Jerntæppet i Storebælt - Danmark delt og forenet: 50 års alternativ Danmarkshistorie

forskellen.

KAPITEL 1

Potsdam-konferencen

Da de allierede stormagter, USA, UK og Sovjetunionen, mødtes i Jalta på halvøen Krim i Sortehavet i februar 1945 var 2. verdenskrig langt fra slut. Endnu resterede hårde kampe på landjorden og stribevis af luftbardementer, før Nazi-Tyskland og dets allierede var nedkæmpet. Men amerikanske og britiske tropper trængte frem fra vest og sovjetiske fra øst. De tre stormagter havde derfor god grund til at drøfte, hvorledes Europa skulle se ud efter krigen. Hovedspørgsmålet var naturligvis, hvad der skulle ske med Tyskland. Danmark, der villigt havde samarbejdet med Tyskland, blev kun kort nævnt. »Det må vi se på senere,« var holdningen i Jalta.

Efter krigens slutning mødtes de tre stormagter igen. Denne gang på slottet Cecilienhof i Potsdam i det slagne og besatte Tyskland. Fra USA kom præsident Harry Truman. Han var »ny i klassen«. I overensstemmelse med USA’s forfatning var han som vicepræsident rykket op i præsidentembedet efter præsident Franklin D. Roosevelts død i april 1945. Fra UK kom premierministeren, Winston Churchill, der havde beklædt posten i mere end fem år, og som ubestridt var den europæer, hvem Vesteuropa kunne takke for, at det ikke kom under tysk nazistisk herredømme. Fra Sovjetunionen kom generalsekretæren for kommunistpartiet, generalissimus Josef Stalin, der efter Tysklands overfald på Sovjetunionen i juni 1941 havde mobiliseret sit land til sejr i Den Store Fædrelandskrig mod Nazi-Tyskland. Mere end 20 millioner sovjetborgere havde mistet livet som følge af krigshandlingerne.

Slottet Cecilienhof var opkaldt efter kronprinsesse Cecilie, gift med Det Tyske Kejserriges sidste kronprins, Wilhelm, der i 1918 måtte give afkald på kejsertronen, da Tyskland efter 1. verdenskrig blev en republik. Kronprinsesse Cecilie fik lov at blive boende på slottet igen fra 1926 og helt frem til april 1945. Kronprinsessen fra fyrstehuset Mecklenburg-Schwerin var jævnligt i kontakt med sin storesøster, dronning Alexandrine af Danmark, gift med den danske konge, Chr. 10. Da Cecilie forlod Cecilienhof, var hun ikke kun bekymret for sin egen skæbne, men også for søsterens, hvis russerne skulle komme først til København. Cecilies bekymringer var bestemt ikke grundløse, hvad det senere forløb så sørgeligt kom til at vise. Endnu da Potsdamkonferencen blev holdt i august 1945, var Chr. 10.’s og dronning Alexandrines skæbner ukendte.

Eks-kronprinsesse Cecilie havde skyndsomst forladt slottet, da den Røde Hær nærmede sig Potsdam og Cecilienhof. Den Røde Hær beslaglagde slottet, og de tre allierede sejrende stormagter enedes om, at det kunne være en passende ramme om en konference, der tog stilling til, hvad der skulle ske med de besejrede. Hver af de tre delegationer kunne have deres egne gruppeværelser, og i slottets største sal med udsigt over Havel-floden kunne delegationerne samles til plenumdrøftelser. De tre statsledere lod sig fotografere siddende i slottets park. I gården dannede blomsterne en rød stjerne, en æresbevisning over for Den Røde Hær, der havde lidt kolossale tab. Cecilienhof var bygget i engelsk landstil, så også Churchill måtte kunne føle sig hjemme. Truman var ligeglad, han sad med trumf es i baghånden: Som den første statsleder nogensinde rådede han over atombomben. Fra Potsdam gav han telefonisk ordre til at bruge den mod japanerne.

Mellem møderne om efterkrigstidens Europa trak de tre statsledere sig tilbage til hver deres villa på Virchow Strasse i bydelen Babelsberg i Potsdam. Truman og Stalin boede i hver sin ende af gaden, Churchill i midten. Alle havde de udsigt til Griebnitz-See og skoven på anden side. De tre statsledere havde næppe fantasi til at forestille sig, at deres beslutninger på konferencen var begyndelsen til et forløb, hvor deres villabaghaver ved Griebnitz-See et par årtier senere var det forvandlet til et af Europas skarpest bevogtede grænseanlæg på grænsen mellem Østberlin og Vestberlin, eller at mure ville dele såvel Berlin som København.

