Udgårds Porte

Kapitel 1: Tjalfe og Røskva

Ses igen. Snart.

Stemmen var på én gang så fjern, at den lige så godt kunne have kommet fra den anden ende af det kendte univers og samtidig så nær, at Tjalfe fik følelsen af, at han blot kunne række ud i mørket og gribe stemmens ejermand.

Vi skal snart ses igen, lød det, det lover jeg og det hele føltes så virkeligt, så nærværende. Men det var det ikke. Ikke helt, i hvert fald. Lugten afslørede det. Eller rettere: manglen på lugt, for der var slet ingen dufte. Kun smagen af metal på tungen. Måske en drøm? Men om hvad? Og hvorfra? Han tænkte efter og det gik op for ham, at han end ikke anede, hvem han selv var. Kunne intet huske. Ikke andet end sit navn, Tjalfe.

Tjalfe kørte tungen rundt på tænderne og gjorde en grimasse, da den vage metalsmag i hans mund blev ledsaget af en ubehagelig følelse på spidsen af tungen. En blød, nærmest klæg fornemmelse. Som om en kappe af slim omfavnede tungens overflade og kilede sig ind i de følsomme porer. Ad! Hvor ulækkert!

BOOOM! Lyden kom langt væk fra. Men han var alligevel helt sikker på, at det var en eksplosion, for det buldrede under ham. Et jag af smerte stak ham i tindingen, da hans hoved med et voldsomt ryk knaldede ind i en jernstang. Formentlig en del af det, der måtte være en form for hovedstøtte på den stol, han sad på.

Det lykkedes endelig Tjalfe at få åbnet øjnene, men han kunne stadig ikke se noget. Det var buldermørkt. Kun en svag fornemmelse af konturer i mørket afslørede, at han ikke var alene. Nogen var der sammen med ham, lige ved siden af. Han drejede hovedet til siden og kunne lige akkurat skimte en skikkelse siddende i en stol. Han var ikke bange, selv om han måske burde være det. Med den slags mørke var det jo ikke til at vide, hvad der lurede af farer ude i det ukendte ingenting. Skikkelsen var en anelse mindre end ham selv, men det var nu ikke derfor, han var tryg. Det, der er mindre end dig selv kan sagtens være farligt alligevel. Hun virker bekendt, tænkte han, hun? er det hun? Hvordan kan jeg være sikker på det? Men han var sikker på, at det var hun. Der var ingen tvivl i hans sind. Der var heller ingen tvivl om, at hun var én, han kendte. Men hvem? Hvis hun sad og kiggede på ham på samme måde som han kiggede på hende, ville hun sikkert se nogenlunde det samme som han så: en skikkelse siddende i en stol ved siden af. Og mon ikke hun tænkte det samme som han gjorde: Hvem er det, der sidder ved siden af? Tjalfe anstrengte sig for at komme i tanke om det. Han havde en klar fornemmelse af, at det lå et eller andet sted i baghovedet. Gemt et eller andet sted inde midt i den dundrende hovedpine. Men det eneste, der dukkede op i hovedet på ham var søster. Og sammen med søster kom igen et jag af smerte. Som om ordet i sig selv var årsag til smerten.

Pyh… Føj, da! Nu, hvor hans lugtesans var ved at vende tilbage, kom en ram luft af noget brændt stormende ind i næseborene og en sviende fornemmelse på slimhinden fik næsehårene til at krympe sig af ubehag..

BOOOM! Endnu et stød. Endnu et jag i hovedet. Denne gang virkede det som om det var kommet tættere på. Det buldrede og rystede under ham og han vidste, at han måtte se at komme væk herfra. Han gjorde en bevægelse til at rejse sig, men kunne ikke. Både arme og ben hang fast i stolen og han kunne ikke rokke sig ud af stedet. Med en ekstra kraftanstrengelse stemte han benene fra kroppen, samtidig med at at han holdt fast i spændet på den ene hånd og trak alt hvad han kunne. Med kroppen i en akavet og skæv stilling samlede han al sin energi på at trække den anden hånd ud af fastholdelsen og med et svup! kom den endelig fri. Nu var det ingen sag. Han løsnede stropperne på først armene og dernæst bene og så sprang han ud af stolen og hen til den anden stol. Nåja! Selvfølgelig! Hun er min søster! Tænkte han og måtte tage sig til tindingerne, da endnu et stik af smerte jagede igennem hovedet. Han ømmede sig et kort øjeblik, inden han fik sig samlet og vendte fokus mod hans søster i stolen.

