Sådan gik min tid: - en selvbiografi

23/2–15

1. BARNDOM-UNGDOM

Mit barndomshjem

Jeg blev født 1948. Det er begrænset hvor meget jeg husker fra mit barndomshjem, og jeg ved faktisk ikke hvorfor. Måske fordi jeg har en dårlig hukommelse, måske fordi det der skete var så uinteressant, at der ikke var noget at huske eller måske fordi der bare ikke rigtig skete noget, som jeg interesserede mig for. Generelt husker jeg min barndom som værende fuld af konflikter og dårlige oplevelser, men der har sikkert også være gode oplevelser indimellem. Dem husker jeg bare ikke mere. Blandt de værste af de dårlige oplevelser var der dengang jeg og nogle af mine klassekammerater havde stjålet ting i forskellige butikker, hvor vi blev opdaget og fik en alvorlig opsang af vores klasselærer og af vores forældre. Jeg og de andre drenge blev truet med at blive sendt på opdragelsesanstalt, hvilket vi ikke vidste hvad var, men det lød bestemt ikke behageligt. Men vi undgik det med nød og næppe, forstod vi, og vi lærte i hvert fald at man ikke skal stjæle. Vi var blevet inspireret til disse tyverier af én bestemt af klassens drenge, som havde erfaring med sådanne aktiviteter, men det var naturligvis ikke en undskyldning. Vi var alle med, og vi havde alle stjålet forskellige ting i de lokale butikker, så vi måtte naturligvis alle stå til ansvar. Derfor var truslerne om opdragelsesanstalt også naturlige og selv om jeg ikke vidste, hvad de indebar, så forstod jeg at det var rigtig slemt. Og hvis vi gentog vores dumheder, ville det blive den eneste løsning, forstod jeg, så det var tid til at vågne op og at blive lidt klogere.

Selvfølgelig skal man ikke stjæle fra butikker eller fra andre i det hele taget, men det havde jeg ikke tænkt på før. Men straf undgik jeg, og så alligevel ikke, for jeg måtte gå tilbage til de butikker, som jeg havde stjålet fra og give de stjålne ting tilbage. Det skete sammen med min mor, og det blev det faktisk endnu mere pinligt af. Det drejede sig mest om småting som nøgleringe og legetøjsfigurer, ting som ikke havde den store værdi. Men det var jo sådan set ligegyldigt, for vi havde stjålet det, og det gør man naturligvis ikke. Jeg skammede mig mere, end jeg husker nogensinde senere at have skammet mig, og jeg besluttede aldrig mere at stjæle fra andre. Og det har jeg da heller ikke gjort. Ud over denne oplevelse har jeg mange andre dårlige oplevelser fra min barndom, som ikke havde med kriminalitet at gøre. Det drejer sig om ulykker og drengestreger, for sådan nogle lavede jeg selvfølgelig sammen med mine venner.

Jeg og min ven Johan var f.eks. meget interesserede i sprængstof og det lykkedes os at fremstille noget simpelt sprængstof nede i Johans kælder. Det gik vi så ud i haven og sprang i luften. Når jeg tænker tilbage på det, så var det aldeles uforsigtigt, og jeg er sikker på, at hvis vores forældre havde vidst hvad vi lavede, ville de være blevet rædselsslagne. Det var da heller ikke med glæde, min far reagerede, da jeg engang detonerede en skarpladt patron som han havde tabt fra sin hjemmeværnsriffel, og som jeg havde fundet nede i kælderen. Jeg tog projektilet af patronen med en tang i en skruestik og detonerede derefter tændladningen ved at slå på den med et søm.

Det skete i kælderen, hvor jeg havde fundet patronen, og det gav et kæmpe knald husker jeg. Selv om mine forældre ikke var hjemme, da det skete, opdagede de det alligevel og jeg fik en skideballe af format. Men min far lærte måske ved samme lejlighed, at man ikke lader skarpladt ammunition ligge og flyde på gulvet, i hvert fald ikke hvis man har børn, der er nysgerrige. Og det er de fleste børn da forhåbentlig.

