Kvinden i Sivet

løgn?

Titel

Personer

Asker Myrhøj Mikkelsen

62 år. Tidligere kriminalkommissær i den særlige afdeling for organiseret kriminalitet, SOK, nu pensioneret fra tjeneste. Han bosatte sig sidste år i feriebyen Ebeltoft og fra sit nye domicil, nyder han sit otium. Han udfordrer og udforsker sin hverdag med sin direkte personlighed. Et menneske man enten elsker eller hader. Han ved fra sit arbejde som kriminalkommissær, at når mennesker føler sig dårligt behandlet, kan de finde på vanvittige ting. Han har selv oplevet svigt fra andre, og ved hvad det sætter i værk af tanker.

Asker tackler udfordringer og modgang i livet på sin egen måde. Selv da hans fader afslører sin hemmelighed, formår han at finde en udvej.

Et rodet kærlighedsliv i de senere år og den nye pensionisttilværelse tilskynder ham til at prøve at løse gåden om kvinden, en ganske bestemt kvinde, som han har truffet for mere end tyve år siden. Han ser et scenarie forude, hvor hun træder ind på scenen. Han indgår en pagt med sig selv, inden han kaster sig ud i sit livs opgave.

Men Asker har svært ved at gennemskue hvordan kvinder agerer i denne verden. Han prøver at fange og forstå deres tanker, ord og handlinger. Men øvelsen synes umulig for ham, når de tre elementer skal kædes sammen.

Askers tidligere chef har otte tilsyneladende opklarede personsager, som han har gået og ruget over. Asker har lovet at kigge på dem endnu engang, og pludselig bliver disse sager flettet afgørende ind i hans privatliv, i et omfang han ikke havde forudset. Konsekvenserne er uoverskuelige.

Kvinden i Sivet

Hun svømmer rundt som en hedonistisk gudinde i Askers dybe sind og optræder i flere skikkelser. Er hun bare fiktion i hans tankespind, eller har han virkelig mødt hende. Asker er ikke i tvivl om, at hun er den kvinde, der kunne være den endegyldige brik, han mangler for at opnå lykken og nydelsen i den sidste del af sit liv. Men finder han hende, og er hun den skønhed, han husker?

Asker søger intenst efter lykkens gudinde. Hun skal give hans liv mening og hjælpe ham videre efter hans rædselsfulde oplevelse med den sorte Madonna.

Rita Fischer (Født Nielsen)

Rita er født i 1951, og vi lærer hende at kende gennem hendes dagbog, som hun skrev som ung pige på vej i livet og igen efter flere års pause, da hun mister sin mand i 2008, hvor hun tager en endelig afgørende beslutning.

Sebastians sang, om lyset der bryder frem, er et passende billede på hendes liv. Hun har mødt mærkelige mænd, der har trukket hende over det dybe vand til en fremmed strand. Hendes liv er som i eventyret fyldt med onde trolde og gode feer, og da lyset endelig bryder frem, må hun hjem. Tilbage til der hvor eventyret startede, for nogle få af troldene skal stilles til ansvar.

Søren Magnus Clausen

Askers chef i SOK, den særlige afdeling for organiseret kriminalitet.

Han er en levende dogmatisk vulkan, der styrer afdelingen med hård hånd. Han og Asker har oparbejdet et specielt tæt venskab, og de elsker at udfordre hinanden i originalitet og spontane indspark til livet, og Clausen leder tilfældigvis Asker på sporet, så han kan løse sit livs mysterium.

Clausen nyder stor anerkendelse i afdelingen. Han omtales som en særdeles dygtig administrator og planlægger og en chef, der altid har tid til at lytte til sine medarbejdere.

Ud over hans faglige kvaliteter, nyder han åbenlyst sit ægteskab med Joan, jordens dejligste kone.

Niels Mikkel Engelbrandt

Askers far der er forhenværende administrationsofficer, og som blandt andet har gjort tjeneste på Samsø. Det var her, han mødte Askers mor, der var stuepige på hotellet i Tranebjerg. De forelskede sig i hinanden, og det resulterede i at hun blev gravid.

