Bjergprædikenen: Martin Luthers prædikener over Matthæus 5-7

Indholdsfortegnelse

Indledning

MATTHÆUS 5-7 UDLAGT AF MARTIN LUTHER

Martin Luthers fortale

Kapitel fem er mest udsat

Tolv frivillige råd

Falske gode gerninger og opdigtet hellighed

KAPITEL 5

Indledning (v1-2)

En god prædikant

Saligprisningerne (v3-12)

Lidelse er de kristnes kendetegn

Åndelig rigdom og fattigdom

Villig lidelse er Helligåndens frugt

Sorg og møje er ingen sjælden plante hos de kristne

Dobbelt op til præsten

Forskel på embedet og personen

Livets retfærdighed

Kun Guds Ord afgør, hvad der er rent og urent

Evangeliet og formaningerne

Gode gerninger udspringer af et glad hjerte

Advarsel mod at gå i krig

Opfat alt i bedste mening

To veje

Lidelsens vej

Jordens salt og verdens lys (v13-16)

Præsteembedet er kun for mandfolk

Kirkens ja og nej

Saltningsembedet

Hovedartiklen

Troen og de gode gerninger i rigtig rækkefølge

Om loven (v17-20)

De rette gode gerninger

Om vrede (v21-26)

Frivillige råd eller forpligtende bud?

Kærlig vrede

Om ægteskabsbrud (v27-30)

Pornografi og flirt

En ridderlig kamp

Gudskabt seksuel appetit

Der er forskel på synd

Om skilsmisse (v31-32)

Skilsmisse er ukristeligt

Forelskelse og varme følelser

Hovedartiklen gælder også inden for ægteskabet

Bedste værn mod skilsmisse er villighed til at lide

Om at sværge (v33-37)

De to regimenter

Et ord er et ord

Om gengældelse (v38-42)

Kristi rige

To forskellige personer

Social omsorg med forstand

Om fjendekærlighed (v43-48)

Ret fjendekærlighed

SJETTE KAPITEL

Om almisse (v1-4)

Når læren er falsk, bliver livet det også

Hensigten bag barmhjertighedsgerningerne

Ægte barmhjertighedsgerninger er sjældne

Ingen vil gøre godt, når kun Gud belønner

Falske hellige afsondrer sig for verden

Kun en kristen gør virkelig gode gerninger

Ægte gerninger ønsker at forblive i det skjulte

Også kristne skal tage sig i agt for hykleriet

Den, som vil være kristen kan kun forvente utak

Om bøn (v5-8)

Vi er hele tiden omgivet af farer og forhindringer

Kun kristne formår at bede på ret måde

Præstebøn og lægmandsbøn

Bønnen er en nødvendighed mod fordærvsmagterne

Kristus lærer os at bede på den rette måde

En kristens hjerte skal altid være rettet mod Gud

Både bønner i fællesskab og individuelt

Gud er mere optaget af at hjælpe, end vi med at bede

Syndserkendelse må ikke være en hindring for bøn

Fadervor (v7-15)

Gud kan ikke manipuleres med lange bønner

Den kristnes bøn er som regel kortfattet

Gud véd, hvad vi har behov for

Bønnen skal lære os vores egen magtesløshed

Hvad vi skal bede om, og hvordan vi skal gøre det

Fadervor overgår langt alle andre bønner

Fadervors tre første bønner

At lægge alt i Guds stærke hænder

Fadervors afslutning

Indbyrdes kærlighed og tilgivelse mellem kristne

Syndernes forladelse har to sider

Viljen til at tilgive andre er en frugt af troen

Viljen til tilgivelse er det daglige sakramente

Vi skal se mildt på synder begået mod os selv

Kun tilgivelse for de synder, som bliver erkendt

Et rige af syndsforladelse

Om faste (v16-18)

At faste er at forhindre sit kød i at udfolde sig

Faste for at hævde sig selv på andres bekostning

Ægte faste

Romerkirken opfandt et utal af faster

Fasten som afgudsdyrkelse

To slags faster

Faste kan hjælpe til at indleve sig i kirkeårets rytme

At begrænse alle former for nydelse

Må ikke være en hindring for troen og kærligheden

Fasten skal tilpasses den enkelte og være frivillig

Verden vil aldrig anerkende troens frugter

De kristnes herlighed skal åbenbares for alle

Skatten i himlen (v19-21)

Evangeliets livgivende lys dæmper havesygen

De sande møl og tyve

To personer – To funktioner

Forkert og ret brug af materielle goder

Verdens skatte er forgængelige

Ransag hjertet og find den skat, det er lænket til

Legemets lys (v22-23)

Mammon er en afgud

Den indbildte virkelighed

Åndelige øjne

Griskheden er en streng herre

Om bekymringer (v24-34)

Gud accepter ikke et både og

Ordets tjenere må tale uden hensyn til følgerne

Kristne må være villige til at tabe alt jordisk

Griskheden gennemsyrer alt og alle

Når Ordet angriber hjertets synd skaber det trods

Kærlighedens kamp mod fordærvsmagterne

Ejendele og rigdom er ikke i sig selv et onde

Næringssorg er en stadig anfægtelse for en kristen

Bekymring for næsten og ens opgaver er af det gode

Jesus ord lærer os at bekæmpe griskheden

Fuglene overgår det viseste menneske

Blomsterne er lærermestre og forbilleder

En grisk person kan ikke være kristen

Gud véd, at vi har behov for disse ting.

