Ondskaben Vågner: Den Gale Galakse 1

stjernerne

Mød bogens karakterer

Peter er bogens hovedperson. Han kommer fra den lille landsby Bystrup, hvor der ikke er ret meget gang i den. Hans største interesse er de forhistoriske kæmpeøgler: dinosaurerne.

Lumbazor er den onde, selvudnævnte hersker over universet. Det er hans skyld, at Mars i dag er en øde planet. Han er ansvarlig for dinosaurernes udslettelse og har ligget skjult i dvale på planeten Jorden de sidste 65 millioner år.

Hyori er en sød pige fra Peters klasse, der ofte kan ses smile. Hun virker ret stille og genert, men hvis noget brænder på, er hun altid parat til handling!

Hr. Rheitl er en ualmindeligt udspekuleret lærer, der underviser i Peters klasse. Han er især led over for Peter, da han føler sig truet af drengens intelligens.

Professor Zoom er en af de få overlevende marsboere, der ikke lever som slave. Selvom han ser lidt tosset ud, er han en superklog og talentfuld opfinder.

Bentambira Mujalara, eller bare Bent (hvilket er nemmere at udtale), er en af De Grå: en race af fredselskende rumvæsener, der kun alt for godt kender til Lumbazors onde natur.

Hans går i samme klasse som Peter og Hyori. Han er en rigtig skidt knægt, der tyranniserer Peter og Hyori og enhver anden, der ikke ser ham som deres leder.

Rumvæsenernes alfabet

Kapitel 1

En overraskende slutning på starten

Kære læser. Lad mig kort introducere mig selv. Jeg er fortælleren. Det er mig en udsøgt ære at invitere dig ind i denne bogs univers! Jeg håber, at det bliver en uforglemmelig og lærerig rejse for os begge. Lad historien begynde…

Forestil dig, at du er omgivet af en tyk tåge. En tåge så tyk, at den blokerer for dit udsyn. Det er kun muligt for dig at se ganske få centimeter frem gennem den hvidlige dis.

Da dit syn er hæmmet, tager du dine andre sanser i brug. Det første, du lægger mærke til, er den konstante lyd af syngende insekter. Lyden fra deres sang er næsten øredøvende, men du vænner dig alligevel hurtigt til den og lægger mærke til en anden lyd, bestående af nogle regelmæssige kald. De høje, dybe kald stammer helt sikkert fra dyr, der er langt større end insekterne, men hvor disse dyr befinder sig, er dog en helt anden sag.

Det er rent ud sagt umuligt at bedømme. Det skyldes, at kaldene har en ganske desorienterende ekkoeffekt. Ejermændene kan befinde sig alt mellem 50 meter og 1km fra, hvor du står. Aldrig har du hørt et dyr kalde på den måde, og du er langtfra sikker på, hvilken slags dyr det drejer sig om.

Én ting er dog sikker. Du er varsom, så store dyr må ikke undervurderes.

Du tager en dyb indånding gennem næsen og rynker den straks. Der er en gennemtrængende, fæl lugt af våd jord og rådnende plantemateriale. Det underlag, du står på, føles mosset og sumpet.

Noget køligt rører kærligt dit ansigt. Det er vinden. Den bærer langsomt tågen bort, og inden længe har du fuldt udsyn over en dal uden nogen som helst tegn på menneskelig aktivitet.

Der er intet forurenende skrald at skue nogen steder. Ingen asfalt. Ingen skyskrabere. I stedet svajer enorme palmetræer flere meter over dig, og store bregner dominerer landskabet.

En kæmpe guldsmed flyver larmende over dit hoved og ud imod horisonten.

Den eneste røg, der er i sigte, stammer ikke fra trafik eller store fabriksskorstene, men fra aktive vulkaner, der står som kæmper i baggrunden af dette fascinerende urlandskab.

Så ser du det. Kilden til de mange høje kald. Rundt omkring i landskabet får du nu øje på forskellige, enorme livsformer. Du er trådt ind i dinosaurernes verden.

Det største dyr i dalen havde fire ben og en lysegrøn farve. Selve kroppen mindede mest af alt om en elefants, men var dog meget større. Den var i besiddelse af en tyk hale og en meget lang hals, der strakte sig lodret op mod trækronerne. Med sin vægt på op mod 50 tons og sine 26 meter var brachiosauren et af de største dyr, der nogensinde havde betrådt denne klode.

To mindre brachiosaurer fulgte trofast lige i hælene af den store og nød godt af den enorme kæmpes beskyttelse. For der var også rovdyr til i denne verden. Kæmpemæssige, skællede dræbere som den tyrannosaurus rex, der stod nede ved bredden af vandhullet et stykke derfra. Dræberdinoen var godt i gang med at æde et kadaver fra en næsehornsøgle, nedlagt for nyligt.

Rexens tænder var som knive og rev den ene store luns kød af efter den anden.

Fluerne sværmede om den uheldige ceratopsian og rexens blodige gab.

En flyveøgle hvinede desperat og fløj forbi rexen. Det store rovdyr ignorerede det og fortsatte med at fylde maven med proteiner.

Pludselig kunne flere og flere hvin høres gennem luften, og rexen løftede langsomt sit skræmmende hoved op fra liget og kiggede op mod himlen. Luften var fyldt med flyveøgler, der alle havde samme kurs. Enten havde de samme destination, eller måske flygtede de fra det samme.

Himlen oplystes, og den farlige rex vendte irriteret sit hoved væk fra lysskæret.

Høje brag hørtes, da en sværm af meteoritter brød igennem atmosfæren.

Lyset dæmpedes, og rexen vendte igen sit hoved mod himlen. Det, den beskuede, skulle vise sig at være begyndelsen på slutningen af dinosaurernes æra.

