Julen Til Salg - Alt Skal Væk!: En julekalender om Holger og Volker

december

1. december

Efter døren var lukket bag ham, gik han med tunge skridt igennem den store fabrikshal. Skridtene var tunge fordi han var ked af det. Det var ikke noget, som han var vant til at være. Jeg tror faktisk, at det var første gang, at nogen andre end hans kone, så ham være rigtig ked af det. De sagde ikke noget på fabrikken. De arbejdede bare videre ved maskinerne, men han var ikke et sekund i tvivl om, at de godt så ham og derfor vidste, at han var rigtig ked af det. Da han nåede den største og ældste maskine for enden af den store hal, stoppede han med de tunge skridt og kiggede op på den prægtige maskine. Han var stolt af maskinen, som havde stået i det hjørne af hallen i alle de år, som han kunne huske tilbage - og det var rigtig mange. Den havde hjulpet ham igennem alle de år, men nu var tiden kommet - og han skulle tage en meget svær beslutning. De to arbejdere, der altid havde passet maskinen, havde travlt med at pudse og pleje det kæmpe monster, så den altid var den smukkeste og mest skinnende maskine på fabrikken.

'Stop lige et øjeblik. Jeg skal snakke med jer to på mit kontor' sagde han og sukkede. Han var bare rigtig ked af det.

'Nu? Det har vi da slet ikke tid til. Der er altså hundetravlt lige nu,' sagde den mindste af de to. Hans navn var Holger og han var en flittig nisse. Han havde lidt svært ved at lytte efter, men han passede sit arbejde - også selv om han engang imellem skulle skældes lidt ud.

'I bliver nødt til at stoppe maskinen, det er vigtigt' sagde Julemanden og tog endnu flere af de tunge og triste skridt - lige indtil han sad bag sit skrivebord på kontoret, der lå lige ved siden af den flotte maskine.

Et par sekunder efter stod de to nisser foran det store skrivebord. Holger kløede sig på næsen, for han havde allergi over for grantræer - og det var ikke en nem sygdom, når man arbejdede på Julemandens værksted. Den anden nisse var næsten et helt hoved større end Holger. Han hed Volker og han var en tysk ordensnisse, der altid vidste alt om alting og kendte tidsplanerne for alle maskinerne.

'Jeg håber det er vigtigt, chef - for vi har tre drenge i Albertslund, der brændende ønsker sig en fjernstyret bil - og du ved godt at Julius har lidt problemer med alt det moderne legetøj' sagde Volker og nikkede ud mod den store flotte maskine, som alle nisserne kaldte for Julius.

Det vil sige næsten alle nisserne, for Holger kaldte ofte maskinen for Umulius, for den var ikke altid god til at lave det legetøj, som børn ønskede sig nu til dags.

'Drengene i Albertslund må vente - ligesom alle de andre børn' sagde Julemanden og rettede sig op i stolen. Han skulle sige noget vigtigt, så han lænede sig ind over skrivebordet, så han kunne se de to nisser i øjnene, når han talte til dem. Det var især vigtigt med Holger, for han kunne godt tabe koncentrationen, hvis man ikke så ham i øjnene, når man ville fortælle ham noget vigtigt.

'Hvad kan være vigtigere end julegaver?' spurgte Holger, som ikke kunne komme i tanke om noget vigtigere i hele verden end julegaver til juleaften - det skulle da lige være en skål risengrød, men ellers kunne han ikke komme i tanke om noget.

'Som I ved har vi i de senere år haft lidt problemer med finanserne. Alting er blevet dyrere og børn leger slet ikke med legetøj, som de gjorde i gamle dage' sagde Julemanden og sukkede. Han savnede de gamle dage, hvor børn stadig legede med legetøj - også selv om de var både tretten og fjorten år gamle. I dag gad børn ikke legetøj særlig længe og det gjorde Julemanden lidt trist.

'Ja, de vil hellere have maskiner med skærme der blinker og dytter' sagde Volker og rystede på hovedet. Han kunne slet ikke forstå, at børnene og deres forældre kunne holde al den larm ud. I gamle dage, der fik man et trommesæt, hvis man virkelig ville larme. I dag fik man spillemaskiner og bærbare computere, så man kunne larme uanset hvor man var henne i huset - selv på toilettet!

