Viva la Vida: Biografi

morfar

TILFÆLDIGHED ELLER STYRING

Undfangelsen – Fødslen – Tanker omkring fødslen.

Undfangelsen.

Det er sensommer, solen skinner og bud Ricardt Schytt Jensen er i godt humør, så da dagens dont med at køre varer ud med den trehjulede ladcykel er forbi en fredag aften, må dette fejres med nogle bajere.

I kvarteret omkring Nyhavn er der heldigvis mange muligheder for at få slukket sin tørst og han vælger sit stamværtshus Blomsten Lille Strandstræde 19, for at hilse på de andre gutter over en øl, to eller ti. Der er fuldt hus, for det er lønningsdag og Ricardt er blandt de glade givere, så på værtshuset savnede han aldrig venner. Ved 21-tiden vakler Ricardt hjem til 4. sal i Lille Strandstræde 18A syngende af fuld hals, for at få luft for sin livsglæde.

Han er noget. Alle drukkammeraterne har gentagne gange dunket ham på ryggen, Ricardt, vi kan sku’ li’ dig mand, gi’r du ikke en omgang mere. At vennerne var lige så flygtige som pengene forstod Ricardt ikke.

Alle i gården kan høre at, nu kommer fulderikken Ricardt hjem, det har godt nok været lønningsdag, men på stemmens højde, ved alle at der er ikke mange håndører tilbage i lommen.

Oppe på 4 sal hører fru Lilly Gerda Edith Schytt Jensen også, at hendes sut af en mand er på vej hjem, og et nyt skænderi venter, mens Robert på knap 11 måneder ligger og skriger i sengen og Anny på 3½ år klynger sig til moderens nussede forklæde, angst for den kommende scene, som hun ikke forstår dybden af, men hun bryder sig ikke om den.

Vel inden for døren skriger Ricardt på mad, den skal faen-edme være på bordet når han kommer hjem. Lilly skriger, "Har du nu igen drukket alle pengene op. Hvad skal vi leve af, jeg orker ikke mere, hvad med børnene, hvad med næste uge?

Hun får stillet en gryde med sovs, en tallerken med kartofler og nogle frikadeller på bordet, som han hurtigt propper i munden, mens han savler, bander og laller. Knap færdig vralter han ind i soveværelset, og smider sig fuldt påklædt på sengen og et minut efter høres kun en ulidelig snorken.

Lilly får puttet Anny ned i en lille barneseng, mens Robert bliver lagt ned ved siden af fulderikken i dobbeltsengen.

Kl. 22.30 lægger Lilly sig også i dobbeltsengen, Ricardt vågner, kaster sig over hende som hver eneste gang han er fuld, og 10 minutter efter sker den undfangelse i august 1936, som 9 måneder senere skulle blive til et nyt menneske, givet navnet Aage Kjeld Schytt Jensen.

Ikke undfanget som et uheld, for Lilly og Ricardt praktiserede ingen former for svangerskabsforebyggelse, men vel undfanget på en lidet flatterende måde. På den anden side nok ikke så meget anderledes end millioner af andre mennesker på vor planet. En undfangelse helt tilfældigt. Hvad var formålet andet end en seksuel udløsning, uden omtanke, ingen respekt for liv, ansvar eller konsekvenser?

Når Martinus taler om at vi er højt hævet over dyrene som væsener, hænger det ikke helt sammen med den måde som de fleste mennesker bliver forplantet på. Der er ikke mange menneskelige følelser forbundet med en sådan form for kønsakt. Et andet tidligere Jeg eller en del af min sjælelige vandring skulle have forplantet sig i mig under kønsakten. Som sjæl er jeg på vandring mod den fuldkomne en sammensmeltning med lyset i et tusind års rige, måske nu i reinkarnation nr. 8537 eller mere.

Teorien er smuk, men må stå til troende afhængig af den enkeltes udviklingstrin. Personligt kan jeg ikke få det til at gå op i en højere enhed. Hvis et reinkarneret Jeg kunne vælge, hvorfor så vælge at blive et udkomne af en kærlighedsløs akt, hvilket jo ville være et tilbageskridt.

Men hvad der så ligger bag det at leve, at være et væsen, at have ånd, at kunne tænke, handle, føle, sørge græde eller le i en i alle henseender smuk verden, med de vidunderligste former for dyreog planteliv? Det ved jeg ikke og spørgsmålet vil nok fortsætte med at kredse rundt i min bevidsthed resten af min levetid uden af komme til nogen oprigtig erkendelse, som min logik kan acceptere.

