Guds forræderi, Milith

52

Kapitel 1

Milith vågnede op til en verden af kulde. Hun lå på ryggen, på et hårdt koldt underlag, omgivet af sne. Hendes krop var stiv og dækket af et tyndt lag frost. Hun løftede hendes hænder og kikkede på dem. Under frosten var de lange og slanke, og neglene havde fået manicure, lige nu var hænderne dog blålige og stive, ligesom resten af hendes krop var. Hun havde intet tøj på. Det hvide tynde gennemsigtige klæde hun havde på sig, kunne ikke kaldes for tøj, men stadig var det stof, der dækkede hendes krop. Hun frøs ikke, selvom hendes krop var kold. Hun var vant til kulden.

Hendes hjem under overfladen, dæmonernes sted, var koldt og mørkt. Der nede var der altid mørkt. Det eneste lys var lyset fra ilden, som kunne ses igennem sprækkerne i væggene og gulvene. Solens lys kom aldrig derned, det var fuldstændig umuligt ifølge naturens love, solens lys hørte til på overfladen og ikke i Underjorden, så hendes øjne var vant til mørket. Heroppe på overfladen skulle de lige vænne sig til lyset. Milith missede med øjnene og blinkede et par gange, mens hun stadig lå på ryggen. Hun så alt det nye igennem en tyk tåge. Hun tog en dyb vejrtrækning for at dufte den rene luft, som hun havde glædet sig til. Men alt hun duftede var svovl. Ikke lige hvad hun havde forventet heroppe på overfladen. Hun havde forventet en anderledes duft, en frisk duft. En duft af noget nyt, og ikke en duft hun var vant til derhjemme. Dette var første gang Milith satte sine ben på jorden. Hun var sendt herop af hendes moder. Milith vidste ikke hvor gammel hun var. Hun syntes, at hun havde levet længe.

Meget længe. Det føltes som en evighed, hvilket det sikkert også var. Hun havde ikke styr på tiden under jorden. Under jorden kom der altid nye til. Nogen gange forsvandt der også nogen, uden at hun fandt ud af hvordan og hvorhen. Der blev hverken fejret følelsesdage eller andre mærkedage, der kunne fortælle Milith hvor lang tid der var gået i hendes liv.

Miliths moder havde lært hende alt om mennesket, og alt om hvem de var. Hun havde lært hvad de forskellige ting hed, som menneskerne havde, alle deres forskellige maskiner og deres elektronik, hvor det hørte til og hvordan tingene fungerede. Hun var et intelligent barn, der hurtigt så ind bag ved facaden. Hun var hurtig til at lære nyt. Hvis mennesket skulle måle Miliths intelligens, ville hendes IQ ligge langt over hvad noget menneske kunne drømme om, langt over hvad menneskerne kunne forstå. Milith vidste alt om mennesket, deres verden og deres forskellige guder. Hun kunne alle sprog på jorden, både dem der var nu, og dem der var glemt af mennesket.

Hun havde været en god elev. Næsten.

Milith satte sig op på knæ, og kikkede sig omkring før hun rejste sig helt op, og rystede frosten af sig. Hun stod lidt i sine egne tanker inden hendes øjne søgte rundt i det øde område, selvom hun ikke så meget på grund af tågen. Hun vidste, at hun var på Island, ved foden af Hekla, Islands største vulkan. Hun kikkede op mod toppen af vulkanen hvor hun kunne ane uregelmæssige snepletter og den sorte top gennem tågen. Vulkanen var bred forneden og blev smallere jo længere op hun kikkede. Med lidt fantasi, kunne Hekla ligne en ildsprudlende kæmpe. Vulkanen var over 1400 meter høj, og denne dag indhyllet i en tyk tåge.

Milith var kommet op igennem vulkanen sammen med et eksplosionsagtigt udbrud. Hvis hun havde været anderledes end den hun var, så var hun brændt op inden hun var nået halvvejs igennem vulkanen, men hun kunne tåle enorme mængder af varme og ild, ligesom kulde og frost. Milith regnede med, at hendes tøj var brændt op, ellers ville hun vel stadig have haft det på og ikke kun dette tynde gennemsigtige klæde, der viste mere end det skjulte. Hun vidste, at vulkanen Hekla ville blive ved med at lække lava i flere uger nu.