Efter opholdet på Samsø blev han i 1950 overflyttet til tjeneste på Guldkysten og senere i Kenya, hvor han var politimand under Mau Mau-opstanden. Senere blev han officer i FN med tjeneste i WHO i Liberia og Congo.

I 1962 blev han ansat i Industrirådet med ansvar for eksportfremmende aktiviteter, hvilket indebar mange rejser rundt i Europa, Rusland, Afrika, Mellemøsten og Sydøstasien. Siden 1967 har han været medlem af Eventyrenes Forening, Frihedskampens Veteraner og en sammenslutning af officerer uden for aktiv tjeneste. Han havde hidtil levet et anderledes aktivt liv beriget med en masse spændende udfordringer.

Carsten Rebus Riber

Yngste kriminalkommissær i SOK.

38 år og yngste efterforsker i afdelingen med en anonym personlighed, men man skal ikke underkende hans talent i efterforskning. Både hans analytiske evner og ikke mindst hans indretning på kontoret overrasker Asker.

Øgenavnet Rebus har han fået, fordi han ofte stiller de rigtige spørgsmål, og placerer brikkerne i efterforskningens kabale i den rigtige rækkefølge.

Tina Munk

Nyansat kriminalkommissær som har overtaget Askers stilling i SOK.

Hun er 47 år og kører i en perlehvid Fiat 500L.

Niels Fischer

Ritas mand.

Astrid

Askers eks-kæreste, Den sorte Madonna. Navnesøster til Ritas veninde.

Sivet

Bodega i Søgade i Aarhus.

SOK

Politiets Særlige afdeling for Organiseret Kriminalitet.

Personer i Askers politijournaler

Ole Jørn Kristensen. Født 1951. Død d. 23. september 2008.

Ib Schack Nymann. Født 1950. Død d. 19. januar 2009.

Kaj Jørgensen. Født 1951. Forsvundet d. 5. juni 2009.

Inger Stuk Christensen (Haugaard). Født i 1949. Død 16. juni 2009.

Per Lohsen. Født 1951. Død 2. januar. 2009.

Rita Fischer (Nielsen). Født i 1951. Død 3. August 2009.

Oluf Koch, Født 1950, Død 23. juli 2009.

Agnes C. Lausen født d. 21.1.1928. Død d. 21.1.2003.

Titel

Livet

Ebeltoft d. 29. august 2012 kl. 19.34.

- Hvad er egentligt meningen med livet? Det var et af spørgsmålene, Asker stillede sig selv denne tidlige aftenstund.

Han nød stilheden omkring sig.

Uforstyrret af de små umiskendelige bløde skvulp fra bølgerne, som kærligt slikkede molens store granitsten, skyllede stilheden ind under huden på ham.

Ingen andre lyde.

Kun freden og roen.

Asker Myrhøj Mikkelsen, tidligere kriminalkommissær i den særlige afdeling for organiseret kriminalitet, SOK, nu pensioneret fra tjeneste og debuterende livsnyder med stort L, var ude med snøren denne aften.

Asker sad i sin fiskevest og grønne snavsede fiskebukser og tænkte over dette store spørgsmål. Han havde fundet sin vante plads på nogle af de yderste store sten ved havnemolen i Ebeltoft. Her kunne han ugenert nyde stilheden bag et lille stakit og synet af den lille røde prop, som dansede let hen over havets små krusninger og gjorde de små sildestykker, der var medet på krogen, tillokkende for sæsonens første hornfisk.

Solen stod lavt over Helgenæs. Dagen gik på hæld, og de sidste lysstråler blinkede uafladeligt i det næsten blanke vand. Asker nød at se dagens smukke farvepalet tone langsomt ud i et vue af glødende røde farver, som om der brændte en ild i himmelhavet. Asker måtte have solbriller på for at kunne vogte over proppens bevægelser, der indikerede, når der var bid.