Fakta er at jeg var blevet undfanget, der var ingen vej tilbage. Jeg kunne blot ligge der i min mors mave og gennem de normale 9 måneder udvikle mig til en skabning, klar til at komme ud i den lidt mere pulserende verden. Efter nutidens standarder har jeg næppe fået den optimale næring via min mors daglige føde, men var vel heldig, idet hun hverken røg eller drak. Grundet min mors hårde arbejde og min fars begær, har jeg dog nok været udsat for nogle kraftige bevægelser, men alt andet lige et rimeligt godt underlag for en god udvikling.

Personligt tvivler jeg ikke på, at en moders livsstil og ernæring under graviditeten, kan have eller snarere har, en væsentlig indflydelse på et menneskes senere fysiske og sundhedsmæssige tilstand.

Fødslen.

Om solen skinnede denne dag ved jeg ikke, men det har sikkert været en ganske normal dag. Englene sang vel ikke lovsang under himlens tag og hyrderne valfartede vel næppe til Nyhavn for at lovprise det nye vidunderbarn.

Min mor trissede rundt som vanlig, hvis ikke siddende ved bordet med den evigt nærværende kaffekop. Har sikkert ikke tænkt smeget på fødslen, om det skulle blive en dreng eller pige, hvordan hun kom ind på Kommunehospitalet, om der var rent linned i nærheden, eller om det ville blive en nem fødsel.

Fandt senere ud af at hun havde haft 8 aborter, så det med at blive gravid og det at føde børn, har nok været lidt af en rutine, noget der bare skulle overstås.

Kl. ca. 12.30 vendte jeg mig i moderkagen og gjorde hende opmærksom på at jeg ville ud, så der var ikke tid til at komme på Kommunehospitalet. Det gjaldt bare for min mor om hurtigt at lægge sig ned på sengen og knap 2 timer efter, præcis kl. 14.12 kom jeg skrigende til verden, på nøjagtigt samme måde som milliarder af andre mennesker før mig.

Hvem og hvordan nogen fik rekvireret en jordemoder, når der ikke var en telefon, hverken i ejendommen eller for dens sags skyld i miles omkreds, må forblive en gåde.

Jeg tog vist ikke skade under selve seancen, for ud kom jeg uden deformiteter eller andre synlige skader. Selv i en stald var der arrangeret en krybbe til Jesus, men jeg tror næppe der var nogen barneseng forberedt til mig, men et par lagner, håndklæder eller en gammel frakke, har nok været mit svøb det første stykke tid. En venlig nabo havde taget sig af min storebror, mens min storesøster blev sendt ned i gården for at lege.

Qua denne hjemmefødsel kunne jeg så resten af livet underholde andre med, at jeg var den eneste rigtige Københavner endda med stort K. Dette krævede at man var hjemmefødt, for Kommunehospitalet, hvor næsten alle fødsler foregik, lå udenfor Voldene.

Tanker omkring fødslen.

Forstår godt hvorfor Martinus kunne bruge et helt liv på at filosofere over livets opståen og skabningernes udvikling for forunderligt og mystisk er det.

Udover hans teorier mener nogle at ens skæbne og karaktertræk er bestemt af universet, stjernernes og planeternes stilling, hvilket ud fra en teori om at alt er energier kan være rigtigt, men i min tankeverden har teorien ikke kunnet finde grobund.

Jeg er ikke overtroisk, men har dog en svag fornemmelse af at en skytsengel, ofte har holdt hånden over mig, så er jeg vel lidt ovre i den troende kategori, men primært vil jeg dog sige at der nok mere er tale om en konstant søgende sjæl.

Som barn så jeg en Skipper Skræk film, hvor Skipper Skræk gik i søvne på toppen af New Yorks skyskrabere, men hver gang han lige fik benet ud over kanten, kom der en byggekran svingende med en bjælke, så han kunne redde sig videre over på den næste skyskraber. Har ofte tænkt på den scene, som en symbolik for mit liv. Når det så sortest ud, kom min skytsengel med en bjælke.

Debatten om hvorvidt arv eller miljø betyder mest, har altid interesseret mig. Personligt er jeg overbevist om at generne er den stærkeste faktor for personlighedsdannelsen. Fødes man med en IQ på 80 vil selv det mest stimulerende miljø ikke kunne bringe den højere op end 90 og dermed er ens livsbane fastlagt langt hen ad vejen. Man vil ikke kunne overskue, bearbejde eller forstå indviklede tankeprocesser, med en lav IQ. At referere til andre kompetencer, giver ikke mange points i den hårde hverdag.

Miljøet vil naturligvis være en væsentlig faktor for retningen af ens udvikling. Gøder man en rosenbusk kan den blive større, kraftigere og smukkere, men også de forpjuskede små stubbe vil stadig være rosenbuske.

For mit eget vedkommende har min opvækst eller miljø, haft en stor indflydelse på min tankegang. Til min dødsdag vil jeg nok være præget af socialistiske tanker og endog tilhænger af den reelle kommunistiske ide. Gennem årene har jeg dog erkendt at disse styreformer er urealistiske, fordi mennesket i de fleste sammenhænge ikke er en rationel skabning, men et kompliceret væsen hvor meget få tænker i holistiske baner.