Milith var kommet op af den vej Gud og Lucifer i fællesskab havde ladet stå åben, til skræk og advarsel for alle syndere på jorden. Hun gad egentlig godt vide hvad Gud ville sige til, at dæmonerne brugte den samme vej op til overfladen. Hun smilede lunefuldt for sig selv. Det havde nok ikke været Guds mening, dengang han havde indgået aftalen med Lucifer. Hendes egen moder, havde brugt denne vej op til overfladen de sidste 900 år, hver gang Hekla havde været i udbrud. Sidste gang det var sket, var for blot 10 år siden, og siden da havde Hekla været rolig. Indtil nu. Det var ikke dæmonernes skyld at Hekla kom i udbrud. Udbruddet skete på grund af at oceanbundspladerne gled fra hinanden og magmaen trængte op og udfyldte det tomrum som opstod. Dæmonerne udnyttede bare naturens luner.

Mennesket havde skrevet mange sagn og myter om Hekla. Nogle var faktisk sande, andre var ikke. Et sagn, der faktisk var sandt var, at Hekla var porten til Underjorden. Underjorden hvor hendes moder var en fremtrædende dæmon, dæmonen Lillith, alle dæmoners moder. Hende der i fordoms tid, havde forført Adams anden kvinde, Eva, til at spise de forbudte frugter i Edens have. Lilith havde været Adams første kvinde, og hun havde frivilligt forladt ham.

Milith hørte en dyb knurren ved siden af sig. Hun vendte hovedet med et stort smil.

Gabriel, dejligt at se dig.

Gabriel, Miliths egen ulv. Gabriel var helt sølvfarvet med et stænk af sort. Hvis hun så ordentlig efter, så lignede det, at han havde aftegninger af vinger på ryggen i en nuance mørkere end resten af pelsen. Hans øjne var helt sorte omkranset af lange tætte øjenvipper, der ville gøre enhver kvinde misundelig. Når han stod på alle fire, var Milith kun et hoved højere end ham, og hun var høj.

Gabriel var en gave til Milith. Hvor gammel hun havde været, da hun havde fået Gabriel, kunne Milith ikke huske, men de havde været sammen længe, meget længe. Gabriel var en gave fra Lucifer, den øverste fyrste i Underjorden og hendes fader. Lucifer var kongen, han var den øverste hærleder. Lucifer havde givet ulven dens navn, som et hån mod ærkeenglen af samme navn, men Milith syntes navnet passede til Gabriel. Gabriel var hendes bedste ven og hendes beskytter. Ham der stadig lærte hende mangt og meget. Ham der altid var der for hende på godt og ondt. Og Milith mistænkte sommetider, at Gabriel kunne lave sig om til en engel, at han var en af de mange engle, der havde fulgt Lucifer, da han blev nedstyrtet fra himlen. Men det havde Milith aldrig fået svar på. Hun troede heller ikke, at hun nogensinde ville få svar på det, for hun turde ikke at stille spørgsmålet til Gabriel. Ikke fordi hun i det hele taget troede, at Gabriel ville svare hende på det spørgsmål, så hun kunne ligeså godt lade være. Milith vidste heller ikke hvordan hun ville reagere, hvis hun fik endelig vished om, at Gabriel var en engel. Så det var måske alligevel godt, at hun ikke turde at stille spørgsmålet.

Milith strakte kroppen ud. Hun gik hen til Gabriel og lagde armene rundt om hans hals. Pelsen var tyk og blød. Hun følte varmen fra hans pels, ånden fra hans snude. Hun hørte hans tanker, og følte hans kærlighed til hende. Velkommen til overfladen, pigebarn.

Milith grinede højlydt med en latter, der lød som den sødeste musik. Lucifer sagde altid, at Miliths latter gjorde ondt i hans ører. Det lød som den musik, som englene spillede, når de spillede på deres harper. Og den musik kunne Lucifer ikke fordrage. Den var for sød til ham. Milith var i godt humør. Det havde aldrig været nødvendigt for hende, at kommunikere med Gabriel med ord. Milith kunne kommunikere med Gabriel i hendes sind, uanset hvor langt væk de var fra hinanden. Milith kyssede Gabriel midt på snuden.

