Nogle bøger er værd at læse: - anmeldelser af faglitteratur 2004-2010

2007)

1. INDLEDNING

Efter min mening læses der alt for mange bøger. Ikke fordi tallet i sig selv er noget problem, men fordi at kvaliteten af disse bøger er ringe. Mængden af triviallitteratur er gigantisk og et utal af bogklubber og abonnementsordninger søger hele tiden at forsøge antallet af kærlighedsromaner og biografier over ligegyldige popstjerner, filmskuespillere og mediepolitikere. Det er tydeligt, at formålet med 99% af den litteratur, som udkommer, er at underholde og at fordrive læserens tid. Ligesom TV.

Men hvis formålet med bøger er at fordrive læserens tid, hvorfor skal det så opfattes som værende noget særlig kulturelt prisværdigt at læse bøger? Hvis man søger relevant information om et emne, så vil internettet i 99% af alle tilfælde være en bedre informationskilde end den trykte litteratur. Ingen bøger kan matche internettet og YouTube, når det gælder information om historie, politik, heste, våben, Rusland, religion, teknologi, filosofi eller madlavning. Internettet er simpelthen verdens bedste informationskanal, uanset hvad man interesserer sig for, hvilken holdning man har og hvilken dybde af information man har brug for.

Men hvorfor så skrive, læse og anmelde bøger?

Bøger er stadig relevante. Det er lettere at læse en lang tekst, hvis den er i bogform, frem for hvis den er på computer. Selv om de elektroniske læsere har åbnet nye muligheder, så er de - efter min mening - stadig ikke lige så gode som en trykt bog.

Og der skrives gode bøger, også i dag. Det drejer sig især om fagbøger om emner, som kræver en lang forklaring. Så bøger er stadig relevante og derfor har jeg samlet mine anmeldelser af 40 fagbøger. Anmeldelserne har tidligere været publiceret på mine hjemmesider, men der kan man ikke finde dem mere.

Gode bøger er bøger, som sætter tanker i gang og som gør læseren klogere. Jeg anerkender, at bøger kan være skrevet simpelthen for at underholde læseren. Det samme gælder vel for mange af de film, som der vises i biograferne. Det er underholdning uden andet indhold end fantasi og ligegyldighed. Men også fantasi og ligegyldighed kan præsenteres sådan, at det bliver spændende at læse. Det er bare ikke den slags bøger, som jeg interesserer mig for.

Husk, at du lever kun én gang, og det tager lang tid at læse en bog. Så lad være med at vælge de forkerte. De bøger jeg her har valgt er ikke kun bøger, som er gode, efter min mening. Jeg har også valgt bøger, hvis indhold jeg er meget uenig med. Det drejer sig især om historiske bøger og bøger om holocaust. Så læseren må bære over med mig. Disse anmeldelser sig mindst lige så meget om anmelderen, som de siger om bøgerne. Og sådan mener jeg, at alle gode anmeldelser bør være.

Velkommen til min forbrugervejledning.

Jakob Munck

28/2-2015

2. ANMELDELSER

1.

Torben Hangaard: Ave Maria. Jomfru Maria i Rom. Hendes liv og anvendelse i tekst og billeder (Facet, 201 sider, 2010)

Her i landet udgives der ikke mange bøger om Jomfru Maria, og dem som udkommer, er alt for ofte præget af den reduktionisme, som karakteriserer lutheranismen, når det drejer sig om Jomfru Maria. Luther selv var på ingen måde Maria-fornægter, men hans efterfølgere har desværre ofte søgt at reducere denne vidunderlige, intelligente og smukke kvindes ære og at reducere den rolle hun spiller i den kristne teologi og spiritualitet. Mange protestantiske Maria-skribenter har svært ved at finde ud af, hvad de skal mene, og ofte vælger de at fremstille Maria som en mere eller mindre irrelevant person, en afdød historisk figur, som ikke adskiller sig fra andre kvinder i antikkens verden. Og det er helt forkert.

Den virkelige Maria er langt mere spændende end man kan læse i de protestantiske tekster. Og derfor blev jeg rigtig glad, da jeg fik lov til at anmelde denne helt nye mariabog, som ikke lider af hverken Maria-forskrækkelse eller trang til at nedgøre Marias dyder, men som fortæller den virkelige historie om den Guds Mor og Himmelens Dronning, som kirken og de europæiske folkeslag har elsket og æret gennem to tusinde år.