LIVET I EN BAGGÅRD

Hjemmet – Fædrenes arv - Indendørs lege – Gården – Gadeliv – Højtider - Mad og helbred – Skavanker og piger.

Hjemmet.

Jeg har ikke ret mange erindringer om de første 4–5 år, men jeg blev åbenbart døbt, for 14 år efter blev jeg konfirmeret uden først at skulle gennem en dåbshandling. Mit fulde navn blev Aage Kjeld Schytt Jensen, et langt, men pænt navn.

Livets gang på 4. sal har nok været temmelig trist. Min far drak vel som vanlig ugelønnen op og kom skrigende hjem hver fredag aften, vækkende alt og alle i miles omkreds. Mor har nok passet sine rengørings- eller morgenjob med udbringning af aviser, for vi skulle jo have lidt at spise. Hun var hyppigt på sygehuset, blandt andet med skarlagensfeber.

Man kunne næppe kalde hjemmet for hyggeligt, men set med barneøjne, erindrer jeg alligevel mange rare stunder. Lejligheden lå i anden baggård og på hver etage boede der 4 familier. To af familierne havde udsigt til forgården og de var finere end os, Der var en entre på 1 kvm. En stue på 15 kvm., et soveværelse på 12 kvm, et køkken på 5 kvm. og et toilet på 1 kvm.

Jeg har tumlet rundt i den toværelses lejlighed, lykkeligt uvidende om, at der fandtes en anden og større verden udenfor. Når man kun er 3 år kan 40 kvm, være en meget stor verden. Jeg lærte siden hen, at der også fandtes et pulterkammer og et tørrerum på loftet, et kælderrum til koks, samt en køkkentrappe uden lys, som senere satte dybe spor i min barnesjæl.

I stuens alkove var der en gammel divan, hvorpå vores far altid smed sig når han kom hjem fra arbejde, for snart efter at snorke så det rungede. Herefter kunne vi kun tage ophold i soveværelset. Der var også et stort anretterskab, et bord med 4 stole, en slags skrivebord, hvor radioen stod og et lille bord ved vinduet med to kurvestole. Endvidere en sort kakkelovn som sloges bravt for sit liv, når den skulle prøve at varme hele lejligheden op.

De første ord jeg lærte har sikkert været "Luk døren i, for helvede" min fars hyppigste udbrud, når han lå på divanen og ingen af os tre unger, havde fået lukket døren til soveværelset ordentlig. Det var sjældent soveværelset og køkkenet blev varmet op, så det trak naturligvis jammerligt. Om vi hundefrøs i soveværelset har været min far bedøvende ligegyldigt. Denne kulde/varme problematik prægede resten af mit liv. Skal have huse hvor der ikke er døre, så der er ens varme overalt og ingen træk.

I soveværelset var der en dobbeltseng, en etageseng, et klædeskab, 2 kommoder samt en stol. Jeg sov i dobbeltsengen sammen med min mor og far indtil jeg vel var en 6 år, så gik den ikke længere. Deres natlige eskapader blev så generende, at selv mine forældre blev klar over at det ikke var for smart.

Så flyttede min far ind og sov på divanen. Vi søskende sov i etagesengen. I en periode sov vi dog også to børn i den samme seng, en i hver ende. Vi havde ingen dyner eller lagner i mange år, så der blev brugt gamle aviser som lagner og frakker som dyner. Pudebetræk kendte vi ikke, så jeg mindes stadig en ualmindelig snavset fedtet sort pude, der aldrig var blevet vasket eller renset.

I køkkenet havde vi en firkantet rusten støbejernsvask og kun koldt vand, hvor der godt kunne være kø. Mindes når vi skulle have vasket hår, hvor mor hældte koldt vand ned over hovedet på os under vores hylen og skrigen, Hjælp, hjælp jeg får sæbe i øjnene, men der hjalp ingen kære mor.

Der var et lille spisekammer og et par hylder under køkkenbordet med gryder og pander. Under gasbordet var der et par store trækasser til snavsetøj. De var altid fyldte og lugtede ubehageligt.

Ikke fordi vi havde for meget tøj, bare to par bukser. Om søndagen når vi skulle være rene og pæne, måtte vi altid vente til det ene par var blevet strøget tørt efter vasken. Lange bukser var for os drenge utopi, det var der ikke råd til, når alle pengene skulle drikkes op. Min søster havde heller ingen underbukser, men brugte en sikkerhedsnål, som hun hægtede for- og bagsiden af undertrøjen sammen med.

