Over sø og land: Fra Østersøen til Göta Kanal

Havnegraffiti

Adjö, Danmark

Jeg vender mig uroligt i køjen. Drømmer om bølger, der vælter ind over mig som svajende højhuse og sorte afgrunde, der truer med at opsluge mig i det kolde vand. Så vågner jeg med et sæt og mærker, at jeg ikke er i drømmeland, men om bord på det ellers så godmodige skib ’Kalif’.

Drømmen viser sig hurtigt at have hold i virkeligheden. Det blæser udenfor – og det blæser meget. I min halvvågne tilstand, får jeg smækket uvejrets raseri lige ind i øregangen. Vindens hyletone gør et ihærdigt forsøg på at nå det høje C, men vi er ikke på åbent hav, om end det føles sådan. Ironisk nok er stedet Falsterbokanalen, hvor vi lagde til i det mest velsignede forårsvejr for få timer siden. Foran os ligger et halvt års sørejse og en forventning om, at vi skal følges med løvspringet op langs kysten, som vi gjorde det, før vi blev forældre til Jacob, der lærte livet på søen at kende, inden han kunne kravle.

Et voldsomt vindstød får Kaliffen til at krænge så hårdt, at jeg må hage mig fast i kanten af køjen for ikke at havne på dørken. Ved siden af mig er Sven Erik på vej ud af søvnens mørkeland. Så skulle Fanden da også…

Jeg kaster et blik ud i forkøjen, hvor en lyskrøllet hårtop titter frem fra et bjerg af en dyne. Dybt nede sover min fireårige, som om det rager ham en fjer, at køjen hopper og danser under ham. Ved siden af mig er uskylden knap så rendyrket. Sven Erik er ved at komme til sig selv og fortsætter nattens ordveksling med en række bidske gloser, der heldigvis ikke er rettet mod mig, men mod vejrgudernes troløshed.

Udenfor slår regnen mod ruffet, mens vinden tager fat i riggen, så vi ender med en krængning, der sender tankerne hen på bidevindsejlads i frisk vejr. Skipperen kommer på benene, skyder lugen til side og tumler op på dækket i bare tæer og underhylere for at gå fortøjningerne efter. I det blålige lys fra gadelamperne kan jeg ane en endeløs række af skumtoppe, der kommer rullende ind i Falsterbokanalens blindgyde. Bølgerne fortsætter med at bygge sig op, og med lidt fantasi er det ikke svært at forestille sig, at nattens styrkeprøve står om, hvem der først forårsager en sprængt fortøjning.

Lige nu lyder det måske ikke så tillokkende, men sandheden er, at vi har taget orlov de næste seks måneder for at gøre en rejse gennem den østsvenske skærgård, vi holder så meget af. Og selv om idyllen lige nu er til at overse, ved jeg, at jeg har meget at glæde mig til. Først og fremmest lokker et gensyn med hvidstammede birkelunde og rødmalede huse på rejsens første stræk, hvor Skåne viser sit værd som Sveriges frodige spisekammer mod syd. Længere mod nord venter vild natur og stenede marker, hvor undergrunden lader os vide, at landet er bygget på urbjergets granit, der er forarbejdet af istidens vældige kræfter, som var det modellervoks. Vi kender allerede Østersøens store sø og langstrakte dønninger og ser frem til gensynet med den glatslebne skærgård, der venter om hjørnet, så snart vi har passeret Simrishamn og har lagt kystens sydlige stræk bag os.

Sven Erik kommer trampende over dækket, slår skydekappen tilbage med et smæld, river et håndklæde til sig og gnider varmen tilbage i kroppen, inden han bærer sin dyne ud i den brede forkøje i et forsøg på at forhindre, at hårtottens ejermand triller frem og tilbage resten af natten.

Da det første diffuse morgenlys falder ind i salonen flere timer senere, har hverken Sven Erik eller jeg lukket et øje. Forkøjen hopper op og ned med vilde bevægelser, og da Jacob langsomt kommer til sig selv hen ad morgenstunden, klukker han af latter. Han prikker begejstret sin halvdøde far på øjenlågene. Prøv at lukke øjnene, så kommer alt det sjove igen. Hvor logbogen i går var overstrøet med roser, er tonen mere krads dagen derpå.

Åh, hvem der havde en autocamper! Nu ved vi af bitter erfaring, hvorfor de lokale forsyner deres faste fortøjninger med galvaniserede jernkæder, udtjente bildæk og store betonvægte, der hænger ned fra fortøjningerne for at modvirke bølgebevægelserne.