Røskva! kaldte han højt, mens han løsnede stropperne på hendes arme, er du okay?

Først kom der ingen respons og det knugede i maven på ham af bekymring. Det var hans søster og hans ansvar. Så meget vidste han da. Erkendelsen måtte have skubbet til hans hukommelse, for det rumsterede i hovedet, som om noget lå langt nede i underbevidstheden og forsøgte at komme frem til overfladen. Hovedpinen var der igen og han måtte samle al sin viljestyrke for at bøje sig ned og løsne stropperne på hendes ben, mens han blev ved at kalde på hende. Røskva! Røskva! kaldte han bekymret.

Hmmm... lød det søvndrukkent fra stolen og der faldt en sten fra hans hjerte.

Sikke en dejlig lyd. Sikke en lettelse. Røskva kom lige så langsomt til sig selv og åbnede øjnene. Selv om Tjalfe ikke kunne se hendes ansigt, var der noget larmende over hendes mimik, da hun spærrede øjnene op.

Tjalfe! sagde hun forskrækket, du bløder!

Han tog sig til tindingen og mærkede blodet, der sad som en plamage på siden af hovedet med tynde striber langsomt kravlende ned ad kinden. Skidt med det, sagde han og fik det andet ben løsnet, det er ikke noget. Jeg klarer mig.

Røskva kom fri af stolen og hoppede ned på gulvet. Så tog en lille lommeklud frem og gav ham den, men netop som han tog den og ville tørre blodet væk, lød der igen et ordentligt brag! BOOOM! sagde det. Braget lød, som om det kom fra et pænt stykke væk og buldrede gennem en gang eller korridor lige uden for døren. Alting rystede vildt og lige pludselig, uden varsel, lød endnu et kæmpe brag og en kæmpestor metaldør blæste sig vej ind til dem. Røskva og Tjalfe nåede lige at dukke sig, inden døren fløj hen over dem og knaldede lige ind i de to stole, der for blot få øjeblikke siden ikke var helt så tomme som nu.

Tjalfe stirrede et splitsekund på bunken af bøjet metal, skruer og møtrikker, for derefter at dreje hovedet i ét ryk mod Røskva. LØB! gjaldede han, greb Røskvas hånd og trak hende med ud i korridoren. Sikke et syn! Røg og damp, ødelagte paneler, der gnistrede faretruende som det eneste, der oplyste den tilsyneladende endeløse gang. Brudstykker af væg og gulv væltede rundt i ét stort kaos og den hampre stank af brændthed og smeltet plast gennemsyrede luften og tvang sig adgang til deres luftveje.

Støv og gas kradsede dem i halsen og de hostede vildt, mens de kæmpede sig vej igennem ødelæggelsen. Selv om Tjalfe havde svært ved rigtigt at se, var der nu alligevel noget bekendt ved det hele. Av! Det gav igen et jag i hovedet. Av! Og igen. Av! Jagene trak sig ind gennem hovedet, som om nogen stak en spids genstand ind i det ene øre og ud gennem det andet. Så kom billederne. Som skibe, der med lynets hast fór forbi det indre øje, så han den seneste tid foran sig. Hans mor, hans far, en stor ring med en sten i midten. Billede for billede fik han hukommelsen tilbage i en smertelig fødsel. Et jag gennem hovedet efterfulgt af et billede. Et jag mere og så et billede. Jag efter jag og billede efter billede lærte han sig selv at kende. Billeder af mennesker, han kendte – nej, vent, ikke mennesker, men noget andet. Nogle, der lignede mennesker, men som var højere og mere bredskuldrede end mennesker. Større og mindre skibe, der sejlede gennem luften i stedet for på vandet og som kæmpede drabelige slag mellem solen og månen. Og fjender, der bortførte ham og hans søster til et forfærdeligt sted. Men også venner, der kom til hjælp og reddede dem begge fra de grufulde Jætter. Og endelig stolene, de begge sad i, da alting gik helt amok.