Griskheden er evangeliets største fjende

Det eneste virksomme middel mod griskheden

Den eneste vej, som fører til Guds rige er Ordet

Med troens retfærdighed følger gode gerninger

Søger vi Guds rige, får vi også, hvad vi har brug for

Den bekymrede og den ubekymrede

SYVENDE KAPITEL

Om at dømme andre (v1-5)

Selvklogskabens svøbe

Dømmesygen og læren

Dømmesygen og livet

Overbærenhed mod næsten

Selviskhedens nidkære skarpsyn og blindhed

Kærlighedens blindhed og skarpsyn

At gøre sig selv til en afgud

Den dømmesyge mister Guds nåde igen

Selverkendelse bevarer ydmygheden

Pavekirkens bjælkebærere og splintedømmere

Fjern først den store skurk i din egen barm

Den dømmesyges splint

Perler for svin (v6)

Sværmeri, grådighed og foragt

Dem, der vil fordærve det hellige

Følgerne af at forkaste Guds udsendinge

Bønhørelse (v7-11)

Bønnens nødvendighed for at bevare læren og livet

Fordærvsmagterne angriber os uden ophør

Bønnen er et værn mod timelige ulykker

Lidelsen og trængslen skal drive os til bøn

Gennem bønnen får vi den hjælp, vi behøver

Vores uværdighed må ikke forhindre bønnen

Den gyldne regel (v12)

Udtrykt så enkelt, at alle kan begribe det

Vi finder budenes betydning ved at spørge os selv

Loven lærer os at skamme os over os selv

Vi skal selv være de første til at praktisere godhed

Den snævre port (v13-14)

Lidelse og modgang

Kødet, verden og Satan gør kristenlivet besværligt

Ordet og troen som usynlige våben

Den kristne er glad trods trængsler

Om falske profeter (v15-23)

De værste fjender udklækkes inden for egne rækker

De falske profeters fromme ydre fremtoning

Forført af trangen til noget nyt

Efterligning af Guds ord og falske frugter

Med fromheds skin forsøger ulvene at lokke os bort

Fornuften bliver forført af gerningsretfærdighed

At indrette sit liv efter Guds ord og ordning

Munkenes og sekterernes selvvalgte gerninger

Falske kristnes underværker er Djævelens blændværk

Nådegavernes fare er hovmod

Djævelen lader sine disciple udføre tegn og undere

Undere, som støtter falsk lære og liv, må forkastes

At skelne mellem embede og person

Huset på klippen og huset på sand (v24-27)

De selvvalgte gerninger må nødvendigvis slippes

Jesu myndighed (v28-29)

Forskellen mellem nåde og fortjeneste

Vi skal skelne mellem troen og dens frugter

Alle kristne har samme nåde

Gerningerne fortjener ikke frelsen til os

Paveteologernes spidsfindigheder

Frelsen er helt gratis

Trøst og opmuntring i modgang

Løn for lidelser

Lidelserne medfører større herlighed

Indledning

Luther prædikede ofte for menigheden i Wittenberg. Det var når bykirkens sognepræst Johannes Bugenhagen var af sted for at indrette kirke- og skolevæsenet i andre lande, blandt andet i Danmark.

Under Bugenhagens ophold i Lübeck fra november 1530 prædikede Luther fortløbende over Matthæus 5-7. Disse prædikener over Bjergprædikenen udkom første gang i 1532. Gennemgangen af disse centrale kapitler i Matthæusevangeliet er således den modne og afklarede reformators forkyndelse for den almindelige kirkegænger.

Og det er en udlægning af Bjergprædikenen, der fokuserer på det almindelige kristne liv i de daglige opgaver. Det er ikke en symbolsk, åndelig bortfortolkning, men en fastholden af de etiske krav i hverdagen. Men det er samtidig på Kristi nådes fundament og med Helligåndens kraft og kærlighed.

Teksten er oversat og tilrettelagt i overensstemmelse med Martin Luthers originaltekst i Weimar-Udgaven (WA) 32, 299-544.

LMB&IMB, Cand.theol.