En anden ubehagelig oplevelse husker jeg fra da jeg begyndte at interessere mig for det kreative. Jeg var måske 12 år gammel og jeg havde set nogle billeder af Salvador Dali i et kunstkatalog og havde fortalt mine forældre, at jeg synes de så spændende ud. Måske derfor havde min far foræret mig en reproduktion af et af disse billeder, og den hang over min seng i mit værelse. Men da den havde hængt der i et halvt års tid, synes jeg, at den blev lidt kedelig og jeg forestillede mig at jeg måske selv kunne male noget på den, som så mere interessant ud. Jeg trængte altså til forandring. Ikke fordi jeg forestillede mig, at jeg var kunstner, eller at jeg kunne konkurrere med Dali om at lave surrealistiske malerier, men fordi jeg simpelthen syntes at det var spændende selv at udfolde mig med farve. Og det gjorde jeg så ved hjælp af maling fra min fars malerkasse i kælderen, hvilket gjorde at den omtalte reproduktion kom til at se ganske anderledes ud, end den var, da min far havde foræret den til mig. Men min far blev desværre ikke spor glad over at hans søn udviste kreative evner, tværtimod blev han rasende over, at jeg havde ødelagt den reproduktion, som han havde foræret mig. For ham var reproduktionen i sig selv åbenbart af en sådan værdi, at den ikke måtte ødelægges, og dét at man kunne blive træt af at se på det samme billede hele tiden, og at man syntes, det var interessant selv at være kreativ, var for ham helt uforståeligt og uacceptabelt. Jeg tror ikke at han slog mig, for det gjorde han kun meget sjældent, men hans raserianfald var ikke spor bedre. Jeg fik det indtryk, at han absolut ikke brød sig om mig, og dette indtryk havde jeg egentlig i hele min barndom, og - ærlig talt - så har jeg det endnu. Jeg tror ikke at han brød sig om mig, og derfor brød jeg mig heller ikke om ham.

Jeg husker også en pinlig oplevelse jeg havde, da jeg blev sendt på et slags ferieophold hos nogle mennesker, som på en eller anden måde hørte til min familie, men som jeg ikke kendte noget til. De havde en stor gård og den lå et sted på Sjælland og i første omgang afslog jeg at besøge dem og at bo på gården. Jeg kendte dem jo ikke. Da jeg så alligevel - året efter - blev mere eller mindre tvunget til at besøge disse mennesker, så vidste jeg naturligvis, at de ville spørge mig om, hvorfor jeg ikke var kommet året før. Og jeg havde allerede spurgt min mor, hvad jeg så skulle sige, for jeg ville naturligvis ikke gøre de kære mennesker kede af det ved at fortælle dem sandheden, nemlig at jeg ikke havde lyst til at besøge dem. Derfor svarede jeg, at jeg havde været på ferie et andet sted, og derfor ikke havde kunnet besøge dem. Men det var naturligvis ren løgn, og da tanten spurgte min mor om det samme og dermed fandt ud af, at jeg havde løjet, så blev det rigtig pinligt. Jeg havde altså løjet for den kære tante (eller hvem det nu var) og jeg skammede mig. Jeg ville i hvert fald aldrig besøge hende igen, for nu vidste hun jo, at jeg var en løgnhals. Måske havde jeg gjort klogere i at indrømme åbent, at jeg havde løjet, men det havde jeg naturligvis ikke modet til. Til gengæld lærte jeg, at man aldrig skal lyve, for det giver problemer. Sandheden kan siges på mange måder, men hold dig til den. Ellers får du problemer, ikke mindst med din egen selvfølelse og værdighed, for mennesker der lyver, er jo dårlige mennesker. Det ved vi alle og det synes jeg også selv. Pinligt, at jeg selv skulle være blandt disse.