Det danske spørgsmål var det sidste, der blev afgjort ved Potsdamkonferencen. Der var allerede ved at være opbrudsstemning blandt deltagerne, da Danmarks-protokollen blev undertegnet. Churchill var rejst hjem og havde overladt de afsluttende forhandlinger til Labour-lederen Clement Attlee, der overraskende havde vundet parlamentsvalget i Storbritannien. Truman var godt tilfreds med at have fået Grønland og var nu mest optaget af at bruge den nye bombe, A-bomben, til at få afsluttet krigen i Sydøstasien. Stalin var ikke i tvivl om, at »Danmark måtte dele skæbne med det fascistiske Tyskland«. Danskerne havde – i modsætning til Norge – stillet sig på Tysklands side under krigen. Mens russerne trak sig tilbage fra de områder af Norge, hvor de havde hjulpet med at jage tyskerne ud, så kunne der ikke være tale om at trække sig tilbage fra besatte områder i Danmark. Danmark skulle ligesom Tyskland foreløbig holdes besat af de sejrende allierede.

De afsluttende krigshandlinger i foråret 1945 havde næsten afgjort Danmarks deling i besættelseszoner. Briterne havde med Montgomerys 21. armé besat Jylland og Fyn. Stalin havde ladet enheder fra den 2. Hviderussiske Front landsætte i det østlige Danmark. Russerne havde efter hårde kampe mod tilbageværende tyske tropper og danske hjælpeenheder fra Schalburg-korpset skaffet sig kontrollen over Bornholm, Sjælland, Møn og Lolland-Falster. Danmark var allerede delt mellem briter og russere. Den eneste lille knast i forhandlingerne om Danmarks deling var København. Vestmagterne ønskede ikke, at russerne fik kontrollen over hele den tidligere hovedstad. Man blev derfor enige om at give København en to-magts-status: Briterne og russerne skulle etablere en fælles militærforvaltning af København, dog skulle troppeenhederne holde sig til hver deres del af København. Til gengæld måtte englænderne trække sig tilbage fra Langeland og lade øen indgå i den sovjetiske besættelseszone. Danmarks-protokollen definerede således præcis, hvorledes Danmark skulle deles i en britisk besættelseszone (BBZ) og en sovjetisk (SBZ).

Potsdam-aftalen betød også, at dele af det hidtidige Danmark hverken kom med i den ene eller den anden af de to besættelseszoner. Grønland blev afstået til USA. Det var en naturlig forlængelse af den aftale med amerikanerne fra 1941 om baseadgang på Grønland, som Danmarks gesandt i Washington, Henrik Kauffmann, havde indgået. Da det gik op for amerikanerne, at gesandten havde handlet på egen hånd, anså de det for sikrest simpelthen at overtage Grønland frem for at forlade sig på en tvivlsom aftale. Amerikanske geologer havde også stærkt tilskyndet Truman-administrationen til at sikre sig kontrollen med de formodede olie- og mineralforekomster på Grønland. UK fik Færøerne, som englænderne havde brugt som base under hele krigen. Færøerne fik hurtigt et vidtgående selvstyre i et forbund med Orkney- og Shetlandsøerne. Stalin fik Bornholm, som russerne havde bombet fra luften i krigens sidste fase som forberedelse af sovjetiske landgangstroppers erobring af øen. Bornholm blev en del af USSR.

Ved den afsluttende underskriftsceremoni i den store sal på Cecilienhof blev der ikke ofret mange ord på Danmarksprotokollen. Den var nærmest et appendiks til aftalen om Tysklands deling. Der var imidlertid flere lighedspunkter i de to aftaler, og den senere politiske udvikling i Danmark førte ligesom i Tyskland til dannelsen af to stater – en vestdansk og en østdansk – der først 45 år efter krigen blev genforenet. De sidste russiske tropper forlod Danmark i 1993.

Danmark kom efter 2. verdenskrig til at betale en høj pris for at have placeret sig forkert i magtspillet mellem de store europæiske lande. Det var tredje gang inden for de seneste 150 år, Danmark havde valgt en udenrigspolitisk kurs, der skulle vise sig at være katastrofal.

Under Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet valgte Danmark side til fordel for Frankrig. Englænderne bombede København og stjal den danske flåde. Efter krigen måtte Danmark afstå Norge til Sverige. Staten gik bankerot.