Tak. Endelig får jeg lov til at være her.

Milith svarede Gabriel med ord. Hun kunne godt lide at høre sin egen stemme. Den var som hendes latter, og gjorde hende i godt humør. Hendes moder sagde altid, at det var en arv fra Miliths fader, fra hans tid i himlen. Det var måske derfor, at han ikke kunne lide den. Han brød sig ikke om at blive mindet om tiden deroppe, vidste hun. Milith havde plaget sin moder, så lang tid hun kunne huske tilbage, om lov til at komme op på jorden, men altid havde svaret været det samme. Nej, tiden var ikke inde. Du må vente. Altid vente og vente. Milith var træt af altid, at få af vide, at hun skulle vente. Hun var utålmodig efter at prøve noget nyt, at opleve noget nyt. Det eneste nye hun oplevede, var det de andre dæmoner fortalte hende, men det talte ligesom ikke med. Det var ligesom historier, hvor hun ikke kunne gøre nogen forskel på det der skete. Historier man fortalte små børn, lige inden de skulle sove, hvis man da ønskede, at de skulle have mareridt.

Milith tænkte tilbage på den sidste samtale hun havde haft med sin moder. Endnu en gang havde hun plaget moderen om lov til at komme op på overfladen, men denne gang havde moderen overrasket hende ved at sige ja.

Svo, nú er tíminn. Þú þarft að ryðja brautina. Tiden var inde. Hun skulle bane vejen.

Bane vejen til hvad? Milith havde ikke nået at spørge hendes moder om noget, før hun vågnede op her oppe på jordens overflade. Hvordan det var sket, var hun ikke helt klar over, og hun kunne virkelig ikke fordrage ikke at vide hvordan tingene skete. Og slet ikke når det drejede sig om hende selv. Hvorfor var hun ikke blevet brændt, da hun kom op med udbruddet? Hvorfor var kun en del af hendes tøj brændt op? Sommetider hadede Milith virkelig hendes egen moder. Moderen kunne da ikke sende sin egen datter op på overfladen uden at fortælle hende grunden hertil. Milith kikkede Gabriel dybt ind i øjnene.

Ved du hvad jeg skal bane vejen for?

Den sølvfarvede ulv kikkede tilbage på Milith med øjne, der var helt sorte.

Nej, pigebarn. Men jeg er sikker på, at din moder vil fortælle dig det, når tiden er inde. Ellers vil du selv finde ud af det.

Gabriels øjne var blevet lidt mørkere end de plejede, mens han talte, eller tænkte hed det vel. Et tegn på, at han løj, havde Milith fundet ud af. Men hvorfor skulle han lyve for hende? Hvad vidste han, som hun ikke måtte vide? Milith vidste også, at det var omsonst at udspørge Gabriel yderligere. Han ville ikke fortælle hende det.

Uanset hvor meget hun prøvede. Milith havde prøvet det så mange gange før, og hver gang havde Gabriel vendt hende ryggen og bare gået sin vej.

Ja ja, så tror jeg på det.

Milith vendte sig væk med et suk. Hun spejdede rundt i området, søgende efter et spor hun kunne følge. Igennem tågen så hun en sti og fulgte den.

Hun løb igennem det flade sydland. Hun kunne se opdelingen af mørke drængrøfter og gletsjere. Hun blev ved med at løbe indtil hun nåede Guden Thors mark.

Thors mark lå mellem et par mindre gletsjere, og øverst i dalen lå den fjerde største gletsjer på Island. Hun løb igennem en lang og bred dal, hvor hun var beskyttet mod de kolde nordlige vinde. På grund af fjeldene på begge sider, var her mildere end i resten af Island. Her var grønt og frodigt, og for enden lå den skov, som hun skulle hen til.