Går vi bare én dag tilbage i tiden, ser alting meget anderledes ud – med varmt morgenlys i Vallensbæk Havn. Kalenderen skriver maj, og temperaturerne skikker sig til en behørig afsked. Jacob sover trygt, da vækkeuret ringer og jeg lister på bare tæer op i cockpittet, mens Sven Erik tænder op under kaffevandet.

Kan vi ønske os noget bedre?

Jeg ryster på hovedet, for alt synes parat til et halvt år med vand under kølen. Så sætter jeg yachtflaget og fortsætter op på ruftaget for at følge en række bløde dønninger, der ruller ind i yderbassinet med lovning om, at der er vind længere ude.

I forkøjen kommer der liv i Jacob ved lyden af kedelfløjten. Han smutter i tøjet og finder hjemmevant sin redningsvest frem, inden han sætter kurs mod havnens parkeringsplads. Vi venter gæster, for familie og venner vil vinke os ud ad havnen, selv om vi drager af på en gemen hverdag. For Jacob er det bestemt ikke hverdag. Han spejder efter gæsterne med en forventning, som er juleaften værdig.

Det er ikke første gang, vi har sejlet familien agterud. Sidste langtur gik til Haparanda, grænsebyen mellem Sverige og Finland, højt oppe i bunden af Bottenhavet. En tur uden penge, men også uden barn – en tur fuld af store oplevelser og stor natur. Når vi i dag har mulighed for at tage forældreorlov, giver det sig selv, at vi denne gang rejser med både midler og barn. Men også med stor tålmodighed og hensyntagen, set i forhold til en voksenrejse, hvor personlige behov lettere tilsidesættes, når vind og vejr kræver det. Endnu en gang danner vores sejlbåd, Kalif, rammen om rejsen. Den 30-fods Albin Ballad er stabil og nem at håndtere – også for en besætning på to, der har et mindre barn at tage sig af. Beslutningen om endnu en sejlads i Sverige var ikke svær at tage. Så mange naturhavne på rad, så fine ankerpladser, så meget at se. Nej, skærgården på østkysten bliver vi aldrig mætte af. Men selv om jeg glæder mig, har jeg også en lille tvivl med i bagagen. Jeg er langtfra overbevist om, at jeg har det rette temperament til hjemturen, der er planlagt til at gå gennem Göta Kanal. Ikke fordi jeg er nervøs for sluserne, men fordi jeg ikke er sikker på, hvorvidt jeg kan finde mig til rette med at have motoren gående under dørken de mange mil hjem.

Vores gæster kommer med duftende bagerposer, så de næste timer går med morgenbrød og skipperskrøner i cockpittet, mens jeg med tilfredshed noterer mig, at vinden er ved at indfinde sig. Sven Erik har svært ved at skjule sin rastløshed, så efter et par timer lunter gæsterne pænt fra borde, mens vi gør klart skib. Inde på broen pendler Jacob i rækken af åbne arme, indtil vi tager fortøjninger og barn om bord, sætter storsejlet og nulstiller loggen. Som altid ligger søkortet og logbogen klar på kortbordet. Det er min lod at skrive logbog – en udfordring jeg hellere end gerne tager op, så snart vi er ude på åbent vand.

7. maj. Vinden er svag, V 2-3 sekundmeter, da Sven Erik sætter genuaen i yderbassinet, mens Jacob sætter tågehornet for munden og motionerer det, som han har luft til.

Snart viser vi morgengæsterne agterspejl, mens vi stille glider ud mellem de hvidmalede molehoveder. Fra den yderste bro vinker afskedskomitéen farvel med et imponerende opbud af dannebrogsflag.

Især Sven Erik savner en silhuet på kajen. Da vi for nogle år siden rejste mod Haparanda, var hans far den første til at ønske god rejse, ligesom han besøgte os i skærgården for at suge til sig af oplevelserne under åben himmel. Naturen har altid været hans hjemmebane, hvad enten han cyklede med sine drenge fra Hvidovre til Køge Bugt for at bade, eller de tog på fisketur langs Sjællands nordkyst. Nu har en kræft sygdom sat en stopper for et aktivt liv, og både han og Sven Erik ved, at han i værste fald ikke lever længe nok til at tage imod, når vi kommer hjem.

I skal nyde Jacob, mens han er lille, formaner han, hver gang Sven Erik taler om at udsætte vores rejse. Jeg ville ønske, jeg havde haft samme muligheder, da jeg selv havde små børn. Hvis man altid skal tage hensyn til familien, kommer man aldrig ud af flækken. Jeg kan ikke besøge jer, men jeg kan tænke på alt det, Jacob får mulighed for at opleve med sin far og mor. Det er nok for mig.