Generelt klarede jeg mig vist ikke særlig godt i skolen og jeg blev i hvert fald ikke udvalgt blandt dem, som skulle i gymnasiet efter 8. klasse. Jeg var ganske vist i den boglige linje i skolen, men lærerne mente at jeg hellere skulle have en realeksamen frem for at gå i gymnasiet. Altså tog jeg realeksamen. Men efter denne realeksamen kom jeg alligevel i gymnasiet, bare et år senere end jeg ellers ville være kommet det. Men det gik ikke godt. Jeg gik på Øregaard Gymnasium og jeg syntes at det var svært at følge med i flere af fagene, ikke mindst i historie og sprogfag. Jeg interesserede mig ikke meget for det boglige og havde den indstilling, at jeg ikke ville bruge tid på det, som jeg ikke interesserede mig for. Og historie kunne jeg overhovedet ikke se, hvad jeg skulle bruge til. Det hele forekom mig at være meningsløst og jeg var heller ikke god til at lære årstal og navne udenad, og det mente jeg var det vigtigste i historien. En egentlig forståelse af, hvad historie er og hvad det skal bruges til, havde jeg ikke, så det må have været nogle ganske elendige lærere jeg har haft i dette fag i folkeskolen. I stedet brugte jeg megen tid på at øve tryllekunster, som jeg havde den fornøjelse at optræde med ved børnefødselsdage og i forskellige foreninger. Jeg optrådte bl.a. til den lokale børnehjælpsdag og hos Ensomme Gamles Værn, og på et tidspunkt optrådte jeg også i Helsinge Ungdomsklub. Jeg husker dét at trylle som værende noget af det, der virkelig interesserede mig og her følte jeg, at jeg kunne yde en præstation, som folk var glade for. De klappede i hvert fald, og det er jo altid en glæde, for der er nok ikke noget stærkere behov i et menneske - uanset alder - end det, at blive anerkendt af sine medmennesker. At dømme efter mine egne erfaringer, især i barndommen, tror jeg det i hvert fald ikke. Vi er gruppevæsener og vi måler vores egen værdi i de reaktioner, som andre har på vores handlinger. Bliver vi ignoreret eller får vi kritik, vil vi søge efter noget andet, sådan tror jeg i hvert fald at jeg selv fungerer. Dét at jeg kunne få succes med at trylle, lærte jeg en masse af, både om psykologi og om dét at optræde.

1965 Sådan tryller man kaniner frem!

Jeg blev medlem af Magisk Cirkel i Danmark, hvilket jeg var meget stolt af, for man skulle bestå en optagelsesprøve, inden man kunne blive optaget. Men det lykkedes, og det skal ingen hemmelighed være, at jeg stadig i dag, elsker at se på tryllekunstnere. Men nu er det anderledes, for i dag ser man dem i tv, og det er noget helt andet, end at skulle se dem live. Nu har jeg adgang til at se verdens bedste magikere på Google- video, og det er bare fantastisk. Jeg nyder at se deres dygtighed og at spekulere over, hvad hemmeligheden er bag deres illusioner. Trylleri er bare kanon underholdning, men jeg tryller ikke mere selv, for jeg fandt også ud af, at tryllekunstnere er nødt til at opretholde en afstand til deres medmennesker, og det kom i modstrid med det livssyn, som jeg udviklede i min ungdom. Jeg var jo præget af ungdomsoprør og sensitivitetsfilosofi, og - set ud fra denne vinkel - så er trylleri helt out. Det kan man simpelthen ikke beskæftige sig med, for hvis man først har mystificeret en person, så vil denne altid følte sig en smule underlegen i forhold til en selv, og dermed bliver der en afstand, som jeg ikke brød mig om. Da jeg for alvor begyndte at interessere mig for det andet køn og for personlig udvikling, fandt jeg ud af, at trylleri er en måde at hævde sig selv på. Det er nok netop derfor, at man lokker de unge mænd, eller drenge skulle man måske sige, til at købe trylleudstyr. Dermed får de en metode til at blive centrum for andres opmærksomhed, og hvem ønsker ikke det.

