Koldbøtte - Forvandlingen

12.

Kapitel 1.

Hvor var der dejligt i skoven, fuglene sang og solen skinnede. På en træstub sad Koldbøtte og nød solens stråler. Alt åndede af fred og ro. Han tænkte på hvad dagen mon ville bringe.

Det var jo først på dagen, han plejede ikke at være så tideligt oppe. Han vidste ikke, hvorfor han lige i dag, var vågnet før de andre. Han havde en underlig følelse i hele kroppen. Det var en underlig form for uro, det sitrede gennem hele kroppen.

Han kunne næsten ikke sidde stille, måske skulle han løbe sig en tur rundt om den store lysning. Han skulle bare passe på, at der ingen tonter var til stede. Han rejste sig for at gå tilbage til højen, skoven var begyndt at vågne op til en ny dejlig dag. Det puslede bag ham og snart kom Sofus til syne.

Hvad laver du, Koldbøtte? spurgte han.

Nyder morgen freden, nu inden alle vågner, svarede Koldbøtte.

Du plejer da ikke lige frem at være den første der står op, lo han.

Nej, men jeg tror plejer er død, grinede Koldbøtte.

Ih, hvor er du drillesyg. Jeg kan godt forstå hvis mor somme tider jager dig ud af Troldehøj! slog Sofus fast.

Det kan du da ikke mene, grinede Koldbøtte.

Jo, du kan tro jeg mener det. Ved du for resten hvad mor og far snakkede om? spurgte Sofus hemmelighedsfuldt.

Nej! Er det noget spændende? ville Koldbøtte vide.

Det er som man tager det, lo Sofus.

Så sig det dog, jeg gider ikke begynde at gætte! sagde Koldbøtte.

Far syntes du skal have huller i ørene, lo Sofus, så han fik helt ondt i maven. Hvad sagde mor til det? spurgte Koldbøtte nervøst.

Han kunne ligefrem mærke koldsveden på panden.

Hun syntes det er en dårlig idé, du er jo så lille. Heksen vil nok også have sig frabedt dit besøg, lo Sofus. Det var ikke til at snakke, når man sådan skulle grine.

Koldbøtte havde svært ved at se det sjove i at få lavet huller i ørene. Det ville jo ikke lige frem pynte med et par ringe i hans ører. Det ville faktisk ødelægge hans smukke udseende.

Som tankerne dog fløj gennem hans hoved. Han havde svært ved at styre dem. Hvordan kunne far da også få sådan en idé. Han vidste da at Nimrod og Koldbøtte var stukket af fra heksen, og så ville han have Koldbøtte til at gå hen til hende godvilligt. Han kan tro nej! Ikke ti vilde heste kunne få ham til at tage derhen.

Han besluttede at gå hjem til Troldehøj. Nu var de andre nok stået op. Hvis han var heldig, havde mor lavet morgenmad. Han fulgte med Sofus hjem til Troldehøj, alt var stille og åndede af fred, så var de ikke vågnet endnu.

Han gik ind og satte sig ved bordet. Det var bare typisk, når han endelig ønskede noget, skete det aldrig! Kun når han ønskede lidt fred og ro, så var det ikke umuligt at opdrive. Det kunne ikke passe, at det skulle vare den halve dag, at få en portion morgenmad.

Der var nok ikke andet at gøre, end selv finde noget at spise. Han gik ud i køkkenet og fandt noget suppe der kunne varmes. Nu var han ikke lige frem nogen ørn i et køkken, valgte derfor at spise suppen kold. Han øste suppen op og gik ind i stuen med den.

Gad vide hvor Sofus blev af. Han var nok gået i seng igen. Koldbøtte satte sig ved bordet og spiste suppen i fred og ro. Han besluttede sig for at gå i seng igen, der var jo lige frem nogen der havde tænkt sig at stå op. Han gik ind og kravlede i seng, han tjekkede lige om posen lå under puden, jo så skulle han nok kunne sove godt. Det varede da heller ikke lang tid før han sov roligt.

Nu hvor solen stod højt på himlen var der kommet liv i Troldehøj. De sad alle omkring bordet da Koldbøtte kom ind. Han kunne med det samme mærke, der var noget i gære. Han stoppede og så sig nervøst omkring. Fra den ene til den anden.