Finn B. Andersen

Matthæus 5-7

prædiket og udlagt af Martin Luther

Martin Luthers fortale

Jeg er meget glad for, at mine prædikener over de tre kapitler hos Matthæus, som af Augustin kaldes Herrens bjergprædiken, bliver udgivet. Blot håber jeg på, at Gud vil give sin nåde til, at denne Kristi lære kan fastholdes og opretholdes ved den rette, sikre, kristne forståelse, for det er jo i høj grad almindelige udsagn og tekster, som der drives hårdt på med og som man i høj grad lever efter i hele kristenheden. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har forelagt den rette, rene, kristne forståelse for mine tilhængere og for dem, der ønsker at høre den.

Kapitel fem er mest udsat

Det er ikke til at fatte, hvordan den lede djævel så mesterligt har fordrejet og forvendt især det femte kapitel, gennem sine apostle, så han har gjort det til det stik modsatte. Kristus har her med fortsæt sat sig for at imødegå enhver falsk lære og åbenbare den rette betydning af Guds bud. Som han siger: "Jeg er ikke kommet for at nedbryde loven." (Matt 5, 17). Derfor tager han stykke for stykke, og vil gøre den klar og sikker. Alligevel har den helvedes Satan ikke fundet nogen tekst i Skriften, som han har fordrejet på mere skændig måde og fået mere vildfarelse og falsk lære ud af, end netop denne, som af Kristus selv er indrettet og fremsat, for at den skal gendrive falsk lære. Det kan man kalde et djævelsk mesterstykke.

For det første har nu disse grove svin og æsler, jurister og sofister, paveæslets højre hånd, og hans krigshær overfaldet dette femte kapitel. Af disse skønne roser har de suget en sådan gift, og udbredt den over hele verden, at Kristus er blevet skåret ned og Antikrist ophøjet og sat i vejret. De lærer nemlig, at Kristus her ikke har villet have alt det, han lærer i det femte kapitel, forstået som påbud, der skulle overholdes af de kristne. Nej, han har kun villet give råd til dem, der vil være fuldkomne, og så skal de kun overholdes af dem, der har lyst til det. Uanset, at Kristus selv vredt sætter trussel på: De mennesker kommer ikke i Himlen, der ophæver det mindste af den slags bud. Og han kalder det højt og tydeligt for bud.

Tolv frivillige råd

De har opdigtet tolv gode råd i evangeliet, som den, der vil, kan overholde, hvis han frem for og over de andre kristne vil være noget højere og mere fuldkomment: De har altså ikke alene anbragt den kristne frelse og fuldkommenhed uden for troen, i gerningen, de har også gjort disse gerninger frivillige.

Det skulle jeg mene er ensbetydende med sådan ret og slet at forbyde gode gerninger, hvad de jo beskylder os for, de store æsler og bespottere. For de kan ikke benægte dette, og her hjælper det dem ikke at dække over eller besmykke sagen, så længe der er noget, der hedder det femte kapitel hos Matthæus.

For deres bøger og fortolkninger kan man selv slå op i. Og dertil kommer fra gammel tid og endnu i dag deres ubodfærdige levned. De lever jo efter denne lære.

Og læren om de tolv evangeliske råd er ganske almindelig hos dem; disse råd er: ikke at gengælde det onde, ikke at tage hævn, at vende den anden kind til, ikke at modstå det onde, at lade kappen følge efter kjortlen, at gå to mil i stedet for én, at give alle, der beder om det, at låne til dem, der ønsker det, at bede for sine forfølgere, at elske fjenderne, at gøre vel imod dem, der hader, osv., sådan som Kristus her lærer det. Alt sådant (udspyr de) er ikke påbud, og æslerne fra Paris angiver den egentlige grund og siger, at det ville være alt for svært, hvis de blev belastet med det.

På den måde har juristerne og sofisterne hidtil regeret kirken og lært i den, så Kristus med sin lære og udlægning har måttet være deres nar og gøgler; og desuden gør de endnu ikke bod i den anledning, men vil stadig gerne forsvare det, og stadig gerne opkaste deres forbandede, grimme kanoner igen, og krone deres paveæsel igen. Men Gud give, at jeg måtte få lov til at leve og give en sådan krone armbånd og ædelsten, så skal æslet, om Gud vil, komme til virkelig at kunne kaldes kronet.

Derfor, kære broder, hvis du vil, og ikke har noget bedre, så lad disse mine prædikener tjene dig, for det første, imod vore junkere, juristerne og sofisterne. Jeg tænker især på kirkerets-folkene, som ganske vist selv kalder sig æsler, hvad de da også er; sådan at du kan holde fast ved Kristi rene lære på dette sted hos Matthæus imod deres æselkunst og djævlemøg.

For det andet skal du også holde fast ved det imod de nye jurister og sofister, nemlig sektererne og gendøberne, som også på ny ud af deres dumme hoveder anretter hjertesmerte i dette femte kapitel.

Og ligesom de første falder for meget til den venstre side, og ikke overalt vil overholde denne Kristi lære, men har fordømt og tilintetgjort den, sådan falder de andre for meget til den højre side, og lærer, at man ikke selv skal eje noget, ikke skal sværge, ikke have nogen øvrighed eller domstol, ikke beskytte sig eller forsvare sig, løbe bort fra kone og børn, og meget af den slags elendighed.