'Ja, tingene har forandret sig og I ved jo godt, at jeg har prøvet at følge med tiden' sagde Julemanden og kiggede ned på de to nisser, der begge rystede på hovedet over hvordan alting havde forandret sig.

'Ligesom dengang man kunne sende sin ønskeseddel på internettet og vores computer blev forkølet, så vi ikke kunne læse ønskesedlerne?' sagde Holger og smilede stolt over, at han kunne huske den slags.

'Ja, det var ikke så godt med den virus' sagde Julemanden, der helst ville glemme hele den jul, hvor ingen fik hvad de ønskede sig.

'Eller dengang hvor du var med i et computerspil og blev spist af en vampyr og en zombie' råbte Holger, for nu var han RIGTIG glad over alt det, som han kunne huske.

'Ja, det snakker vi ikke om mere' sagde Julemanden, som hverken kunne lide vampyrer eller zombier efter den oplevelse.

'Hvad skal vi så finde på af underlige narrestreger i år?' spurgte Volker, der slet ikke brød sig om forandring. Han ville have at alting var som i gamle dage, for alt hvad der var moderne var farligt.

'Jeg tror vi bliver nødt til at sælge julen til nogle andre' sagde Julemanden og lod sig falde tilbage i stolen, for det var ikke sjovt at sige højt til de små nisser, der havde arbejdet ved siden af ham, siden dengang hans far havde været Julemand.

'Sælge julen? Det kan du da ikke mene?' råbte Volker, der var ved at blive helt rød i hovedet af raseri. Han havde aldrig hørt magen. Hvad var det for noget pjat med at sælge julen? Hvem skulle så overtage gaverne, rensdyrene, ønskesedlerne og alle de andre gøremål i nisseværkstedet? Hvad skulle nisserne så lave, hvis de ikke skulle lave julegaver længere? Volkers hoved var lige ved at eksplodere med alle de grimme tanker om forandring.

'Jo, det mener jeg. Vi mangler penge og det er dyrt med sådan et fint værksted' sagde Julemanden og pegede ud på maskinerne.

'Vi må da kunne skære ned. Det har vi da gjort før' sagde Volker, der slet ikke var klar til at opgive julen eller Julius, som han elskede mere end noget andet - altså lige undtagen risengrød.

'Ligesom dengang vi solgte et rensdyr fra' råbte Holger, der igen var kommet i tanke om noget af det, som han ellers aldrig kunne huske.

'Ja, det snakker vi så heller ikke om. Rudolf havde nær aldrig tilgivet mig og jeg blev så forsinket, at nogle børn først fik deres gaver på anden juledag' svarede Julemanden, der var helt rød i hovedet, for det havde været så flovt, at komme for sent til alle de dejlige børn.

'Det tog også næsten et helt år, før hans næse blev rød igen. Jeg har i hvert fald aldrig set et rensdyr med en grøn næse før' sagde Holger og begyndte at grine. Volker sparkede ham over skinnebenet, for han kunne godt se, at Holger gjorde julemanden endnu mere ked af det med alle sine historier, som han pludselig godt kunne huske.

'Men jeg tror godt, at vi kan sælge julen og redde fabrikken, så vi kan lave noget andet' sagde Julemanden og prøvede at smile, for nu kom han til den gode idé, som han havde tænkte over hele året.

'Lave noget andet? Hvad skulle det dog være?' spurgte Volker, der pludselig ikke var helt så sur, for nu var der måske mulighed for at arbejde videre med Julius. Det var stadig en stor forandring, men måske var det ikke så slemt alligevel.

'Jeg tænkte at vi har så meget plads heroppe. Vi åbner et motionscenter, så folk kan dyrke fitness, leve sundt og komme i god form' sagde Julemanden og smilede ned til nisserne med et stort smil, så de rigtig kunne se, at det var en god idé.

'Et motionscenter? På Grønland? Ude på isen? Tusindvis af kilometer fra den nærmeste by?' sagde Volker og lod sig falde på halen, så han satte sig pladask midt på gulvet. Han manglede ord for hvad han skulle sige til den smilende Julemand. Det gjorde Holger ikke.