Hans hosten blev værre og værre og ud ad øjenkrogen kunne han se, at Røskva havde lige så store problemer. Hun sank ned ved siden af ham og selv om han kæmpede, kunne han ikke længere holde sig oprejst. Benene blev tunge og gav efter under vægten af hans krop. Det sortnede for hans øjne og han klemte Røskvas hånd. Hun klemte tilbage. Han nåede lige at opfatte, hvordan en skikkelse kom løbende ned gennem korridoren og tænkte, at nu var det slut. Hverken han eller Røskva var på nogen måde i stand til at kæmpe imod. Han mærkede, hvordan skikkelsen kom helt hen til dem og greb ham i armene, hvorefter han blev løftet op og trukket med.

Kapitel 2: Freja

Freja var rasende! Hvorfor havde de ikke vækket hende, så hun kunne sige farvel til børnene, inden de sendte dem af sted? Inderst inde kendte hun ganske udmærket grunden, men lige nu var hendes vrede så massiv, at hun havde svært ved at skelne mellem den del af vreden, der var rettet mod hende selv og den del, der var rettet mod Thor, Sif og hvem der ellers var med inde at sige farvel. Måske var hun slet ikke vred på dem, men alene på sig selv? Joh, tak, nok var hun så træt efter flere dage næsten uden søvn, at hun havde brug for virkelig at knalde brikker, men alligevel… At sove i hele 18 timer i streg er bare ikke i orden, uanset hvor træt man er! Og da slet ikke, når det betyder, at man ikke får chancen for at sige ordentligt farvel til de nok mest modige børn, nogen Ase eller Vane nogensinde havde lært at kende. Faktisk behøvede hun ikke engang at bruge udtrykket børn. Tjalfe og Røskva var de ubetinget mest modige, hun nogensinde havde stiftet bekendtskab med. Børn eller ej, mennesker eller ej: ingen Ase eller Vane nåede de to til sokkeholderne, hvad mod angår!

Og da de skulle sendes af sted på en rejse, der ville kræve så meget mod, at det sagnomspundne Slaget om Vanaheim virkede som en turistfart til isfaldende på Niflheim Primus, hvad lavede så den store Freja? Hun lå minsandten med lukkede øjne og åben mund og snorkede som et savværk… Nej, det var bare ikke godt nok.

Heldigvis for Freja var hendes evne til at se bort fra følelsesmæssige komplikationer mindst lige så kendt i Asernes verden, som hendes iltre temperament var det. Hun tog sig sammen og med et par lange vejtrækningsøvelser fik hun atter styr på sine følelser, så hun kunne koncentrere sig om den opgave, der lå foran hende: at sikre børnene mod at blive opdaget af Jætterne indtil Alfheim kunne nå i kredsløb om jorden, så de kunne få dem sendt godt af sted til det enogtyvende århundredes Skandinavien.

Udstyret var ret sofistikeret, men lige præcis denne opgave kunne det ikke klare per automatik. Her måtte et levende væsen til. Det var helt afgørende at regulere efter forholdende. Det var ikke ret lang tid siden, at hun vågnede fra sin tornerosesøvn og opdagede, at børnene allerede var blevet kørt gennem hjernerenseren. Nu sad de begge i en komalignende tilstand, mens de ventede på at begynde den endelige del af rejsen mod et sikkert sted at leve. Egentlig kunne flere andre ombord på skibet sagtens klare opgaven, men hun ville tage den selv. Hun følte, hun skyldte børnene at være den, der holdt øje med, at alting fungerede, som det skulle. Derfor havde hun i al hast gjort sig færdig i badet og meldt sin ankomst i hospitalsafdelingen. Nu sad hun i det lille snævre lokale med de kæmpemæssige sikkerhedsprocedurer og kiggede skiftevis på konsollens skærme og overvågningen af de to sovende børn i hver deres stol.