Men denne opmærksomhed har en pris, for trylleri er jo svindel. Andre vil plage og plage indtil de finder ud af hemmeligheden, ved de numre du har vist, og det er derfor umuligt at skabe et naturligt forhold. Og - værre endnu - pigerne er overhovedet ikke imponerede over dit trylleri. De keder sig, og ser kun på det, for at gøre dig glad. Det ved du måske ikke, når du går i gang, men det finder du ud af. Derfor holdt jeg selv op med at trylle. Men jeg synes stadig, at det er skønt at se på, ikke mindst på tv, hvor man kan slukke for det hele bagefter. For tryllekunstnere og andre falske overmennesker er nu engang lidt anstrengende. Folk bliver trætte af dem, og jeg blev faktisk også lidt træt af mig selv. I hvert fald følte jeg, da jeg blev lidt ældre, at trylleri nærmest var pinligt, og så holdt jeg naturligvis op.

En anden form for succes fra min barndom og ungdom oplevede jeg på det fysiske område. Jeg var altid den stærkeste dreng i min klasse, og vores klasselærer kaldte mig gerne for vildbasse for at lægge en dæmper på mine evindelige slagsmål. Slagsmålene holdt nu også op helt af sig selv, for der var ingen som ønskede at slås med mig mere, for de vidste at de fik tæv. Hvorfor det var interessant hvem der var den stærkeste, ved jeg ikke, men jeg husker flere slåskampe mod den ene og anden modstander, som var med til at overbevise mig selv og de andre i klassen om, at jeg var meget stærk. Men jeg husker også, at jeg følte mig pinligt berørt over at have været en sådan slagsbroder og at jeg ligefrem blev drillet med det. Min fysiske styrke kunne jeg imidlertid bruge til at spille håndbold. Jeg tror, at jeg nok har været ganske god til at løbe og god til at gribe og til at skyde på mål, for i hvert fald blev jeg udvalgt til skolens førstehold i håndbold, og det var jeg naturligvis meget stolt af. Jeg meldte mig derfor også ind i Virum- Sorgenfri håndboldklub, da jeg blev så gammel, at jeg selv kunne cykle til træning, og også her i klubben gik det ganske godt med det fysiske. På et tidspunkt blev vi næsten sjællandsmestre for juniorer og jeg scorede altid mange mål i vores kampe. Jeg var altså god til håndbold og det betød noget for mig. Der kunne jeg få respekt og der havde vi det sjovt med hinanden. Det var helt forskelligt fra det at trylle, men det var også noget, som jeg vidste at jeg var god til. Og i hele mit liv har jeg ledt efter det, jeg er god til. Men jeg har altid kunnet mange ting, uden at være specielt god til nogle af dem, og derfor har jeg altid haft svært ved at koncentrere mig. Sådan er det i dag, og sådan var det, da jeg var ung.

Lærere i folkeskolen

Jeg gik i Skovgårdsskolen, der lå ganske tæt på, hvor vi boede i en villa i Charlottenlund. Jeg skulle gå cirka 1 kilometer, og det var ikke langt, men dog nok til at man fik noget god motion, hvilket jeg desværre ikke er sikker på at alle skolebørn i dag får. Vi havde ikke knallerter og jeg havde ikke lov til at cykle, så jeg måtte gå. Og det var vist udmærket.

Jeg havde den samme klasselærer og stort set de samme klassekammerater fra jeg kom ind i skolen i første klasse i 1955 og til at jeg forlod den med realeksamen i 1965. Vores klasselærer hed Anders Eriksen, og han var en meget engageret og god lærer, som jeg tror at vi elever, har meget at takke for. Han var meget interesseret i musik, og spillede rigtig godt på trommer, og han var interesseret i fugle og i naturen, og så skrev han teaterstykker. Jeg er ikke klar over, om hans teaterstykker blev opført andre steder, det blev de måske ikke, men de blev opført på Skovgårdsskolen som skolekomedier. Og her havde jeg selv fornøjelsen af at spille en hovedrolle, i begge de stykker vi opførte.

