De Lutherske Bekendelsesskrifter: Konkordiebogen

Indholdsfortegnelse

Forord

Den historiske baggrund for Konkordieformlen

Konkordiebogens fortale

De tre oldkirkelige bekendelser

Den Apostolske Trosbekendelse

Den Nikænske Trosbekendelse

Den Athanasianske Trosbekendelse

Den Augsburgske Bekendelse

Første del - De vigtigste trosartikler

1. Om Gud

2. Om arvesynden

3. Om Guds søn

4. Om retfærdiggørelsen

5. Om det kirkelige embede

6. Om troens frugter eller de gode gerninger

7. Om kirken

8. Om nådemidlernes kraft, når de forvaltes af onde

9. Om dåben

10. Om nadveren

11. Om skriftemålet

12. Om boden

13. Om sakramenternes brug

14. Om den kirkelige ordning

15. Om de kirkelige skikke eller de menneskelige traditioner

16. Om samfundsordningen

17. Om Kristi genkomst til dom

18. Om den frie vilje

19. Om syndens årsag

20. Om de gode gerninger – udførlig forklaring

21. Om helgendyrkelsen

Anden del - Artikler, der gennemgår de rettede misbrug

22. Om nadverens to forskellige skikkelser

23. Om præsternes ægteskab

24. Om gudstjenesten

25. Om skriftemålet

26. Om at gøre forskel på mad – og om menneskelige traditioner

27. Om klosterløfterne

28. Om den kirkelige magt

Apologien for Den Augsburgske Bekendelse

Om Gud

Arvesynden

Kristus

Retfærdiggørelsen

Kærligheden og opfyldelsen af loven

Svar på modstandernes argumenter

Kirken

Dåben

Den hellige nadver

Skriftemålet

Boden

Skriftemål og fyldestgørelse

Sakramenternes antal og brug

Kirkeordninger

Menneskelige overleveringer

Samfundsforholdene

Kristi genkomst til dom

Den frie vilje

Syndens årsag

Gode gerninger

Påkaldelse af de hellige

Nadveren under begge skikkelser

Præsters ægteskab

Gudstjenesten - messen

Munkeløfterne

Den kirkelige magt

De Schmalkaldiske Artikler

Første del

Om den guddommelige majestæt

Anden del

Om Jesu Kristi gerning og embede eller vores befrielse

Pavekirkens falske messe

Tredje del

Om synden

Loven

Boden

Papisternes falske bod

Evangeliet

Dåben

Nadveren

Nøgleembedet

Skriftemålet

Udelukkelse fra menigheden (bandet)

Kaldelse og ordination af præster

Præsternes ægteskab

Kirken

Om retfærdiggørelsen og gode gerninger

Klosterløfterne

Menneskelige traditioner

Traktaten om pavens magt og overhøjhed

Den Lille Katekismus

De Ti bud

Trosbekendelsen

Fadervor

Den hellige dåbs sakramente

Hvordan man skal lære jævne folk at skrifte

Alterets sakramente

Hustavlen

En lille vielsesbog

En lille dåbsbog

Den Store Katekismus

De Ti Bud

Trosbekendelsen

Fadervor

Dåben

Bodens sakramente

Nadveren

En kort formaning til skriftemål

Konkordieformlen - Kort forklaring

Om arvesynden

Om den frie vilje

Om troens retfærdighed for Gud

Om gode gerninger

Om lov og evangelium

Om lovens tredje brug

Om Kristi hellige nadver

Om Kristi person

Om Kristi nedfart til Helvede

Om kirkeskikke

Om Guds evige forudviden og udvælgelse

Om andre kætterske partier og sekter,

UDFØRLIG REDEGØRELSE

Om arvesynden

Om den frie vilje eller de menneskelige kræfter

Om troens retfærdighed for Gud

Om gode gerninger

Om lov og evangelium

Om lovens tredje brug

Om Herrens måltid - Den hellige nadver

Om Kristi person

Om Kristi nedfart til dødsriget

Om de kirkelige skikke, som man kalder adiafora eller mellemting

Om Guds evige forudviden og udvælgelse

Om andre kætterske partier og sekter,

Visitationsartiklerne 1592

Om den hellige nadver

Om Kristi person

Om den hellige dåb

Om Guds nådevalg og evige forudbestemmelse

Forord

Den mest almindelige og største samling af lutherske bekendelsesskrifter er Konkordiebogen. Den blev samlet og vedtaget i 1577. Bogen indeholder de vigtigste reformatoriske skrifter med Luther og Melanchthon som forfattere.