I 1864 udfordrede Danmark Preussen med tabet af Slesvig, Holsten og Lauenborg som resultat. Hverken England, Frankrig, Østrig eller de andre nordiske lande kom Danmark til hjælp.

I 1940-45 valgte Danmark at samarbejde med Hitlers Tyskland frem for at kæmpe. Regningen kom i Potsdam.

Hvordan kunne det komme så vidt? Hvorfor gik det så galt for Danmark?

KAPITEL 2

Ikke-angrebspagter og besættelser

¹

Iforåret 1939 tilbød Tyskland de tre skandinaviske lande en ikkeangrebspagt. Norge og Sverige sagde nej tak, men i Danmark fik den socialdemokratisk-radikale regering de borgerlige oppositionspartier med på at stemme ja. Man ville ikke tirre tyskerne ved at sige nej. Kun kommunisterne gik imod. Ingen pagt med den nazistiske djævel.

I august samme år indgik Hitlers Nazi-Tyskland og Stalins kommunistiske Sovjetunion en ikke-angrebspagt. Lederen af Danmarks Kommunistiske Parti, Aksel Larsen, forsvarede pagten. Den var et godt bidrag til at bevare freden i Europa. En uge efter invaderede Tyskland det vestlige Polen, og nogle uger senere fulgte Sovjetunionen efter og besatte det østlige Polen. I en hemmelig protokol til den tysk-sovjetiske ikke-angrebsaftale havde Tyskland givet Sovjetunionen frie hænder til at gå ind i det østlige Polen og til at opsluge de tre baltiske lande.

Den tyske invasion i Polen havde ikke blot et geopolitisk formål: Tyskerne ville forskyde grænsen mod øst og tilbageerobre landområder, Tyskland havde måttet afstå ved Versailles-freden efter 1. Verdenskrig, men det var også et racistisk-ideologisk felttog. Polakkerne tilhørte den slaviske race, de var »undermennesker«, og der var et stort jødisk islæt i befolkningen. Tilfangetagne polakker skulle udnyttes som billig arbejdskraft i den tyske (krigs-)industri, og jøderne blev straks udsat for overgreb, hovedsagelig udført af særlige SS-enheder, der fulgte efter de regulære tropper i den militære tyske værnemagt. Gennem etniske udrensninger i de besatte områder skulle der skaffes mere »Lebensraum« til loyale tyske nazister. Da 2. Verdenskrig sluttede, havde den kostet næsten seks millioner polakker livet. Heraf var de tre millioner jøder.

Sovjetunionen rykkede ved militære besættelser af det østlige Polen, de tre baltiske lande, Estland, Letland og Litauen, og det østlige Finland (Karelen) i 1939-40 sine grænser frem mod vest. I Polen tog man store dele af den polske hær til fange. 15.000 officerer blev interneret i tre lejre i det østlige Polen. Da den sovjetiske sikkerhedschef, Laurentij Berija, blev bragt i tvivl om de polske officerers loyalitet over for det sovjetiske styre, lod han dem alle henrette ved skydning. Massegravene ved Katyn blev senere fundet af tyskerne. I de baltiske lande indledte russerne en etnisk udrensning blandt balterne, der i titusindvis blev deporteret til Sibirien. Russere bosatte sig efterhånden i de nye sovjetrepublikker langs Østersøen. I Finland søgte kommunisterne hævn for nederlaget til de »hvide« nationale styrker under general Carl Gustaf Mannerheim, der havde sikret Finland mod at blive en del af Sovjetunionen under borgerkrigen mellem »de hvide« og »de røde« efter den russiske revolution i 1917. Det førte til Vinterkrigen mellem Sovjetunionen og Finland i 1939/40. Det lykkedes Sovjet at erobre Karelen.

At de to store diktaturstater i Europa, Tyskland og Sovjetunionen, førte sig frem på denne måde mod vore naboer ved Østersøen, kunne nok give anledning til uro og bekymring hos de demokratiske regeringer i de tre skandinaviske lande, men man undlod at gå ind i kampen. Kun Storbritannien og Frankrig erklærede Tyskland krig, da Tyskland overfaldt Polen. For de skandinaviske lande var det vigtigste at holde sig neutrale. Det havde man haft gode erfaringer med under 1. Verdenskrig, hvor man også tjente godt på at kunne handle med begge krigsførende parter. Der var derfor ingen skandinavisk hjælp til hverken Polen eller de baltiske lande. Bortset fra hos kommunisterne var der ganske vist stor sympati for det lille Finlands kamp mod den store Sovjetunion, men mere end sympatien og nogle få hundrede frivillige fra de skandinaviske lande blev det ikke til. For de frivillige var drivkraften til at melde sig under de finske faner ofte muligheden for at »kæmpe mod bolsjevismen«.