Hornfisk havde deres egen jagtmetode, når de jagede sild. Med deres lange spidse næb slog de byttet ud af balance, og inden det nåede at genfinde ligevægten, havde hornfisken nappet sit offer. Når proppen havde lavet en lille modsat bevægelse, talte han til tre, inden han løftede stangen for at give et modhug. Det var hans erfaring, at tre ikke var hornfiskens lykketal, derfor havde han held med at overliste de fleste hornfisk, der havde nappet efter maddingen. Der lå nu syv af dem i spanden.

Hornfiskens jagtmetode blev anvendt mange andre steder i dyreverdenen. Asker filosoferede kort over, om han også som politimand havde brugt den metode, når han afhørte mistænkte kriminelle. Han blev enig med sig selv om, at det var et udmærket billede. Han var tit bevidst gået efter at få en mistænkt gerningsmand ud af balance, for at få vedkommende til at afsløre sig med en uoverlagt bemærkning. Han var aldrig gået længere end det, men han havde set kollegaer overskride grænsen for, hvad en betjent kunne tillade sig under et forhør, hvis man skulle overholde de gældende menneskerettigheder.

Han forsøgte at skubbe disse oplevelser væk. De skulle ikke blande sig i hans tanker. Alt forekom mere simpelt og nemmere for Asker, når tankerne bare fik lov til at flyve uhindret af sted ud over de åbne vidder, og han ikke behøvede at tage synderlig megen notits af dem. Det gav ham ro til at søge svarene på de store spørgsmål her i livet. Som hvad er meningen med livet? Han ville ikke opgive at finde svaret.

Ved molen herskede der kun fred og ro.

Han nynnede en gammel melodi fra Kim Larsens album Midt om natten for sig selv:

- Men om natten, når lyset brænder ud, så bliver her stille, åh så stille .

- Mon jeg bliver et ensomt menneske, og hvornår skal jeg dø?

Han huskede en tekst, som en ung digter engang havde skrevet i Vestre Fængsel til sin kæreste under 2. verdenskrig, kort inden han var blevet henrettet af tyskerne i Ryvangen.

Nu dukkede navnet op, Kim Malthe-Bruun. En knægt på kun 21 år med et fantastisk overskud, sindsro og tillid til, at han havde taget de rigtige valg i sit kort liv. Hvor var hans kolossale åndelige overskud kommet fra? Han havde skrevet noget om, at døden ville være noget af det mest storslåede, der skete i ens liv. Hvor havde han fået det fra?

Asker lod det dystre perspektiv til ensomheden og døden passere i en sikker forvisning om, at døden ikke ville bekymre ham.

Når en ung frihedskæmper kan opelske en så stor selvsikker tro på sine egne gerninger, burde det styrke mig i de valg, jeg har truffet, tænkte Asker.

Han zoomede igen ind på farvecollagen og stilheden. Både den naturen bød på og den, han dyrkede inde i sit eget lille bed.

Fremtiden lå forude, og der søgte mange af hans tanker hen.

- Nej, der må da for pokker være en dejlig bramfri buttet kæreste derude. Et dejlig livsbekræftende og uspoleret livstykke, tænkte han med et afslappet smil på læberne. Han rystede overbærende på hovedet af sit eget postulat vel vidende, at det nok var umuligt.

Det var ikke kun den kommende periode af livet, der lå forrest i hans tanker. Selvfølgelig optog det ham meget, at han den første juli i år havde truffet beslutningen om at sige farvel til et langt arbejdsliv i politiet. Normalt ville han aldrig lade økonomiske overvejelser spille en rolle i sit beslutningsgrundlag, men den solide tjenestemandspension havde alligevel åbnet nogle perspektiver for ham. Nu kunne han se frem til nogle forhåbentlig mindre hektiske år.

Men Asker havde også overvejelser om årene, der havde passeret.

Rolige tanker indhyllet i stilheden.

Og dog…

Der klingede en lille dissonans i det indre. Det var typisk for Asker, at små mystiske spots fra en eller anden oplevelse legede i hans tankeverden. Denne gang var det to utydelige gådefulde eventyrbilleder, der flimrede et eller andet sted langt, langt borte, med en kvindelig hovedperson. En kvinde han vidste, at han havde mødt. Et meget smukt fruentimmer der havde optrådt i to forskellige scenarier. I skikkelser der længe havde puslet rundt i baghovedet.