Næsten alle disse skrifter hører med til den danske kirkes bekendelsesskrifter eller officielle grundbøger.

Det gælder de fem skrifter, der nævnes i Danske Lov og som er underforstået i præsteløfter, nemlig de tre oldkirkelige trosbekendelser, Luthers Lille Katekismus og Den Augsburgske Bekendelse.

Og det gælder Apologien, der er det tilhørende forsvarsskrift for Den Augsburgske Bekendelse og som er nævnt i Kirkeordinansen.

Foruden disse seks skrifter indeholder Konkordiebogen så også Luthers Store Katekismus, hans Schmalkaldiske Bekendelse og Traktaten om paven magt. I alt drejer det sig om ni centrale og vigtige oldkirkelige og reformatoriske skrifter. Endelig er der selve Konkordieformlen, som blev vedtaget i 1577. Den gennemgår og forsøger at bilægge de uenigheder, der var opstået indbyrdes mellem lutheranerne efter Luthers død.

Fra dansk side ønskede man ikke at tilslutte sig Konkordiebogen. Så vidt vides, skyldtes det ikke selve læren i bogen. Der er ingen indvendinger mod noget konkret lærepunkt i Konkordiebogen. Den umiddelbare årsag til afvisningen af bogen var, at de uenigheder, som selve Konkordieformlen behandler, ikke fandtes på dansk grund. Kongen var derfor bange for, så at sige, at importere disse uenigheder sammen med bogen. Desuden var man også lidt træt af for megen indblanding fra tysk side i den danske kirkes anliggender (Jævnfør EU-modstand og fodnotepolitik).

Alle de oldkirkelige og reformatoriske skrifter foreligger nu i ny dansk oversættelse sammen med selve Konkordieformlen. Oversættelserne er foretaget fra de originale tyske og latinske tekst i Konkordiebogen, sammenholdt med Casparis og Johnsons norske oversættelse fra 1882 og den nye fra 1985 ved Jens Olav Mæland. Et par gange har jeg fundet hjælp i den svenske og engelske oversættelse.

De eksterne skrifter, som Konkordiebogen henviser til, kan frit læses på lutherdansk.dk. Ligeledes kan man her søge på alle ord og vendinger på websiden.

Finn B. Andersen

(lutherdansk.dk)

Den historiske baggrund for Konkordieformlen

Konkordieformlen er fremkaldt ved de stridigheder mellem lutherske teologer indbyrdes angående enkelte punkter i læren, som begyndte kort efter Luthers død (1546) og fortsattes i et tidsrum af omtrent 30 år.

Forløber for disse stridigheder møder man allerede tidligere, men for alvor brød striden dog først løs i anledning af det såkaldte Interim. I 1547 gjorde kejseren, Karl den Femte, alvor af, hvad han allerede ofte havde truet med, at anvende magt mod de protestantiske fyrster for at tvinge dem til at give efter. Han havde et par år forud fået fred med Frankrig og sine andre fjender og beredte sig nu til at slå et afgørende slag i Tyskland. Til det søgte han at sikre sig forbundsfæller også blandt de tyske fyrster, og navnlig vandt han således Hertug Moritz af Sachsen, som ganske vist selv var protestant, men dog af politiske grunde sluttede sig til kejseren. Krigen ("Den Schmalkaldiske Krig") var snart afgjort. Kurfyrst Johan Frederik af Sachsen blev taget til fange ved Mühlberg (februar 1547). Kurværdigheden tillige med en del af hans områder blev taget fra ham og givet til Moritz. Ingen af de andre protestantiske fyrster tænkte længere på modstand. Landgreve Filip af Hessen, som ved siden af kurfyrst Johan Frederik stod i spidsen for protestanternes forbund, underkastede sig uden kamp og overgav sig til kejserens nåde.

Det var nu kejserens tanke at tvinge protestanterne til at give møde ved den kirkeforsamling, som paven i slutningen af 1545 havde åbnet i Trient. Men paven, som havde andre planer med kirkeforsamlingen, end kejseren, frygtede for, at han skulle benytte den overmagt, han havde vundet, til at give dens forhandlinger en anden vending. Der kunne blive tale om at give protestanterne indrømmelser for at forliges med dem og om at indskrænke pavens magt. Paven skyndte sig derfor med under forskellige påskud at flytte kirkeforsamlingen fra Trient til Bologna, hvor han kort efter opløste den indtil videre. Der kunne således ikke længere blive tale om, at protestanterne skulle give møde i kirkeforsamlingen.

