Cooker & Cooky i Tivoli

Afslutning

Kapitel 1: Foråret

Foråret var kommet til Edinburgh, og luften var lun som den kun kunne være her. Livet i byen vågnede op af sin vinterdvale, mens folk tog hul på alle deres sommersysler. Stemningen var lige som mere humørfyldt. Byen var også smuk om vinteren, men foråret mindede folk om at varmen var på vej. En af de ting alle så frem til, var byens store Tivoli. Den 1. marts var dagen, hvor alle de mange telte og boder åbnede og fristede gæsterne med alt fra bamser, dukker, legetøj, kager, kakao til is og meget mere. Midt på pladsen gik en ballonmand rundt som alle kaldte for Snoopy. Han var en ældre mand der havde solgt balloner der i årevis. Altid havde han en sjov bemærkning til de kunder der kom forbi.

I Tivoliet var der ting til børn og voksne i alle aldre, så der var godt besøgt hele sommeren. Rutsjebane i parken var meget høj, og på et sted vendte vognene på hovedet. Måske var det derfor de voksne altid skulle blære sig med, at den turde de godt prøve den.

Spøgelseshuset var et andet sted, man skulle være modig for at turde prøve. Der gik faktisk en gammel anekdote om, at lige da spøgelsestoget var færdigbygget for mange år siden, forsvandt tre personer sporløst. Det var tre børn, der fik den allerførste tur, men de kom aldrig ud igen. Børnenes forældre havde efter sigende stået og ventet på dem ved udgangen, men der kom blot en tom vogn ud. Intet spor var der af de tre, selv om hele spøgelseshuset blev endevendt af politiet. Alle kendte historien, men ingen vidste helt om det bare var en vandrehistorie.

Tivoliparken var et fantastisk sted, hvor man kunne bruge timer, og hele byen fik et gevaldigt løft når det åbnede.

I et lille hus med forhave der lå i yderkanten af byen, boede drengene Cooker og Cooky med deres mor, far og lillesøster Trunte. Hun havde fået en hund kaldet Muffy, der levede af Cola og kødben, som hun elskede over alt på jorden.

Ofte fik de besøg af deres opfinder onkel kaldet Onkel McGregor, der boede i en lille skovhytte ikke så langt væk. Derudover havde de jo fået en ekstra onkel ved navn David som var flyttet ind i kælderen under lillebrors værelse.

Familien havde haft et stille og roligt liv de seneste år, og børnene var alle blevet større. Storebror Cooker var startet på handelsskolen, og havde et ekstra job som is-sælger om sommeren i Tivoliet, hvor han tjente lidt ekstra penge.

Hans store drøm var, at få råd til at købe sin egen motorcykel om nogle år. Lillebror Cooky var stadig et fjollehoved, men var blevet elevrådsformand på sin skole og gik nu i 9.klasse. Hans drøm var, at blive dyrepasser i byens Zoo når han blev voksen. Så kunne han passe og pleje alle de dyr han elskede at kigge på, hver eneste dag.

Trunte gik i 5.klasse, og var fortsat en stædig og viljefast pige. Hun ville altid gerne bestemme over de andre piger i sin klasse, men de fandt sig i det. Måske var det fordi hun var så godt til at finde på ting, og så kunne hun fortælle de bedste fantasihistorier, eller det troede de i hvert fald det var. Hun rappede fortsat i skolens band; "Trunte og de Funky Frikadeller".

Kapitel 2: Onkel Davids erindringer

Det var en ganske almindelig dag i familiens hus. Onkel David og Trunte havde med tiden fået et rigtig godt forhold, og legede i haven når hun kom hjem fra skole. Davids fortid som den onde Doktor på jagt efter hende og hendes familie, var næsten glemt. Han var en helt anden nu, og de opfattede ham mest af alt som et nyt familiemedlem. Alligevel drømte hun sommetider om ham som Doktor Død, og en dag måtte hun bare spørge ham om fortiden.