Broen til observationsrummet, knitrede det i højttaleren på væggen over hende.

Observationsrummet her.

Vi har et blip på langdistanceskanneren, lød det igen, ikke umiddelbart noget, der giver anledning til bekymring, men jeg synes nu alligevel, du skulle vide det.

OK, svarede Freja, tak for heads-up. Hvilken slags fartøj er det?

Det er for tidligt at sige noget om, svarede vagten på broen, jeg er ikke engang sikker på, at det er et fartøj. Det kan lige så vel være en lille komet.

OK. Hold mig opdateret.

Naturligvis. Hvordan ser det ud hos dig? Er T og R stadig uden for mental rækkevidde?

Ja, ja. De sover sødt endnu. Hvor længe varer det, før vi er ved destinationen?

Omtrent 13 timer, hvis vi holder den nuværende fart. Det var gået noget hurtigere, hvis vi havde hoppet ud af hyperspace lidt tættere på.

Ja, jeg ved det, men det er for risikabelt. Vi kunne jo blive opsnappet, før vi var klar til at aflevere pakken.

Selv om Freja var vant til at bruge den slags udtryk for ikke at afsløre for meget i tilfælde af at fjenden skulle lykkedes med at opfange deres interne kommunikation, var det nu alligevel en underlig fornemmelse at sidde der og omtale børnene som en pakke, der skulle afleveres.

Normalt ville det virke helt naturligt. Men det her var noget andet. Der var intet som helst normalt i alt det, de havde været igennem sammen og den seneste tids begivenheder havde skabt et ganske særligt bånd - både mellem børnene og hele teamet, men sandelig også medlemmerne af teamet indbyrdes.

Nu, hvor Freja tænkte efter, måtte hun dog alligevel konstatere, at det ikke kun handlede om alt det, de havde stået igennem sammen. Der var også noget helt specielt over Tjalfe og Røskva. Noget anderledes, hun ikke havde set før. Hvad er det mon? tænkte Freja, Hvorfor virker de så specielle? Freja kunne ikke rigtig sætte ord på det. De børn havde bare en indflydelse på Aser såvel som Vaner. Hun havde ved efterhånden mange lejligheder observeret, hvordan selv de mest hårdkogte elitesoldater var blevet bløde om hjertet i ungernes selskab.

Tjalfe, der med sin gode forstand ofte fangede tekniske termers betydning og forstod, hvordan tingene hænger sammen i en grad, der overgik selv nogle af de mere veluddannede teknikere på skibet.

Og Røskva, der med sit ufattelige sprogøre kunne lære på få minutter, hvad andre tog måneder om på kurser og som havde en særlig evne til at bevare roen i pressede situationer. Når hun var til stede, var det som om der faldt et tæppe af ro og tryghed over alting.

Og begge havde de et gå-på-mod, som var til stor inspiration for både Vaner og Aser. Måske var det også det, der skræmte Skrymer, da de i sin tid var fanget på Brimir? I hvert fald var der et eller andet over de to og Freja havde en følelse dybt inde. En følelse af, at der lå noget meget vigtigt i det hele. Som om universet selv havde planer. Planer, hvor børnene lå helt inde i centrum for noget stort og altafgørende.

Pludselig krattede det igen i højttaleren!

Freja! PAS PÅ! Hold fast i no… var alt, hvad Freja nåede at registrere, inden BWROOOAM! den kraftige energibølge forplantede sig gennem skroget og det rystede voldsomt, så nagler og møtrikker raslede. Hun fløj gennem det lille observationsrum og knaldede hovedet ind i væggen. Det føltes nærmest som om en kæmpemæssig mand havde grebet Alfheim og rystet fartøjet som en tændstikæske - og Freja var en af tændstikkerne. En tændstik, der lige havde fået krattet svovlet af på æskens kant. Hun nåede lige at kaste et enkelt blik op på skærmen, hvor de to børn var ved at vågne i mørket. Så blev alt sort.

