Grådighedens pris: - en krimi med Daniel Dreyer

Af samme forfatter:

Blodhævn, ungdomsroman, Høst & Søn, 1989

Blodhævn, ungdomsroman, Forlaget Carlsen, e-bog, 2016

Det smukke kranie fra Købmagergade, roman om to historiske personer, BoD, papir- og e-bog, 2016

Blodhævn, ungdomsroman, Lindhardt og Ringhof, lydbog, udkommer i 2017

PIGGIES

Have you seen the little piggies

Crawling in the dirt

And for all the little piggies

Life is getting worse

Always having dirt to play around in.

Have you seen the bigger piggies

In their starched white shirts

You will find the bigger piggies

Stirring up the dirt

Always have clean shirts to play around in.

In their styes with all their backing

They don't care what goes on around

In their eyes there's something lacking

What they need's a damn good whacking.

Everywhere there's lots of piggies

Living piggy lives

You can see them out for dinner

With their piggy wives

Clutching forks and knives to eat their bacon.

George Harrison, 1968

Indholdsfortegnelse

GITTA: TORSDAG 5. OKTOBER

NOGET AT TÆNKE OVER: MANDAG 16. OKTOBER

BAKTERIER: TORSDAG 9. NOVEMBER

UDENRIGSMINISTEREN: MANDAG 13. NOVEMBER

FORSVARSMINISTEREN: TORSDAG 16. NOVEMBER

C. C. SHIPPING: MANDAG 20. NOVEMBER

GEDSER TOLDSTATION: TIRSDAG 5. DECEMBER

BESØG FRA UDLANDET: TIRSDAG 5. DECEMBER

HVEM ER EN KYLLING?: ONSDAG 6. DECEMBER

AKUPUNKTUR: ONSDAG 13. DECEMBER

KLAR TIL OPERATION CHICKEN: SØNDAG 17. DECEMBER

ENDNU ET DØDSFALD: TORSDAG 21. DECEMBER - FREDAG 22. DECEMBER

AFGANG: LØRDAG 23. DECEMBER

LØNLIGT IBLANDT OS DE GÅR: SØNDAG 24. DECEMBER

JULEDAG: MANDAG 25. DECEMBER

PIRATOVERFALD: FREDAG 5. JANUAR

KAMPEN: FREDAG 5. JANUAR

HAVNEN I COTONOU: MANDAG 8. JANUAR

SKAL VI VOVE PELSEN?: FREDAG 12. JANUAR

CHARLES DE GAULLE: TIRSDAG 16. JANUAR

EN UBÆRLIG SANDHED: ONSDAG 17. JANUAR

RIGET: TORSDAG 18. JANUAR

ET TILBUD, DER IKKE KAN AFSLÅS: FREDAG 19. JANUAR

EN VEN FRA FORTIDEN: FREDAG 19. JANUAR - ONSDAG 7. FEBRUAR

PÅ FRI FOD?: SØNDAG 21. JANUAR

NATURLIGHEDEN: MANDAG 25. JANUAR

BLODFORGIFTNING: MANDAG 25. OG NATTEN TIL TIRSDAG 26. JANUAR

DE RETTE FORBINDELSER: TORSDAG 8. FEBRUAR

HUL IGENNEM: TIRSDAG 23. JANUAR

SLUTNINGEN AF BEGYNDELSEN: TIRSDAG. 6. OG ONSDAG 7. FEBRUAR

FORTIDEN: FRA DECEMBER 1980

SKOVTUR: LØRDAG 10. FEBRUAR

FASTELAVN: SØNDAG 11. FEBRUAR

NYT FRA HERRENS MARK: TIRSDAG 13. FEBRUAR

PRIVATDETEKTIV!?: TORSDAG 15. FEBRUAR

ET NYT BEKENDTSKAB: TORSDAG 15. FEBRUAR

HAPPY BIRTHDAY, MIKKEL: FREDAG 16. FEBRUAR

KULTURSAMMENSTØD: LØRDAG 17. FEBRUAR

SOM PERLER PÅ SNOR: NATTEN TIL ONSDAG 21. FEBRUAR