Fra september 1939 var Tyskland således kun i krig med Storbritannien, Frankrig og Polen. I krigen mellem et diktatur og demokratiske lande holdt andre lande sig neutrale. Men tyskerne lagde planer.

Tyskerne havde brug for at kunne importere jernmalm til deres krigsindustri. Jernmalmen kom fra Kiruna i Nordsverige og blev udskibet til Tyskland fra den norske havn Narvik, der – i modsætning til de svenske havne i Den botniske Bugt – var isfri det meste af året. Tyskerne var derfor afhængige af, at svenskerne ville levere, og at nordmændene ville tillade transitten og udskibningen. For at sikre disse leverancer fandt tyskerne det nødvendigt at besætte Nordnorge, mens man åbenbart var sikre på, at svenskerne også uden besættelse nok skulle levere. Det viste sig da også, at det ville svenskerne gerne. Nordmændene turde man derimod ikke stole på.

I den tyske flåde havde chefen, storadmiral Erich Raeder, blikket rettet mod Norge af en anden grund (end jernmalmen). Tænk, hvis englænderne sikrede sig de norske fjorde som flådebaser. Så ville det se sort ud for de tyske ubådsoperationer mod forsyningerne til England fra USA og for den frie gennemsejling for den tyske flåde i Skagerrak. Derfor opmuntrede Raeder Hitler til at forhindre, at englænderne kom først. Hitler satte i al hemmelighed den øverste militære ledelse til at forberede en besættelse af Norge. Da man havde brug for et luftstøtte-punkt i Nordjylland for at sikre de tyske forbindelseslinjer til Norge, indgik en besættelse af Nordjylland fra begyndelsen af i de tyske forberedelser. De blev senere udvidet til at omfatte hele Danmark.

Operationen mod Norge og Danmark den 9. april 1940 var verdenshistoriens første koordinerede luft-, sø- og landmilitære operation. Tyskerne brugte luftvåbnet til at uskadeliggøre danske og norske fly og til at landsætte faldskærmstropper. I Danmark gjaldt det bl.a. om at sikre, at Aalborg Lufthavn kunne bruges som luftstøttepunkt. Flåden blev brugt til at landsætte tropper og forsyninger. Hæren trængte frem med motoriserede enheder over den dansk-tyske grænse. Blandt de 40.000 tyske soldater, der denne morgen rykkede ind i Danmark, var der en del undren over så ringe modstand, de mødte.

Både Danmark og Norge var dårligt forberedt militært. De socialdemokratiske regeringer i begge lande havde holdt forsvarsbevillingerne på et minimum. De beskedne danske flystyrker blev ødelagt på jorden, kanonerne på Middelgrunden ved havneindløbet til København virkede ikke, og de danske landstyrker i Sønderjylland kunne hurtigt konstatere, at deres projektiler og kugler prellede af på de tyske kampvogne. Nordmændene havde lidt mere kampkraft. I hvert fald fungerede kanonerne ved indløbet til Oslofjorden, og det lykkedes nordmændene at sænke nogle tyske troppetransportskibe, bl.a. gik den svære krydser Blücher ned. Godt en tredjedel af de 2000 mand om bord omkom. Men Oslo blev trods alt besat alligevel, bl.a. ved hjælp af faldskærmstropper. Også andre steder på den norske kyst kunne tyskerne sætte sig fast. Narvik blev ret hurtigt erobret.

Efter den tyske drejebog skulle der være tale om en såkaldt fredsbesættelse af de to lande. Det var ikke en erobringskrig som mod Polen. Der var intet tysk ønske om at flytte grænser. Man ville »beskytte« de to lande mod de »aggressive englændere«. Hvis blot de to landes regeringer ville indstille al modstand og i øvrigt ikke lægge hindringer i vejen for, at Tyskland kunne bruge de to landes territorier til de ønskede militære formål, så ville man »respektere landenes suverænitet og integritet«, og det civile samfund kunne fungere videre med kongehus, regering og parlament. Tyskerne havde alene et militært formål med besættelsen, og det skulle opfyldes med den mindst mulige indsats og binding af tyske styrker i de to lande. Der var heller intet racistiskideologisk formål, som det var tilfældet med besættelsen af Polen. Danskere og nordmænd tilhørte jo den germansk-ariske race, og man var ikke indstillet på at indføre nazistisk styre.

