Det danske forsvar: Opgaver, udstyr og mandskab i det nye årtusind

Det danske forsvars historie strækker sig mange hundrede år tilbage. Det er en historie med både sejre og nederlag, men uden forsvarets indsats ville Danmark næppe eksistere i dag. Forsvarets historie er også Danmarks historie, og uden en beskrivelse af dets indsats ved steder som Dybbøl, Kolberger Heide, Isted, Dynekilde, Fredericia, Køge Bugt og København vil en danmarkshistorie ikke være kornplet. I de senere år er der kommet en række nye navne til, og i dag skal også steder som Tuzla i Bosnien, Mitrovica i Kosovo, Kabul og Feyzabad i Afghanistan og Al Qurnah i Irak medtages, når Danmarks og forsvarets nyere historie skal fortælles.

Indsatsen i nye områder langt fra Danmark har medført, at det danske forsvar i dag befinder sig i en rivende omstillings- og udviklingsfase. Det hidtidige mobiliseringsforsvar forsvinder, og i stedet kommer et forsvar, der er skræddersyet til både længerevarende operationer langt fra Danmark og til en hjemlig hurtig indsats i tilfælde af terrorangreb på dansk område.

Denne bog er en præsentation af det danske forsvar og af, hvordan det forventes at se ud i 2010. Bogen gennemgår forsvarets tre værn, og i de respektive kapitler vil de enkelte værns våbensystemer blive beskrevet i detaljer. Sidst i bogen vil den danske soldats uddannelse, arbejdsforhold og udrustning blive gennemgået.

Den 25. maj 1999 kastede et dansk F-16 jagerfly bomber mod mål i Serbien. Angrebet var et brud med den hidtidige danske sikkerhedspolitik, der havde tråde helt tilbage til 1864. Her letter et dansk F-16-jagerfly fra den italienske flybase Grazzanise under luftkampagnen mod Serbien. (FOV)

Bogen kunne ikke være blevet til uden stor hjælp fra de presseansvarlige ved hæren, søværnet og flyvevåbnet, Jeg vil her især takke Torben Martinsen, Kim Grünberger, Claus H. Christensen, Brit Kristiansson samt Morten V. Jensen. Derudover har ansatte ved de enkelte regimenter, eskadrer og eskadriller med stor tålmodighed svaret på spørgsmål om denne eller hin detalje vedrørende det nye forsvarsforligs indvirken på forsvarets dagligdag. Dette takker jeg også for.

Jeg er også de ansatte hos Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste (FOV) stor tak skyldig. Bladet Forsvarsfokus, som FOV udgiver, har været en guldgrube af informationer om forsvarets dagligdag og om omstillingen til det nye totalforsvar. Derudover har jeg også haft stor glæde af FOV's omfattende fotoarkiv.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg takke min meget forstående arbejdsplads på Marinens Bibliotek samt min gamle ven Jakob Seerup og min kæreste, Vibeke, for god hjælp og støtte i forbindelse med mit arbejde med denne bog.

Når alle disse personer er takket, er der i sidste ende mit ansvar alene, hvis denne bog skulle indeholde fejl eller mangler.

Søren Nørby, Frederiksberg, marts 2006

***

Fra kold krig til internationalt fokus

Under Den Kolde Krig var en af forsvarets hovedopgaver at holde nøje øje med den mulige fjende i øst. Her bliver den sovjetiske krydser Frunze fulgt på vej gennem danske farvande af den danske torpedomissilbåd Rodsteen den 27. august 1984.

Den 9. november 1989 faldt Berlinmuren, der i over 25 år havde delt den nuværende tyske hovedstad i en østlig og vestlig sektor. Murens fald og østblokkens efterfølgende overgang til en demokratisk og vestligt orienteret styreform med førte en markant ændring af Danmarks sikkerhedspolitiske situation og fik stor betydning for det danske forsvar. Væk var den massive militære trussel, der i over 40 år havde luret i øst. Det gav plads til en ny og mere aktiv dansk udenrigspolitik, der også betød, at det danske forsvar fik en række nye opgaver. For selvom Den Kolde Krig er forbi, er verden desværre stadig plaget af en række regionale konflikter, borgerkrige samt den allestedsnærværende trussel fra terrorister.

Begivenheder som disse understreger gang på gang behovet for et militær, der kan sættes ind og skabe ro og stabilitet i urohærgede områder. Udviklingen har imidlertid vist, at det danske forsvar krævede (og fortsat kræver) en stor omstilling, for det kan leve 100 pct. op til de danske politikeres forventninger og krav om en øget international indsats.

Korretten Olfert Fischer banede i 1990-91 vejen for forsvarets øgede internattonale engagement, da den deltog i den internationale flådestyrke, der håndhævede FN's embargo mod Irak efter landets invasion af Kuwait. Korretten ses her på vej igennem Suezkanalen i december 1990. (SOK)

Fra FN over NATO til koalitionen af de villige

Under Den Kolde Krig var Danmark en frontlinjestat, tæt på den store trussel i øst, og det påvirkede naturligt landets udenrigs- og sikkerhedspolitik. Bortfaldet af Sovjetunionen og dens militæralliance, Warszawa-pagten, har medført, at der i dag ikke er nogen direkte konventionel militær trussel mod det danske område. Det har givet en hidtil uset handlefrihed, som de skiftende danske regeringer ikke har været sene til at udnytte.