ÉN ULYKKE KOMMER IKKE ALENE: ONSDAG 21. FEBRUAR

DANIELS FØRSTE SAG: ONSDAG 21. FEBRUAR

VENNEMIDDAG: FREDAG AFTEN 2. MARTS

BUNKEREN: NATTEN TIL LØRDAG 3. MARTS

SCHUTZ DER UMWELT: LØRDAG 3. MARTS

ET TYSK DÆKNAVN?: SØNDAG 4. MARTS

EN FATAL OPRINGNING: MANDAG 5. MARTS

ET TILFÆLDIGT MØDE: TIRSDAG 6. MARTS

GENNEMBRUD PÅ VEJ?: TORSDAG 8. MARTS

EN TRAVL DAG: ONSDAG 7. MARTS

EN SCOREMIDDAG: FREDAG 9. MARTS

ANITA: LØRDAG 10. MARTS

SMUGKIG: SØNDAG 11. MARTS

JAGTTEGN: MANDAG 12. TIL FREDAG 16. MARTS

INVITATION: TIRSDAG 13. MARTS

EKSAMENSGAVE: FREDAG 17. MARTS

JÆVNDØGN: TIRSDAG 20. MARTS

PUSLESPIL: ONSDAG 21. MARTS

PÅ NÆSSET: TORSDAG 22. MARTS

GRISEPRIS: FREDAG 23. MARTS

TIME OUT: SØNDAG 25. MARTS - PALMESØNDAG

EN MAND OG HANS LIVSVÆRK: TIRSDAG 27. MARTS

BENIN: ONSDAG 28. MARTS

SPEDALSK: FREDAG 30. MARTS

HARMATTAN: TIRSDAG 3. APRIL

LUCAS: TORSDAG 5. APRIL

RUNDT PÅ GODSET: FREDAG 6. APRIL

HJERTESTOP: MANDAG 9. APRIL

ULYKKELIGE OMSTÆNDIGHEDER: ONSDAG 11. APRIL

PÅ SANODAN: FREDAG 13. APRIL

DE NEONATALE: MANDAG 16. APRIL

ABDULLAH: FREDAG 20. APRIL

SKULD GAMMEL VENSKAB …: ONSDAG 18. APRIL

VIRUSTERAPI: FREDAG 20. APRIL

RAMSLØG: FREDAG 27. APRIL

VACCINATIONER: MANDAG 30. APRIL

EN DØDELIG TRUSSEL: ONSDAG 2. MAJ

STORE PROBLEMER: TORSDAG 3. MAJ

UNDERCOVER: FREDAG 4. MAJ

EPIDEMI: ONSDAG 9. MAJ

LUCKY: MANDAG 7. MAJ

OVER AND OUT: SØNDAG 13. MAJ

ULTIMATUM: MANDAG 14. MAJ

BUKKEJAGT: ONSDAG 16. MAJ

PRISEN FOR GRISEN: LØRDAG 23. JUNI

EFTERORD

GITTA

TORSDAG 5. OKTOBER

I sygestuens dæmpede lys sad en ældre, gråhåret mand med sin datters hånd i sin. Sådan havde han siddet siden i går aftes. Et par gange var hans øjne gledet i, men hurtigt – ved viljens kraft – åbnede han dem atter.

Klokken halv fire om morgenen udåndede hans 40-årige datter. Stille.

Han hørte, hvordan hendes anstrengte åndedræt blev mere overfladisk for hver vejrtrækning, og efter blot et halvt minut var det ophørt. Det var vist det, man kalder en rolig død.

En moden sygeplejerske kom ilende til og tændte sygestuens skarpe loftlys. Med et rutineret blik tjekkede hun hurtigt monitoren over sengen. Vejrtrækning og hjerteaktivitet var ophørt. Med et tryk på en knap tilkaldte hun assistance, men begyndte straks selv at undersøge patienten.

Den høje, gråhårede mand rejste sig besværet, og uden et ord gik han langsomt gennem stuen, hen ad den nattestille hospitalsgang, ned ad trappen og ud på den mørke parkeringsplads foran sygehuset. På denne tid af døgnet holdt her ganske få biler, og han låste sig ind i sin sorte Range Rover.