Dusinvis af mindre meteoritter ramlede ind i Jorden og banede vejen for…

Hmm… Jaaaeh… Hvor bliver den altødelæggende komet i grunden af? Der er intet tegn på den… Nå, men den må jo dukke op hvert øjeblik det skal være… Jeg beklager det lille sidespor… Ahem…

En af de mindre meteoritter var faretruende tæt på brachiosaurerne. Meteoritten var omtrent dobbelt så stor som den store brachio, og med en flammende ildhale tonsede den ufortrødent mod de uskyldige dyr.

Meteoren ramte Jorden, så planter og sediment blev kastet op i luften fra sammenstødet. Men meteoritten var stadig i bevægelse. Dens høje hastighed og store masse gjorde, at den skrabede hen ad jordbunden og maste alt på sin vej.

BUMP.

Der røg den ene baby langhals. Den blodige, fladmaste baby-brachiosaurus kunne ses i sporet, indgraveret i jordoverfladen.

BUMP.

Der røg den anden sgu også.

Den store brachio var måske heldig, for meteoren begyndte at tage farten af. Brachioen manglede ikke mange meter for at være uden for meteorens rækkevidde. Desværre for brachioen gjorde dens tunge vægt, at den skulle have mindst tre ben på jorden, så selvom den prøvede at flygte, kunne den kun gøre det i gå-tempo.

Meteoritten bevægede sig nu kun med 1 meter i sekundet, men det var også nok…

Brachiosauren blev holdt fast, da tippen af dens hale kørtes over af meteoren. Det store dyr kunne ikke bevæge sig og trompeterede et højt brøl af smerte, mens kometen kørte længere og længere hen over dinosaurens krop som en kagerulle over en dej!

Meteoren havde bevæget sig fra halespidsen op ad ryggen og kørte nu hen ad dyrets lange hals, mens blodet fossede ud af munden på den stakkels sauropod.

Meteoritten stoppede endelig op, men det var kun brachiosaurens hoved, der ikke nåede at blive mast fladt under det tunge himmelobjekt.

Dens oppustede øjne lignede fodbolde med pupiller, der kiggede i hver deres retning…

Okay, hvor pokker bliver den altødelæggende komet af!? Øh, hvad fa…

Meteoritten dannede pludselig en sprække hele vejen rundt. Damp sivede ud. Den øverste del af meteoritten åbnede sig langsomt. Den var åbenbart hul, men der var mørkt derinde. Pludselig lyste to ondsindede øjne op.

En mekanisk lyd kunne høres, og et metallisk objekt, der mest af alt mindede om en stillestående rulletrappe, kom til syne ved meteorittens åbning. Den blev skudt langsomt ned mod jorden og landede midt på den udsplattede brachios hoved.

Skikkelsen med de onde øjne trådte et skridt frem, ud mod trappen. Væsenets fod var ganske behåret og lignede mest af alt poten fra en bjørn, med tre skarpe kløer stikkende ud.

Resten af kroppen var ligeledes pelsklædt. Væsenet havde en rund mave, og ansigtet var bjørneagtigt. Havde det ikke været for de lange, sylespidse tænder, rovdyrøjnene, et langt fleksibelt lysende organ stikkende ud fra panden og to pigge, én over hvert øje, havde det ikke være helt galt at sige, at denne mystiske skabning faktisk mindede om en teddybjørn.

Okay, seriously. Det her har jo aldrig nogensinde været en realistisk beretning om dinosaurernes udslettelse! Rumvæsener? Ha! Jeg må le. Jeg vil gerne undskylde på vegne af forfatteren for denne lamme historie. Jeg sværger: der stod intet - og jeg mener det - INTET om dette plottwist i jobannoncen. Hvor useriøst! Lad mig lige gøre noget klart her, kære læser: Jeg har ikke noget med historien at gøre, jeg er blot fortælleren, så lad være med at bebrejde mig for denne åndssvage historie…

Øv! Men når det så er sagt, kan vi vel lige så godt fortsætte. Jeg mener, hvis bogen starter på så lavt et litterært niveau, kan den da kun blive bedre, Ikke!? Jeg håber ikke, at du er lige så skuffet som mig, kære læser. Men lad os give bogen en chance…

" råbte den uhyggelige fremmede.

En ny figur trådte ud fra skyggerne. Dette spinkle væsen var grønt og havde et stort rundt hoved med to tilhørende store øjne.

Undskyld, Deres Vederstyggelighed, men jeg tror ikke, at læseren forstår rumvæsensk.

Den bamsede, udenjordiske skabning så betænksom ud.

Whatever, så må de slå det op! tænkte han. Han rømmede sig. Ahem. Lad jagten begynde!

Den fremtidsagtige rulletrappe bar ham ned til jorden, eller rettere: brachiosaurens sørgelige hoved. Flere grønne rumvæsener kom til syne fra det meteorlignende rumskib og fulgte med ham. De overrakte ham et flag.

Jeg erklærer fra og med i dag planeten Jorden for teddariansk jagtreservat! råbte den pelsklædte højt og fremkaldte et gustent smil på sine behårede læber. Han plantede flaget i det ene af brachiosaurens opsvulmede øjne.

SPLAT!

Han vendte blikket mod én af sine undersåtter.

Du dér!

Det lille grønne rumvæsen så skræmt ud. Det løftede rystende sin hånd og pegede med den ene af sine to fingre på sig selv.

Ja, dig… Bring mig min znazzle blaster.

J-j-javel, Deres Modbydelighed, stammede den og løb op til rumskibet.

De grønne rumvæsener så bange og forskrækkede ud, mens den afskyede uldtot beskuede livet på denne planet. Det var primitivt og ikke videre