Kapitel 3: Loke

FÅ DEM UD TIL REDNINGSKAPSLERNE! Råbte Loke og overlod børnene til den nærmeste soldat. Han parerede ordre med det samme, greb ungerne i hænderne og trak dem af sted.

Loke tog sig tid til et ultrakort blik efter dem og henvendte sig så til de andre soldater, der havde travlt med at fjerne metalstumper og andre genstande, så de kunne få fri passage i den trange korridor.

Sikring af flugtvej! Igangsæt nedtælling til autodestruktion! Få fat i Freja! Han bjæffede ordrerne ud og pegede med hånden mod hver enkelt af dem, så ingen kunne være i tvivl om, hvem der skulle gøre hvad. Resten af jer følger med mig til våbenkammeret. De border os om lidt, så vi skal være hurtige. Hold øjnene åbne og hold tæt sammen. Husk at sikre bagud!

Med en 4-5 hærdebrede Asetropper i hælene nærmest gled Loke hen ad korridorens gulv med sammenklemte øjne og et målrettet udtryk i ansigtet. En lignende professionalisme lyste ud af soldaterne, der havde deres håndvåben rettet fremefter. De sikrede sig konstant til alle sider, mens de skridtede mod våbendepotet, hvor Loke med lethed tastede en kode på låsepanelet. Det gav tre hurtige bip og Loke flåede våbenskabet op, hvorefter han uddelte våben til soldaterne. Så greb han et par tasker og smed dem på gulvet.

Fyld dem op! kommanderede han, Æon-rifler, granater, røgslør. Tag alt, hvad I kan bære. Vi deler ud til vore kammerater undervejs. Af sted!

Hurtigt tilbage i korridoren, hvor de kom fra, bevægede de sig hen mod hangaren, hvor det var mest sandsynligt at blive bordet. Efterhånden som de kom ned ad korridoren, stødte flere soldater til og fik løbende udleveret våben. Loke bjæffede sine ordrer i en lind strøm og soldaterne adlød proffessionelt og lynhurtigt, så de udgjorde en samlet enhed, som en blæksprutte, der skød sine fangarme ud i alle sidegangene. Men så, knap hundrede meter inden de nåede den massive dør ind til hangaren, fik Loke en tanke. Han standsede brat op og gjorde tegn til soldaterne om at gøre det samme.

Lyt, sagde han stille, kan I høre det?

Der blev helt stille i korridoren. Soldaterne stod som stenstøtter og tog sig tid til at lytte…

Efter lidt tid rykkede én af dem uroligt på sig. Han drejede hovedet og så på Loke med en let hovedrysten. Beklager, næsten hviskede han, men jeg kan altså ikke høre noget.

Præcis, sagde Loke med et fjernt blik i øjnene, her er alt for stille.

Bombardementet er standset, svarede soldaten stille, mens han så på Loke med et forundret udtryk.

Og hvornår har du sidst oplevet, at Jætterne standser deres angreb?

Soldaten rystede igen på hovedet. Aldrig… fik han tøvende frem.

Måske vil de bevare Alfheim intakt? foreslog en anden soldat, måske vil de have fingrene i noget, de tror, er her på skibet?

Alles øjne var rettet mod soldaten, der kom med det opsigtsvækkende forslag. Det virkede fuldstændig utænkeligt. Jætter, der ikke gik direkte efter total ødelæggelse? Nej, det lød helt forkert, men ingen sagde noget.

Loke stod dog et kort øjeblik stille og overvejede idéen. Så gjorde han tegn til at de skulle fortsætte. Den efterhånden 50 mand store gruppe skridtede målrettet fremad, mens Loke spekulerede på, om soldaten kunne have ret.