Det Augsburgske Interim 1548

Derimod foreskrev kejseren under rigsdagen i Augsburg 1548 en ny kirkeorden, som skulle gælde midlertidig (Interim), indtil en kirkeforsamling endelig afgjorde hele religionsstriden. Denne kirkeorden, "Det Augsburgske Interim", var imidlertid af et sådant indhold, at protestanterne ikke kunne vedtage den uden ligefrem at fornægte den evangeliske sandhed. Interimet mødte derfor også en stærk modstand, hvor meget kejseren end anvendte både magt og overtalelser for at få det indført. Kurfyrst Moritz befandt sig i en vanskelig stilling. På den ene side dristede han sig ikke til at påbyde Interimet i sit område og allermindst i de landsdele, han nylig havde erhvervet ved den Schmalkaldiske Krig. De var jo reformationens vugge. På den anden side vovede han heller ikke at bryde med kejseren. Han greb derfor til den udvej, at lade Interimet omarbejde i en anden form, som kunne gøre det muligt at vedtage det uden ligefrem at fornægte sandheden. Til det formål henvendte han sig til sit lands teologer og først og fremmest til Melanchthon.

Leipziger-Interimet

Melanchthon, som nu ikke længere havde sin tidligere støtte i Luthers fasthed og frejdighed, var villig til at gå ind på kurfyrstens plan. Han mente kun på denne måde at kunne afvende en anden, ulige større fare og redde, i al fald hvad han anså for det væsentlige. Således kom da Leipziger-Interimet i stand. Det optog igen de fleste romerske kirkeskikke, som man tidligere havde afskaffet, idet man ville have de ydre kirkeskikke betragtet som noget ligegyldigt (mellemting).

I læren søgte det ganske vist at holde fast ved de evangeliske sandheder, men fremsatte dem dog til dels i mildere og mere ubestemte udtryk, som ikke lod modsætningen mod de papistiske vildfarelser træde frem i sin fulde skarphed, men kunne tydes på noget forskellig vis. Dette Leipziske-Interim mødte den samme modstand, som tidligere Det Augsburgske Interim, og uviljen mod det var til dels endog større, fordi det her var fyrsten over reformationens moderland og teologer ved reformationens moderuniversitet, som havde bøjet knæ.

Religionsfreden i Augsburg 1555

Mange teologer og præster, som modsatte sig Interimet, blev afsat og forfulgt. De tog for det meste deres tilflugt til den frie rigsstad Magdeburg, som således blev et samlingssted for Interimets modstandere. Herfra udsendte de en mængde stridsskrifter mod Interimet og mod de teologer, som havde haft med dette at gøre (de interimistiske stridigheder). Interimet stod dog ikke længe ved magt. Inden få år brød kurfyrst Moritz med kejseren, overrumplede ham i Innsbruck og tvang ham til at indgå et forlig i Passau (1552), som senere blev stadfæstet ved religionsfreden i Augsburg 1555. Ved denne fik protestanterne, det vil sige, de protestantiske rigsstænder, religionsfrihed og samme rettigheder som de romersk-katolske.

Ved forliget i Passau faldt Interimet bort af sig selv, men dermed endte de stridigheder ikke, som det havde vakt. Striden havde efterladt en ophidset stemning og næret mistanken mod Melanchthon og hans disciple. Dem kaldte man efter ham (Philip / Filip) for philippister (eller filippister). Man mente ikke, at de tog det alvorligt og strengt nok med lærens renhed, som den lutherske reformation dog fra først af havde lagt den største vægt.

Det nye universitet i Jena

Striden blev endnu heftigere, da den afsatte kurfyrste, Johan Frederik som nu var blevet løsladt af sit fangenskab, for de områder, han beholdt, oprettede et nyt universitet i Jena, hvis teologiske lærestole han besatte med mænd som havde hørt til Interimets heftigste modstandere. Universitetet i Jena lå i en stadig kamp med de kursachsiske teologer ved universiteterne i Wittenberg og Leipzig, der betragtedes som philippismens hovedsæder. De Interimistiske stridigheder blev således indgangen til en række nye stridigheder. Mens de selv hovedsagelig drejede sig om kirkeskikkene, hvorvidt disse var mellemting, drog man under de fortsatte stridigheder de punkter i læren frem, i hvilke man fandt, at philippisterne eller enkelte af dem fornægtede eller i det mindste afsvækkede den fulde evangeliske sandhed.