Milith blev ved med at løbe, uden tanke på om Gabriel fulgte efter. Hun vidste at Gabriel var lige i hælene på hende. Han fulgte altid med hende, uanset hvor hun gik hen. Hun løb hurtigere. Hun vidste, uden at hun kunne sige hvordan, hvor hun var på vej hen. Hun havde en unormal hurtig fart, hun løb som vinden blæste på en hård stormdag. Dem hun mødte på hendes vej, hvis hun da mødte nogen på dette gudsforladte sted, mærkede kun et hurtigt vindpust. De ville ikke kunne se hende ved denne fart.

Milith havde hørt om overnaturlige mennesker. Mennesker der kunne mere end deres fader vor. Væsner der drak blod fra mennesket og for blev evigt unge.

Udstødt fra himlen for evigt at vandre på jorden. Hun vidste ikke, om hun skulle tro på det. Det lød uhørt i hendes ører. Menneskerne havde kun en vis levetid, de ville ikke kunne leve evigt. De var ikke rigtige mennesker så. De var som hende, en dæmon, eller en engel, der var havnet på jorden af den ene eller anden grund.

Og det var netop sådan en hun var på vej hen til. En omvendt engel.

Kapitel 2

Milith var endelig nået frem til huset i udkanten af skoven. Huset var bygget af store kampsten mellem sorte bjælker, og det havde små bondehusvinduer. Vinduerne var malet hvide, og taget var af strå. Huset lå rigtig godt, der hvor det lå, helt uforstyrret og i pagt med naturen. Det var, hvad Milith kunne se gennem tågen.

Synet ville have været utrolig flot, hvis tågen efter askeskyen ikke havde været der. I det fjerne kunne hun ane store vandløb, der blinkede igennem tågen, og hun kunne høre brusen fra store vandfald.

Milith vidste ikke hvad der ville møde hende, bortset fra at vedkommende kunne hjælpe hende. Hun regnede i hvert fald med, at han kunne finde hende noget tøj. Hun brød sig ikke om at vandre rundt næsten nøgen på jorden, eller noget andet sted for den sags skyld.

Milith bankede på døren. Den blev åbnet, næsten før hun havde fjernet hånden derfra. I åbningen stod en mand, hvis lige hun aldrig før havde set. Han lignede de græske guder, som hun havde set i bøgerne derhjemme. Han var høj, et hoved højere end hende, muskuløs, og havde en gyldenbrun krop. Hun kunne se hans muskler under trøjen. Hans hår var lyst, som solens stråler, og hans øjne blå som havet man kunne drukne i. Han lignede mere en engel end en dæmon. Selvom han var klædt helt i sort.

Já.

Mandens stemme kom som fra dybet af søerne. Han stirrede på hende fra top til tå med et intensivt blik, som en køber i fortiden havde stirret på den slave, han ville købe.

Ég Milith, dóttir Lillith. Jeg er Milith, datter af Lilith. Milith svarede ham på islandsk, det samme sprog han selv brugte. Hun stirrede dybt ind i hans blå øjne. Jeg søger hjælp i min videre færden her på jorden. Milith vidste ikke hvorfor hun tænkte disse ord, men sande var de. Hun vidste jo ikke hvad hun ville finde her, eller hvorfor hun i det hele taget var her.

Manden gik til side. Kom ind, Milith, datter af vores allesammens moder.

Milith vendte sig om mod skoven og spejdede efter Gabriel. Løftede hånden til en hilsen, da hun fik øje på ham. Derefter gik hun indenfor.

Manden lukkede døren, og vendte hende ryggen og gik ind i et andet rum. Milith vidste ikke hvad hun skulle.

Han havde læst hendes tanker, og hun hans, så hun var kommet til rette sted. Men hvad nu?

Hun kikkede rundt i rummet. Hun var kommet direkte ind i en stue. Der var både bord og stole, bekvemmelige sofaer, og på den ene væg var der hylde efter hylde fyldt med bøger. Inde mellem bøgerne kunne hun se et stort fladt fjernsyn. Der var underlige malerier på de andre vægge. Malerier der ikke forestillede noget som helst. De kunne være malet af et barn, og ikke en berømt maler, men sådan var kunsten nu om dage. Folk ville ikke have noget, der lignede noget, enten fordi det var for deprimerende at se på eller også fordi det var for sukkersødt. Milith ville nu helst se på noget, der lignede noget, og ikke sådan noget klatmaleri som dette. Men det var et hyggeligt sted, hjemmeligt.