Falske gode gerninger og opdigtet hellighed

Sådan koger og brygger Djævelen det hele sammen, så de ikke kender forskel på verdsligt og guddommeligt rige, meget mindre véd, hvordan man bør lære og handle i hvert rige. Det kan vi, gudskelov, rose os af, at vi i disse prædikener klart og omhyggeligt har påvist og understreget, så at den, der fremover farer vild eller vil fare vild, for hans vedkommende skal vi være undskyldt, som nogen, der troligt har gjort, hvad vi skulle, til enhvers bedste. Deres blod må komme over deres egne hoveder. Lønnen for det vil vi vente på, nemlig utak, had og alle slags fjendskab, og vi siger Gud tak til.

Fordi vi da har erfaret og gennem den slags gruelige eksempler fra både pavelige og sekteriske jurister véd, hvad Djævelen har i sinde, og tænker på at fordreje især dette femte kapitel hos Matthæus og dermed at ødelægge den rene kristne lære, så skal enhver prædikant eller sognepræst bedes om og formanes til, at han troligt og flittigt vogter imod det i den lille hjord, der er lagt hen til ham, og hjælper til med at opretholde den rette forståelse. For så længe Djævelen lever og verden består, vil han ikke ophøre med at anfægte dette kapitel. For det ligger ham meget på sinde, at han derigennem helt kan undertrykke de gode gerninger, sådan som det skete under pavedømmet; eller indrette falske gode gerninger og opdigtet hellighed, sådan som han er begyndt med det nu gennem de nye munke eller altså sværmerne.

Og selv om så begge to, både de pavelige og de sekteriske jurister og munke, gik til grunde, så ville han dog bare finde andre og opvække dem. For han må have den slags tjenere og hans rige er fra verdens begyndelse af blevet styret af munke. Selv om de ikke blev kaldt munke, så er dog deres lære og liv munkeagtigt, det vil sige, det var et andet og særligt eller bedre liv, end det Gud har befalet; sådan som hos Israels folk ba’alitterne og den slags var, hos hedningerne gallerne og vestalitterne osv.

Derfor kan vi ikke være sikre for ham. For ud fra dette femte kapitel er også pavens munke kommet, som dem, der for sig selv lagde beslag på den eneste fuldkomne stand, frem for de andre kristne. Denne stand grundlagde de på dette kapitel, og de har holdt fast ved det i en sådan grad, at de blev fulde af begærlighed, overlegenhed og til sidst fulde af alle mulige djævle.

Kristus, vor kære Herre og mester, som har lukket den rette betydning op for os, vil forøge og styrke os i den, og dertil hjælpe os til, at vi også lever og handler derefter. Ham være lov og tak, tillige med Faderen og Helligånden, i evighed. Amen.

Kapitel 5

Indledning (v1-2)

v1-2 Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:

En god prædikant

Ved denne fortale giver evangelisten os først en klar og levende anskuelse af, hvordan Kristus stiller sig til den prædiken, han vil holde, for at man skal se, at det er hans alvor: Han går op på bjerget, sætter sig og tager til orde. Dette er de tre stykker, der hører til en god prædikant: først, at han træder frem; for det andet, at han lukker munden op og siger noget; for der tredje, at han også kan holde op igen.

At træde frem vil sige, at stille sig hen som en mester eller prædikant, der kan og skal gøre sin gerning, som dertil kaldet, og som den, der ikke kommer af sig selv, men hvem det tilkommer af pligt og lydighed, så at han kan sige: Jeg kommer ikke anstigende her af egen magt og vilje, men må gøre det på embedes vegne.

Dette er sagt imod dem, som både før og nu skaffer os så megen plage og fortræd, sektererne og sværmerne, der strejfer om hid og did i landet og forgifter folk, før sognepræsten og de, som sidder i embede og øvrighed, få nys derom. De besmitter hus efter hus, indtil de forgifter en hel by, og så et helt land. For at holde sådanne landstrygere borte, skulle man aldeles ikke tillade nogen at prædike, som ikke har befaling dertil, og hvem embedet ikke er betroet. Heller ikke skal nogen, selv om han er præst, når han hører om en sogneprædikant i en papistisk eller anden kirke, som forfører mennesker, indlade sig på at prædike imod ham; heller ikke løbe omkring i husene og holde hemmelige møder, men blive hjemme og passe sit embede og sin prædikestol, eller tie stille, hvis han ikke vil eller kan træde offentligt op på prædikestolen.