Tror aldrig vi ejede et par sko, hvis det skete blev de købt brugt med huller i, hos marskandiseren i Borgergade, men far var god til at forsåle sko. Almindeligvis gik vi altid med træsko, som blev forsålet med gummi fra gamle bildæk. Vi lærte selv at sætte såler under træskoene, godt fastgjort med blå søm.

Fik også det meste af vort tøj fra marskandiseren. Tror aldrig vi har haft en sweater, hvor der ikke var huller på albuerne. Vi lærte selv at stoppe vores strømper. Noget nyt tøj fik vi dog fra Børnenes Kontor ved juletid.

Ja, vaskeriet. Selvfølgelig kunne mor klare lidt klatvask i køkkenet, men ellers foregik det i en sidebygning. Her var gruekedler hvor tøjet kunne blive kogt og vi blev sat til at røre rundt i kedlerne med et stort kosteskaft. Vi syntes egentlig det var sjovt. Tørringen foregik på et tørreloft, om vinteren i isnende kulde

Udover det fælles tørrerum havde hver beboer et pulterkammer, hvor man kunne gemme sit gamle ragelse og opbevare koks. Jeg gyser stadig ved tanken om at hente koks i buldrende mørke, med en lille lommelygte eller et stearinlys,

Jeg var mere end bare bange, hørte alskens lyde og i det svage lys blev alle skygger til skræmmende uhyrer. Tankerne kredsede også omkring mulige voldsmænd og lokkere, som vi var indprentet om at skulle passe på. Jeg lærte at tale højt med sig selv, for lige som at bilde en gerningsmand ind at jeg ikke var alene.

Vi havde også et pulterkammer i kælderen, hvor kul og koks kunne losses ind gennem et lille vindue. At hente noget nede i dette mørke hul var værre end på loftet. Bedre var det ikke at skulle ned med skraldespanden af en køkkentrappe, hvor der heller ikke var noget lys. Vi unger skiftede til at gå ned med skraldespanden og man indtrådte i turnussen fra man var 6 år.

En dag da jeg var alene hjemme, var der nogen der tog i dørhåndtaget på køkkendøren. Siden da, havde jeg altid en kæp i hånden når jeg kom hjem. Hoveddøren lod jeg stå åben, så jeg hurtigt kunne løbe ud, hvis der var nogen i lejligheden.

Når man ikke kendte til andet var det ikke så slemt. Det var vor verden og sådan skulle den se ud. Det var helt andre tider og der var mange der levede som os, mente vi da. En gang i mellem kom min far hjem med en flitsprøjte og sprøjtede overalt for at udrydde væggelusene, som muntrede sig lystigt med at bide os, når de blev trætte af at gemme sig bag de lasede tapeter.

Der var ikke noget, der hed termoruder, så bortset fra stuen hvor kakkelovnen stod og glødede var der iskoldt overalt. På indersiden af ruderne var der skønne isblomster om vinteren. Nogle af ruderne var gået i stykker, men det blev klaret med avispapir og noget klisterpapir.

Toilettet var det koldeste sted og hyppigt var der is på sædet, så det var ikke der, man sad og læste lektier. Når det var rigtigt koldt, frøs vandet i rørene til is og så sad vi små unger inde under køkkenbordet med stearinlys for at tø vandrørene op. Når vi vidste det blev rigtig koldt, lod min far vandet løbe hele tiden, den gang var der vist ikke noget der hed vandafgift. Vores mor lærte os også at varme mursten på kakkelovnen, som så blev lagt ind i sengen lige førend vi skulle sove, ih hvor det lunede.

Fædrenes arv.

Min far gik ud af 7. klasse og var bud i de første ungdomsår. Da han fyldte 18 år blev han arbejdsmand i en grossistvirksomhed som lå i baggården. Ofte stod han i et lille rum lige neden for vore vinduer og dyppede plovskær i en blå væske. Far kørte også med varer på en trehjulet ladcykel til Halmtorvet hvor fragtcentralen lå. Den gang var der ikke ingen trafik og jeg nød turene.

Mindre morsomt var det dog, da jeg fyldte 8 år og blev sat til at hjælpe med at samle kilebolte, dvs. skrue møtrikker på nogle bolte, hvorefter far snoede ståltråd rundt om. Vi må have samlet titusindvis og vi fik ikke en øre for det. Der var et meget beskidt arbejde, så vi havde altid problemer i skolen, fordi vores hænder var meget beskidte. Absolut ikke rare at pille næse med.

En fordel ved min fars arbejde var at ejeren også havde en lille fabrik i Holmbladsgade på Amager. Her fik far et stort stykke jord, som vi kunne bruge til kolonihave, imod at han passede ejerens egen have, inklusive hunde, høns og kaniner.