Der er virkelig brug for denne bog, som ikke alene gennemgår Marias historiske liv og det miljø hun levede i, men også forklarer om mariologiens historie efter Marias fysiske død. Vi får indsigt i de katolske mariadogmer og i den spiritualitet, som Marias tilhængere har dyrket gennem hundreder af år. Vi hører om Marias syv smerter og syv glæder, om rosenkransen, om Maria som politisk figur og om de mange mirakler og åbenbaringer, som tilskrives hende. Alt forklaret på bedste vis så enhver forstår, hvad det drejer sig om.

Det, som gør denne bog så fortræffelig, er ikke kun dens systematik og det let forståelige sprog, men også de mange henvisninger til bibelske og apokryfe kilder. Bogen bærer præg af at dens forfatter har rejst mange år i Italien og taler det italienske sprog, hvilket giver sig udtryk i at han virkelig forstår mariologien og ved hvorfor en stor del af verden beder til Gud gennem denne skønne kvinde.

Også en gammel mariafan som undertegnede kan lære noget af denne bog, hvor vi får indsigt i at Marias liv på en mere realistisk måde end sådan, som hun ofte fremstilles i den kirkelige kunst. Hun kom fra en velhavende familie og hun talte flere sprog. Hendes mand, Josef, var over 90 år gammel da de blev gift, og der har således været tale om et meget usædvanligt ægteskab set med nutidens øjne. Han havde været gift før, men ægteskaber af denne art var ikke ualmindelige på Marias tid.

Torben Hangaards bog fortjener at blive obligatorisk læsning i folkeskolens store klasser. Det ville i høj grad fremme det kulturelle niveau og elevernes nødvendige indsigt i den ikke-protestantiske europæiske kultur. For Jomfru Maria er ikke kun åndelig mor for alle kristne, hun er også det symbol og det ideal, som en ikkekonfessionel europæisk kultur må bygge på, hvis den skal understøtte nationernes samarbejde.

Derfor siger jeg tusind tak til forfatteren for at have skrevet denne bog. Den er en perle, og den hører hjemme i bogreolen hos enhver kristen og også hos tilhængerne af andre religioner, som ærer Jomfru Maria (f.eks. islam).

Tak siger jeg selvfølgelig også til Jomfru Maria for alt det hun gør for os, når hun viser os vejen til den virkelige Guds kærlighed og nåde. Det er desværre ikke altid denne kærlighed man får øje på, når man møder de kristne kirker og deres medarbejdere. Men Maria kan man stole på. Hun lyver ikke og hun svigter ikke, hvis man virkelig ønsker at lære hende at kende. Og denne bog er et perfekt sted at begynde. Den egner sig både til nye og gamle Maria-venner, for den har det hele. Køb den!

2.

Laurence Rees: Auschwitz - Nazisterne og die Endlösung (Jyllands-Postens Forlag, 320 sider, 2005)

Den 27. januar 2005 var det 60 år siden at Auschwitz blev befriet af russerne og i den medfølgende pressemeddelelse til denne bog angives dette at være årsag til udgivelsen. Men mon ikke også der ligger andet bag? I de sidste 12 måneder er der udkommet mindst 4 udgivelser på dansk om Auschwitz og en søgning på Amazon.com med dette søgeord giver henvisning til 785 aktuelle udgivelser på engelsk. En søgning på ordet holocaust giver 3882 titler på aktuelle bøger, medens en søgning på hunger giver 1733 titler. Hvad der skete under holocaust og i Auschwitz er altså - for bogforlagene - mere interessant end begrebet sult, uanset at holocaust skete for 60 år siden og ramte 6 mio. mennesker, medens sulten er en realitet i store dele af verden i dag og vedrører 900 mio. mennesker (iflg. FN).

For at rette opmærksomheden mod Auschwitz og holocaust - og ikke mod sulten i verden og de mange krige - har en række europæiske regeringer vedtaget at gøre noget særligt. Politikerne i Danmark har f.eks. lavet et særligt institut under Københavns Universitet for at forske i disse begivenheder, og man har vedtaget at afholde en årlig Auschwitz-dag med offentligt betalte arrangementer over hele landet. Kongehuset deltaget naturligvis. Samtidig har man besluttet, at der ikke mere er tid og penge til at afholde en årlig aids-dag. Der er heller ikke planer om at lave en sultdag eller en dag-for-detufødte-barn, selv om der - på verdensplan - dræbes ca. 4 mio. børn hvert år gennem abort. Man foretrækker altså at mindes det, som ingen kan gøre noget ved, fremfor at rette opmærksomheden mod det, som kan ændres. Hvorfor mon?