De forskellige stridigheder

Herhen hører for det første spørgsmålet om gode gerningers nødvendighed til frelse (artikel 4). Den strid, som førtes herom, kaldes den majoristiske efter Georg Major, professor i Wittenberg.

Desuden var der spørgsmål om den frie vilje efter faldet og navnlig om dens forhold til nåden, eller om det faldne menneske har evner til i nogen måde at medvirke ved frelsens modtagelse (artikel 2). Det spørgsmål førte da igen tilbage til læren om arvesynden (Art. 1). Den strid, som drejede sig om disse to sidste spørgsmål, kaldes den synergistiske (synergisme = medvirken).

Endelig kom også nadverlæren på tale. Allerede Luther selv havde måttet forsvare sin nadverlære mod forskellige angreb og navnlig mod schweizer-reformationens ældste ledere, Zwingli og hans medarbejdere. Derfor havde de zwinglianske lærere også straks i begyndelsen, så snart bekendelsen i Augsburg i 1530 var blevet opstillet og overleveret kejseren, fuldstændig distanceret sig fra den og overleveret deres egen bekendelse. Men senere var Calvin optrådt som reformator i Genève, og ved ham blev schweizer-reformationen bragt i en ny, noget ændret retning.

Calvin gav også af nadverlæren en fremstilling, som til dels afveg fra Zwinglis og syntes mere at nærme sig den lutherske. Denne calvinske nadverlære fandt bifald hos flere af de philippistiske teologer, der bestræbte sig på i deres ord at nærme sig så meget som muligt til Den Augsburgske Bekendelses og dens udtryksmåde, men dog forstod Kristi legemes nærværelse ikke om noget her på jorden, men kun med hensyn til troen. Det vil sige, at vor tro, påmindet og vakt ved de synlige tegn ligesom ved det prædikede Guds ord, hæver sig og stiger op over alle himle og modtager og nyder Kristi i Himlen nærværende legeme. Ja, troen griber Kristus selv med alle hans velgerninger, virkelig og væsentlig, men dog kun åndeligt.

Philippisterne pådrog sig altså beskyldning for at hylde en calvinistisk nadverlære og overhovedet at hælde til calvinismen. Især kom dette til syne i Kursachsen, hvor philippisternes ledere efter Melanchthons død (1560) benyttede den indflydelse, de havde hos Kurfyrst August, til at lade udarbejde og indføre nye katekismer og andre skrifter. Heri blev en calvinistisk nadverlære og andre af philippisternes meninger lært under skin af at være den ægte lutherdom. Det blev derfor kaldt krypto-calvinisme (dvs. hemmelig eller skjult calvinisme). Kurfyrsten lod sig også en tid føre bag lyset, men fik dog til sidst øjnene op og gik nu frem med stor strenghed mod philippisterne, som dels blev fængslet, dels forvist.

De krypto-calvinistiske stridigheder, handler altså først og fremmest om Kristi hellige nadver (art. 7). Men da det var en stadig indvending fra modstanderne af den lutherske nadverlære, at hvis Kristi legeme på én gang skulle være til stede i himlen og på jorden i den hellige nadver, så kunne det ikke være noget rigtigt, sandt menneskeligt legeme, blev striden ført videre ind på læren om Kristi person, om de to naturer i Kristus og deres egenskaber (art. 8).

De her nævnte stridigheder plejer man i almindelighed under ét at kalde de philippistiske stridigheder. Men de var ikke de eneste, som førtes i det angivne tidsrum. Allerede i Luthers levetid havde Johan Agricola, præst i Eisleben, i misforstået iver for den evangeliske lære, at mennesket retfærdiggøres ved troen alene uden lovens gerninger, fremsat den påstand, at loven ikke har nogen betydning for den troende, og at loven derfor heller ikke skal prædikes, men evangeliet alene. Luther imødegik selv Agricola, som også tilbagekaldte. Men senere, under den majoristiske strid, kom lignende vildfarelser igen frem, og denne "antinomisme (dvs. bestridelse af loven plads og betydning) gjorde, at forholdet mellem lov og evangelium og lovens tredje brug" blev behandlet (art. 5 og 6).