Mindes at vi havde mange gode weekender derude og samtidigt fik megen frugt og grøntsager billigt. At jeg senere skulle komme i lære på fabrikken var slet ikke i tankerne på det tidspunkt. Far havde dette arbejde gennem alle årene. Fik sig altid vaklet ud af sengen om morgenen, uanset hvor frygtelige tømmermænd han må have haft. Var for så vidt usædvanlig pligtopfyldende, hvad arbejdet angik.

Min bedstefar, boede i stuelejligheden. Måske skulle jeg hellere sige at han bestyrede et værtshus, for han var dranker og der var altid svirebrødre til stede. Han drak lystigt med sine sønner, mest Svend Aage og min far som begge blev permanente drankere. Far holdt sig til øl, mens min onkel slog sig på sprit og døde i yderste armod, med amputerede ben grundet koldbrand.

En tredje bror Onkel Harald forblev en fanatisk afholdsmand hele sit liv. Herudover var der to søstre Esther og Margot som begge kom til at leve et rimeligt godt liv udfra de givne præmisser. En tredje søster Stella. døde i en alder af blot 24 år.

Selvom bedstefar sikkert har været kanonfuld hver gang jeg har været hos ham, så står han i erindringen som det eneste menneske, som gav eller viste mig lidt kærlighed i barndommen. Han lærte mig tålmodigt klokken med et gammelt vækkeur, så den viden var helt på plads, da jeg fyldte 5 år.

Bedstefar havde været kusk i mange år, så i en lille korridor fandtes dynger af seletøj og røde plaids til hestene, som i øvrigt var staldet op på Larsens Plads, der hvor Hotel Admiralen nu ligger. Det var et eventyr at få lov at komme med derind og betragte de store bryggerheste på nært hold.

Desværre døde bedstefar ret tidligt og bohavet skulle deles. Den oplevelse satte sig fast. I dag ville alt være blevet smidt i genbrugscontaineren, men dengang var alt meget anderledes og der var tale om et fattigt miljø. De 5 søskende skændtes om hver eneste teske, snavsede lommetørklæder, hullede støvler osv. Ingen måtte få mere end andre. Der gik år før de så hinanden igen.

Siden har jeg lært at sådan en opførsel er almen ved dødsfald, rammerne kan være anderledes, men substansen den samme

Indendørs lege.

Vi havde intet fjernsyn, grammofon, CD, video, computer eller noget som helst elektronisk udstyr, som kunne fylde vor tid ud. Vi var tvunget til selv at tage initiativer og underholde os selv, At vi var tre børn spillede en stor rolle. Det gav os muligheder for at spille mange slags spil. At jeg var den mindste, har været givtigt for min udvikling. Jeg blev tvunget til at følge med mine søskende og fik skældud hvis jeg ikke kunne følge med.

Vi spillede ludo, matador, pindespil, billedlotteri, kort, dam, mølle, kugler, domino og lavede puslespil, osv. Dette skabte også en vis vindermentalitet, for at vinde over mine søskende var bare lykken. Der blev ikke givet ved dørene, det var svært at snyde, men man prøvede altid.

Købt legetøj var meget begrænset. Vi havde en hel del tinsoldater, hvor min bror og jeg udførte nogle store slag på stuegulvet. Lidt teknisk legetøj havde vi også, som f.eks. Mekanosæt den tids legoklodser. Et pædagogisk legetøj, hvormed man kunne lave alskens ting, hvortil kom dampmaskiner og teknobiler. Garager til bilerne blev udført af tændstikæsker.

Det bedste legetøj var et mekanisk tog med 20 meter skinner, som min bror og jeg fik af min fars chef. Det var teknik. I dag ville det have kostet en formue. Dette vidunderlige legetøj fik dog en brat afslutning. En dag var det væk. Min far havde bare givet det til naboens søn i en salig brandert. Jeg græd i flere dage.

Vi spillede bordtennis på spisebordet som kun var 140cm. langt. Det krævede en speciel teknik Vi købte også et skakspil. Sikken nogle dyster vi fik. Når jeg vandt over min storebror blev han meget sur og jeg kunne risikere et par flade.

Senere blev jeg grebet mere af spillet og meldte mig ind i Industriens Kampklub som dengang lå på Rådhuspladsen. Det havde jeg megen glæde af. Det har nok været et festligt syn at se en lille snottet unge med lasede bukser sidde og mænge sig med bedagede herrer, hvor de fleste kæderøg på store fede cigarer.

Jeg blev vel en habil spiller og mester på Nyboder Skole. Spillet gav mig en af de første livserfaringer, som jeg stadig lever efter. Man kan se folk og høre hvad de siger, men man ved aldrig hvad de tænker. Det lærte jeg da jeg i en skoleturnering som 12-årig tabte til en der kun var 11 år. Jeg var dybt nedtrykt. I dag ville jeg nok have haft krav på krisehjælp.

