Jepper Depper!: Tristan og Den Blå Bold

Kapitel 1: … de blå sko

Okay så …, sukker far og ligner pålægschokolade, der har ligget for længe i solen. Så får du de sko. Jepper Depper, siger Tristan, og ligner en fodboldspiller, der lige har sat et præcist timet bananspark helt oppe i trekanten.

De skal ikke pakkes ind, han skal have dem på med det samme, siger far til damen i skobutikken. Tristan tager skoene på. De skinner, når solens stråler rammer dem gennem butiksvinduet, og hælen blinker, når Tristan tramper hårdt i jorden. Neeej seeee skatter de blinker når du går, siger mor. Far nikker eftertænksomt. Og så er de jo med velcro.

Uden for butikken er fortovet pakket med mennesker, der går i alle retninger. Vi skal lige handle, siger mor. Og så skal vi skynde os hjem. Der er Tour de France, fortsætter far.

Nejjjj hvor skal du nu hen? brøler far efter Tristan, der er spurtet i den modsatte retning for at tjekke, hvor hurtigt de nye sko egentlig kan løbe. Det er ret hurtigt. Far optager træt forfølgelsen. Kom nu, siger far. Vi har travlt. Så du det far? siger Tristan med et smil, der strækker sig helt fra venstre til højere øre. Så du hvor hurtigt de nye sko kan løbe? Nu er jeg helt sikkert den anden hurtigste i klassen! Uden tvivl, siger far, og trækker af sted med Tristan. De indhenter mor, og har nu retning mod supermarkedet.

Koooom nu Tristan, siger far til Tristan, der går i sneglefart, mens han tramper i jorden, og hans hoved er vredet bagover, som en struds der sover. Blikket er låst fast på hælen på de nye sko. Jaaa ja, siger Tristan, og forsætter i snegle-struds-trampegang. Nej – nu skal du altså gå ordentligt. Vi kommer jo ingen vegne, siger far. Jaaa ja, siger Tristan stadig i snegle-struds-trampe-gang. NU SKAL DU ALTSÅ GÅ ORDENTLIGT, brøler far. Ja ja, mumler Tristan, og ligner en orangutang på vej ind i torturkammeret.

Efter 5 meter bryder Tristan ud i et brøl. Hvad sker der dog? spørger far. Tristan skriger, som om hans højre arm er blevet flået af, af en af de onde Gormitier. Efter lidt tid siger Tristan hulkende og hakkende: Men … der er fordi … jeg slog mig på skiltet. På skiltet? siger far spørgende. Hvordan det? Det er fordi … jeg gik ind i det skilt. Hvorfor gjorde du det? spørger far. Det er fordi … jeg skulle jo bare se … at skoene stadig kan blimpe. Far sukker dybt, og trækker Tristan ind i butikken. Tristan stopper ved indgangen, hvor der er et stort bur med bolde. Den der! siger Tristan, og peger på en læderbold midt i buret. Har du set den der blå fodbold far, spørger Tristan. Ja nu har jeg, siger far. Den vil jeg ha! siger Tristan.

Vi skal ikke købe bolde nu, og du har jo lige fået nye sko, siger far. Tristan klasker sammen, og ligner en orangutang, der er kommet ind i torturkammeret. Meen … det er fordi…, stammer Tristan, den passer jo lige til mine sko. Det er muligt, siger far. Men vi skal ikke købe bolde nu. Du må ønske dig den til din fødselsdag. Men det er jo om 4 måneder og 13 dage, hulker Tristan. Og jeg har jo aftalt med Firat, at vi skal spille med den når jeg kommer hjem.

Kapitel 2: … så er der mad

Hvad kunne du tænke dig til aftensmad skatter? spørger mor. Det ved jeg ikke, mumler orangutangen. Kom nu Tristan, siger far. Hvad kunne du allerbedst tænkte dig at få til aftensmad? Det ved jeg ikke … lemmejavet burger, mumler Tristan. Okay, siger mor. Så lad os grille nogle rigtig gode bøffer. Må jeg gå hen og se på legetøj? spørger Tristan. Ja, men vi skal ikke have noget, siger far.

Far og mor handler ind til burgere: Italiensk rødvin, salat, økologisk kød og så videre. Hey, siger far. Vi skal vel også købe nogle burgerboller. Skal vi ikke også have noget is, siger mor med et stort smil. Måske noget med lakrids smag?

Tristan kommer hen til dem. Far … det er fordi, siger Tristan, man kan få en ægte Batman-ton ketsjer. Vi skal ikke have noget legetøj, det har jeg jo sagt, siger far. Har du tænkt på, at man kan gå til badminton skatter? spørger mor. Vi skal IKKE købe en ketsjer nu, siger far. Kan vi så gå ud og se på bolden? spørger Tristan. Har du tænkt på at gå til fodbold skatter? spørger mor. Må jeg så godt få bolden? spørger Tristan. VI SKAL IKKE HAVE NOGET, brøler far. Måske i morgen så? spørger Tristan. VI SKAL IKKE KØBE NOGET, brøler far, med et hoved der har samme farve som den bold, Tristan ikke må få. Må jeg så få en pose vandballoner? spørger Tristan.

Mor og far får slæbt varerne og en surmulende Tristan ud til bilen. Mens de læsser varerne ind i bilen, kravler Tristan op på bagsmækken. Som en lille chimpanse rækker han armene op, og tager fat i bagklappen. Tristan får overbalance, og falder ned på asfalten. I faldet klapper bagklappen i og der kommer en ’klik-klik’ lyd. Ah hvad laver du nu Tristan? siger far, og lyder meget irriteret. Ikke noget, siger Tristan med bævende læber. Far forsøger, at åbne bagklappen igen. Forgæves. Den er låst, siger far. Han prøver at åbne dørene, men med samme resultat. Hvad er nu det? siger far og lyder som et dovendyr, der lige har løbet et maratonløb. "Jeg tror, bagklappen har