'Er du da blevet splitterravende vanvittig mand? Har du faldet i nissehuen og slået skægget ned i gulvet?' råbte Holger, nu hvor Volker helt havde givet op og bare sad på gulvet og gloede.

'Hov hov! Det er selveste Julemanden du taler til. Du skal tale ordentligt, din uopdragne nisse!' råbte Julemanden og blev lidt flov, for han råbte aldrig af nisserne - i hvert fald ikke så tit.

De to nisser sagde ingenting. De vidste slet ikke hvad de skulle sige. De elskede Julius og alle de smukke gaver, som de lavede til børn over hele verden hvert eneste år. De kunne slet ikke forestille sig, at de skulle lave noget andet - og slet ikke arbejde i et motionscenter midt ude på den koldeste is på Grønland.

'Vi bliver nødt til at træde ind i den moderne tidsalder, drenge' sagde Julemanden med sin normale stemme, for han kunne ikke fordrage, når han skulle råbe af sine nisser.

'Det er altså ikke en særlig god idé. Vi har jo prøvet alt det med at være moderne' sagde Volker, der stadig sad på gulvet og så helt rundtosset ud i hovedet.

'Ja, men det behøver jo ikke at være en dårlig idé denne gang' sagde Julemanden, for han ville så gerne opmuntre sine to ældste og bedste nisser på fabrikken.

'Ligesom dengang vi solgte julesangene til forskellige firmaer?' råbte Holger endnu en gang, for nu kunne han igen huske noget af det, som han altid glemte.

'Nej, ikke ligesom den gang. Denne gang er det anderledes' svarede Julemanden, for at undgå det uundgåelige, som han bare vidste ville ske - og det skete også.

'Et barn er født i Superdæk, Suuuuuuuperdæk. Vi sælger dæk til haaaaalv pris, halleluja halleluja!' sang Volker, for han kunne bare så godt lide den sang. Julemanden strakte armene ud, for at stoppe nisserne, men det var sent. Alt for sent!

'Glaaaaade Jul, Deeeeejlige Jul. Vi sælger bååååååde fisk og fugl' sang Holger, der elskede sangen fra supermarkedet med alt juleslikket forrest i butikken.

'Er I ikke flinke at stoppe nu? Jeg ved godt, at det med julesangene var en dårlig idé, men motion er altså rigtig godt. Det er meget populært lige for tiden' sagde Julemanden, der var rigtig glad for, at nisserne endelig var stoppet med at synge de forfærdelige udgaver af de sange, som Julemanden bare holdt så meget af.

'Ligesom slankegrød med margarine - helt uden smør?' sagde Holger og lignede en, der skulle lige til at kaste op.

'Ja og helt uden kanelsukker på. Det er bare kanel, som får en til at nyse hele tiden' sagde Volker, der også så lidt syg ud.

'Ja, vi skal passe bedre på os selv. Vi bliver aldrig ottehundrede år gamle, hvis vi ikke spiser sundere og det gælder også for risengrøden' sagde Julemanden, der godt vidste, at nisserne ikke gad høre på ham mere.

'Er der slet ikke noget, som vi kan gøre?' spurgte Volker og rejste sig op fra gulvet. Han børstede sine bukser af, for en rigtig ordensnisse kunne ikke have beskidte bukser. Det gik slet ikke.

'Nej, jeg har taget min beslutning' svarede Julemanden og sukkede dybt. Bare fordi han havde taget den beslutning, så var det ikke ensbetydende med, at han kunne lide beslutningen. Han var bare nødt til at kigge på regnskabet og Julemanden manglede penge, hvis han skulle fortsætte med at dele gaver ud til så mange børn hvert år.

'Kan vi ikke bare lade være med at give til de børn, der ikke opfører sig ordentligt. Dem er der snart flere af end gode børn' foreslog Holger, for han var træt af forkælede børn, der skabte sig i hele december og alligevel fik en julegave.

'Alle børn har fortjent en gave, for alle børn kan godt finde ud af at opføre sig ordentligt. Jeg kan bare ikke give alle de gaver, så nu må nogle andre overtage arbejdet og problemerne' sagde Julemanden og rettede på sit store hvide skæg.