Angående artiklen om retfærdiggørelsen havde allerede Interimet ved sin fremstilling vakt flere spørgsmål. Især var det dog Andreas Osiander, professor i Königsberg, som rejste striden om dette punkt, idet han sammenblandede retfærdiggørelsen med Guds iboen i den troende. Han satte nemlig retfærdiggørelsen deri, at Kristus tager bolig i den troendes hjerte med sin væsentlige retfærdighed, det vil sige, med sin guddom. Hans vildfarelse bliver derfor også udtrykt ved, at han lærte, at Kristus alene efter sin guddom er vor retfærdighed, når han ved troen bor i os (Art. 3). Også med hensyn til artiklen om Kristi nedfart til Helvede blev der rejst enkelte spørgsmål, uden at disse dog gav anledning til nogen sådan strid, som de andre, der er nævnt.

Ønske om forlig

Dette er da de stridigheder, som var den historiske anledning til Konkordieformlens affattelse. Det er dem, den selv sigter til, når den i fortalen taler om de tunge og fordærvelige splittelser i de rene evangeliske kirker, som er opstået ved, at nogle teologer er afveget fra enkelte vigtige og betydningsfulde artikler i Den Augsburgske Bekendelse og enten ikke have fundet deres rette mening eller ikke er blevet stående ved den. Til dels også har understået sig i at lægge en fremmed mening ind i dem, og dog, trods alt dette, vil tilhøre Den Augsburgske Bekendelse, støtte sig til den og rose sig af den. Kampen var langvarig. Den førtes fra begge sider med lidenskabelighed, og fra begge sider forvildede man sig til dels i ensidige og falske påstande. Disse grove vildfarelser og alvorlige stridigheder løb ikke af uden stor forargelse både fra de vantros og de svagttroende side.

Man måtte ønske at se disse stridigheder, af hvilke den ene afløste den anden, bilagt. Det manglede heller ikke på forsøg i den retning. Fyrsterne søgte at tage sagen i deres hånd og indledte forligsforhandlinger; men de nåede ikke det mål, de tilsigtede.

Imidlertid blev sagen grebet an fra en anden kant, af en del af tidens mest ansete lutherske teologer, som havde stået mere uden for den heftige kamp. De havde øje både for de ensidigheder og vildfarelser, der fandtes hos de stridende på begge sider, som for den forargelse og den splittelse af kirkens kræfter, som den uafbrudte stridstilstand førte med sig. De var langt fra at betragte den strid, som førtes, som blot misforståelser og ordstrid. De erkendte, at det var vigtige og høje ting, som der blev kæmpet om. Men derfor erkendte de også nødvendigheden af, at de omstridte artikler af Guds ord og anerkendte skrifter blev forklaret sådan, at enhver, som har kristen forstand, kan forstå, hvilken mening, der i disse stridigheder stemmer med Guds ord og den kristne Augsburgske Bekendelse, og hvilken ikke. De ville altså, at der skulle opstilles en ny kirkelig bekendelse, hvor de omstridte læreartikler afgjordes, således som de måtte afgøres efter Guds ord i overensstemmelse med Den Augsburgske Bekendelse.

Udarbejdelsen af Konkordieformlen

Jakob Andreae, professor og kansler ved universitetet i Tübingen, arbejdede i en række år med utrættelig iver for denne plan. Han rejste til det formål om i de lutherske områder og satte sig i forbindelse med de lutherske fyrster og teologer. Navnlig henvendte han sig til Martin Chemnitz i Braunschweig og David Chyträus i Rostock, som også billigede hans plan. På gentagne møder mellem nedersachsiske og würtembergske teologer blev udkastet til en forligsformel atter og atter gennemgået. Da så kryptocalvinisternes færd i Kursachsen blev afsløret, tog Kurfyrst August sig med iver af Andreas plan og støttede den ved sin indflydelse.

Ved et møde i Torgau blev Den Torgauske Bog udarbejdet på grundlag af de tidligere udkast. Den gennemgik og afgjorde de omstridte læresætninger i 12 artikler. Dette skrift sendte kurfyrsten så rundt til de øvrige lutherske fyrster og stænder med den anmodning, at de ville lade det omhyggelig prøves og sende ham deres bemærkninger og betænkninger, for at værket kunne blive underkastet en grundig og alsidig drøftelse.

På baggrund af de indkomne betænkninger blev Torgauerbogen så endnu engang gennemgået på et møde i Berge (ved Magdeburg), hvor Andrea, Chemnitz og Selnecker (fra Leipzig) var de egentlige hovedarbejdere, og til hvilket senere også Chyträus samt Andreas Musculus og Christoph Körner (fra Brandenburg) tilkaldtes. Således kom Konkordieformlen endelig i stand 1577.