Han vidste, at der var et tidsinterval mellem de to billeder, men han kunne ikke finde meningen eller sammenhængen imellem dem. Han vidste, at der fandtes en forbindelse. Han skulle blot søge efter den.

Men de to billeder udfordrede hans mentale univers. Der må være en mening med de to kvindebilleder, tænkte han.

De fleste af hans mange pudsige indfald gav mere eller mindre resonans i de inderste grå hjerneceller. Han fornemmede, at hans tanker tumlede rundt som i et kalejdoskop og på skift viste erindringsbilleder fra hans eget lange liv mikset sammen med større eller mindre officielle begivenheder. Der var et overflod af hændelser fra hans tidlige barndom hos plejefamilien, fra børnehjemmet på Amager, ungdomslivet, og fra hele hans voksenliv helt frem til aftenens fisketur. De handlede om gamle kærester, venner, børn og børnebørn, arbejdslivet, der nu var slut, de gamle, dejlige og irriterende kollegaer, og så den modbydelige episode, han havde overværet i golfklubben sankthansaften i Ebeltoft.

Det var en af de oplevelser, der havde rykket brutalt i hans ellers positive menneskesyn, og som gang på gang de sidste par måneder var dukket op i hans bevidsthed. Oplevelser som forstyrrede alle de andre erindringer i hans bagage fra et langt liv som adoptivsøn, ægtemand, far og kriminalkommissær.

- Verden er fuld af smukke tanker og hæslige gerninger, mumlede Asker for sig selv og kløede sig i nakken bag fiskevesten, inden han tilfreds lænede sig tilbage mod molens læhegn.

De sidste ugers begivenheder havde ikke ændret på noget i hans opfattelse af, hvorledes livet var skruet sammen. Men når han tænkte på alt det, han ellers havde oplevet i sit arbejde i de kriminelle miljøer igennem mange år, så var der alligevel noget fra matchen sankthansaften, der havde overrasket ham og på sin vis overskyggede alt det andet. Det var denne seneste aktuelle batalje, der havde udfordret hans grundlæggende menneskesyn.

For Asker var den dybere sandhed i livets tildragelser aldrig noget, han talte åbenlyst om til andre end til sine helt nære venner. Asker vidste, at de fleste mennesker søgte efter sandheden i livet, men alt for mange søgte med deres logiske tanker og kun sjældent med hjertet.

Han måtte lufte sin indestængte vrede omkring episoden i golfklubben med sin gamle chef, Clausen, næste gang han tog en tur forbi stationen inde i Aarhus.

Asker er fyldt 62 år, håret er fyldigt og gråt.

Asker er en person med en meget stor karisma.

Når han bærer de stålindfattede læsebriller, der kompenserer for hans medfødte nærsyn, ligner han på afstand den nyslåede pensionist, far og farfar, han er. Måske er det i kraft af hans stålfaste personlighed og de skarpe øjne, at det var blevet et særkende for Asker i sit arbejde som kriminalkommissær, at han kunne få selv den mest forhærdede forbryder til at bryde grædende sammen.

Men på tæt hold afslører det smalle ansigt med de klare blå øjne et ungdommeligt og vågent blik. De øjne er anderledes, og i bestemte situationer antyder de, en ubeskrivelig personlig force.

De kan både udtrykke et iøjnefaldende foragt og en dyb elskelighed. Ikke at de nødvendigvis gør det, men de vidner om nogle meget markante kræfter i hans personlighed.

Det er kun de personer, der i bestemte situationer har oplevet dem på tæt hold, der kan bevidne, at der er noget særligt ved disse øjne. Alle andre ville bare betegne Askers øjne som bemærkelsesværdige klare.

Asker har aldrig slået et andet menneske ihjel.

Han har aldrig været bevæbnet under sit arbejde i SOK og aldrig været i en situation, hvor det har været nødvendigt. Det var ikke bevæbnede kriminelle, de havde jagtet. Han havde lært at håndtere skydevåben, og havde jobbet krævet det, ville han ikke have haft nogen bekymringer om at bruge sin tjenestepistol.