På førersædet sad han og stirrede ud i mørket. De første tårer banede sig vej ud af øjenkrogene og gled ned ad hans furede kinder. De banede vejen for selve sammenbruddet. Hans ansigt fortrak sig i en grotesk grimasse, og han faldt ind over rattet og hulkede højt og grimt i den sorte efterårsnat. Knud Emmanuel Tranedal græd for første gang i rigtig mange år. Senest det skete, var for 40 år siden, da hans elskede datter Gitta blev født, og hendes mor døde straks derefter.

Nu var Gitta også død.

*

Knud E. Tranedal – som blot kaldtes Knud E af sin familie, sine venner og ansatte – blev far i alder af 34 år.

I mange år havde han levet som ungkarl. Men to år tidligere havde han til manges overraskelse giftet sig med den blot 24-årige tyske baronesse Elise von Löwenstein. Hun var datter af huset på det gods, som Knud E og nogle venner var blevet inviteret på jagttur til. Den blonde, unge pige og den charmerende verdensmand blev straks betaget af hinanden, og de blev gift efter tre måneders hemmelige møder i forskellige europæiske storbyer. To år senere nedkom Elise med deres eneste barn, datteren Birgitta, som altid blev kaldt Gitta. Den lille pige blev holdt over dåben af den daværende enkedronning og blev sin fars allerstørste kærlighed. Elise fik efter et par uger en dyb fødselsdepression, og mens Knud E var på forretningsrejse, tog hun den overdosis piller, som slog hende ihjel.

Knud E var adskillige år om at komme sig over Elises død, men ikke mindst hans pligtfølelse over for datteren bidrog til, at han for Gittas skyld kom videre i livet. Gitta blev i særklasse en fars pige. Mange ville mene, at hun blev forkælet i en helt usmagelig grad, hvilket ikke var uden mening. På den anden side stillede Knud E også store krav til hende.

I de første skoleår gik hun i Haubjerg Borger- og Realskole, og hun udviklede sig til en både særdeles køn og velbegavet pige. Som mange andre piger var Gitta meget optaget af heste og ridning. Hun fik sin første pony som gave til sin seksårs fødselsdag.

I nogen afstand fra Tranedal Gods’ hovedbygning havde man bevaret en gammel kampestensbygning med hvidkalkede fuger. Her sørgede Knud E for at etablere godsets rideanlæg, komplet med udendørs og indendørs baner både til dressur og ridebanespringning omkranset af store græsarealer til ridehestenes græsning. Her begyndte også det vidt forgrenede stianlæg, som løb kilometervis gennem de udstrakte skove og engarealer, der udgjorde en del af Tranedal Gods.

Efter nogle år valgte Knud E at sætte Gitta i skole på Herlufsholm Kostskole, hvor han selv havde gået, og hvor man nu også havde åbnet for piger. Ved flid og ikke mindst gode medfødte evner opnåede hun årets bedste eksamensresultat på skolen, hvorfra mange af landets førende ledere blev rekrutteret. Efter studentereksamen begyndte Gitta efter sin fars råd på Copenhagen Business School, hvor hun læste erhvervsøkonomi og dimitterede på rekordtid og med tårnhøje karakterer. Derefter tog Gitta til London, hvor hun arbejdede i et internationalt bankierfirma. Hun forelskede sig i chefens søn, men efter nogle få år brød de med hinanden, og Gitta vendte hjem til Tranedal Gods meget skuffet, men en del klogere.

Som 27-årig – året efter hendes far fyldte 70 – var hun klar til at indtræde i godsets ledelse. Knud E var overmåde glad. Nu var hans fortabte, elskede datter vendt hjem til ham. Og hun var også vendt hjem til sin arvelod og sin plads i slægtens arvefølge. Selv var han fysisk og psykisk frisk og rask, men det var på tide, at godsets fremtid kom på plads. Han lavede en plan for datterens gradvise overtagelse af godsets ledelse. Han nævnede dog ikke over for Gitta, at hun også var forpligtet til at sørge for en arving.