Den blev for første gang offentlig udgivet sammen med de øvrige lutherske bekendelsesskrifter den 25. juni 1580, 50-årsdagen efter Den Augsburgske Bekendelses overlevering.

Konkordieformlens opbygning

Konkordieformlen falder i to hoveddele. Den første del er en kort gennemgang af de artikler, man er uenige om. Den anden del er en udførlig og grundig gennemgang af de samme artikler. I fortalen gør man i korthed rede for de forhold, som har gjort en ny bekendelse, det vil sige, en gentagelse og forklaring af Den Augsburgske Bekendelse, nødvendig.

Indledningen handler om det korte begreb, den regel og rettesnor, hvorefter al lære skal bedømmes og opståede uenigheder skal afgøres og opklares. Den handler altså om Det Gamle Testamentes og Det Nye Testamentes profetiske og apostoliske skrifter som den eneste regel og rettesnor, hvorefter alle lærdomme og lærere skal bedømmes. Kirkens bekendelsesskrifter er i den forbindelse at betragte som et kort begreb af den rene kristne lære.

Enhver af de to hoveddele består af 12 artikler. De falder ved hver artikel sammen med hensyn til indhold, men adskiller sig med hensyn til form og udførelse.

"Kort Forklaring" fremstiller den rette tro og bekendelse i modsætning til de indsnegne vildfarelser. Som navnet antyder, sker det i korte sætninger, hvor først hovedspørgsmålet i striden skildres. Dernæst bekendes den rene lære. Og til sidst forkastes og fordømmes den modsatte falske lære.

Den anden hoveddel, "Udførlig redegørelse", har ikke denne tredeling, men giver efter at have angivet stridsspørgsmålet sin forklaring af de omstridte artikler i en fortløbende og udførlig udvikling med beviser fra Den Hellige Skrift, bekendelsesskrifterne, kirkefædrene, Luther osv.

Konkordieformlens tekst

Konkordieformlen er oprindelig skrevet på tysk. Den blev oversat til latin af Lukas Osiander, hvis oversættelse blev optaget i udgaven af 1580. Denne oversættelse blev på ny gennemset og rettet under Chemnitz’ ledelse. I denne gennemsete og rettede form blev den optaget i udgaven af 1584 og anses fra den tid som den kirkeligt vedtagne latinske tekst.

Konkordieformlens vedtagelse

Konkordieformlen blev ikke vedtaget inden for hele den lutherske kirke som retsgyldigt symbol, men dog i den største del af kirken. Den blev direkte underskrevet af mere end 2/3 af alle lutherske fyrster, byer og teologer (3 kurfyrster, 20 hertuger og fyrster, 24 grever, 4 friherrer og 35 rigsstæder og af mere end 8000 af kirkens lærere).

Når man på andre steder vægrede sig ved at vedtage den, var grunden kun for en del den, at man ikke var enig i dens lære og bekendelse. Dette var naturligvis tilfældet, hvor den philippistiske retning endnu var den rådende, eller hvor de styrende åbenbart hældte til calvinismen. Flere af dem, som vægrede sig ved at underskrive, gjorde dette med den udtrykkelige erklæring, at de i alt væsentligt var enige med den i dens lære, grundene til vægringen var for en stor del af en mere ydre art.

Man var overhovedet imod at opstille nogen ny bekendelse, da man anså den for overflødig og til dels endog for farlig, idet man - hvad der især gælder de lande, som var blevet mindre berørte af de forudgående stridigheder - frygtede for, at den nye bekendelse, hvis den blev indført, ved sine udførligere og nærmere bestemmelser netop skulle vække den strid, som man hidtil var bleven skånet for.

Blandt de landskirker, hvor Konkordieformlen ikke blev vedtaget som bekendelse, var den dansk-norske. Kong Frederik den Anden havde allerede, da hans svoger Kurfyrst August sendte ham Torgauerbogen til betænkning, bestemt vægret sig ved at forelægge den for sine teologer, da han mente, at man havde nok i de bekendelser, som man allerede havde.

Han frygtede for, at der skulle blive splid mellem teologerne, hvis han fulgte kurfyrstens opfordring, og den fred og enighed således blev forstyrret, som han roste sig af ved Guds nåde og hjælp hidtil at have opretholdt inden for sine lande.