Onkel, tænker du nogensinde på dengang du var ond?

Spørgsmålet kom bag på David, og hans ansigtsudtryk skiftede helt.

Helst ikke, jeg prøver at glemme, for det var sådan en forfærdelig tid. Kraftige hovedpiner, konstante mareridt og alle de onde tanker. Det er slet ikke til at forstå, at jeg kunne forandre mig så meget. Tænk hvis det var lykkedes at gøre jer ondt, det ville have været forfærdeligt.

Trunte lyttede godt efter og tænkte tilbage på hvordan han så ud som Doktor Død. Det var ikke en rar tanke.

Men Onkel, ved du hvordan du startede med at blive så ond?

Man kunne se i Davids øjne, at tanken skræmte ham.

Jeg kan kun huske små glimt, men det startede vidst med at vores forældre skændes meget, mens McGregor og jeg hørte det. Efterhånden var det hver eneste aften vi kunne høre dem råbe og skrige af hinanden. Desværre blev han og jeg også uvenner, da jeg mente at far skulle have lov til at arbejde i sit laboratorium når det nu gjorde ham så glad, mens han synes det var synd for mor. Det blev efterhånden oftere og oftere at far ikke kom hjem, og det gjorde mor både vred og ked af det.

Far havde muligvis hørt et af vores skænderier, for pludselig en dag kaldte han mig ned på sit laboratorium i kælderen. Han fortalte, at han havde opfundet en drik der kunne gøre én meget stærk, og aldrig syg. I hånden havde han et glas med noget meget tyndt sort væske i, som han kaldte for medicinen.

Mor var for en gangs skyld enig med far, og synes det var en god idé at jeg fik det med det samme. På den måde kunne jeg holde mig frisk og stærk hele vinteren. Det viste sig at dog at være en kæmpe løgn, for mor vidste intet om drikken, og kort efter begyndte virkningen, jeg blev lettere svimmel og meget træt. Der må have været gået mange dage, hvor jeg bare sov tungt, for dagene forsvandt ligesom bare. Hver gang jeg vågnede var der en kraftig hovedpine og mit syn blev mere og mere sløret. Det var som om at jeg var vågen uden at være rigtig vågen.

En dag opfattede jeg en sofa i et dunkelt rum, med et skarpt grønt lys omkring. Reoler var fyldt med glasflasker, bøger og forskellige instrumenter, og flere af dem indeholdte den sorte væske jeg havde drukket. Der var en underlig lugt i rummet, og væggene var ru og lignede sten som i en grotte. Inden at jeg nåede at tænke mere, stod min far foran mig med et glas væske i hånden. Han sagde at jeg behøvede meget for at blive stærk og tvang mig til at åbne munden.

Kort efter, faldt jeg atter i søvn og fik endnu værre drømme, hvor det føltes som om at hele min krop brændte og mit hoved dunkede. Drømmene indeholdte en masse forfærdelige ting som skete ved folk som jeg ikke kendte. Når jeg kiggede bedre efter, var det mig selv der gjorde det.

Efterhånden havde jeg fået så mange drikke, at jeg ikke kunne huske hvor eller hvem jeg var. Det eneste der betød noget, var at få magt og vinde over andre. En stemme i mit hoved fortalte mig alle de onde ting jeg skulle gøre, og hvem der ville mig noget ondt. Sommetider lød det som min far der talte til mig, og andre gange var det mine drømme, det var ikke til at skelne længere.

Trunte lyttede intenst til sin onkels historie, og synes det var synd for ham. David hentede et fotoalbum med billeder af både McGregor og ham selv da de var små, men kun meget få af deres mor og far. Hun bladrede ivrigt i albummet som hun aldrig havde set før. Det var sjovt at se deres onkler som små, men faderen så meget streng ud. På den allerbagerste side stak der et billede ud bag ved et andet, nærmest som om at det var blevet gemt af vejen. Det pirrede hendes nysgerrighed, og ganske forsigtigt trak hun i kanten.