Hun fik indrettet den gamle forvalterbolig efter alle kunstens og modens regler og arbejdede som sin fars forlængede arm i godsets drift. Knud E overlod i rask rækkefølge det ene område efter det andet af ledelsesarbejdet til datteren, som aldrig knyede, men tværtimod hurtigt fik styr på de nye arbejdsfelter. I sit stille sind frydede Knud E sig og sagde ofte til sig selv, at det var da en fantastisk datter, han havde. I begyndelsen undrede Knud E sig over sin datters ledelsesstil. Selv havde han altid styret godsets drift fra sit kontor i hovedbygningen, og det var kun få gange om året han i forretningsmæssigt ærinde vovede sig ud i skovene, markerne og staldene. Mange af de ansatte kunne knapt nok kende chefen fra andre lejligheder end jule- og høstfesten, hvor han sagde tak for deres indsats og så ellers skål! Gitta derimod sørgede for ugentligt at forlade administrationskontoret, iføre sig gummistøvler og gå tur i marker og stalde sammen med de forskellige forvaltere. Det var helt klart en anderledes og mere moderne stil, men ellers var der intet, Knud E kunne udsætte på datterens arbejde. Han glædede sig over, at generationsskiftet så ud til at skulle forløbe gnidningsfrit. Det næste generationsskifte havde han ingen indflydelse på, og derfor prøvede han at lade være med at tænke på det. Og nu var det hele væltet omkuld med et slag.

For en uge siden havde Gitta taget på en af sine rutinemæssige rideture rundt på godsets jorde og skove på sin yndlingshest, den seksårige hingst Cæsar, som hun selv havde redet til.

Skovene stod i deres mest farverige efterårskulører, men denne fredag eftermiddag styrtregnede det. Mange steder havde der samlet sig pytter af anseelig dybde, og mange af stierne i det kuperede terræn var et smattet søle. Selv om både rytter og hest var rutinerede og godt samarbejdede, skete uheldet dog et sted, hvor de ofte havde været sammen før. Cæsar gled i mudderet og styrtede. Gitta kom til at ligge under det store dyr, som panisk kæmpede sig på benene igen. Da Cæsar løb ind på gårdspladsen uden rytter, begyndte en hektisk eftersøgning i godsets tre firehjulstrækkere. Knud E fandt sin datter på stedet, hun var styrtet, mudret, forslået og med et åbent lårbensbrud. Ambulancen kom efter en halv time, og Gitta blev indlagt på Haubjerg Sygehus, hvor hun straks kom på operationsbordet.

Lægerne fik nærmest rutinemæssigt sat lårbensknoglen sammen med diverse sølvreservedele og rustfri skruer. Knud E sad alene i det triste venterum. Efter en time kunne kirurgen fortælle ham, at operationen var gået godt, at Gitta stadig var halvvejs bedøvet og bare skulle have ro og søvn.

Kom igen i morgen, var beskeden.

*

Fredagen efter Gittas død blev hun begravet fra det lille kapel i Tranedals hovedbygnings sidefløj. Det lille barokudsmykkede lokale var fyldt til det yderste, og mange gæster måtte stå udenfor under ceremonien. Kisten blev båret af Knud E med et ansigt så udtryksløst som en maske og fem af godsets højere funktionærer. Følget fulgte kisten ned til en af parkens fjerne ender, hvor familiegravstedet lå i læ af en halvkreds af gamle egetræer. Her blev Gitta gravlagt ved siden af sin mor, som hun aldrig havde kendt. Ved det efterfølgende gravøl i ridehallen bemærkede man, at Knud E ikke var til stede. Mandag morgen tog han ind til sygehuset, hvor han havde en aftale hos overlægen.

NOGET AT TÆNKE OVER

MANDAG 16. OKTOBER

Knud Emmanuel Tranedal var født 1942. Han nåede aldrig at se sin far, som døde på Østfronten som officer i Frikorps Danmark. Han blev opdraget af sin anæmiske mor, der lod ham passe af nanny’er til han var gammel nok til at komme på kostskole.

Knud E var enearving til Tranedal Gods beliggende omkring 25 kilometer vest for købstaden Haubjerg. Godset havde store jordtilliggender – omfattende skove, marker og enge – og adskillige udlejningsboliger på egnen. Nysø Hegn med søen hørte også til Tranedal. Godset indbefattede tre store gårde, som blev drevet hver for sig af forvaltere, der refererede direkte til godsejeren. På alle tre gårde var der store anlæg, hvor der hvert år på den mest moderne vis produceredes titusinder af svin. På en fjerde gård – Gerdasminde – drev Knud E’s forvalter en minkfarm.