Jacob har taget afsked med både farfar og sine kammerater i børnehaven, og har den del af tilværelsen på det rene. Han kan normalt ikke lide at sige farvel, men hænger nu leende ved hækstaget, mens han vifter med et dannebrogsflag, som gjaldt det liv og død. Han er ikke længe om at erfare, at der dukker en farverig respons op inde på land, hver gang han svinger de rød-hvide farver over sit hoved. Heldigvis fanger vi vinden et stykke fra land og ser til sidst kun afskedskomitéen som en udvisket rød flagren, da kysten langsomt forsvinder bag os.

Den velkomne formiddagsbrise viser sig at være landbrise. Allerede en sømil ude mister vinden sin kraft, men motoren må vente lidt endnu - vi har masser af tid og sætter det svenske gæsteflag under styrbord saling. Gid vi må slide det i laser, bemærker Sven Erik forventningsfuldt.

Inden længe gnider Jacob øjne. Han har været tidligt oppe og er ikke helt søvant endnu, for selv om han aldrig har været søsyg, bliver han ofte sø-søvnig – en ganske praktisk tilstand, der gør, at han for det meste sover et par timer midt på dagen, når vi er til søs. Vi er kun tre timer hjemmefra og opgiver til sidst at vente på vinden. Jeg drejer startnøglen og dømmer dieseldunst og eftermiddagskaffe, mens jeg lokker Jacob ned i køjen for at ‘hvile sig’. Efter få minutter hviler han ganske dybt i styrbords køje, sunget i søvn af dieselmotorens monotone banken. Selv om vejret er stille, trænger vi også til et pusterum, især for ørerne, da ét af besætningsmedlemmerne har snakket uden ophold, siden vi slap land.

Jeg tror, vi har fået en forsmag på, hvad vi har i vente de næste par måneder, siger Sven Erik mens han slår selvstyreren til og slænger sig på kistebænken. Men et talende barn er vel ikke noget imod en talende chef, så helt galt kan det vel ikke gå?

Jeg overlader Sven Erik til sine egne betragtninger om børn og chefer, eller måske ligefrem barnlige chefer, og går ned og sætter mig på kanten af Jacobs køje, mens kaffekedlen snurrer på blusset bag mig. Det er som om alting falder på plads, når man betragter et sovende barn. Verdens magthavere skulle se noget mere på sovende børn, tænker jeg. Eller også skulle flere magthavere være kvinder. Så ville vi måske ikke have så travlt med at ødelægge Jorden i et tempo, hvor selv det mest hyperaktive barn har svært ved at følge med. Hvor meget vil Jacob kunne huske af vores rejse senere i tilværelsen? Det er klart, at mange andre oplevelser venter på hans opmærksomhed – oplevelser, der langt vil overskygge det, vi nu har kastet os ud i. Men jeg er samtidig sikker på, at han vil have en solid ballast med sig, når skoleklokken ringer ind til de små klasser.

Jeg tager en kop kaffe med op i cockpittet, hvor jeg går så vidt som til at blotte et par aspargesfarvede ben.

Hvis dette her ikke er livet, ved jeg ikke, hvad det er.

Sven Erik svarer ikke, men retter et par grader ind på kursen og vender kikkerten mod Svenskekysten, hvor Falsterbohalvøen toner frem som en pastelblå landtange.

Kl. 15.00. Motorvejr er lig med fiskevejr, hvis man spørger Sven Erik. Da mindsteskipperen vågner af sin middagssøvn, udfører han et rituelt langspyt ud i vandet for bedre fiskelykke. Sven Erik kaster et blink ud, og der går ikke mange minutter, før en sølvblank hornfisk slår med halen for sidste gang. Den er lige så lang som Jacob fra hale til horn. Fisken er fuld af rogn – lige netop juniors yndlingsspise, næst efter pandekager, naturligvis.

Vigtigheden af at lege med de forhåndenværende rekvisitter må aldrig undervurderes, når man rejser med børn…

Sild i stimer

Da Jacob har fået nok af det vilde ridt i køjen, kalder jeg til skafning. Ungens elskede cornflakes er i dagens anledning skiftet ud med resten af morgenbrødet fra i går, da søgangen i en dyb tallerken næppe vil være til at spøge med. Vejrudsigten taler om kraftigt omslag i vejret, der uheldigvis også indebærer en vinddrejning fra V til NV. Den milde majbrise var åbenbart et overgangsfænomen. De næste dage ser ud til at byde på kulde, kuling og kuller.