I følge dem, der professionelt lever af at videreformidle de gennem Nürnbergprocessen skabte historier om Auschwitz og holocaust, er årsagen den, at man håber at kunne undgå at lignende ting sker igen. Men hvis dette er årsagen, hvorfor holder man så ikke officielle mærkedage for at rette opmærksomheden mod det, som vi kan ændre? Ved sulten? Ved aids? Ved underudviklingen? Det kan besvares på forskellige måder. I følge den jødiske forfatter Norman Finkelstein, er årsagen den, at holocaust er blevet til en industri, som masser af mennesker lever godt af. Men der er nok også andre forklaringer.

Selv har jeg en mistanke om, at den store auschwitzinteresse i Vesten har noget at gøre med vor tids politiske forhold. For mellem nationer er der et hierarkisk forhold, som er bestemt af hvilken militær magt og hvor stor en moralsk autoritet disse nationer har. Alle vil naturligvis helst regnes blandt de gode, men for at nogle kan være gode, er der nødt til at være andre, som er onde. Og intet kan vel være mere ondt end det at gasse millioner af uskyldige mænd, kvinder, børn og oldinge. En sådan forbrydelse kan ikke affejes med, at den blev udført af ens far eller farfar, eller med at man intet kendte til at den blev begået. Den stempler en nation, dens borgere og deres efterkommere for lang tid. For generationer. Og samtidig med at én nation - ja måske en hel verdensdel - er stemplet af denne forbrydelse, så er der andre, som kan sole sig i æren over at være dem, som fik den stoppet. Disse nationer og deres borgere har naturligvis et moralsk forspring foran de skyldige, og dette forspring kan ikke ophæves så længe den historie det bygger på bliver husket. Alle kan jo bedre lide ham, der redder sine medmennesker end ham der udrydder dem. Og når nogle nationer anses for at have højere moral og dermed deres borgere en større anseelse, så har disse nationer også mere indflydelse i det internationale system. De kan dermed også tillade sig at handle mere frit end dem, som anses for at være onde. Derfor er anklagerne imod USA, England og Israel så få og svage, trods de massive overgreb mod menneskerettigheder og civilbefolkning, som de har begået i Latinamerika, Irak, Afghanistan, Palæstina og mange andre lande. Auschwitz har lært os, hvem der er de gode og hvem der er de onde, og det mønster som blev lagt i Nürnberg-processen, er stadig det grundlag, som den vestlige verden ser sig selv ud fra. De onde bor i Europa og de gode i USA. Det handler ikke om historie, men om aktuel politik. Auschwitz arbejder stadig, men nu blot i hovederne på den vestlige verdens mennesker. Nu dør folk ikke i Auschwitz, men på grund af Auschwitz.

Hvor lang tid kan det historiebillede, som ligger bag den vestlige verdens moralske hierarki mon holde? Det er der ingen, der ved, men vi ved at vores syn på historien forandres, når den kommer på afstand. Tingene bliver mindre følelsesladede og muligheden for at lave en objektiv beskrivelse af hændelserne, bedre. Det må også gælde, når det drejer sig om holocaust. Den såkaldte holocaustforskning, hvorunder litteraturen om Auschwitz hører, er nemlig ikke uden problemer. For det første er der en tendens til, at unge mennesker ikke interesserer sig så meget for 2. verdenskrig, som deres forældre gjorde. For det andet, så har der gennem snart 30 år været en lille, men - for nogle - meget generende minoritet af forskere, som har tilladt sig at udlægge hændelserne i Auschwitz og holocaust i det hele taget, på en anden måde end den, som krigens vindere med den såkaldte Nürnberg-proces lagde grundlaget for. Disse mennesker har man kaldt for holocaustbenægtere, og selv om man i mange lande har forbudt dem at udtale sig og at skrive bøger, så eksisterer de stadig, og de bøger de har skrevet er tilgængelige, ikke for mennesker i almindelighed, men for dem som virkelig søger. Disse mennesker har - også i dag - den frækhed ikke at være blevet overbevist om at de har taget fejl, og det på trods af den tidligere nævnte strøm af Nürnberg-korrekte holocaustbøger, som udgives i de vestlige lande og trods de mange Auschwitzdage, film og tv-serier, som det vestlige publikum bliver præsenteret for.