Gud vil ikke, at man skal løbe omkring med hans ord, som om man var drevet af Helligånden, og måtte prædike, og trænge sig ind på hvert sted og i hver krog, i huse og på prædikestole, når man intet embede har. Ikke engang Paulus selv ville prædike på de steder, hvor de andre apostle tidligere havde prædiket, skønt han var kaldet af Gud til apostel; Rom 15, 20; 2 Kor 10, 15-16. Derfor står der her, at Kristus tråder frit og offentligt op på bjerget, idet han begynder sit prædikeembede, og straks derefter siger han til sine disciple: I er verdens lys. Ligeledes: Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. For prædikeembedet og Guds Ord skal skinne frem som solen, og ikke snige sig om i mørket og hemmeligt, som når man leger blindebuk, men træde ud i dagen og lade sig se frit i øjnene, så både prædikant og tilhørere er visse på, at der læres ret, og at embedet er befalet, så de ikke behøver at stikke det under stolen. Sådan skal du også gøre: Når du er i embedet, og har befaling til at prædike, så træd frit og offentligt frem, og sky ingen, så du kan rose dig med Kristus: Jeg har talt til verden i fuld offentlighed; og i det skjulte har jeg intet talt. Joh 18, 20.

Men spørger du: Hvordan? Skal da ingen lære, uden det sker offentligt? Eller skal en familiefar i sit hus ikke lære sin husstand, eller ansætte en studeret mand eller en anden til at læse for dem? Svar: jo visselig, og det er også vel gjort, og der er tilmed rette sted og tid dertil. For enhver familiefar er skyldig til at opdrage og oplære eller lade andre oplære sine børn og husfolk. For han er i sit hus som en præst eller biskop over sine folk, og det er ham befalet, at han skal have tilsyn med hvad de lærer og være ansvarlig for dem. Men dette er noget andet, end hvis du ville gøre sådant uden for dit hus, og af dig selv trænge dig ind i andre huse eller til dine naboer. Du skal heller ikke tillade, at nogen sniger sig ind til dig, og i dit hus driver sit væsen med prædiken, som ikke er ham befalet. Men kommer der en til et hus eller en by, så lad ham bringe vidnesbyrd for, at han er anerkendt. Eller vise segl og brev for, at han har befaling dertil. For man kan ikke tro alle omstrejfere, som roser sig af Helligånden og dermed trænger sig ind i husene, hvor som helst de kan. Kort sagt: evangeliet eller prædikeembedet skal ikke lade sig høre i krogene, men højt på bjerget, og frit og offentligt for dagen. Det er det første, som Matthæus her vil lære.

Det andet er, at han åbner sin mund. Dette hører, som sagt, også med til en god prædikant, at han ikke har lås for munden, og ikke alene driver sit embede offentligt, så at enhver må tie og lade ham træde frem, som den, der har guddommelig ret og befaling, men han må også lukke munden op, frisk og frimodigt. Han skal prædike sandheden og hvad der er ham befalet, ikke tie stille eller mumle i skægget, men bekende uden frygt og uforfærdet, og tale rent ud, uden at anse eller skåne nogen, det træffe hvem eller hvad, det vil.

Det hindrer nemlig en prædikant såre meget, hvis han vil se sig om, og være bekymret for, hvad man gerne hører eller ikke hører, eller hvad der kunne volde ham ugunst, skade eller fare. Som han står højt på bjerget, på et offentligt sted, og skuer frit omkring, sådan skal han også tale frit og ikke frygte for nogen, selv om han ser mange slags folk og hoveder. Han skal tage bladet fra munden, hverken bryde sig om nådige eller unådige højtstående personer og rigmænd, hverken om penge, rigdom, ære og magt, eller om skam, fattigdom og skade, og ikke tænke på andet, end at han skal tale, hvad hans embede kræver; for derfor står han der.

For Kristus har ikke indstiftet og indsat prædikeembedet, for at man dermed skal vinde penge, gunst, ære, venskab, eller søge sin fordel, men for at man skal bringe sandheden frit og offentligt frem for dagen, straffe det onde, og sige hvad der befordrer sjælenes frelse og salighed. Guds Ord er ikke her i verden for at lære, hvordan en ansat skal udføre sit arbejde og tjene sit brød, eller hvordan en borgmester skal regere, en bonde pløje eller høste. Kort sagt: Det hverken giver eller anviser jordiske ejendele, hvormed man kan opholde dette liv; for dette har fornuften allerede givet enhver. Hvad det vil lære os, er hvordan vi skal vinde det evige liv, mens det tillader os at bruge dette liv og at drage omsorg for dette legeme, så længe det varer. Dog sådan, at vi véd, hvor vi skal have fast bolig og leve, når dette jordiske må ophøre.