Anders Eriksen var også fanatisk antiryger, hvilket gjorde at de fleste af eleverne i vores klasse ikke begyndte at ryge, før de kom ud af skolen, og jeg er sikker på, at hvis det ikke havde været for ham, så var jeg sikkert selv begyndt på denne dårlige vane i en meget tidligere alder, end jeg rent faktisk gjorde, og det ville have gjort det sværere for mig at holde op igen. Så tak til Hr. Eriksen, for alt hvad han gjorde for os. Han var en fantastisk og meget engageret lærer, der gjorde et kæmpe arbejde for at ruste os til livet, men da jeg generelt ikke holdt meget af at gå i skole, må jeg desværre sige, at jeg heller ikke holdt meget af ham. Men min negative holdning var måske mere et udtryk for, hvordan jeg havde det i skolen i almindelighed, end den var et resultat af Anders Eriksens særlige personlighed. Men jeg husker, at jeg ikke brød mig meget om ham, og at jeg havde det indtryk, at han heller ikke var lige så glad for mig og de af klassens elever, som jeg holdt af. Han kunne bedre lide de søde og dygtige piger, og det kan man måske godt forstå. Han mindede altså, på en måde, om min far. Fædre - og gamle mænd i det hele taget - kan sikkert altid bedre lide de søde og artige piger, end de kan lide de besværlige drenge, og det må drengene lide under.

Jeg var sikkert ikke dygtig nok i skolen og jeg var sikkert alt for kværulerende. Jeg husker, at jeg allerede tidligt fik to betegnelser klæbet til min person, og begge var med til at præge mig i lang tid. Anders Eriksen kaldte mig for vildbasse, hvilket skulle opfattes som udtryk for at jeg var temmelig stærk af min alder og at jeg ofte sloges med andre drenge fra min klasse eller andre klasser. Det kom jeg hurtigt til at skamme mig over, da jeg godt kunne se, at det var barnligt at slås og at man ikke kom langt i livet med denne form for voldelig adfærd. Den anden egenskab, som jeg følte blev knyttet til min person, var at jeg var kværulerende og diskussionslysten. Dette blev ikke formuleret i noget særligt øgenavn, men jo højere op i skolen jeg kom, jo mere blev denne egenskab klæbet til mig, og sikkert med god grund. Jeg var kendt som ham, der altid kunne diskutere hvad som helst og som aldrig var enig med lærerne. Det var ikke særlig kontroversielle synspunkter jeg fremførte, men nærmere noget, som havde en lidt filosofisk karakter. Emner der interesserede mig og som jeg brugte energi på at diskutere med lærerne, var sådanne: Har mennesket en fri vilje? Er vi gode eller onde? Eksisterer Gud? Jeg var god til at diskutere disse ting, og jeg husker flere gange, hvor lærerne mere eller mindre afbrød undervisningen for at kunne videreføre en diskussion om et af disse emner, hvilket jeg tolkede sådan, at de mente diskussionen var relevant og at vi alle kunne lære noget af den. Eller også syntes de bare, at det var sjovt, og at det gav et afbræk i den almindelige undervisning.

Ud over Eriksen var der naturligvis også andre lærere. En jeg især husker var frøken Vemmentorp. Hun var vores engelsklærer og hun var forfærdelig skrap. Jeg skal ikke sige om vi blev særlig dygtige til engelsk, men det tror jeg faktisk at vi blev. For vi havde den største respekt for denne dame, som var i stand til at mobbe enhver elev, der ikke kunne sit stof og som ikke havde læst sine lektier. Engelsk var derfor et af de fag, man ikke turde lade være med at forberede sig på og frøken Vemmentorp var en af de lærere, man i hvert fald ikke skulle forsøge at lave sjov med. Hun må have været meget rutineret og have haft helt særlige pædagogiske evner, for ingen anden end hende havde vi en sådan respekt for. Det gjaldt f.eks. vores tysklærer, frøken Bjerre, som alle drengene beundrede for hendes store bryster, men som vi alligevel godt turde lave grin med, også når hun ikke brød sig om det. Jeg husker en time, hvor klassens kvikke dreng - Bøje kaldte vi ham - sagde noget sjovt om frøken Bjerre, naturligvis sådan at hun ikke selv kunne høre det. Der udbrød højlydt latter blandt de drenge, der hørte Bøjes vittighed, og undervisningen var stort set ødelagt i resten af timen. Men frøken Bjerre kæmpede bravt videre og lod sig ikke gå på af vittighederne. Hun mente at tysk var et meget vigtigt sprog og vi var alle overbevist om, at hun var dygtig. Hun lærte os da også en masse remser og bøjninger og nogle af os blev vist rigtig gode til tysk på grund af hende. Men populær blev hun aldrig og det var heller ikke muligt for hende helt at adskille det tyske sprog fra den tyske kultur, som vi kendte fra film og herefter om nazismen. Tyskland var jo ikke et populært land og tysk kultur var ikke noget, som vi havde stor interesse i. Vi havde jo alle hørt om krigen og besættelsen. Og derfor var vores respekt for frøken Bjerre ikke så stor, for hun mindede jo lidt om den kendte kz- lejr kommandant, nazi-Ilse, som flere af os havde læst om i forskellige blade. Det gjorde hun i hvert fald i vores fantasi, hvor denne perverse og erotiserede kvinde i nogen grad blev sammenlignet med vores tysklærer. Og det var jo egentlig synd for den stakkels frøken Bjerre, som gjorde sit bedste. Men hun havde en svær opgave, på grund af den tid hun levede i. Tysk var ikke populært og det blev hun heller aldrig.