I mange år havde vi et bur med 2–3 gule kanariefugle. Dem kunne man altid snakke med. Af og til kom de ud i stuen og så gik den vilde jagt for at fange dem igen. Slap de ud af vinduet, så var der gråd i huset, men så fik vi lov at købe nogle nye.

Da vi begyndte at tjene lidt penge anskaffede vi os også et lille akvarium, som blev fyldt op med neonfisk og gubbier, mere havde vi ikke råd til.

I en kort periode havde vi også en hund, et stort gadekryds, som min far havde slæbt hjem fra et værtshus. Den gad vi ikke gå tur med. En dag var heldet med os. Under en tur slap den løs og løb ind i Garnisons Kirke, under en bryllups ceremoni. Her gik den til angreb på præst og brudepar, så der blev en leben uden lige. En rigtig ugudelig hund, som vi naturligvis ikke kunne have, så den fik en ny ejermand på et nyt værtshus

Vi læste mange bøger, blandt andet hele Tarzan serien, Biggles serien samt Flemming- og Janbøgerne, så læsning af bøger er jeg vokset op med. Skraldebøtterne blev altid endevendt i gårdene for at se, om der var noget brugbart, specielt frimærker. Vi havde nogle fine albums, idet vi også købte lidt sjældnere mærker hos frimærkehandleren..

Da musikken fik greb i os, startede vi et band sammen med naboens søn Poul. Min bror købte en guitar og jeg en banjo. Men, men. Jeg måtte erkende at jeg var tonedøv. Efter et år havde jeg lært at spille Jeg har min hest, jeg har min lasso og Jeg er den glade vandringsmand. At synge dertil var håbløst, så gav jeg op og der blev ikke mere ud af det band. Beatles slap for vor konkurrence.

Min lille verden blev efterhånden udviklet til også at omfatte Gården et eldorado for en lille purk og som det senere skulle vise sig også en uovertruffen legeplads for en større dreng.

Gården.

Børnehaver og fritidshjem var ikke opfundet dengang, så man var nøglebarn fra tidligste barnsben og gården blev derfor den gængse opholdsplads.

Den snoede sig som en flod fra Lille Strandstræde 18, slog en vinkel på 90 grader, havde et par bifloder og endte så ud i Nyhavn 31. Så med en lille gradbøjning er det korrekt, når jeg siger at jeg er født i Nyhavn. Der gik dog mange år, før jeg turde nævne dette. Som barn var Nyhavn jo ikke just in, så det ville lyde pinligt. For dog at imponere omgivelserne angav jeg de første årtier af mit liv, at jeg var født i Danmarks rigeste sogn, Garnisons Sogn og dette udsagn kunne altid stive mig lidt af.

Der boede flere børn i gården. I forhuset boede de fine, efter sigende endog en arkitekt og en professor. Deres børn legede ikke med os andre. I nabohuset nr. 20, boede rigtige baronesser om vinteren, i store herskabslejligheder. Bare det at vide de var der lunede, nærmere kunne man vel ikke komme toppen.

Der var også en lille port, hvor vi spillede fodbold og tøserne hoppede i hinkeruder. Forgården ca. 25 meter lang, var omkranset af høje huse og ideel til rundbold. Beboerne vænnede sig til larmen og at der af og til røg en rude.

Det var muligt at komme over til samtlige gårde i hele den kvadrant, som var afgrænset af Lille Strandstræde, Sct. Annæ Plads, Toldbodgade og Nyhavn. Et eldorado af en legeplads for drenge dengang. Velegnet til at lege skjul, samt Rolf og hans kæmper og ikke mindst Plankning-

Der var også en gal vicevært som det var en fryd at drille trods de ørefigner man fik. En gang ramte jeg ham med en kartoffel i hovedet oppe fra 4 sal, det må have gjort ondt, men nok mere på min storebror, som fik skylden og alle øretæverne.

I baggården var der mange små virksomheder, så jeg fik tidligt et indtryk af erhvervslivets mangfoldighed. Over for os var der et trykkeri, et malerværksted og en snedkermester. Lige om hjørnet var en klejnsmed, bagved et osteri. I en af de høje bygninger var et drogeri, en pillefabrik og en gummifabrik. I en stor bag bygning var en kartonnagefabrik. Et andet sted en glarmester, en blikkenslager og et bogbinderi.

Det sjoveste var hestesmeden og at følge hans arbejde med at sko heste og krympe jernringe rundt om træhjulene til heste-og trækvognene. En af årsagerne var nok også at smeden var en ualmindelig rar person. Han kunne også synge og da han kom med i et par danske Morten Koch film, var vi rollinger meget stolte over at kende ham.

Af ungerne i gården var Ove på 1. sal den vi så mest op til. Hans mor var en elskelig dame. Det bedste var Oves fødselsdage, for så skulle vi se film. Ove havde en filmfremviser drevet med et håndhjul, så her kunne vi sidde i deres lange korridor og se tegne-film i en hakkende ujævn gengivelse, uden lyd, men spændende, selvom vi nok så den samme film 20 gange.