Manden kom tilbage med favnen fyldt med tøj, som han smed over til hende.

Træk i dette. Det vil passe dig. Farven gør i hvert fald. Manden grinede af hans egne ord. Milith trak i et par mørkegrønne bukser og en rosa trøje. Tøjet var som syet til hende. Det svøbte sig om hendes krop og viste hver en kurve. Det føltes rigtig godt at have på. Der var også et par brune flade sko i ruskind, der passede perfekt til hende. Hendes eget så kaldte tøj smed hun hen i et hjørne.

Milith var høj, ca. 1.80 og slank, med en krop som en gudinde. Håret var sort og glat. Hendes ansigt havde markante kindben, der fremhævede hendes gyldne øjne.

Hendes læber var fyldige, uden at være for store og konstant røde, selvom hun ikke brugte makeup. Hendes hud var gylden og blød. Hun vidste, at hun kunne fordreje hovedet på enhver dæmon, men kunne hun også på et menneske eller en omvendt engel? Det kunne kun tiden vise.

Tak. Hvem er du?

Manden havde sat sig ned og bød hende en plads ved bordet med en håndbevægelse. Hun satte sig over for ham.

Mit navn er Senoy. Andet behøver du ikke at vide.

Milith tænkte sig om. Hun havde hørt det navn før. Hun havde hørt hendes moder fortælle historien om, hvordan hun havde forladt Edens have og om de tre engle, der var fulgt efter moderen for at få hende hjem igen. Milith elskede at høre hendes moder fortælle historier. Det var det eneste tidspunkt, hvor hun havde hende for sig selv, hvor hun havde sin moders fortrolighed. Hun huskede navnet.

Du var en af de tre engle, der ville hente Lilith tilbage til Edens have?

Men hvordan kunne det lade sig gøre? Hvorfor var den engel her? Hvorfor ville han hjælpe hende?

Senoy nikkede med et lille anerkendende smil.

Din moder har oplært dig vel. Hvad mere ved du? Hvad mere har hun fortalt dig? Hvor langt tilbage går din hukommelse? Dine minder?

Hans spørgsmål kom i en hurtig rækkefølge, og de var alle sagt i en tone, der krævede svar.

Milith tænkte sig om, inden hun alvorligt svarede ham.

Jeg tror, at jeg ved alt om min moder. Hvordan hun blev skabt ud fra jord, fordi Adam var ensom. Adam, det første menneske, der blev skabt af Gud. Hvordan hun sagde Guds sande navn, og flygtede fra Eden, fordi hun kedede sig.

Milith stirrede ind i Senoys øjne, mens hun fortsatte. Hendes stemme blev en anelse mere alvorlig.

Og hvordan tre engle blev sendt efter hende, fordi Adam ville have hende tilbage. Du var en af de engle. Senoy nikkede.

Ja, jeg var en af dem. Hvad mere ved du?

Jeg ved min moder spiste af kundskabens træ, og hun senere fik Adams anden kvinde til at gøre det samme. Milith smilede ved tanken. Hendes moder havde været med til at vende op og ned på Guds skabelse. Det havde den store Gud sikkert ikke været glad for.

Men hvad jeg åbenbart ikke ved er, hvorfor du hjælper min moder?

Kapitel 3

Senoy henfaldt i tanker. Han huskede stadig jagten på Lilith, Adams første hustru. Adam havde været ked af at miste Lilith, og havde bedt Gud om at få hende tilbage. Senoy og to af hans brødre havde fået besked på at finde Lilith og bringe hende med tilbage. De havde fundet hende ved det Røde Hav. Her havde Lilith sammen med en mage opbygget et sandt paradis for dæmoner. Lilith var blevet en smuk dæmon. Den smukkeste der fandtes. Hun var høj, hendes hår var sort, øjnene ligeså. Hendes hud var mælkehvid. Hun havde små vinger, der gik fra skulderen og ned til livet. Dertil havde hun en hale, der var spaltet i enden. Hendes figur var helt perfekt.