Da Konkordiebogen var udkommet, forbød han under streng straf at indføre og at bruge den i kongens lande, fordi der i denne bog skal findes lærdom, som er os og vore kirker fremmed og ukendt, at der over den enighed, som til Guds lov disse riger har været holdet i, kunne forstyrres. Det fortælles endog, at han med egen hånd skal have kastet det pragteksemplar af bogen, som var sendt ham fra Sachsen, i ilden.

Visitationsartiklerne fra 1592.

Efter Kurfyrst Augusts død i 1586 gjorde det krypto-calvinistiske parti i Kursachsen endnu engang forsøg på at rejse sig. Det blev ledt af kansler Krell og gik frem på samme måde, som krypto-calvinisterne i Kurfyrst Augusts tid, men dette sidste krypto-calvinistiske forsøg i Sachsen fik en brat ende, da Krell ved et nyt tronskifte i 1591 blev styrtet. Det følgende år holdtes en almindelig kirkevisitation, og i den anledning blev de Kristne Visitationsartikler udarbejdet. De stiller i korte sætninger den lutherske og den calvinske lære mod hinanden i de fire artikler om den hellige nadver, om Kristi person, om den hellige dåb og om Guds nådevalg og evige forudbestemmelse. Artiklerne fik symbolsk anseelse i Sachsen. I de senere udgaver af Konkordiebogen er de i almindelighed blevet optaget som et tillæg.

Konkordiebogens fortale

Vi kurfyrster, fyrster og stænder i det hellige romerske rige af den tyske nation, som har underskrevet Den Augsburgske Bekendelse hilser nådigst enhver, der læser denne skrivelse. Vi tilsiger efter enhvers stand og værdighed vores pligtskyldigste tjeneste, venskab og hjertelige vilje, og også vores underdanigste og villige tjeneste.

Vi gør herved følgende kendt:

Af uendelig kærlighed og barmhjertighed mod menneskeslægten, har den almægtige Gud, i denne forgængelige verdens sidste tider ladet sit hellige evangeliums og eneste saliggørende ords lys komme frem og lyse klart og uforfalsket i den tyske nation, vort kære fædreland, som før lå i et overtroisk papistisk mørke. Af den guddommelige, profetiske og apostoliske Skrift er en kort bekendelse [Den Augsburgske Bekendelse] sammenfattet på dette grundlag ved rigsdagen i Augsburg 1530. Den blev på tysk og latin overgivet daværende kejser Karl den Femte, højagtet være hans minde, af vores salige og kristne forgængere. Bekendelsen blev oplæst for alle rigets stænder og derefter udbredt offentlig og har lydt i hele kristenheden i hele den vide verden.

I den følgende tid bekendte mange kirker og universiteter sig til denne bekendelse, som deres tids trosbekendelse. De bekender de vigtigste omstridte artikler mod pavevæsenet og alle slags sekter. De har holdt sig til denne bekendelse i kristen enighed og uden strid og tvivl, og påberåbt sig den. Det, som er sammenfattet i den, er også velbegrundet i den guddommelige Skrift, nemlig den lære som er kort formuleret for den ene gamle kirke i de gamle prøvede symboler, og troet af den almindelige retlærende Kristi kirke. Denne lære er gentagne gange bekendt i enighed i kamp mod mange kætterier og vildfarelser og urokkelig fastholdt.

Det er på mange måder blevet klart og afsløret for enhver, hvilke farlige hændelser og svær uro, der fandt sted i vort kære fædreland, den tyske nation, straks efter den højt oplyste og gudfrygtige mand, doktor Martin Luthers salige død. Hvordan menneskeslægtens fjende anstrengte sig for at så sin sæd, nemlig falsk lære og uenighed. Målet var at virke skadelige og anstødelige splittelser i menigheder og fakulteter, for med dette at forfalske Guds Ords rene lære, bryde med den kristne kærligheds og enheds bånd, og på denne måde hæmme og hindre det hellige evangeliums fremgang. Det er kendt hvilket påskud modstanderne af den guddommelige sandhed har fundet på for at sprede ufordelagtige ting om os og om vores universiteter og menigheder. Blot for at dække deres vildfarelser og vende de arme vildfarne samvittigheder fra erkendelse af den rene evangeliske lære og desto lettere holde dem under papistisk åg og tvang, og også under andre vildfarelser, som strider mod Guds Ord.

Der er ingen ting vi hellere skulle have set, og har ønsket og bedt om fra Den Almægtige, end at vores menigheder og universiteter må blive bevaret i Guds ords lære og også i den kære kristne enhed, sådan som det i doktor Luthers levetid blev ordnet kristelig og vel, og ført videre efter Guds Ords vejledning. Men det er sådan, som da de hellige apostle endnu var i live i menighederne, hvor de selv såede det rene og klare Guds Ord. Gennem falske lærere blev falsk lære bragt ind. Dette er også sket med vores menigheder for vores og den utaknemlige verdens ubodfærdighed og synds skyld.