Når jeg en sjælden gang er i København hører det med til turen at jeg skal ind i gennem gården og stå og mindes gamle dage. I dag er det blevet en meget mondæn gård.

Gadeliv.

Gadelivet var et kapitel for sig. Vi boede i Københavns Centrum omgivet af parker, vand, havne, museer, pladser, kirker og gader med mange unger. Der var altid nogen at lege med når man gik ned på gaden..

Hvad blev der af Poul, Frank, Flemming, Ove, Knud, Rita, Lilli, Ivan, Aase, Hedvig, Anders, Tosse Ib, Benny, Jørn, Ib, Børge, Per, Bent, Annelise, Per, Jack, Erik, osv? Sporadisk ved jeg, at en blev typograf, en hovmester, en sømand, fotomodel, maskinarbejder, købmand, skrædder, servitrice, tatovør, skibsbygger, kontorist, tømrer, slagter osv. men vel alle uden en længerevarende uddannelse.

Som helt lille, fulgtes man bare med de større knejter og lærte hvordan man skulle være sej. Vi spillede med kugler i de beskidte rendestene, mest klink, hul i hul og op til mur. Dette blev meget senere erstattet af hønseringe.

At spille rundbold og langbold på Sct. Annæ Plads, var meget yndet. Vi spillede også fodbold på gaden, trafik fandtes næsten ikke. Målet var en port af træ i nr. 14, til stor irritation for viceværten, for vi hamrede løs på porten og af og til røg der en rude.

Vi stiftede en fodboldklub som vi kaldte Strassen, hvilket var kælenavnet for vor gade. Hver weekend og når det var lyst om aftenen, tog vi ud på Fælleden og spillede på livet løs. Vi købte trøjer efter Arsenal modellen, dog i hvidt og blåt.

Jeg så stort set alle kampene i Idrætsparken, hvor vi havde vore favoritter at råbe og skrige på. Selv var jeg en middelmådig spiller, bange for bolden og helt umulig til at drible. Var medlem af B 93 en overgang med den da kendte Flemming Nielsen som træner, men da han ikke kunne se mit store talent holdt jeg op.

Om sommeren badede vi på badeanstalten ved Langebro, Amager eller Charlottenlund Strand. I dag gad jeg nok se en rapport over hvor mange Colibakterier der har været, for kloak- og toiletvand løb direkte ud ved stranden, så man svømmede i zig-zag mellem mængder af lort. Utroligt man overlevede eller også er det der, man fik udviklet sin store modstandskraft.

Når vi ikke gad cykle til stranden hoppede vi bare ned i Nyhavn, eller lystbådehavnen på Langelinie. Ingen tog notits af dette, som i dag nok ville folk til at rynke øjenbrynene.

Alle de herlige grønne områder som Kongens Have, Øster Anlæg, Volden og Langelinie betød også at man blev en habil klatrer. Man kunne passere et træ hvor en af rødderne så bare sagde, Hvem tør klatre højest op? Ja så gik det opad. Tør slet ikke tænke på hvordan jeg ville skrige i dag, hvis jeg så mine børnebørn kravle rundt, så højt oppe i et træ.

Sæbekasseløb var også en yndet aktivitet. Der fandtes ikke genbrugspladser den gang, så vi skraldede de nødvendige hjul af fra diverse barnevogne. Vi arrangerede også cykelløb med mesterskaber rundt om hele Sct. Annæ Plads. Man styrtede tit, så asfalteksem hørte til enhver rask drengs kendemærker.

En noget mere farlig aktivitet var gadekampene, hvor vi var inspireret af krigens ånd. Strassen, vor gade var en af de stærkeste bastioner og arvefjenderne var Toldbodgade og Tordenskjoldsgade, hvor vi aldrig turde gå alene igennem alene. Der gik de skrækkeligste historier om hvordan man blev pint i mørke fangehuller, hvis man blev fanget. Et par stykker havde prøvet det og deres beretninger var grufulde på os mindre børn.

Våbnene var den rene gru og det gyser i en når jeg tænker på øjnene. Vi havde kæppe og sværd af træ samt skjolde, alle flot malede. Vi havde også flitsbuer, hvor vi var fornuftige nok til at tage spidserne af pilene, men i stedet satte vi møtrikker ud i spidsen, så pilene kunne slå rigtigt hård.

Da vi blev lidt større var en fast indtægtskilde indsamling af flasker, som fulderikkerne omkring Nyhavn efterlod sig. Vi fik 10 øre per stk hos købmanden. På en god dag tjente man nemt en hel krone, hvilket var mange penge den gang.