Tilsvarende overvejelser har Asker også som privatperson. Men med en anderledes tilgang. Han har endnu ikke afklaret med sig selv, om han i en given situation har modet og viljen til at dræbe. Ville en sanktion mod en person, der eventuelt har misbrugt en i hans nærmeste familie, retfærdiggøre en personlig hævn? Hvor afskyelig skulle den handling være, for at han ville gå til så stor yderlighed som at dræbe et andet menneske?

Kunne han medvirke til medlidenhedsdrab? Han vidste det ikke.

Asker er multilist.

Han mener at alt i livet har mindst to sider og to sandheder og med flere vinkler at anskue tingene fra. Han har lige fra barnsben, altid tænkt: - Ja, ja men på den anden side… en egenskab, han har dyrket næsten med pertentlighed, og måske er det en af grundene til, at han har opnået så stor anerkendelse som efterforsker og kriminalkommissær.

Asker er anderledes og han kan ikke selv leve hundrede procent efter almindelige gængse normer. Han har igennem et langt liv erfaret, at det har haft sin pris at være anderledes og til dels føle sig fremmed i et land, der mest af alt er kendetegnet ved overfladisk kedsommelig homogenitet. Hans afvigende liv, har gjort ham til et menneske med humoristisk eftertanke og stor dybe i sine overvejelser af det han oplever.

Asker voksede op i tresserne med frigørelsen og ungdomsoprøret med Beatles-musikken, hash og andre euforiserende stoffer, de bredrillede fløjlsbukser og islændertrøjerne; godt illustreret i den nye opsætning af musicalen Hair.

De fleste fra hans daværende omgangskreds ville nok sige, at Asker altid har skilt sig lidt ud, ikke markant, men dog en lille smule. Han var lidt mere kritisk, end det var kutyme blandt unge den gang for cirka halvtreds år siden. Ikke i så voldsomt omfang at det vakte forargelse eller fordømmelse, men nok til at det fik den opmærksomhed, som gjorde, at han virkede anderledes.

Han har tit tænkt på, at han måske gør andre mennesker bange og usikre ved sine overvejende og kritiske kommentarer til alt, hvad livet måtte byde ind med. Men den pris betaler han gerne, og han har for længst besluttet, at hans divergerende opfattelser ikke kan være hans problem.

- Hvis folk ikke kan lide mig, er det deres hovedpine. Jeg har det godt med mig selv og den, jeg er, siger han, når han får kritiske bemærkninger til sin lidt anderledes væremåde. Asker er af den mening, at man ikke kan gøre for, hvem man er indeni, og det gælder for alle mennesker.

- Forskellen på os ligger dybest set i vores mod til at være os selv. Det har han pointeret gang på gang og fortsætter altid med frasen: - Jeg er vokset op med fordomme, fra jeg var ganske spæd. Jeg har aldrig helt været, som andre syntes, jeg skulle. Hvis man hele tiden bare forsøger at behage alle andre, lurer de personlige nederlag lige om hjørnet, og man ender nemt som en karakterløs hykler. Jeg ville være loyal overfor mig selv. Den øvelse giver mig styrke og selvtillid. Nok til at jeg tør gøre et lille oprør mod konformiteten i vores påtagede velfærd. Nogen opfatter mig sikkert af den grund som et dumt svin, men fred være med dem.

- Vi mænd har brug for at være tættere på vores urinstinkter og gemme os lidt væk i vores lille skur, som maleren Oluf Høst engang formulerede det.

Give os mod til også at stå alene.

Askers antiautoritære grundholdning er med årene blevet en smule mindre markant og mere nuanceret. Men han har aldrig lagt skjul på, at han ikke bryder sig om konformitet. Eller stilstand for den sags skyld.

Livet skal udfordres og udforskes.