Foruden sine landbrugsejendomme ejede Knud E en del store aktieposter i velrenommerede og lukrative, danske firmaer, nogle med tilknytning til landbrugssektoren, andre af mere industrielt tilsnit. Han sad i fire af disse firmaers bestyrelser, i det ene af dem som formand. Hans største samlede aktiepost var i det verdenskendte medicinalfirma SanoDan.

Under sine gymnasieår på Herlufsholm havde han etableret mange venskaber, og mange af dem holdt han kontakt med gennem alle årene. Selvfølgelig var der mange, han ikke traf så ofte mere, men mange deltog i Tranedals sagnomspundne jagter med efterfølgende selskaber, hvor der også ofte deltog medlemmer af kongehuset og mange andre repræsentanter for det mest velhavende og indflydelsesrige Overdanmark. I årene, mens Gitta havde travlt med at vokse op og uddanne sig, havde hendes far også travlt. Han havde ladet sig vælge til formand for branchesammenslutningen Danske Svineproducenter, og som sådan var han automatisk næstformand i den mægtige landbrugsorganisation, som man havde omdøbt til det folkelige navn Jord til Bord.

*

I dagtimerne var sygehusets parkeringsplads altid overfyldt. Den skulle rumme de ansattes, dagpatienternes og de besøgendes køretøjer, og det var der åbenbart ingen, der havde forestillet sig, da man i sin tid lagde sygehuset tæt bag en af Haubjergs indkøbsgader. Og da sygehuset få år tidligere havde gennemgået en større udbygning, havde man yderligere nedlagt omkring hundrede parkeringspladser.

Knud E parkerede derfor sin sorte Range Rover i byens underjordiske p-kælder et stykke fra sygehuset og spadserede derhen i det høje formiddagssolskin. Det var tydeligvis en ældre herre, der gik gennem byen. Høj, med en rank holdning og en gang, der udstrålede, at her kom en mand, der var vant til, at andre trådte til side for ham. Iført en tyskfabrikeret lodenfrakke og sko med høj snøring. Han var barhovedet, så man kunne se hans halvlange, gråsprængte hårpragt, som trods hans alder stadig var tæt og uden bare pletter. Hans ansigt med den kraftige, kløftede hage var omhyggeligt glatbarberet. Lægen stod på gangen, klar til at modtage ham. Med en ydmyghed, der var utypisk for standen, viste han Knud E ind på sit kontor, idet han præsenterede sig:

Jens Nielsen. På hans navneskilt stod der overlæge. Han var tydeligvis klar over, hvem han havde over for sig. Han startede, mens han bukkede let: En kop kaffe?

Nej, tak! De har bedt mig komme herind? Hvad kan jeg gøre for Dem, doktor Nielsen?

Joh, vi syntes, at det var bedst, at vi fik talt om … om Deres datters ulykkelige … Hvordan klarer De det, hr. Tranedal?

Tak for Deres interesse, men det skal De nu ikke blande Dem i! Kom bare til sagen: Hvad skal vi drøfte?

Lægen rødmede uklædeligt og rømmede sig flere gange.

Jo, ser De, hr. Tranedal, Deres datters benbrud var naturligvis et af de mere voldsomme, men i kirurgisk forstand var det ikke kompliceret, og operationen gik også præcist som den slags plejer, det vil sige uden komplikationer. Lægen så Knud E ind i øjnene, inden han fortsatte. Som De ved, var det først efter et par dage, det gik galt. Deres datters sår på benet var åbenbart blevet inficeret, og efter yderligere to dage udviklede betændelsen sig til en regulær blodforgiftning. Under lægens redegørelse sad Knud E urørlig og iagttog den nervøse læge.

Alt det ved jeg jo, doktor. Kom til sagen!

Vi behandlede Deres datter med de mest potente antibiotika, vi råder over i dag, hr. Tranedal, men lige meget hjalp det!