Men hvad skulle det dog være? Hvad vil Jætterne have? Data fra logbogen, måske? Eller videnskabeligt materiale..? Måske tror de, at de tekniske specifikationer til Mjølner ligger og flyder et eller andet sted på et af laboratorierne? Nej, så dumme kan de da ikke være... Thor ville aldrig begå sådan en fejl. Det må de da være klar over!

Men hvad kan forklaringen ellers være? Noget må de da gå efter... Vent! NEJ!

Loke standsede så brat op, at den nærmeste soldat næsten kravlede op i nakken på ham, før der kom hold på gruppen. Med åben mund og himmelvendte øjne gik den frygtelige sandhed op for Loke.

Nej, nej, nej!! Hvorfor har jeg ikke indset det noget før!? Ikke noget, men nogen! Børnene! Det er børnene! Jætterne tror jo stadig, at Tjalfe og Røskva er nøglen til Projekt Fyrkat!

VEND OM! Råbte han. Hans stemme lød næsten panisk og var lige ved at gå i overgang, så højt råbte han. Han drønede i den modsatte retning med tropperne halsene efter. KAPOOOM! Lyden af en gigantisk eksplosion! Soldaterne reagerede prompte! Med krigsvant erfaring kastede de sig instinktivt ned på gulvet og knap havde de fået placeret sig i mortérstilling på alle fire med maven fri af gulvet for ikke at pådrage sig indre blødninger ved rystelserne, før en krøllet metaldør bragede hen over hovedet på dem! Et splitsekund efter susede en varm vind med hede kærtegn ind mellem dem. Kort efter ombestemte den sig, blæste den modsatte vej og forsvandt ind gennem hullet, hvor der få sekunder forinden havde været en dør ind til hangaren.

En kort stilhed - og så kunne de høre dem komme trampende. Elitestyrkerne fra Udgård havde en ganske særlig lyd, når deres specialindrettede støvler ramte underlaget, som deres ejere forcerede. Så er det med at komme af sted! tænkte Loke, som med sin erfaring fra sin tid som netop en af disse brutale Jættesoldater vidste, hvordan Jætterne behandlede krigsfanger.

KOM, KOM, KOM! beordrede Loke, VÆK HERFRA.

Gruppe 2 og 3 lå bagest og skiftedes til at sikre hinandens flugt. Først knælede gruppe 2 med Æon-riflerne sigtende bagud og lagde et tæppe af dækkende ild, så deres kammerater kunne nå at komme af vejen, inden de blev overrendt. Så standsede gruppe 3 og lagde dækkende ild for gruppe 2 og sådan fortsatte de tilbagetrækningen ned gennem korridoren.

Med soldaterne lige i hælene kom Loke hurtigt ned til den midterste del af korridoren, hvor han drejede af i retning af flugtområdet. Hver gang, de kom gennem en dør, blev den låst og forseglet. De kunne nok ikke standse jætterne, men med et par forhindringer undervejs, burde det i det mindste bremse deres fremmarch. Det meste af vejen gik det gnidningsløst. Ingeniørerne, der havde designet skibet, havde bevidst anbragt redningskapslerne i den inderste del af skibet, hvor der var mindst risiko for sammenstyrtning under angreb, så det var først, da de nåede helt inde i fordelingsrummet, at de kunne konstatere synlige tegn på de igangværende kamphandlinger. Alle redningskapslerne så ud til at være intakte og kun nogle få havde synlige småskader. Alle kapslerne? C-334 burde være her med børnene allerede... Loke tændte sin kommunikationsenhed.

C-334, kom ind.

Intet svar. Kun lyden af kamp i skibets korridorer og rum kunne høres bag de tykke døre og vægge.