Når det nu kommer dertil, at man skal prædike om det andet liv, som vi skal tragte efter og for hvis skyld vi ikke skal agte det nærværende, som om vi ville blive evigt her på jorden, så begynder strid og kamp, fordi verden ikke vil tåle denne prædiken. Er nu nydelse og dette timelige liv en præst kær, så er han ikke personen til dette. Så står han blot og underholder på prædikestolen, men prædiker ikke sandheden, og lukker aldrig munden ret op. Hvor det vil gå hårdt til, holder han inde og vil ikke vove skindet. Derfor har Matthæus her forud vist os, at Kristus, som en ret prædikant, går op på bjerget og lukker munden frimodig op, lærer sandheden og straffer både falsk lære og falsk liv, som vi skal høre.

Saligprisningerne (v3-12)

v3 Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.

Dette er jo en ret sød og venlig begyndelse på hans lære og prædiken. For han farer ikke løs som Moses eller en lovlærer med bud, trusler og forfærdelse, men på det allervenligste med lutter dragen og lokken og kærlige løfter. Og vistnok, var de ikke sådan opskrevet og tilbudt os alle, de kære ord og prædikener, som den Herre Kristus selv har talt og holdt, så ville nysgerrigheden drive og jage enhver til at løbe derefter lige til Jerusalem, ja til verdens ende, for dog at få høre blot ét eneste ord deraf. Da skulle man finde penge nok til at anlægge en banet vej derhen, og enhver ville prise sig lykkelig ved, at han havde hørt eller læst de ord og prædikener, som kom fra den Herre Kristus selv. O, hvor skulle man agte den person for ret salig, som oplevede dette! Sådan ville det virkelig gå, hvis vi ikke havde noget af det skrevet ned, selv om der ellers var meget skrevet af andre. Enhver ville sige: ja, jeg hører vel, hvad Paulus og andre af hans apostle har lært, men meget hellere ville jeg dog høre, hvad han selv har talt og prædiket. Men nu, da det er så almindeligt, så enhver har det skrevet i Bibelen og daglig kan læse det, agter ingen det for noget særligt og kosteligt. Ja, vi bliver tilmed strid deraf, og slå det hen i vejr og vind, som om ikke den høje majestæt fra Himlen, men en simpel skomager eller skrædder havde talt til os. Derfor oplever vi også til straf for vor utaknemmelighed og foragt, at vi ikke får gavn af det, og slet ikke føler eller smager, hvad der er for en skat, kraft og magt i Kristi ord. Men den, som har den nåde, at han ret anser det som Guds og ikke som menneskers ord, han vil også agte det alt højere og kostelige, og aldrig blive træt eller utilfredst med det.

Men så venlig og sød denne prædiken er for de kristne, som er hans disciple, så fortrædelig og utålelig er den for jøderne og deres store hellige. For han giver dem med disse ord straks i begyndelsen et hårdt stød, forkaster og fordømmer deres lære, og prædiker ganske det modsatte; ja, han råber ve over deres liv og lære, som Lukas 6, 24 flg. viser. For dette er summen af deres lære: Når det går et menneske godt her på jorden, så er han salig og vel faren. Og derpå gik alting ud hos dem, at når de var gudfrygtige og tjente Gud, skulle Gud give dem nok her på jorden, og ikke lade det mangle på nogen ting. Som David siger om dem i Salme 144, 13-14, går deres lære ud på, at vore lagre er fulde og rummer al slags forråd; vore får på markerne bliver til tusinder, titusinder; vore okser er drægtige, der sker ingen uheld, de kælver ikke for tidligt, der lyder ikke klageråb på vore torve. Dette kalder de et lykkeligt folk.

Lidelse er de kristnes kendetegn

Derimod oplader Kristus nu sin mund, og siger: Der hører noget andet til, end at have fuldt op på joden, som om han vil sige: I kære disciple, når I skal prædike blandt folk, så vil I finde, at de alle lærer og tror sådan: Den, som er rig og mægtig, er ganske bestemt salig, og omvendt: den, som er fattig og elendig, er forkastet og fordømt af Gud. For i den tro stod jøderne fast; når det gik et menneske godt, da var det tegn på, at han havde en nådig Gud; og omvendt. Dette kom deraf, at de havde mange og store løfter fra Gud om timelige, legemlige goder, som han ville give de fromme. Derpå forlod de sig, og mente, at når de havde disse, så stod de sig vel med Gud. Dette se vi også af Jobs bog; for hans venner gå i rette med ham og drive hårdt på, at han i et eller andet stykke måtte have forbrudt sig slemt imod Gud, fordi han blev sådan straffet; derfor skulle han bekende det, omvende sig og frygte Gud, så ville Gud igen tage straffen fra ham.

Derfor er en prædiken straks i begyndelsen nødvendig, hvormed Kristus kan omstøde og udrive en sådan vildfarelse af hjerterne, som en af de største hindringer for troen, der bestyrker den store afgud Mammon i hjertet. Af sådan lære kan intet andet følge, end at mennesker bliver gerrige, og enhver blot tragter efter, hvordan han kan have fuldt op af alting og gode dage, uden mangel og modgang. Enhver måtte tænke: Er den salig, hvem det går godt og som har fuldt op af gode ting, så må jeg se til, at heller ikke jeg skal stå tilbage.