Der stod dog masser af kasser med tomme flasker nede på kajen. Vi kunne jo lige så godt tage flaskerne direkte fra kasserne og bære dem over til forhandleren. Men, men det ville jo være tyveri. Så vi legede med flaskerne og kom så til at tabe dem ned i havnebassinet, hvorfra vi så fiskede dem op. Nu var vores samvittighed ren, for det var jo flasker vi havde fundet i vandet.

Gad vide hvad cigarmanden tjente per flaske, for han kan næppe have været uvidende om vores lyssky trafik. Nåh, men det skal siges, at det har vel været det nærmeste jeg er kommet en form for tyveri i hele mit liv.

Rulle- isskøjteløb var en yndet sport. Vi havde nogle klodsede tunge jernprodukter, der blev spændt fast på vakkelvorne sko, fedtlæderstøvler eller træsko, men fremad kom man. Peblingesøen og Kastelgraven var de mest foretrukne steder. Det var før nogen talte om klimaproblemer, så vi havde is og sne hver vinter.

Med glæde mindes jeg søndagsskolen, ikke så meget på grund at det kristne budskab, men samværet, det at synge i flok, høre de spændende beretninger fra biblen, se film og det at deltage i konkurrencer. Dengang havde jeg vel en vis tro på Gud, medvirkende til at jeg blev kirkelig konfirmeret da jeg blev 14 år.

Om hverdagen kunne vi gå i en drengeklub i Marmorkirken. Aktiviteterne var næsten som i søndagsskolen, men vi så flere film, spillede mere, og sidst men ikke mindst, fik vi te og boller med et tykt lag smør og syltetøj på. At gå i biografen til eftermiddagsforestillingen i Klerkegade eller på Chr. Havns Torv var også normalt. Det kostede vel 50 øre og var det værd.

Nogle weekender kunne gå med en lang cykeltur f.eks. ned til Møns Klint for at samle kridt. En tur på over 200km frem og tilbage på en lille cykel. Da jeg var en 12–13 år fik jeg også et telt, så nu kunne vi sejle/cykle over til Kullen i Sverige og overnatte ved klipperne. Det var ikke noget vi spurgte forældrene om, vi gjorde det bare. Opdragelse og ansvar var ikke rigtigt et begreb som var in hos datidens forældre.

Helt alene cyklede jeg også en tur til Jylland for at se Himmelbjerget, medbringende et lille telt, et spritapparat og en sovepose. Teltet blev bare slået op ved en grøftekant, når jeg havde kørt en 80–100km. Budgettet var på 5 kr. om dagen, så jeg fik da noget at spise hver dag. Om min mor og far vidste hvor jeg var taget hen ved jeg ikke, men hjem kom jeg efter 14 dage, meget stolt af mig selv og min bedrift.

Ved godt at en sammenligning med nutiden er umulig, vi lever i et helt andet samfund, men jeg funderer tit over hvilken forskel, der på langt sigt vil være på en person som gennemlevede min tid og dens muligheder og på et barn som i dag får alt foræret og hvor mere end halvdelen af tiden bliver brugt foran et TV eller en computer. Svaret vil altid blafre i vinden, kun spændende som tankeeksperiment omkring menneskers udvikling.

Højtider.

Selv i små hjem var julen også dengang en mærkesag. Vi lavede julestads og guirlander i kilometervis, så hele loftet var dækket. Alt af farver af glanspapir, limet sammen af melklister, og vi kunne have dækket hele juletræet på Rådhuspladsen.

Vi havde altid et juletræ som blev købt i sidste øjeblik, fordi far sagde det så var billigere. Det var det måske også, men der var meget langt mellem grenene. En gang stjal min bror et juletræ på Kgs. Nytorv og lovede mig bank, hvis jeg sagde det til nogen og så fik jeg ikke engang noget af den ulovlige fortjeneste.

Vi fik normalt flæskesteg som blev tilberedt hos den Kongelige Hofbager. Julen blev oftest holdt hjemme. Kun to gange var det hos nogle onkler og tanter.

Ud over den hjemlige jul, var vi unger begunstiget af vort naboskab med Strøget og stormagasinerne, hvor der altid blev pyntet op til jul. Vi skulle se udsmykningen og julemanden, samt drømme os til alle de gaver, som forretningerne bugnede med. Vores ønskesedler var altid lange, men forblev drømme.

Hvert år kom vi også til juletræsfest i Rømersgade, hvor fagforeninger havde deres højborg. Det var fester som vi virkelig glædede os til. Et kæmpe juletræ, en børneglad underholdende julemand, godter, gaver, chokolade, sodavand, film og alt hvad hjertet kunne begære. Bagefter var der bal for de voksne, mens vi unger benede rundt på gulvet. Vores far drak sig dog altid hurtigt fuld, så vi måtte forlade festen førend de andre.

Ved Påske