Hvad disse mennesker - holocaustbenægterne - egentlig mener, er der næsten ingen der ved, for de har ikke lov til at skrive i aviserne eller at udgive bøger på europæiske forlag. Men det hævdes at de er noget i retning af nynazister, og at de siger at holocaust slet ikke fandt sted. Dette er - efter manges mening - hårrejsende, og derfor er der ikke noget mærkeligt i, at en stor del af de mange nye holocaustbøger vender sig eksplicit imod disse mennesker, for godt nok viser historien mange tilfælde af, at sejrherrerne har forfalsket virkelighedens kendsgerninger for at forskønne deres egen indsats, men at dette også skulle være tilfældet i forbindelse med 2. verdenskrig, er næsten for groft at påstå. Holocaustbenægtere anses derfor for at være tankeforbrydere, sindssyge og højreekstremister. I mange lande fængsles de, og en sammenligning mellem den måde kætterne blev behandlet på i middelalderen, jøderne under Hitler og holocaustbenægterne i dag, er ikke helt misvisende. Tror man ikke på henrettelsesgaskamrene i Auschwitz, så tror man ikke på selve den idé, som Vesten bygger på, og det kan naturligvis ikke gå ustraffet hen. De 5 – 10.000 bøger, som holocaustlitteraturen består af, kan opdeles i to hovedretninger: Den ene er den eksterministiske og den anden den funktionalistiske. Den første lægger vægt på, at der blev udryddet 6 mio. jøder under krigen, at det hovedsageligt foregik i gaskamre og at udryddelsen foregik til nazisternes (= tyskernes) velbehag og efter ledernes og befolkningens ønske. Måske var man ikke begejstret for selve udryddelsesarbejdet, men resultatet var der enighed om. Årsagen til udryddelsen var nazisternes - helt ubegrundede - had mod jøderne. Folkemordet var ikke udtryk for et fjendskab mod den jødiske race, der bundede i dårlige erfaringer, men i en syg nationalkarakter, som havde vist sig gennem århundreder, men som først nu fik mulighed for at vise sine dødelige konsekvenser. Og da denne nationalkarakter er så rodfæstet i det germanske, er der ingen grund til at tro, at den skulle være anderledes i dag. Måske er tyskerne, på overfladen, forskellige fra hvordan de var under Hitler, men gener og kulturarv står ikke sådan til at ændre. Derfor er der stadig amerikanske tropper i Tyskland og derfor er der mange, der mener, at et forenet Europa med Tyskland som centrum, ikke er et særlig tillokkende perspektiv.

Den anden skole - funktionalisterne - hævder, at kz-lejrene var udtryk for krigens nødvendighed, og at sådanne lejre drives af alle krigsførende parter, også i vor tid (Guantanamo, lejrene i Afghanistan, Irak etc.). Det som adskilte det tyske kz-system fra andre, var at man ikke havde de nødvendige ressourcer til at skaffe mad og medicin til fangerne, fordi landet og dets jernbaner blev bombet og fordi man var i krig mod overmægtige fjender. Man valgte at føre de stadig færre ressourcer til fronten og til de kæmpende soldater, frem for at give dem til regimets fjender, som sad i lejrene. Dette var udtryk for en national prioritering, som næppe kunne have været anderledes. Derfor var massedød i disse lejre uundgåelig, uanset om den - i hvert enkelt konkret tilfælde - var forårsaget af geværkugler, sygdomme, sult, hængning, medicinske eksperimenter eller gaskamre. Krig er altid ond, men tyskernes måde at føre krig på var ikke værre end den måde, som andre af datidens krigsførende nationer anvendte. Også amerikanerne satte deres fjender (f.eks. japanerne) i kz-lejre, men de var bare så heldige, at de havde råd til at give de indsatte mad. Hvis man vil undgå ondskab, så må man undgå krig, og 2. verdenskrig skyldtes europæisk national rivalisering. Det må vi altså forhindre i fremtiden. Tyskland, som centrum i et frit og fredeligt Europa, er derfor ikke alene en mulighed, men også en nødvendighed

Og så til holocaust og den aktuelle bog.