Som endnu et tegn på, at det var han nu helt på det rene med, sukkede Knud E dybt og så demonstrativt på sit Rolex armbåndsur. Lægen var nu inde på noget, han opfattede som sikker grund og lod sig ikke slå ud af Knud E’s opførsel. Med fast stemme spurgte han:

Siger MRSA CC398 Dem noget, Tranedal?

Mit landbrug avler over 200.000 grise om året, så mon ikke? Også Knud E’s tone var blevet skarpere.

Og Deres datter havde sin daglige gang i svinestaldene?

Naturligvis.

Havde hun døjet med infektionssygdomme i den seneste tid?

Hun var sund og rask, som sædvanlig.

Ikke helt. Vi kan se, at i de seneste uger har hun været under en bredspektret antibiotikakur mod en hårdnakket underlivsbetændelse, hun led af. Det har hun ikke fortalt Dem om?

Efter et øjebliks tøven svarede Knud E i en affærdigende tone:

Den slags plejede vi ikke at underholde hinanden med, doktor Nielsen. Men hvad har det med hendes … altså, hendes dødsfald … Han sank en gang. … med hendes dødsfald at gøre? Man dør vel ikke af en underlivsbetændelse?

Nej, ikke med mindre at en antibiotikakur har udryddet hele ens sunde bakterieflora, som normalt vil udkonkurrere en infektion forårsaget netop af MRSA CC398!

*

Efter frokost gik Knud E alene ned til godsets begravelsesplads bare fulgt af sin gamle og gigtplagede labrador Lucky. Gittas grav var helt dækket af buketter og kranse i efterårets farver. Han satte sig på stenbænken og stirrede tomt ud i luften. Hunden lagde sig træt ved siden af ham. Om det var efterårsvinden var ikke til at afgøre, men en enkelt tåre trillede ned hans kind.

Tænk, at der ikke skulle andet end en banal rideulykke til at styrte alle hans planer. Hele meningen med hans tilværelses stræben havde i den grad været bundet op på Gitta og hendes lykke. Og nu lå hun dernede! Det var ubærligt.

MRSA CC398! Åhr, jo om han kendte til den? Mon ikke. Lægernes dom var klar: Gitta døde på grund af en MRSA CC398-infektion. Stafylokokbakterien, der kaldes MRSA CC398, er i offentligheden – måske lidt uretfærdigt – kendt som svinebakterien. MRSA-bakterierne havde også forekommet i sygehusmiljøer, hvor man havde bekæmpet dem i en menneskealder. Til gengæld florerede de nu først og fremmest i de fleste af landets svinestalde. Sygehusets undersøgelser havde godtgjort, at de bakterier, der dræbte Gitta stammede fra en af de svinestalde, hun administrerede på Tranedal Gods. Knud E’s tanker vandrede tilbage i tiden.

Som formand for Danske Svineproducenter, havde han skaffet sig mange modstandere om ikke direkte fjender. Igennem flere år kom han i offentligheden til at fremstå som indbegrebet af den mest hensynsløse og kortsynede interessevaretagelse, man mødte i landet. Med halve og trekvarte løgne og retoriske fordrejninger havde han kæmpet for sit erhvervs interesser. Hans debatform, som man jævnligt havde mødt på tv, i radio og den trykte presse, var aggressiv og populistisk og benyttede sig af løgne- og bulldozertaktikker. Som en af landets største svineavlere var han ofte i ilden. Mange mindedes – selv efter flere år – hans optræden i en tv-udsendelse, hvor han hånede og latterliggjorde miljøforkæmpere og videnskabsfolk, der advarede mod farerne ved sygdommen MRSA, der truede med at lægge en bombe under antibiotikabehandlingen ikke bare i landet, men i det meste af verden. Han afsluttede debatten ved i vrede at forlade tv-studiet med en arrogant bemærkning om, at han nok vidste bedre end disse studenter og Politiken-læsere.