Det første eksempel på det nye sikkerhedspolitiske råderum kom kun lidt over et halvt år efter Murens fald. Den 2. august 1990 besatte irakiske hærstyrker nabolandet Kuwait, og for at tvinge de irakiske styrker til at trække sig tilbage indførte FN en embargo mod landet. Samtidig begyndte en amerikanskledet koalition opbygningen af en militær styrke, der skulle befri Kuwait.

På initiativ af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen valgte Folketinget at udsende korvetten Olfert Fischer til deltagelse i den internationale styrke, der skulle håndhæve embargoen. Selv om der endelige mål med Olfert Fischers operationer i Golfen var at få de irakiske styrker til at forlade Kuwait, var Danmark officielt ikke i krig med Irak. Der betød bl.a., at Olfert Fischer ikke deltog aktivt i de krigshandlinger mod den irakiske hær, der blev indledt den 15. januar, og at det udsendte orlogsskib kun måtte benytte sine våben i selvforsvar. I løber af dens 368 dage lange udsendelse repræsenterede Olfert Fischer på flotteste vis Danmark og der danske forsvar, og skiber nåede at undersøge over 400 skibe, før der den 15. september 1991 vendte tilbage til Danmark.

Danmarks udenrigspolitik har de sidste mange år bygger på fire søjler: De Forenede Nationer (FN), Den Nordatlantiske Forsvarsunion (NATO), Der Nordiske Samarbejde og Den Europæiske Union (EU). Den sidste søjle spiller dog ikke den store rolle for forsvaret, da et af Danmarks fire forbehold over for Maastrichttraktaten drejer sig om et fælleseuropæisk forsvarssamarbejde. For et lille land som Danmark er der en stor fordel, at internationale forhold bliver reguleret af organisationer som FN, NATO og EU. Der betyder, at stormagterne er med i et forpligtende samarbejde og ikke bare kan tryne verdens mindre lande efter forgodtbefindende, som der var tilfældet før 1945.

Trods forbeholdet har skiftende danske regeringer siden Murens fald forsøgt at kombinere de fire søjler til en samler dansk, aktiv udenrigspolitik. Populært sagt er den nye tanke bag udenrigspolitikken, at fred og stabilitet i Europa kræver fred og stabilitet i hele verden. Derudover mener et flertal af politikerne, at på trods af Danmarks begrænsede størrelse kan og bør vi gøre en forskel i verden omkring os. Indblandingen skyldes både et ønske om at hjælpe medmennesker i nød, men også en viden om, at uro i Mellemøsten, på Balkan eller i Kaukasusområder kan få indflydelse på Danmark. Krige og uroligheder kan påvirke den globale økonomi i negativ retning og/eller skabe flygtningestrømme med kurs mod Europa. Danmark har således en klar interesse i at opretholde eller skabe stabilitet også i lande langt fra Danmark. l 1993 slog regeringen fast, at dansk udenrigspolitik fremover skulle have fire prioritetsområder.

1) at fremme fælles sikkerhed,

2) at sikre demokrati og menneskerettigheder,

3) at skabe global økonomisk og social udvikling,

4) at sikre en økologisk bæredygtig udvikling.

Punkt 1 og 2 har fået stor betydning for det danske forsvars opgaver og udseende.

Det danske forsvar har en lang og flot tradition for deltagelse i FN's fredsbevarende operationer. Af de 13 operationer, som FN stod for i perioden 1948-87, deltog Danmark i de ni, og bl.a. tilbragte danske soldater 28 år (1964-92) på den delte ø Cypern for at opretholde fred mellem øens græske og tyrkiske befolkning. Siden Murens fald er antallet og omfanget af FN-operationerne steget, og det danske forsvar har været med de steder, hvor de danske politikere har fundet det hensigtsmæssigt at udsende det.

I april 1992 blev 940 danske soldater sendt til det tidligere Jugoslavien, hvor der var udbrudt en blodig borgerkrig. Soldaterne skulle indgå i en FN-styrke, hvis mål vat at hindre de involverede parter i at fortsætte krigshandlingerne. Styrken blev først sat ind i Kroatien for senere samme år at blive udvidet med en styrke ved Sarajevo, fulgt af Tuzla året efter.