Asker har altid elsket at opleve, sanse og iagttage alt, hvad der foregår omkring sig. Selv de mindste detaljer bliver bemærket, noteret og skjult i de inderste gemmer. Intet bliver overladt til tilfældighederne. Selv små og tilsyneladende ubetydelige detaljer husker han. På et eller andet tidspunkt dukker de op til overfladen som små brikker i et større puslespil, som for eksempel de to billeder om den gådefulde kvinde der rumsterer rundt i hans underbevidsthed lige nu.

Efter genforeningen med sin biologiske far, er han blevet overbevist om, at hans metodiske spil med at samle brikker fra forskellige iagttagelser er en egenskab, han har arvet efter sin far.

Hans far på 87 år har de samme næsten autistiske karaktertræk, når det gælder om at sætte en mosaik sammen af små brudstykker for at opklare en sammenhæng i et eller andet politisk spil eller en nederdrægtig konspiration.

Asker Myrhøj Mikkelsen blev født i 1950 på Samsø. En opdagelse han gjorde i ungdomsårene i tresserne. Men først for cirka femten år siden, fandt han endelig frem til sin biologiske far. Det var selvfølgelig én på opleveren for Asker i en alder af 47 år at møde sin far for første gang.

Askers biologiske mor, Bodil Mikkelsen, døde få måneder efter, at hun i dølgsmål havde født sin søn på Samsø, og Asker blev derfor en kort tid anbragt på et børnehjem på Amager, inden han blev hentet af en plejefamilie.

Plejefamilien boede i et arbejderkvarter på Vestamager. Mærkværdigvis havde familien kun kaldt ham Henrik, Henrik Mikkelsen, i de syv år, hvor han var i pleje hos dem. Måske havde de været bange for, at hans biologiske far ville opsøge dem, men Asker nåede aldrig at få en forklaring på det. Parret blev skilt. Derfor måtte han tage turen tilbage til børnehjemmet, og nu igen som Asker.

Navnet Henrik brugte han siden hen under specielle politiopgaver, hvor han under dække skulle infiltrere lyssky miljøer.

Det var en ukendt moster, der ved sin død i 1996 havde efterladt breve til boets advokat med enkelte sparsomme oplysninger, som afslørede fakta om hans mor og hans plejeanbringelse.

Advokaten havde kontaktet Asker og ved hjælp af disse oplysninger, gik han i gang med at lede efter sin far. Det tog Asker mere end to år at finde ham.

Der havde været en del besværligheder med at få adgang til sagsakterne på landsarkivet og i statsamtet, for sådanne familierelaterede oplysninger er fortrolige og utilgængelige i 50 år. I Askers tilfælde var nogle af dokumenterne også forsvundet. Forlagt eller arkiveret forkert. Men efter et ihærdigt og møjsommeligt detektivarbejde var det lykkedes ham at få sat navn på sit fædrene ophav. Niels Mikkel Engelbrandt.

Derefter havde det ikke taget lang tid at få sat et møde i stand. Først sendte han et brev til sin far, som allerede næste dag ringede Asker op. Han ville gerne mødes med Asker, og han havde overrasket Asker med at foreslå, at de skulle mødes på hotellet på Samsø. Det havde undret ham, men ikke desto mindre blev det sådan. Asker havde aldrig været på Samsø før.

Det blev et møde, som Asker aldrig nogen sinde ville glemme. Når han tænker tilbage på den dag, husker han tydeligt de første minutter i hotellets reception som helt surrealistiske. Hvor var det fantastisk pludselig efter 47 år uden forældre at stå ansigt til ansigt med sit eget kød og blod. Berusende og vanskeligt at beskrive.

Kun mennesker, der har prøvet noget tilsvarende, kan forstå denne følelse. I Askers tilfælde blev det hele forstærket af, at han kunne spejle sig selv i sin far. På trods af aldersforskellen på fem og tyve år.

Asker havde en klar fornemmelse af, at han kiggede ind i fremtiden og så sig selv tone frem i sin faders skikkelse. Så meget lignede de hinanden. Både i højde og drøjde, og specielt øjnene kunne han ikke lyve sig fra. De havde samme klare blå farve.

Der var ingen tvivl.

De var far og søn.

Under middagen