Af andre lærere husker jeg især disse:

* Hr. Haremst

Haremst var vores geografilærer og han var en vi alle holdt af, fordi han var så sjov og så flink. Jeg ved ikke hvor meget vi lærte i hans timer, men Hr. Haremst var symbolet på den gode lærer og det gode menneske, som aldrig skældte ud og som aldrig slog eller gav eftersidninger. Jeg ved ikke, hvordan Hr. Haremst havde det med sig selv, men at dømme efter hans gode humør, må han have haft det godt. Andet end dette har jeg egentlig ikke at sige om ham, for han gjorde ikke et mere varieret indtryk på os elever. Vi kunne lide hans timer og jeg tror at vi lærte det nødvendige. Og i enhver institution, også på en skole, er der jo mennesker som er gode og andre som er onde. Sådan siger den interne visdom i hvert fald. Folk skal være forskellige og nogle er mere populære end andre. Til dem hørte absolut Hr. Haremst, som ligefrem blev brugt som konfliktdæmper nogle gange, hvor klassen havde problemer med slagsmål eller med vrede mod den ene eller anden af de øvrige lærere. Så kom Hr. Haremst og snakkede med os, og så faldt vi alle til ro. Han var bare så god, så god, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om skolen kunne have fungeret, hvis alle lærerne havde været som ham. Det kunne den nok ikke.

* Hr. Scheibel

Hr. Scheibel havde vi i sang og det var ikke et fag, jeg holdt meget af. Det var der vist heller ikke andre der gjorde. Men Scheibel kunne spille på klaver og han kunne synge og han var egentlig en ret bestemt herre, fandt vi ud af. Vi havde ham nemlig også i et par andre fag, hvor han trådte ind som vikar for en anden lærer, der var syg, og vi vidste derfor, at han faktisk kunne en hel masse andet end bare at spille på klaver. Han underholdt os f.eks. engang om en stor plan han havde om at skabe en ny type undervisning, en skole, hvor børnene skulle lære filosofi. Det handlede ikke om at børnene skulle kunne noget mere end det, de allerede kunne, men om at de skulle lære at tænke selv. Det syntes jeg lød rigtig spændende, og jeg mener faktisk at han realiserede projektet efter at han forlod vores skole. Han blev inspektør på en anden skole et sted på Sjælland og jeg husker at jeg i radioen hørte, at man nu var i gang med at eksperimentere med filosofiundervisning for skoleelever. Det kunne jeg godt tænke mig selv at have været med til, for filosofi er jo sådan noget med at diskutere, og det var jeg jo god til.