Det var et meget gammelt billede, så man måtte kigge ekstra godt for at se motivet. Der stod tre drenge i korte bukser og smilede i solen. De så ud til at være på samme alder og ret gode venner, for de holdt om hinandens skuldre. Hun spurgte David om hvem de var, men han havde åbenbart glemt at om billedet, og så bare forbløffet ud.

Øh, hvor har du det fra?

Det var sjovt at have fundet et billede som hendes onkel ikke engang kunne huske, mens han begyndte at gnide sig nervøst i hænderne.

Det er bare fordi…, jeg havde fuldstændig glemt de tre drenge. Åh, nu kommer det hele tilbage igen, det er så forfærdeligt. Min hukommelse havde lukket helt af for den periode, for det var så ondt hvad vi gjorde. Jeg slet ikke kan holde tanken ud.

David lagde billedet væk og så skamfuld ud, mens Trunte ikke kunne være i sig selv af bare nysgerrighed. Hun turde ikke spørge, men satte sig på skødet og så spørgende op på ham.

Åh altså Trunte, jeg havde håbet at glemme min fortid, men du har nok ret. Der er nogle af de ting jeg gjorde sammen med min far, som bare ikke kan glemmes. Jeg er nød til at erkende og bearbejde min fortid, ellers bliver jeg skør på et tidspunkt.

Dem du så på billedet, var tre drenge som boede her i byen. De legede vidst altid sammen og havde et helt almindeligt liv, indtil vi lavede om på det. Min far havde fået en idé om at han ville eksperimentere med andre børn end mig, og var færdig med at opfinde væsken som muligvis kunne give personen særlige evner. For at opnå en optimale virkning, var det vigtigt at prøve det af på et barn.

En dag havde han været inde i byen for at lokalisere nogle børn der kunne testes på, og han kom nærmest glad hjem. Det skete yderst sjældent, men der var tre drenge som vi skulle kidnappe til formålet.

Byens Tivoli var netop blevet stillet op og dette år var der en helt ny forlystelse……, Spøgelsestoget.

Kapitel 3: Kidnappede drengene

Jo mere David fortalte, jo mere optaget af historien blev Trunte. Hun skyndte sig hen i sin kommodeskuffe og fandt årets tivoliplakat frem som var snuppet fra en af lygtepælene i byen. Snart efter sad hun på skødet og pegede på billedet af spøgelsestoget.

Er det den der?

David nikkede.

Ja, den er godt nok blevet ombygget nogle gange siden, men ja det er den. Min far og jeg tog hen til Tivoliparken lige da den åbnede, og på en eller anden måde havde han fundet ud af hvornår de tre drenge ville være der med deres familier. Der var en lille bagindgang til forlystelsen som kun ganske få personer kendte til, og da min far havde klippet hul i hegnet, kravlede vi igennem.

Bagdøren fik han op med et mærkeligt værktøj og vi kom ind i et mørkt rum. Der var en masse figurer som bevægede sig mekanisk, og med et brag kom en vogn med to voksne kørende ind. De skiftevis grinte og gyste mens de kiggede sig omkring.

Min far havde to klude der var dyppet i noget væske, som kunne bedøve folk, og jeg fik så en. Igennem døren kom en vogn med tre drenge, der alle sad langt nede i vognen og holdt sig for øjnene. Han havde lagt en kunstig træstamme henover sporet for at standse vognen, og den virkede efter hensigten. Lige ud for vores gemmested standsede vognen, og drengene troede åbenbart det var en del af turen.

Min far sprang op i vognen først, hvor drengene hylede af skræk. Hurtigt fik han sat kludene foran ansigterne på to af drengene, så de indåndede det bedøvende stof. Inden den sidste dreng kunne nå at gøre noget, sprang jeg op og holdt kluden stramt foran hans ansigt.

Der gik ikke længe før alle tre drenge lå helt stille i vognen, og vi begyndte at bære dem ud igennem den