I første omgang gjaldt det for tyskerne om at sikre, at den militære modstand blev opgivet, og at de tyske styrker uforstyrret kunne løse deres opgaver. De to landes regeringer fik derfor straks om morgenen d. 9. april stillet næsten enslydende ultimatummer. De tyske krav blev overrakt af de respektive tyske ambassadører til de to landes udenrigsministre. I Danmark til den radikale P. Munch og i Norge til Arbejderpartiets Halvdan Koht.

Norge vælger kampen

Den tyske ambassadør i Oslo, Carl Bräuer, forelægger udenrigsminister Koht et ultimatum med 13 tyske krav. Koht går ind til sine ministerkolleger, der venter ved siden af. »Nej, det kan vi ikke godtage,« siger handelsminister Trygve Lie (Ap) straks. Statsminister Johan Nygaardsvold (Ap) tilslutter sig. Der var ingen radikale ministre at tage hensyn til. Koht går tilbage til Bräuer med svaret: »Wir wollen unsere Selbständigkeit währen.« Nordmændene ville forsvare deres selvstændighed. »Dann wird es Kampf geben. Nichts kann euch retten,« var den tyske ambassadørs svar. »Der Kampf ist schon im Gange,« svarer den norske udenrigsminister. Den tyske drejebog for en fredsbesættelse kunne smides i papirkurven. Norge havde valgt kampen.

Kongen og regeringen forlod Oslo for at lede kampen fra et mere sikkert sted i Norge. Den norske modstand skabte basis for, at Storbritannien og Frankrig kunne sende hjælpetropper, ligesom flere hundrede polakker sluttede sig til den norske modstandskamp. Flere steder i og omkring kystbyerne og ved Kvam i Gudbrandsdalen kom det til regulære slag. Nordmændene og deres allierede holdt stand mod den tyske overmagt i næsten to måneder, men da var tyskerne tillige gået ind i Holland, Belgien og Frankrig. Endnu en front var åbnet. Den flyttede hovedinteressen væk fra Norge. Efter svære tab – englænderne mistede 4000 mand i forsvaret af Norge – trak de allierede sig ud af Norge. Kongen og regeringen måtte søge i eksil i England. Også på hovedfronten i Belgien-Frankrig var de allierede i defensiven. Englænderne måtte i hast forlade kontinentet via havnebyen Dunkerque i Belgien.

Nazisterne strammede grebet om Norge. Vidkun Quisling, lederen af det norske nazi-parti, lod sig indsætte som norsk regeringschef. Den lovligt valgte regering befandt sig i eksil i London. Forsøg på at nazificere det norske samfund blev dog mødt af civil modstand fra næsten alle dele af det norske samfund: Lærerne greb til civil ulydighed, forældrene støttede dem, kirken med bisperne i spidsen rebellerede, idrætten sagde fra. En modstandsbevægelse voksede frem og gennemførte mange vellykkede operationer. Norske modstandsfolk stod i hemmelig radioforbindelse med England under hele krigen. De sendte efterretninger om tyske skibes bevægelser ud for de norske kyster og var herigennem medvirkende til, at engelske flåde- og luftstyrker kunne sætte de tyske slagkrydsere Bismarck, Scharnhorst og Tirpitz ud af spillet. Dette svækkede alvorligt den tyske flådes angreb på allierede konvojer over Atlanten og på forsyningslinjerne til Murmansk med især krigsmateriel til Sovjetunionen, fra juni 1941 de vestallieredes forbundsfælle i kampen mod Nazi-Tyskland. Sabotage mod tungtvandsfabrikken i Rjukan forhindrede, at Tyskland kom først med atombomben.

Norge blev et symbol på demokratiske landes vilje til modstand mod diktaturet. Den amerikanske præsident Roosevelt fremhævede Norge: »Look to Norway«. »Hvis der endnu findes nogen amerikaner, som mener, at vi burde holde os uden for denne krig, så bør han rette sit blik mod Norge. Hvis der endnu er nogen, der tvivler på demokratiernes sejrsvilje, så siger jeg blot til ham: Se på Norge!« Roosevelt havde brug for et godt eksempel for at overbevise sine egne om, at USA burde gå ind i krigen i Europa.