Kom lige her hen! sagde Troldefar venligt til ham.

Han gik hen til Troldefar som bøjede sig ned og tog ham op på skødet. Det var kun når der var noget ubehageligt i vente, at Troldefar tog ham op.

Hvad vil du? spurgte Koldbøtte endeligt. Han var ilde til mode.

Ja, ser du. Mor og jeg er næsten blevet enige om, at du skal en tur hen til heksen. Din gode veninde, du ved, sagde Troldefar.

Det passer ikke, vel? sagde han og så på Troldemor og forsatte, og for resten er hun ikke min veninde. Jo, det er skam rigtigt nok, svarede Troldemor og forsatte vi mangler bare, at blive enige om hvad hun skal gøre ved fatter til gengæld for han kommer med dig. Hvad skal jeg hos hende? spurgte han ude af sig selv af skræk. Fatter syntes det er på tide du får huller i ørene, svarede Troldemor med et stort smil. Det har jeg aldeles ikke lyst til at få! svarede han surt.

Ser du, der er jo ikke lige frem nogen der spørger dig om. Skulle det gå rigtigt til, så havde du fået det gjort for flere år siden, grinede Troldemor med en høj latter.

Tror du I kan blive enige om det. Så skulle det da være første gang I er blevet enige, sukkede han. Jo, det tror jeg nok vi bliver, sagde hun og forsatte med at grine.

Det går jeg ikke med til, svarede han og hoppede ned fra Troldefars skød. Nu skal du ikke gå nogen steder, sagde Troldefar og løftede pegefingeren, for at understrege, at han mente det alvorligt.

Koldbøtte forsvandt ind på værelset. Her satte han sig på sengen med hovedet i hænderne. Nu var livet slut, tænkte han.

Han overlevede aldrig et nyt besøg hos heksen. Han lod sig glide ned i liggende stilling. Nu var alt håb ude.

Sådan blev han liggende længe uden at røre sig. Nu ville han håbe at mor kunne finde på noget rigtigt modbydeligt, som heksen skulle gøre ved fatter.

Der kom en ind på værelset, det var Sofus. Han satte sig på sengen og ruskede blidt i Koldbøtte. Koldbøtte lod som ingenting, han lå ubevægelig på sengen.

Hold nu op, Koldbøtte! sagde Sofus opgivende.

Koldbøtte drejede hovedet og så på Sofus.

Hold op! Jamen hvad tror du der vil ske, hvis jeg kommer hen til heksen. Jeg stak jo af sammen med Nimrod! sukkede Koldbøtte.

Ikke noget, tror jeg. Husk på du er jo sammen med fatter, sagde Sofus ømt.

Det varede lidt inden Koldbøtte sagde noget.

Hvad tror du, heksen skal gøre ved fatter? spurgte Koldbøtte.

Hun skal nok give ham ring i næsen, så mor har lidt mere styr på ham, sagde Sofus, og de grinede begge to.

Ja, han vil se øm ud med ring i næsen, lo Koldbøtte, så tårerne trillede ned af kinderne. Jeg skulle hente dig, vi skal spise, sagde Sofus.

Ved ikke rigtig om jeg er sulten, sagde Koldbøtte. Hvis han skulle være ærlig, var han nervøs for at skulle ind til mor.

Vi skal have mors kødboller, sagde Sofus, han vidste at det var en af Koldbøttes livretter.

Han blev liggende, kunne ikke rigtig bestemme sig for hvad han ville. Kom nu, blev Sofus ved.

Til sidst rejste han sig og fulgte med Sofus ind i stuen. De sad alle og spiste, der var ingen der tog notits af Sofus og Koldbøtte. Alle havde travlt med at spise.

Koldbøtte åndede lettet op, så havde de nok glemt alt om turen til heksen. Så han satte sig og begyndte at spise.

Alt åndede af fred og ro, hvad der faktisk var mærkeligt, for der plejede altid at være liv og glade dage under alle måltider.

Det var som om alle havde nok i sig selv.

Koldbøtte syntes der var gået en evighed, da Marie pludselig sagde: Hvornår skal I så af sted, fatter?. Nu kan det nok være der kom liv i troldene omkring bordet.

Koldbøtte så op på Marie med frygt i blikket.

"Hvorfor