For forsvaret var det en stor opgave med kort varsel at udsende en så talrig styrke. I oktober 1992 var det samlede antal udsendte danske soldater oppe på 1593 mand, og da styrken skulle udskiftes med friske soldater hjemmefra hver sjette måned, opstod der snart problemer med at finde tilstrækkelig frivillige til de internationale operationer. Problemet afstedkom, at de danske politikere fik øjnene op for, at den nye verdensorden nødvendiggjorde en række grundlæggende ændringer af det danske forsvar. Som led i bestræbelserne på at sikre tropper nok til de udsendte enheder ændrede Folketinget i 1993 forsvarets personellov, så det blev en pligt for forsvarets personel at deltage i de internationale operationer i det omfang, der var behov for. De af forsvarets ansatte, der ikke ønskede at gøre tjeneste under de nye vilkår, fik mulighed for at sige nej, uden at det på kort sigt ville medføre afskedigelse, og det benyttede ca. fem pct. sig af.

Vilkårene navnlig i Bosnien var meget vanskelige for FN's styrker, da den fred, som de var sendt ned for at bevare, reelt kun fandtes på papiret. Soldaterne måtte derfor finde sig i alverdens chikanerier fra krigens parter samt ved flere lejligheder også i direkte beskydninger.

l 1993 blev den danske tilstedeværelse i det tidligere Jugoslavien øget med bl.a. en kampvognseskadron. De ti tunge Leopard-kampvogne skulle deltage i beskyttelsen af byen Tuzla, der var udpeget som en FN-beskyttet sikker zone. Den danske enhed omkring Tuzla blev den tungest bevæbnede FN-enhed i det tidligere Jugoslavien og bragte det danske bidrag til FN-operationen op på 1.300 mand.

l begyndelsen af 1994 spidsede situationen i det tidligere Jugoslavien til. For de danske tropper kulminerede det hele den 29. april 1994, hvor danske kampvogne kom i direkte konfrontation med bosnisk-serbiske styrker. Kampen kostede officielt ni bosnisk-serbiske soldater livet og sårede 15, mens de danske enheder slap uden tab.

De udsendte kampvogne var af typen Leopard 1A5. Under udsendelsen til Tuzla var de malet hvide, hvilket gav dem kælenavnet sneleoparderne. Leopard-kampvognene havde en firemands besætning og havde netop været igennem en større modernisering, der bl.a. havde øget deres evne til at kæmpe ved nattetid. Moderniseringen viste sin værdi den 29. april 1994. Under kampene traf en dansk kampvogn et bosnisk- serbisk ammunitionslager, der eksploderede, hvorfor man antager, at de bosnisk-serbiske tabstal er væsentligt højere end det officielle tal på ni.

Den forøgede danske indsats var imidlertid ikke uden tab af egne tropper. Den 8. august 1995 blev en dansk soldat dræbt under kampe mellem kroatere og krajina-serbere, og den 18. september døde to danske soldater, og 16 blev såret, da den danske lejr, som de opholdt sig i, blev fanget i krydsilden mellem den kroatiske hær og bosniske serbere, der sloges hen over den bosnisk-kroatiske grænse. Efterfølgende besluttede de danske politikere at lukke missionen i Kroatien og samle de danske styrker i Bosnien. Samtidig blev styrken tilført yderligere tropper og materiel, der skulle gøre den i stand til at forsvare sig bedre i fremtiden.

Tabet af danske soldater fik ikke den danske befolkning til at mindske støtten til forsvarets indsats. I en undersøgelse i 1999 støttede 79 pct. af de adspurgte, at Danmark deltog i fredsoperationer. 54 pct. tilsluttede sig, at forsvaret deltog i fredsoperationer uden for Europa. Herudover erklærede 82 pct. sig som tilhængere af et dansk NATO-medlemskab.

I løbet af 1995 blev situationen i det tidligere Jugoslavien stadig værre. I juli kunne et magtesløst FN kun se til, mens bosniske serbere trængte ind i den FN-sikrede by Srebrenica og gennemførte en omfattende etnisk udrensning. Over 8.000 muslimske mænd, kvinder og børn blev dræbt. Efter et angiveligt bosnisk-serbisk morterangreb på en markedsplads i Sarajevo den 28. august 1995, der kostede 37 mennesker livet, var bægret fuldt, og FN gav NATO frit lejde til at bombe bosnisk-serbiske mål for at få dem til at indstille krigshandlingerne. Under de efterfølgende luftbombardementer fungerede bl.a. danske soldater som måludpegere, der fra positioner på jorden med laserstråler markerede flyenes mål. Ved hjælp af laserstrålerne kunne bomberne guides frem til målene med en stor grad af præcision.

NATO's indsats resulterede den 21. november 1995 i en amerikanskstøttet fredsaftale mellem de krigsførende parter. Aftalen fik navnet Dayton-aftalen efter den amerikanske militærbase, hvor krigens parter med USA for bordenden havde indgået aftalen. Aftalen rykkede indsatsen i det tidligere Jugoslavien over i NATO-regi og betød bl.a., at de danske styrker blev overflyttet til det nordøstlige Bosnien, hvor de indgik i en 4.000 mand stor nordisk-polsk brigade.

Trods bortfaldet af den konventionelle trussel mod Danmark var forsvaret og de danske politikere lang tid om at omstille forsvaret til de nye udfordringer. Den 1. juli 1994 oprettede daværende forsvarsminister Hans Hækkerup Den Danske Internationale Brigade (DIB). Baggrunden