsvaret af Danmark. (P. B. Sørensen)

Hvis det neutrale Sverige valgte at gå ind i krigen på NATOs side, så kunne de danske ubåde også genforsyne i f.eks. Karlskrona, men dette var på grund af hensynet til Sveriges neutralitet ikke noget, der blev øvet.

Et centralt element i truslen mod Danmark var Warszawa-pagtens generelle høje beredskab og deraf følgende evne til at angribe med kort eller intet varsel. Det betød både, at søværnet konstant havde det højest mulige antal skibe klar til indsats, og at man brugte mange ressourcer på at holde øje med Warszawa-pagten for på den måde i tide at kunne opdage, om angreb var under opsejling. I FOD NEMOI var der derfor også planer for, hvad man skulle gøre, hvis angrebet kom som en overraskelse. Kunne ubådene ikke nå i position omkring Bornholm, skulle de i stedet operere i Kattegat og Skagerrak for at hindre, at Warszawa-pagten kunne angribe videre fra Danmark og mod Sydnorge og Atlanterhavet.

BALTAP

I 1962 oprettede NATO Enhedskommandoen Allied Forces Baltic Approaches, i daglig taleblot kaldet BALTAP, i Karup. I krigstilfældeville denne overtage kommandoen over danske og vesttyske militære styrker i området, hvilket ville gøre det muligt at bruge de to landes mange forskellige bidrag som én samlet enhed. Kommandoforholdenei BALTAP gjorde, at danske og vesttyske ubåde i Østersøen i krig ville kommeunder operativ vesttysk kontrol.

Den maritime del af BALTAPs forsvarsplan gik i korthed ud på, at den danske og vesttyske flåde i tæt samarbejde skulle forhindre, at den fjendtlige invasionsflåde nåede frem til dansk eller nordvesttyskområde. Målet var at ødelægge så mange fjendtlige landgangsskibe, at det ikke ville være muligt for Warszawa-pagten at gennemføre en ordnet og koordineret invasion af det danske eller nordtyske område. Selv om Warszawa-pagtens store krigsskibe kunne være mere spændendemål, var ødelæggelsen af landgangsfartøjerne alfa og omega, og som en daværende ubådschefudtrykker det, var der intet ærefuldt i at sænke en fregat.

Selve forsvaret var opdelt i flere lag. Var de danske og vesttyske ubåde på plads i deres patruljefelter, ville de udgøre det fremskudte forsvars første linje og angribe fjendens skibe, så snart de stod til søs. Skete invasionsflådens afsejling før et krigsudbrud, skulle ubådene blot formidle invasionsflådens afsejling og position til flådens ledelse, der så ville informere NATO og den danske regering om, at et angreb sandsynligvis var under opsejling. Ubådene skulle derefter følge invasionsflåden, indtil der kom signal om, at krigen var brudt ud, og de derfor frit kunne angribe fjendens skibe.

Det var forventet, at ubådene, sammen med de flyangreb, som også var en del af planen, ville tilføje invasionsflåden alvorlige tab, men skulle det ikke få Warszawa-pagten til at opgive invasionen, ville næste led blive sat ind. Her skulle fregatter, korvetter, motortorpedobåde og missilbåde fra den danske og vesttyske flåde sammen med det vesttyske maritime flyvevåben, der var specialiseret i anti-skibsoperationer, gennemføre et fælles og koordineret angreb på fjendens skibe. Målet var, at missiler, granater og bomber nåede frem til målområdet samtidig. Herved ville fjendens forsvarssystemer blive overvældet, hvorved chancen for et succesfuldt angreb ville blive mangedoblet.

Skulle invasionsflåden også overleve dette, ville den nu være nået frem til selve invasionsområdet. Her ville det maritime forsvar være en lang række minefelter samt, hvis målet var det østlige Sjælland, tillige Stevnsfortet, som Warszawa-pagten også skulle overvinde, før selve landsætningen af tropper kunne begynde. Her ville ikke mindst de meget omfattende minefelter være en massiv forhindring, som det ville kræve betydelig indsats og tid at