* Hr. Staal

Den ringeste af de lærere jeg husker, var Hr. Staal. Desværre er jeg bange for, at denne herre var af en sådan psykisk tilbøjelighed, at han ville have haft svært ved at få arbejde som lærer, hvis det havde været i dag. Men dengang var man åbenbart mere tolerant, også når det drejede sig om mandlige lærere med synlige præferencer for unge velskabte drenge. Staal underviste os i gymnastik og til tider i sløjd. Jeg husker intet underligt ved hans gymnastikundervisning, men det gjorde en del indtryk på mig og mine kammerater, at der var en særlig dreng i klassen, som denne Staal i højere grad kunne lide end os andre. Denne dreng var tilfældigvis en af de socialt ledende drenge i klassen, nemlig den tidligere omtalte Bøje. Så Staals store kærlighed til Bøje medførte ikke, at sidstnævnte blev gjort til grin blandt os andre. Men det betød, at vi var sure, at vi snakkede om det og at vi ikke havde den store respekt for denne lærer. Jeg tror i øvrigt heller ikke, at hans stjerne stod højt i lærerkorpset som helhed, for ved den senere klassefest, 25 år efter at vi forlod Skovgårdsskolen, hørte jeg hr. Eriksen omtale denne Staal, og han var ikke meget mere positiv, end vi elever havde været. Nej, Staal var ikke god og hvis det havde været i dag, tror jeg at han var blevet mistænkt for noget, som de færreste bryder sig om og som medfører øjeblikkelig afsked, hvis man er lærer i folkeskolen. Nærmere behøver jeg vist ikke at præcisere det.

Skolekomedie og rollespil (1961)

Blandt de gode oplevelser, som jeg husker fra min barndom, er min deltagelse i forskellige skolekomedier og amatørteaterstykker. Jeg ved ikke, hvordan det kan være, men da vi spillede skolekomedie i 4. klasse blev jeg - som nævnt - udvalgt til hovedrollen i det teaterstykke, som vores klasselærer havde skrevet. Det hed Pølsemandens måneraket og det drejede sig om Ole og hans veninde, der snakkede med en pølsemand, som sagde at han havde en måneraket, de kunne flyve bort i. Hvad der skete mere, husker jeg ikke meget om, men sceneriet i første akt var i hvert fald en pølsevogn, hvor Ole (mig) og hans veninde (Annette) mødtes. Jeg synes at det var alle tiders oplevelse at spille skolekomedie, og jeg må åbenbart have været god til det, for da vi nogle år senere skulle spille komedie igen, fik jeg endnu en gang en af de store roller. Det var jeg rigtig stolt af, og det betød en del for mig. Jeg fik i hvert fald så meget selvtillid, at jeg turde optræde for et publikum med mine tryllekunster.

Skovgårdsskolen 1963

Da jeg blev 16 år meldte jeg mig til amatørteater på aftenskolen, hvor jeg også fik en hovedrolle. Måske skulle jeg have læst videre som skuespiller, men den tanke faldt mig nu aldrig ind. Men dét at arbejde med dramatik har jeg dog bevaret interessen for, og mange år senere havde jeg fornøjelsen af at være dramainstruktør i 5 år i træk på en række ø-lejre og i øvrigt at bruge flere forskellige dramateknikker i mit arbejde som kursusleder.

Jeg tror at jeg, som mange andre der har prøvet at spille komedie, blev lidt påvirket af det fokus, der er på mennesker, som optræder, og jeg tror at jeg blev lidt afhængig af det sus, som man føler i kroppen, når man skal på scenen. Alt foregik naturligvis på det laveste amatørplan, men jeg tror at følelserne alligevel er nogle af de samme, som rigtige skuespillere har, når de optræder. Det er altid spændende at få opmærksomhed. Og har man prøvet at gøre noget godt og at blive anerkendt for det, så vil man gerne gentage denne succes, og for mig var det en succes at spille komedie. Jeg følte, at jeg var god til det, og ved flere lejligheder i min senere tilværelse, har jeg udnyttet denne evne til at spille komedie og at foregive at være et andet menneske, end det man faktisk er. Det har altid været på uskyldig vis og alene med det formål at overraske og underholde mennesker, men jeg har hver gang fået bekræftet, at det kan lade sig gøre at fremstille sig selv som værende noget helt andet end det man virkelig er, og det er egentlig lidt skræmmende.