Ude i Sundet ruller søerne ned forbi Flinterenden, der går øst om Saltholm. De ender deres kraftfulde bevægelser hér i Falsterbokanalens blindgyde, hvor flere af de fortøjede sejlbåde truer med at knalde salingshornene sammen, når de kaster sig fra side til side.

Selv om havnepromenaden nærmest virker uddød, nu hvor forår med ét er blevet til vinter, er det langt fra tilfældet. Vi ved, at det faste vagtmandskab er til stede bag kontroltårnets tonede glasruder, for Falsterbokanalen er døgnbemandet og står klar til at modtage skibstrafikken, som ad den gravede kanal kan skyde genvej inden om Falsterbo Rev, der rækker sine sandtunger mange mil ud i åbent farvand.

Falsterbokanalen har dog en langt mere alvorlig baggrund end ønsket om en bekvem genvej. Den blev til under Anden Verdenskrig, da nye behov tvang det store byggeri i gang. Allerede i slutningen af trediverne erkendte svenskerne, at den tyske minering tog til i en sådan grad, at det blev umuligt for skibstrafikken at passere revet. En stor del af Østersøen var på det tidspunkt under minering i et bredt bælte, der gik fra Falsterbohalvøen til Møns Klint. Den oprindelige tanke om at skabe en tryg genvej uden om det farlige rev skal dog søges i middelalderen. Her stod silden i stimer ved denne del af kysten, ligesom købmændene fra Lübeck stod i kø for at købe de eftertragtede sild. De salte sild var uundværlige som fastemad i det katolske Europa, og når noget er uundværligt er priserne derefter. Købmændene var på pletten, og grundlaget var lagt for de vældige sildemarkeder, der fandt sted på stranden i Skanör.

Den årlige udskibning af sild skabte behov for en sikker transportvej, så hansekoggerne slap for at runde de farlige rev ud for Falsterbo. Løsningen blev en smal kanal, hvorpå man kunne flåde de tunge sildetønder tværs over land. Middelalderkanalen kan på ingen måde sammenlignes med senere tiders byggeprojekter, men kom dog til at fungere som et primitivt transportbånd for datidens købmænd, der kom rejsende ad vandvejen.

For Jacob er der intet interessant i et stykke kanalhistorie. Til gengæld kigger han gang på gang op mod kontroltårnets skrå vinduer, der genspejler vandets urolige overflade i de tonede glasruder. Vi traver rundt ved broen og inspicerer den store sluseskovl, der er hævet fra bunden. Godt fem centimeter vand står i en bule op over metalskovlens brede kant og sender Jacobs nyindsamlede flåde af birkeblade ud på en omtumlet rejse mod syd.

Da man projekterede kanalen, var ingeniørerne ikke i tvivl om, at der måtte et par solide sluseporte til for at styre strømmen, der nemt kunne rasere den kunstige rende. Selv om man skulle tro, at niveauforskellene i farvandet nord og syd for Falsterbonæsset er nogenlunde ens, opstår der situationer, hvor det forholder sig anderledes. Det skyldes dels det lavvandede rev, der hindrer en hurtig vandgennemstrømning ud for Skanör, dels at vinden og strømmen spiller en stor rolle.

Ligesom der i Østersøen er ‘højvande’ i bunden af Bottenviken ved kraftige sydlige vinde, er der ved Falsterbokanalen stigende vandstand ved nordlige vinde, hvor vandet presses sammen i den store vig, Höllviken, nord for kanalen. Modsat trykkes vandet væk ved sydlige vinde. Det kaldes vindstuvning og er årsagen til både ekstremt lavvande og oversvømmelser i både svenske og danske kystområder.

At niveauforskellen i vandstanden kan komme op på to meter i mere ekstreme situationer, skulle der naturligvis tages højde for. Det ville hurtigt føre til alvorlige skader på kanalens sider, hvis naturen fik lov at bestemme tempoet på vandet, der løber gennem kanalen, når vinterstormene kommer susende fra nord. De brede sluseskovle løser problemet nemt og smertefrit, og er samtidig placeret så langt fra hinanden, at skibstrafikken ikke skal stoppe op, men kan nøjes med at sætte farten ned under passage.

Ét er skibstrafikken, noget andet er den trafikale situation på landevejsbroen, der deler fastlandet og Skanör på spidsen af Falsterbohalvøen. Uanset hvor meget trafik der fylder op på landevejen til og fra Skanör, er det altid skibstrafikken der har fortrinsret.