Kapitel 4: Thor

Af alle de oplevelser, Thor havde haft siden han som helt ung gennemførte grunduddannelsen som soldat, var det her dog det værste nogensinde. Vi skal ses igen, havde han sagt til Tjalfe, vi skal ses igen, snart. Det var også sandt, men det var ikke hele sandheden og Thors hjerte var knuget. Om lidt ville børnene igen blive udsat for fare og selv om han vidste, de begge ville overleve, havde han ingen anelse om, hvad de skulle gennemleve, før de kom ud på den anden side. Nogle gange er uvidenhed en velsignelse, tænkte han for sig selv, mens han gik ned ad korridoren og ud mod broen. Han vidste, de ville klare den og det var den eneste grund, han kunne komme i tanke om, som var god nok til at træffe den beslutning, han havde truffet: helt bevidst at udsætte Tjalfe og Røskva for… ja, hvis han dog bare vidste hvad de ville blive udsat for. Men selv med muligheden for tidsrejser var det begrænset, hvor meget han egentlig vidste. Han var stadig afhængig af, hvor meget hans fremtidige jeg besluttede at fortælle og det gjorde det til en nærmest umulig opgave at vælge en vej frem. Enhver beslutning, han traf, føltes som et terningkast, en beslutning truffet i blinde, i blind tillid til dømmekraften hos hans fremtidige jeg. Det var lige til at blive rundtosset af.

Han kom til døren ind til broen og trykkede på knappen på panelet.

Thor, sagde han ind i apparatet og sørgede for omhyggeligt at lægge rigeligt med luft i stemmen, så sikkerhedssystemet kunne få nok ånde at analysere på.

Analyse påbegyndt… lød det inde fra broen. Kort pause. prøver godkendt, åbner døren, sagde den vagthavende og umiddelbart efter åbnede døren med den klassiske glidelyd.

Inde på broen sad den vagthavende og kiggede på den virtuelle skærm over konsollen. Han havde et koncentreret blik, da han uden at løfte hovedet, skævede ud ad øjenkrogen mod Thor. Et kort øjeblik mødtes deres øjne og så nikkede den vagthavende mod skærmen.

Thor gik om bag den vagthavende og rettede blikket mod skærmen.

Et fartøj?

Den vagthavende rystede på hovedet.

Næppe. Den bevæger sig i en lige linje og selv om størrelsen passer nogenlunde med en cruiser, er det højst sandsynligt bare en mindre komet.

Og hvis det er en cruiser?

Den vagthavende så op og kiggede på Thor med selvsikkerhed og forundring.

Hvad skulle et jættefartøj dog helt herude? Projekt Fyrkat er lukket ned og der er ingen grund til for dem at hoppe ud af hyperspace så langt væk.

Thor stod lidt og så ud som han overvejede situationen.

Kald op til observationsrummet og giv Freja besked, sagde han så.

Den vagthavende løftede øjenbrynene i et forundret udtryk, men opdagede hurtigt, at Thor mente det alvorligt. Så rystede han let på hovedet og fokuserede atter på skærmen foran sig.

Broen til oberservationsrummet, kaldte han. Freja svarede med det samme og de førte en kort samtale. Thor mærkede en slags lettelse, da han fangede, at ungerne var ok, men han gjorde, hvad han kunne for at skjule det.

Hold øje med skanneren, beordrede Thor, giv Freja besked, hvis der sker ændringer. Jeg smutter ned til redningsområdet og tjekker, at alt er, som det skal være.

Javel, svarede den vagthavende og åbnede døren.

Ude i korridoren gik Thor ned mod redningsområdet, men inden han nåede ret langt, drejede han af ved en sidekorridor og gik et stykke ned. Han standsede ved væggen mellem to døre og pillede et panel af. Inde bag panelet trak han en kontakt opefter. Så greb han et par ledninger, som han klippede over med en tang. Derefter satte han to af enderne sammen og tændte igen på kontakten. Det gav et svagt elektrisk stød, hvor enderne af de to ledninger var sat sammen og en skjult dør åbnedes.

Bag døren afsløredes et lille rum. Der var ingen møbler derinde, men på gulvet stod tre firkantede søjler, der gik helt op til loftet. Thor rørte med sin pegefinger på siden af den midterste søjle og en skærm på størrelse med en af deres mobile konsoller lyste op. Godt, så. Thor lod al luft slippe ud af lungerne og påbegyndte omprogrammeringen af redningskapslerne 3-10.