Senoy og hans brødre havde gjort alt hvad der stod i deres magt for at få hende tilbage. Senoy havde endda dræbt hendes mage med et sværd fra Gud, men Lilith nægtede stadig. Hun ville ikke tilbage til Edens have.

Senoy havde truet med at drukne hende i det Røde Hav, hvis hun ikke fulgte med dem. Det havde bare fået hende til at grine højlydt af ham. Han havde dernæst truet med at dræbe hendes dæmonyngel, hvis hun ikke kom tilbage. Intet havde hjulpet. Lilith ville ikke med tilbage. Lilith var til sidst blevet så rasende af hans trusler, at hun havde truet med at dræbe alle menneskernes drengebørn, hvis Senoy og hans brødre så meget som rørte hendes yngel. Senoy vidste, at det ikke kun var en tom trussel. Lilith var stærk. Og hun blev stærkere, jo vredere hun blev. Han kunne intet gøre. Han havde valgt at følge Guds ordre, og den kunne han ikke se væk fra. Få hende hjem, eller dræb hendes yngel. Senoy havde valgt at indgå en aftale med Lilith. Hun skulle holde sig fra de børn, som blev beskyttet af hans og hans brødres navne, og han ville så kun dræbe nogle få af hendes yngel, resten kunne flygte. Slet ikke så mange som Gud havde befalet, så kunne Senoy kun bede til, at Gud aldrig fandt ud af den aftale, som han havde indgået med Lilith. Lilith havde indvilget. Hellere miste nogle få, end dem alle sammen. Hun kunne hurtigt avle nogle flere.

Som straf for hans ulydighed, for selvfølgelig fandt Gud ud af det, Gud var jo alvidende, havde Gud udstødt ham, og Senoy havde derfor valgt at følge Lucifer, da han blev nedstyrtet fra Himlens rige. Senoy havde intet tilbage i Himlen.

Han havde mødt Lilith igen, og faldet for hendes forførelseskunster. Lilith fik altid hvad hun ville have, om hun så skulle bruge magi til det, og hun ville have ham.

Have ham som hævn for hvad han havde gjort ved hendes yngel dengang, og nu var han ikke beskyttet af Gud mere. Lilith var ikke en der glemte hvad der var blevet gjort mod hende. Før eller siden ville hun få sin hævn. Senoy var blevet hendes slave, og gjorde alt hvad hun bad ham om, han kunne ikke andet. Lilith havde derefter bandlyst ham fra Underjorden, og sat ham til at være på jorden indtil hun havde brug for ham. Og hun havde brugt ham mange gange siden, når det passede ind i hendes planer.

Det værste der kunne overgå ham var sket. Først mistede han sin plads i Himlen, og nu havde han også mistet sin plads i Underjorden. Han var blevet rodløs. Og det værste af alt var, at han ikke fik nogen hjælp fra Lucifer. Lucifer havde indgået en aftale med Lilith, og Senoy var en del af den.

Og nu havde han fået ordrer på at hjælpe hendes datter, mens hun var på jorden. En ordre han ikke kunne undgå at adlyde.

Senoy hørte gispet fra Milith, han havde glemt, at hun var der. Han rystede på hovedet og kom tilbage til nuet. Han kikkede rundt i stuen for at se hvad der havde udløst hendes gisp. Han kunne ikke se noget, der ikke skulle være der. Da han kikkede tilbage på hende, sad hun med hånden foran munden. Hendes øjne var lukkede.

Hvad er der?

Senoy stillede spørgsmålet stille. Han ønskede næsten ikke at kende svaret. Han troede, at hun havde kikket med i hans minder, men han var ikke helt sikker. Så stærk troede han dog ikke hun var, på trods af hendes stærke arvemasse.

Milith tog hænderne væk fra øjnene og kikkede på Senoy med øjne, der var fulde af tårer. Hun havde ondt af ham.

Troede du virkelig, at min moder ville glemme dine trusler, glemme det du havde gjort? Hendes stemme var blevet hadefuld. Hvordan skal jeg kunne stole på dig, tro på dig, når du har dræbt så mange af hendes yngel. Dræbt så mange af mine søskende.

Tårerne var ikke for ham, men for hvad han havde gjort. For tabet af alle de søskende hun kunne have haft den dag