Bilisternes strøm af læserbreve over denne tilsidesættelse af deres værd har været mere eller mindre fantasifulde gennem årene. Flere har højlydt klaget over, at de kom for sent til både fly og tog, da de havde glemt at tage højde for ventetiden ved broen. En særlig arrig bilist kørte galt på motorvejen og skød skylden på brovagten, der havde irriteret ham med sin forkærlighed for langvarige broåbninger.

Mange tusind biler krydser hvert år kanalen, men også mange fritidssejlere nyder godt af den attraktive genvej. Med to broløft i timen af seks minutters varighed ser mange bilister rødt, når de standses på vej til Skanör, mens armadaen af fritidsbåde passerer i adstadigt tempo. I sommerperioden venter et halvt hundrede lystfartøjer hver dag på broåbning, inden de kan stikke stævnen i Østersøen for måske at vende tilbage samme vej, når sommerferien er slut.

De der føler, at ventetiden et problem i dagligdagen, skal blot skrue tiden tilbage til 1968, hvor der var helt anderledes bilkøer til. De store fiskebanker i Skagerrak var på den tid fisket op, så de mange kuttere på den svenske vestkyst søgte sydpå for at få del i østersøsilden og sejlede derfor i fast kortege gennem kanalen hver mandag. Når de havde fisket ugen ud, vendte de tilbage om fredagen, hvor fyraftenstrafikken måtte slå koldt vand i blodet. Var man uheldig, sneg ventetiden sig hurtigt op på en time, inden sidste kutter lukkede leddet, tungt lastet med sild.

Af og til går børns vildeste drømme i opfyldelse. Højt over vores hoveder går døren til kontroltårnet op, og brovagten vinker os hen mod en smal vindeltrappe, der fører op i tårnet. Vi takker ja til invitationen og gætter på, at det næppe er første gang, en lille dreng har høstet samme fortjeneste ved at sende kontroltårnet længselsfulde blikke.

Oppe i tårnet hilser vi på en snakkesalig brovagt, der svæver over vandene, hvad angår tårnkammerets imponerende parade af teknisk udstyr. Vagten viser Jacob hen til et kontrolpanel med et væld af lysende knapper, der blinker i alverdens farver. På sit bedste dansk forklarer han, at broen går op, hvis man trykker på den røde knap, som mindst én af os har meget svært ved at få øjnene fra.

Det er næsten at friste et barn over evne, men selv om Jacob kun er fire og et halvt, er han sig sit ansvar bevidst. Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning stikker han skyndsomt hænderne ind bag klappen på sine overalls og lader de farvestrålende knapper i fred. Jeg kigger ud over de blinkende el-paneler og belønnes af en fantastisk udsigt hele kompasset rundt. Et signal bipper ind på radaren som en lille prik, da et fartøj kommer sejlende fra sydvest. I løbet af få øjeblikke har brovagten taget bestik af fartøjets fart over grunden og regner sig frem til, at vi kan vente besøg inden for et kvarter.

Efter farten at dømme er det en større motorbåd, der har udfordret det voldsomme vejr og nu gør god fart i søen. Da tiden nærmer sig, sætter brovagten sin tunge kikkert for øjnene og reviderer sine forventninger med højlydt overraskelse. Bag seksten knobs fart gemmer sig ikke en motorbåd, men en 12-meter-båd, som ligger i træningslejr på denne del af kysten. Raceren nærmer sig hurtigt og vi følger nysgerrigt besætningens gøren og laden gennem kontroltårnets store kikkert. Da sejlene er bjerget, går gassen af fartøjet, der tøffer gennem kanalen for en ganske lille hjælpemotor, mens mandskabet tager en pause på dæk og nyder frikvarteret gennem den smalle rende.

Jacob kan takke kapsejleren for, at han får sine drengedrømme opfyldt. Brovagten trykker den røde knap i bund, så sluseporten sænkes og giver strømmen frit løb. Lidt efter går bommene ved landevejen ned, mens den klagende hydraulik hæver vejbanen til lodret. Så tager vagten sin kasket på, åbner vinduet på vid gab og giver besætningen en hilsen med på vejen, idet den 72 fod lange båd går gennem det åbne brofag. Bag bommene vokser køen af biler og det er nok dét der betager Jacob mest. Set med barneøjne er det langt mere eventyrligt at stoppe trafikken med et tryk på en knap end at møde en sejlmaskine i overstørrelse.

I ’De nordiske folks historie’ fra 1555 findes dette træsnit. Stedet kunne meget vel være