Dette er også nu til dags hele verdens tro, især muslimernes, som fuldt og fast forlader sig og bygger herpå. Derfor slutter de: Det er ikke muligt, at de kunne have så megen lykke og fremgang, hvis de ikke var Guds folk og han var dem nådig frem for alle andre. Sådan tror også hos os hele pavedømmet, hvis lære og liv ikke er bygget på anden grund, end blot at have nok, og som derfor har skrabet al verdens goder til sig, som man kan se for sine øjne. Kort sagt, dette er den største og almindeligste tro eller religion på jorden, som alle mennesker efter kød og blod bekender sig til, og de kan jo heller ikke agte noget andet for salighed.

Derfor fremfører han her en hel anden, ny prædiken for de kristne, at når det går dem dårligt og de må prøve fattigdom, og give slip på rigdom, magt, ære og gode dage, skal de alligevel være salige, og ikke have en timelig, men en evig løn, så de har nok i Guds rige.

Men siger du: Hvordan? Skal da alle kristne være fattige, og må ingen have penge, ejendele, ære og magt? Eller hvordan skulle da de rige, som fyrster, herrer og konger, bære sig ad? Må de lade al deres ejendom og ære fare, eller købe Himmeriget af de fattige, som nogle har lært? Svar: Nej, det gælder ikke om at købe det af de fattige, men selv at være fattig og at blive funden blandt sådanne fattige, når man vil have Himmeriget. For der står kort og klart: salige er de fattige. Dog er dertil føjet det lille ord: i ånden. Altså er det heller ikke gjort med, at nogen er legemlig fattig, og ikke har penge og ejendele. For i det ydre at have penge, ejendele, land og folk, er i sig selv ikke noget ondt, men en Guds gave og anordning. Heller ikke er nogen salig, fordi han er en tigger og intet ejer. Det er på at være åndelig fattig, at det kommer an. For jeg har straks i begyndelsen sagt, at Kristus her slet ikke handler om verdsligt regimente og anordning, men han vil alene tale om det åndelige, hvordan man skal leve for Gud i sit hjerte. Til det verdslige regimente hører, at man har penge. ejendele, ære, magt, land og folk, og det kan ikke bestå uden dette. Derfor kan og skal en herre og fyrste ikke være fattig, for han må have sådanne ting til sit embede og sin stand. Det er derfor ikke meningen, at man må være sådan fattig, at man slet ingen ejendom besidder. For verden kan ikke bestå, hvis vi alle skulle være tiggere og intet have. Ingen familiefar kunne opholde sit hus og sine folk, når han selv intet havde. Altså: at være legemlig fattig, hjælper ikke, for man finder mangen tigger, som tager sit brød for dørene, mere stolt og ond, end nogen dommer, og der er mangen lurvet bonde, som er vanskeligere at komme til rette med, end nogen herre og fyrste. Derfor vær legemlig og i det ydre fattig eller rig, som det er dig beskikket, det spørger Gud ikke efter; men vid, at enhver må være fattig for Gud, dvs. åndelig og i hjertet, så at han ikke sætter sin tillid og fortrøstning til timelige goder eller begraver sit hjerte deri, og lader Mammon være sin afgud. David var en fortræffelig konge og måtte sandelig have sin pung og kiste fuld af penge, sine lofter fulde af korn, og landet fuldt af alle slags ejendele og forråd; men alligevel måtte han ved siden af åndelig være en fattig betler, som han synger om sig selv, Sl 70, 6: Jeg er hjælpeløs og fattig, skynd dig at komme til mig, Gud!

Den konge, der sidder i sådan herlighed og er en herre over land og folk, tør ikke kalde sig andet end en gæst og pilgrim, som den, der vandrer på landevejen, og ikke har noget blivende sted. Dette er et hjerte, som ikke binder sig til ejendele og guld; men, skønt det har disse ting, er det, som om det intet havde. Som Paulus siger om de kristne, 2 Kor 6, 10: som bedrøvede, dog altid glade, som fattige, der dog gør mange rige, som de, der intet har og dog ejer alt.

Alt dette sigter til at lære os, at alle timelige ting, og hvad der hører til det legemlige livsophold, skulle vi, medens vi lever her, ikke bruge anderledes end som en gæst, der er på et fremmed sted, hvor han overnatter, og hvorfra han drager bort om morgenen. Han behøver ikke mere end kost og husly til livsophold, og må ikke sige: det er mit, her vil jeg blive; heller ikke sætte sig fast i ejendommen, som om den tilhørte ham retmæssigt. Så måtte han være beredt på, at værten snart ville sige til ham: Min gode mand, er du klar over, at du er en gæst her? Gå din vej, hvor du hører hjemme." Det er også meningen her: timelige ejendele har Gud givet dig for livet, og han under dig gerne, at du bruger det og dermed fylder mavesækken, men du må ikke sætte dit hjerte dertil, som om du ville leve evigt, men være som den, der altid rejser videre, og tragter efter en anden, højere og bedre skat, som er og evigt skal vedblive at være din rette ejendom.