Jeg husker især to lejligheder, hvor jeg havde succes med sådanne rollespil. Den ene var medens jeg studerede og boede på Østervoldkollegiet. Den konkrete anledning var, at jeg lige var blevet klippet og havde fået barberet mit fuldskæg væk, og at jeg derfor var svær at kende på mit udseende. Jeg aftalte med min ven Hans-Erik at jeg skulle sige at jeg hed Kurt og lade som om jeg var en meget mærkelig person, der planlagde at flytte ind på kollegiet i den nærmeste fremtid. Kurt talte med en lidt nasal stemme og han haltede en smule på det højre ben, og så gik han i en lang frakke, også selv om han var indendørs. Denne figur, Kurt, brugte jeg én dag på at spille, og det lykkedes mig, i samarbejde med Hans-Erik, at narre en stor del af gangens beboere til at tro, at Kurt var en virkelig person. Der var enkelte som opdagede hvem den virkelige Kurt var, men disse personer var heldigvis så venlige ikke at afsløre os, så Kurt blev en stor succes, hvilket bl.a. viste sig ved at de fleste af pigerne var skræmte og nærmest flygtede ud af vores fælles køkken, når Kurt kom ind. Han var ellers meget interesseret i at røre ved pigerne, men det brød de sig bestemt ikke om og jo mere skræmte de blev, jo større var begejstringen hos Hans-Erik, som var min bedste ven på kollegiet. Ja, det var en stor succes, som han roste mig for i mange år frem, og selv var jeg faktisk imponeret og overrasket over at jeg havde kunnet spille denne rolle i så lang tid, som jeg gjorde. Det var i hvert fald en oplevelse, der var så speciel, at vi snakkede om den flere år senere og den gav respekt hos drengene, og det var noget som talte.

En anden lejlighed, hvor jeg afprøvede mine evner som rollespiller, var da jeg - i en alder af 35 år - gik på Damhuskroen med en af mine venner, Peter, som var psykolog. I forvejen havde vi aftalt at præsentere os som psykolog og patient og da Peter jo var psykolog i virkeligheden, var den lille usandhed, som gjorde vores optræden til et rollespil, at jeg præsenterede mig som hans patient. Jeg hævdede, at jeg var med min terapeut i byen fordi at jeg skulle lære at få mere selvtillid og for at få et mere naturligt forhold til kvinder. Jeg var altså den syge og Peter var den raske, og selv om kvinder ofte er aldeles fascineret af mandlige psykologer, så må jeg sige at det var mig som fik det meste af opmærksomheden ved disse lejligheder. Jeg var jo den, som skulle lære og som skulle hjælpes, og - måske - derfor den som appellerede til den kvindelige natur. Og det hele var jo kun for sjov. Men det var også interessant og gav os kontakter til en masse kvinder, som gik ind i rollespillet, uanset om de vidste at det var løgn, eller om de troede på det vi sagde. De fleste kvinder blev fascinerede af patienten, og ikke så meget af terapeuten, og det havde jeg det naturligvis rigtig godt med. Det plejede ellers at være Peter, som gjorde det største indtryk på de kvinder vi mødte, men sådan var det ikke her. Jeg syntes derfor nok at dette rollespil var mere morsomt end Peter syntes, men han indvilgede da flere gange i at gennemføre det. Men til sidst ville han ikke mere. Hans rolle var jo nærmest som forfølgeren og min var som offeret, og enhver ved at et offer er mere populært end en forfølger. Det er transaktionsanalysens basisteori og den fik vi til fulde bekræftet ved disse lejligheder. Men psykologer ønsker ikke at være forfølgere, de vil hellere være reddere, som alle os andre. Derfor blev Peter træt af vores rollespil og vi måtte holde op. Måske var det godt, for jeg har indtryk af at man kan blive afhængig af at spille roller. Overdriver man det, så kan det blive farligt fordi man kan misbruge det til at opnå ting, man ikke har ret til. Man har læst i avisen om personer, som har foregivet at være læger, og som har arbejdet på hospitaler i længere tid, uden at