'Hvad med at vi kun giver drengene gaver? De ønsker sig alligevel kun seje ting - og pigeting er bare rigtig kedelige' foreslog Volker, der bedst kunne lide at Julius lavede drengelegetøj.

'Nu stopper vi her! Julen bliver solgt og dermed BASTA!' råbte Julemanden og bankede hænderne i det store skrivebord. Nisserne forlod slukøret Julemandens kontor og vendte tilbage til Julius.

Julemanden gled ned i sin stol og lukkede øjnene. Det ville blive en meget trist jul i år.

2. december

Volker var sur i dag. Det var han ikke så tit, men i dag var han rigtig sur. Han var sur på Julius, for den store fine maskine nægtede at spytte de rigtige gaver ud.

Morgenen var startet som alle andre morgener i december. Holger havde hentet ønskesedlerne, der allerede lå klar i store bunker, så de nisser der styrede maskinerne kunne hente dagens bunke. Holger havde gennemgået listen af gaver, som de to nisser skulle lave sammen med Julius. Der havde været nogle træklodser på listen og dem havde Julius spyttet ud i løbet af nul komma fem. Julius var meget dygtig, når det kom til legetøj, der var lavet i træ.

Der havde også været en racerbane på listen og den havde Julius også klaret i et snuptag. Før i tiden havde Julius haft svært ved den slags ønsker, men nu var han efterhånden blevet ret god til racerbaner, som han lavede med store loops og farlige sving, hvor racerbilerne var lige ved at ryge banen.

Der havde også været en del forskellige dukker på listen. Julius kunne lave dukker i alle størrelser, som både kunne synge, danse, lege, græde og sågar tisse i bleen. Volker var ikke meget for at Julius skulle lave pigelegetøj, så han havde rakt Holger listen med et udtryk i ansigtet, som en nisse der lige havde lugtet til en meget grim prut.

Holger grinede altid af Volker, for han kunne se på den gamle nisse, at det var pigelegetøj, der stod på ønskesedlerne.

Alt i alt var den første del af dagen gået rigtig godt for de to flittige nisser og den store maskine Julius. De manglede kun en sidste ønskeseddel inden frokosten - og det var den der drillede Julius og derfor var Volker hidsig og sur.

'Hvor svært kan det være, din gamle sure pruttemaskine?' råbte Volker og stampede i gulvet, så træskoene var ved at falde af.

'Jeg tror ikke, at Julius bliver bedre til at lave…Ømmm…Blip-Bods af at du råber af ham' sagde Holger og kløede sig i nissehuen.

'Jeg er sulten. Jeg vil til frokost! Han skal bare lave en Blip-Bod NU!' råbte Volker og trak i håndtaget, så Julius kunne prøve en gang til.

Den store maskine startede med at rumle og så gik de store tandhjul i gang. Julius pustede damp ud af en stor skorsten og gik i gang med sit arbejde.

'Hvad er en Blip-Bod?' spurgte Holger, der ikke vidste meget om moderne legetøj.

'Det er sådan en tingest, som man kan spille og telefonere på samtidigt' sagde Volker og prøvede at kigge igennem det lille vindue på siden af den store maskine.

'Hvorfor hedder det ikke bare en telefonspillemaskine? Det er da meget nemmere' sagde Holger, der aldrig rigtig kunne forstå, hvorfor alt legetøj skulle have sådan nogle svære navne.

'Fordi firmaet, der laver alle spillemaskiner hedder Blip. Så skal alt deres legetøj hedde noget med Blip' sagde Volker, der næsten ikke kunne vente på at Julius blev færdig. Han var rigtig sulten og glædede sig meget til sin frokost.

Holger skulle lige til at spørge om endnu flere ting, som han alligevel ville glemme med det samme igen, da Julius begyndte at blinke og ringe med en stor klokke, som sad på toppen af den kæmpestore maskine. Når klokken ringede, var legetøjet færdigt.

Sekundet efter begyndte det store samlebånd foran Julius at køre, og ud fra samlebåndet kom gaven, som Julius havde lavet i løbet af få minutter.

'Det er jo ikke en Blip-Bod. Det er en Blitz-Bodz! Det er jo slet ikke det samme' råbte Volker og sparkede til den store maskine. Holger havde løftet legetøjet af samlebåndet og kunne godt se,