Da han var færdig, satte han sig på gulvet og ventede på det kaos, som han vidste, snart ville komme. Og ganske rigtigt. Mindre end en time efter kunne Thor høre lyden af voldsomme eksplosioner på skibets skrog. Han kiggede på sit ur. Tyve minutter endnu… Det var en lang ventetid og lige nu ville han ønske, at han bare kunne springe de tyve minutter over. Men han måtte vente på gammeldags manér, før han kunne gå ned til redningsområdet for at møde Loke og de andre, sådan som hans fremtidige jeg havde instrueret ham i. Han brugte ventetiden på at tænke det hele igennem. Redningskapslerne var omprogrammeret, så de var sat uden for systemet, når Jætternes EMP satte hele systemet ud af kraft. Når han havde konstateret, at systemerne gik ned, skulle han møde Loke i redningsområdet og foregive at reparere kapslerne 3-10, så de kunne slippe derfra. Han kiggede på uret igen. Et kvarter tilbage… Det var næsten ulideligt. Når han havde fikset kapslerne, ville Freja komme med børnene og så gjaldt det om at komme væk, inden Jætternes elitetropper fik kæmpet sig vej ind til dem. Ti minutter… Han vidste fra sit fremtidige jeg, at de alle ville overleve, men da han havde spurgt ind til detaljer, havde hans fremtidige jeg været påfaldende tavs.

Det kan jeg ikke fortælle dig, havde han bare sagt, vi balancerer allerede på en knivsæg her. Historien er, så vidt vi ved, mejslet i sten. Men kun i store træk. Der kan være detaljer, som kan gå i alle retninger og hvis jeg fortæller dig for meget, kan det ændre udfaldet for nogle af de invovlerede. Du vil jo ikke risikere at bringe ubalance i tingene, vel?

Og naturligvis ville han ikke det. Som det var nu, kunne han være sikker på, at både Tjalfe, Røskva, Loke og han selv ville overleve og trods hans brændende ønske om at kende Sifs og Frejas skæbne, turde han dog ikke satse børnenes liv på det.

5 minutter igen…

Han gav sig til at tælle sekunderne, men det var ikke til at koncentrere sig om. Hans tanker kredsede om, hvordan han havde mødt børnene ved Fyrkat. Først mødte han Tjalfe, der udviste stort mod og var den eneste, der turde nærme sig Fyrkat. Han havde stået sammen med sit folk og ikke en eneste af de voksne turde gå længere frem. Men Tjalfe turde og Thor havde hurtigt tabt sit hjerte til den kvikke dreng, som snart viste sig at kunne forstå ting omkring Asernes teknologi, som selv de kvikkeste unge Aser tog lang tid om at lære. Ganske vist var Tjalfes tekniske sprog ikke så veludviklet, men han havde allerede fra starten vist en særlig evne til at bruge billeder fra ting, han kendte og ud fra dem forklare, hvordan teknologien fungerede. Det var nok derfor, Thor havde taget drengen under sine vinger og undervist ham, selv om det var en stor chance at tage.

Og da Jætterne angreb, havde Røskva, frygtløs som hun var, besluttet at følge efter sin storebror helt ind til centrum af cirklen omkring ormehulsgeneratoren i midten af Fyrkat.

Thor kiggede en sidste gang på sit ur. 1 minut tilbage… Han rejste sig og tjekkede efter en ekstra gang, om han havde alt det i sin taske, som han skulle bruge i redningsområdet. Så forlod han det hemmelige rum og sørgede omhyggeligt for at forsegle det. På vej ned ad korridoren hørte han først en mindre ekslosion, da selvdestruktionen, som han havde iværksat, sprængte indholdet i det hemmelige rum til uigenkendelighed og derefter kom lyden af systemer, der satte ud over hele skibet. Der var et kort øjebliks mørke, før det sekundære system badede alting i sit dystre, gullige lys. Så er det nu…

Kapitel 5: Under Angreb

Tjalfe og Røskva