I disse år gik det op for flere og flere borgere, at det eksisterende landbrug lå meget langt fra det, de havde lært om i skolen. Samtidig med at en stadig mindre andel af landets BNP kom fra landbruget, overgik erhvervet til rendyrkede industrielle metoder. Landmændene (nu var det ikke fint mere at kalde sig bønder) omtalte deres husdyr som produktionsenheder, og behandlede dem som sådan. Søer, åer og fjorde blev forurenet af gødning og giftstoffer, der blev udvasket af landbrugsjorden. Dyrevelfærd blev et fremmedord. Landbruget opførte sig, som om det ejede hele landet og skulle have økonomisk kompensation for selv de mest enkle og naturlige indgreb. I det hele taget kom bønderne til at fremstå som den mest grådige og hensynsløse stand i landet. Det kunne vel for fanden ikke passe, at det var naturfredningsfolk, klidmostre og afdankede hippier, der havde ret? Nu havde han selv i alle disse år været svineavler og knapt haft en sygedag! Skulle hans egen skråsikkerhed og standsinteresser virkelig være medvirkende årsager til hans elskede datters alt for tidlige død? Gid det ikke passede. Forvirrede tanker kørte rundt i Knud E’s hoved, da han gik hjemad i tusmørket.

BAKTERIER

TORSDAG 9. NOVEMBER

I den følgende måned var det svært for godsets ansatte at komme i kontakt med deres chef. Han gav sin næstkommanderende besked på at finde og ansætte en person, der kunne overtage Gittas arbejdsopgaver.

Og så skulle godsets rideheste i øvrigt sælges, hver og en.

Og så gav han i øvrigt besked om, at han ikke ville forstyrres, hvad end der trængte sig på; han tænkte! Og det gjorde han. Hver dag gik han uanset vejret ned til Gittas grav, hvor han længe sad stille på bænken og så lige ud i luften. Hans kropsholdning eller ansigtsudtryk røbede ikke, hvad der foregik i hovedet på ham. Godsets personale talte stille sammen, om han mon havde mistet sin forstand af bare sorg. Det havde han ikke. Tværtimod var han i sin høje alder – 74 år – gået i gang med at lægge fremtidsplaner.

En kort overgang overvejede han at kaste alle tøjler fra sig, trække sig fra alle poster og oprette en fond, som varetog driften af godset, mens han selv gik på pension, men hurtigt kom han på andre tanker. Hans vanlige pligttroskab fortalte ham, at han måtte rette op på de graverende og fatale fejltagelser, han havde begået. Til den ende havde han brug for alle de platforme, netværk og magtpositioner, han havde til rådighed. Hans første beslutning gik ud på, at han aldrig mere ville deltage i debatter om landbrugets anvendelse af medikamenter og kemikalier. Aldrig mere skulle han udtale sig om MRSA. Der stod andre klar til at overtage hans rolle i den forbindelse, og det ville kun være nogle enkelte nørder, der tænkte på, hvor Knud E mon var blevet af.

I stedet gik han i gang med et helt andet projekt: Han var bestyrelsesformand i medicinalvarefabrikken SanoDan, som havde kontorer, forskningsafdelinger og fabrikker på fire kontinenter. Den største enhed lå dog stadig i Sletved omkring 50 kilometer syd for Haubjerg, hvor man beskæftigede mere end 3.000 mand. Her afholdt man også bestyrelsesmøderne.

I en af de mest hemmelige forskningsafdelinger var Lars Krebs leder. Lars var søn af en af Knud E’s gamle herlovianerkammerater, der tragisk var omkommet i en ulykke i sit privatfly, mens hans søn Lars var en halvstor dreng. Lars Krebs’ 40 internationale forskere puslede blandt andet med udvikling af immunologi. Det var næppe til at se, at SanoDan skulle komme til at tjene på det, men man kunne jo aldrig vide. Lars Krebs havde i mange år været inviteret med til de kendte Tranedaljagter, men siden Knud E havde været langt fremme i sin kampagne rettet mod MRSA-kritikerne, havde Lars sendt afbud hvert år. En mørk og regnfuld novemberaften ringede Knud E til Lars Krebs, som lød hørligt overrasket.

Ikke så meget snak i telefonen. Vil du komme over og få en snak?

Naturligvis!

*

Knud E åbnede selv hovedbygningens imposante dør og lukkede Lars Krebs ind i den store hall. De to mænd hilste på hinanden med et fast håndtryk og intens øjenkontakt.

I herreværelset skænkede Knud E dem hver en stor årgangscognac. De satte sig i de dybe, slidte chesterfieldstole under de udstoppede jagttrofæer og gav sig tid til at nyde duften og de første, kostbare dråber. Der var ild i den åbne pejs, og jagthunden Lucky lå og nød strålevarmen.