Danmark vælger kapitulationen

Anderledes gik det i Danmark. Den danske socialdemokratisk-radikale regering bøjede sig straks om morgenen den 9. april for det tyske ultimatum. Tyske bombefly hang over København for at understrege situationens alvor. Statsminister Thorvald Stauning (S), udenrigsminister P. Munch (RV) og forsvarsminister Alsing Andersen (S) holdt møde på Amalienborg med kong Chr. 10. og kronprins Frederik samt hærchefen og flådechefen. Kun hærchefen var indstillet på at kæmpe, men regeringsrepræsentanterne ville det anderledes. De væbnede styrker fik ordre til at indstille kampene. Kapitulationen blev gennemført i løbet af formiddagen. Danskerne fulgte den tyske drejebog. Fredsbesættelsen var lykkedes. Danmark var ikke i krig med Tyskland.

I sin svarnote på det tyske ultimatum undlod regeringen høfligt at referere til den i 1939 indgåede ikke-angrebspagt. Kongen og regeringen udsendte allerede den 9. april erklæringer om at »bevare ro og orden« og »udvise værdig optræden«. Tilpasningspolitikken var begyndt. Tilpasning blev hurtigt til samarbejde med besættelsesmagten.

Thorvald Stauning fortsatte som statsminister frem sin død i 1942. Forinden blev hans regering dog omdannet i flere omgange. Straks d. 9. april om aftenen blev regeringen udvidet med ministre fra Venstre og Konservative. SR ville ikke stå alene med det fortsatte regeringsansvar. V og K ville til gengæld ikke tage ansvar for kapitulationsbeslutningen. Det blev præciseret, at den var taget af SR-ministrene. Udenrigsminister P. Munch var politisk svækket af, at hans neutralitets- og minimalforsvarspolitik var slået fejl. Efter tre måneder lod han sig udskifte med diplomaten Erik Scavenius, der som udenrigsminister i den radikale regering under 1. Verdenskrig havde haft en heldig hånd i forhandlinger med tyskerne. Scavenius kom mere end nogen anden til at stå for den praktiske implementering af samarbejdspolitikken under 2. Verdenskrig. En politik, som hele vejen igennem blev støttet af mere end 90% af den danske befolkning.

Scavenius gjorde den danske regerings politik lysende klar, f.eks. med dette indlæg, der stod at læse i Berliner Börsen-Zeitungs særudgave om »Nachbar Dänemark« den 3. august 1940: »Danmarks ny regering er gået til sit arbejde med en fast og klar udenrigspolitisk linje. Den er udtryk for mit lands vilje til og ønske om – inden for de rammer, som Danmarks økonomiske og kulturelle muligheder afstikker – at yde det mest positive og loyale samarbejde i den nyskabelse af det kontinentale Europa under Tysklands førerskab, som det seneste årtis politiske begivenheder og de seneste ti måneders militære udvikling har skabt grundlaget for«. Med »de seneste ti måneders militære udvikling« henviser Scavenius til »de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring«, som det hed i den regeringserklæring, Scavenius med den øvrige regerings tilslutning havde udsendt allerede ved sin tiltræden i juli. Scavenius havde ikke meget til overs for Storbritannien, i særdeleshed ikke for den britiske leder Winston Churchill. Allerede i slutningen af april havde han som formand for dagbladet Politiken inspireret avisen til at skrive en leder, hvori Churchill blev betegnet som »en farlig mand.«

Ved regeringsomdannelsen i juli 1940 blev den konservative John Christmas Møller handelsminister. Han var allerede indtrådt i regeringen den 10. april som minister uden portefølje. Hans ministerperiode skulle dog blive kort.

Hjulene skal holdes i gang

Allerede før regeringsomdannelsen i juli havde Stauning taget afgørende skridt på samarbejdspolitikkens vej. Tyskerne ville straks efter ankomsten til Danmark have Aalborg Lufthavn udvidet. Stauning så helst, at det blev et dansk firma med dansk arbejdskraft, der udførte denne opgave. Han lagde derfor pres på arbejdsgiverforeningens næstformand, civilingeniør T.K. Thomsen fra firmaet Wright, Thomsen og Kier for at få dette firma til at påtage sig entreprisen. Firmaet Christiani og Nielsen havde sagt nej; i Staunings villa på Valeursvej i Hellerup sagde Thomsen ja. Hermed betrådte Thomsen en vej, som efter krigen skulle komme til at koste ham livet. Den 17. april blev kontrakten skrevet under, og arbejdet kunne gå i gang.

Denne første kontrakt om arbejde for tyskerne blev bestemt ikke den sidste. Mange fulgte efter. Entreprenørselskaberne kom til at anlægge endnu flere flyvepladser og opbygge befæstnings- og radaranlæg langs den jyske vestkyst.