Dette er talt enfoldigt for almindelige mennesker, for at man kan lære at forstå, hvad det efter Skriftens mening er at være åndelig fattig for Gud, nemlig, at man ikke skal regne det på ydre måde efter penge og ejendele, eller efter mangel og overflod, da man ser, som før sagt, at de fattigste, usleste tiggere er de værste, mest fortvivlede skurke, og begår alle slags kæltringestreger, som brave folk, rige borgere eller herrer og fyrster ikke gør; ligesom man også på den anden side ser mange hellige folk, som har haft penge, ejendele ære, land og folk nok, og som dog har været fattige med så meget ejendele. Man må regne det efter hjertet, som ikke gør sig mange bekymringer, om det har noget eller intet, meget eller lidt, og som, hvad det så end har, altid sætter det sådan til side, som om det intet havde, og til enhver tid måtte lide skade derpå og miste det, men derimod altid holder fast ved Guds rige.

Åndelig rigdom og fattigdom

Fremdeles hedder den rig ifølge Skriften, som, skønt han hverken har penge eller ejendele, dog graver og roder derefter, som om han aldrig kunne få nok. Disse er det just, som evangeliet kalder de rette rige gniere, som i den største rigdom har allermindst, og aldrig lader sig nøje med, hvad Gud beskikker dem. For evangeliet ser ind i hjertet, at dette er fuldt af ejendele og guld, og dømmer derefter, selv om der intet er i pungen og pengekisten. På den anden side dømmer det også den fattige efter hjertet, om han end har både kister og hus og gård fulde. Sådan trænger den kristne tro igennem, og ser hverken på fattigdom eller rigdom, men alene på, hvordan hjertet er beskaffent. Gemmer der sig en gnier, så hedder han åndelig rig, og på den anden side hedder den åndelig fattig, som ikke hænger ved ejendele og guld, og kan lade det fare af sit hjerte. Som Kristus på et andet sted siger: Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv. (Matt 19, 29). Hermed vil han drage hjerterne bort fra det jordiske, så de ikke skal agte dette for deres rigdom, og trøster dem, der må lade det fare, med at de skal få meget mere og bedre igen også i dette liv, end de kan forlade.

Ikke at man skal løbe fra hus og hjem, ejendele, hustru og børn, og fare om i landet til besvær for andre folk, sådan som gendøbersværmerne gør, der beskylder os for, at vi ikke prædiker evangeliet ret, fordi vi beholder hus og hjem og bliver hos hustru og børn. Nej, sådanne gale hellige vil han ikke have. Nej, det er den, som med hjertet kan forlade hus og hjem, ejendele, hustru og børn, skønt han sidder midt deri, bliver hos dem, ernærer sig med dem og tjener dem i kærlighed, som Gud har befalet, og dog sætter det til side, når det kræves, så at han for Guds skyld kan lade det fare, når det skal være. Er du sådan sindet, da har du forladt alt; det kommer altså blot an på, at hjertet ikke er taget til fange, men bliver rent for gerrighed og fasthængen ved alle jordiske ting, samt fortrøstning og tillid dertil. Sådan kan en rig godt hedde åndelig fattig, uden at han derfor behøver at bortkaste sine ejendele. Er det derimod nødvendigt, så lader han det fare i Guds navn, ikke fordi han gerne vil bort fra hustru, børn, hus og hjem, som han langt hellere ville beholde, så længe Gud giver disse ting, og tjener ham dermed, medens han dog også er beredt, hvis han igen vil tage dem fra ham. Her ser du, hvad det er at være åndelig fattig, fattig for Gud, eller åndelig intet at have og forlade alt.

Betragt nu også det løfte, som Kristus føjer til, idet han siger: for Himmeriget er deres. Det er jo et stor, udmærket og herlig løfte, at vi, fordi vi her gerne er fattige og ikke agter timelige ejendele, skal have et skønt, herligt, stort og evigt gode i Himlen. Og når du her lader en lille del fare, som du dog har lov til at bruge så længe og så meget deraf, som Gud giver dig, skal du i stedet for få en krone, hvorved du bliver en borger og herre i Himlen. Dette burde dog gøre indtryk på os, hvis vi vil være kristne og tror, at Guds Ord er sande. Men ingen giver agt på, hvem det er, som siger det, og endnu mindre hvad han siger. De lader det gå ind det ene øre og ud af det andet, og ingen bekymrer sig derom, eller tager det til hjerte.

Villig lidelse er Helligåndens frugt

Men han viser just med disse ord, at ingen forstår dette, uden den, som allerede er en ret kristen. For både dette stykke og alle de andre, som følger efter, er idel frugter af troen, som Helligånden selv må skabe i