Lars Krebs var midt i halvtredserne, spinkel af vækst, bebrillet og næsten helt skaldet. Han havde en irriterende vane med at rømme sig mange gange, når han tog ordet. Hjemme havde han kone og to halvvoksne døtre.

Da han i sin tid var blevet faderløs, havde Knud E hjulpet ham økonomisk under hans studier, og siden havde han anbefalet ham til en stilling i en af SanoDans mikrobiologiske forskningsafdelinger. Derfra havde Krebs selv arbejdet sig op til sin nuværende vellønnede og ansvarsfulde stilling som leder af en af SanoDans absolut hemmelige afdelinger. Koncernledelsen regnede ikke med lukrative resultater af den højt specialiserede forskning, der foregik under Krebs’ ledelse. Biologer og kemikere i afdelingen var udvalgt blandt verdens bedste, og de havde stort set frie hænder til at vælge, hvilke videnskabelige gåder, de ville løse. Hvis det viste sig, at de fandt frem til resultater, der kunne anvendes i den praktiske verden, var det fint, men hvis de blot bidrog til nye grundvidenskabelige erkendelser, betragtede direktion og bestyrelse det som en naturlig forpligtelse for et foretagende af deres størrelse og de dertil hørende samfundsmæssige forpligtelser. Til gengæld var hele Krebs’ afdeling belagt med de strengeste fortrolighedsklausuler. Alle i medicinalbranchen kendte til risikoen for industrispionage, og hos SanoDan havde man en hel afdeling, som sørgede for at virksomhedens kommende guldæg blev holdt hemmelige til den dag, de skulle klækkes. Selv bestyrelsen og dens formand Knud E var kun informeret på et overfladisk plan.

Knud E åbnede samtalen.

Jeg ved godt, Lars, at du ikke har brudt dig om mine synspunkter angående MRSA. Og du har sikkert heller ikke brudt dig om den måde, jeg har fremført dem på. Jeg har naturligvis bemærket dine afbud til mine invitationer i de seneste år. Nej, lad være med at afbryde mig nu! Jeg ved, at du ikke deler mine synspunkter, og jeg respekterer det. Og jeg har savnet dit selskab ved vores jagtselskaber. Du ved jo, at Gitta døde, og jeg må fortælle dig noget, du ikke behøver fortælle rundt omkring: Gitta døde af en blodforgiftning forårsaget af MRSA! Lægerne er ikke i tvivl, og bakteriestammen kommer fra en af vores egne svinestalde! Nej, lad mig tale ud, så kan du få ordet. Siden jeg hørte om Gittas dødsårsag, har jeg spekuleret som en vanvittig, og jeg må indrømme, at jeg helt har nulstillet mine synspunkter. Jeg er blevet klar til at deltage i kampen mod MRSA, men jeg mangler valid viden at reagere på. Derfor beder jeg dig om at opdatere mig med hensyn til baggrund og status for denne plage og vel at bemærke i et sprog, der er forståeligt for en ældre landmand!

Flere minutters stilhed fulgte, inden Krebs rømmede sig og sagde:

Kære Knud E, du aner ikke, hvor meget jeg føler med dit savn og din sorg over Gittas død. Til gengæld glæder det mig, at du er indstillet på at revidere dine gamle, fuldstændigt uvidende og uansvarlige standpunkter. Jeg siger dette i klar bevidsthed om, at du var min fars gamle kammerat, at du har hjulpet mig frem i verden, og at du er min øverste chef: Du har ført dig frem som en bøffel, selvisk og kortsynet. Nu kan vi så endelig tale rent ud.

Glem bare fortiden nu, og lær mig alt det, jeg ikke har vidst.

I de næste to en halv time forklarede Lars Krebs sin gamle mæcen, hvad han havde taget fejl af, og hvordan den bakteriologiske verden hang sammen, når man så bort fra snævre erhvervsinteresser.

"Bakterier findes overalt. Heldigvis! Uden bakterier fandtes der ingen andre levende væsener på jorden. Bakteriernes verden er i sandhed mangfoldig, de