Fornyet tilslutning til Bekendelsen

Af denne grund har vi husket på og ikke nedlagt det embede, vi bærer og som er givet os af Gud. I vort land og dets områder har vi lagt vores flid i dette, sådan at den falske og forføreriske lære, der har sneget sig ind, så langt og så meget som mulig, kan blive omstyrtet. Og så vores undersåtter kan blive holdt på den rette vej, så de kan beholde den guddommelige sandhed, de engang har lært og bekendt, og ikke blive ført bort fra den. I overensstemmelse med dette har vores ærværdige forgængere og også en del af os, derfor fremlagt et slutdokument i anledning af den kurfyrstedag, der blev holdt i Frankfurt am Mainz i 1558. Vi besluttede der at komme sammen til et alment møde for efter behov og i venskab at drøfte nogle sager, hvor vi er blevet tolket meget upræcist af vores modstandere.

Derefter er vores salige forgængere og en større del af os kommet sammen i Naumburg i Thüringen i 1561. Vi drøftede her den flere gange nævnte Augsburgske Bekendelse, som blev overgivet kejser Karl den Femte på den store rigsdag i Augsburg i 1530, denne bekendelse, der er grundet på det guddommelige Ords vidnesbyrd om den uforanderlige sandhed. Det gjorde vi for at også vores efterkommere i fremtiden skal advares og beskyttes mod en lære, der er falsk og strider mod Guds Ord, så langt det står til os.

Dermed har vi endnu engang i enighed underskrevet Den Augsburgske Bekendelse og således over for den romerske Kejserlige Majestæt, vores allernådigste Herre, og ellers over for mange andre bevidnet og vist, at det slet ikke har været vores tanke og mening at antage, forsvare eller udbrede nogen anden eller ny lære. Med Guds hjælp vil vi holde fast ved og blive ved den sandhed, der blev gjort kendt og bekendt i 1530 i Augsburg. Dette sker i tillid til og håb om at modstanderne af den rene evangeliske lære derved skulle afstå fra deres opdigtede anklager og forhånelser mod os. Men også for at andre venligsindede folk gennem en sådan gentagelse og repetition af vores bekendelse skulle blive påmindet og opfordret, til med desto større alvor at udforske Guds Ords sandhed, som alene gør salig. Så kunne de give dette ord deres tilslutning og i kristen forstand blive ved og holde fast ved det uden mere strid og tvivl, for deres sjæles frelse og det evige godes skyld.

Forarbejdet til Konkordiebogen

Til trods for alt dette, har vi ikke uden besvær måttet erkende at denne erklæring og gentagelsen af vores forrige kristne bekendelse kun har fået ringe opmærksomhed fra modstanderne. Vi og vores menigheder er heller ikke gennem dette blevet befriet fra den udbredte og besværlige bagtalelse. Men de, som er modstandere af os og vores kristne religion og tilhængere af fejlagtige meninger, har endnu en gang forstået og tolket sådanne velmente handlinger derhen, at vi skulle være usikre i bekendelsen af vores tro og religion. At vi skulle have ændret denne bekendelse så meget og så ofte at hverken vi eller vores teologer vidste, hvad der var den rette og engang overgivne Augsburgske Bekendelse. Gennem denne ubegrundede påstand bliver mange fromme hjerter skræmt og holdt borte fra vores menigheder og universiteter, fra vores lære, tro og bekendelse. Desuden er der sket det ulykkelige, at en anderledes lære om Kristi legemes og blods hellige sakramente og andre fejlagtige meninger, her og der er smuglet ind i menigheder og universiteter, i den nævnte Augsburgske Bekendelses navn.

Nogle gudfrygtige, fredselskende og lærde teologer mærkede og så dette tydelig. De kunne ikke møde disse falske beskyldninger og det at religionsstriden daglig blev dybere, på en bedre måde end ved grundig og direkte at forklare og dømme om alle omstridte artikler på grundlag af Guds Ord, og udpege og forkaste falsk lære. Den guddommelige sandhed skal bekendes klart, sådan at munden på modstanderne kan blive stoppet med holdbare grunde. Og sådan at de enfoldige, fromme hjerter kan få en ret forklaring og vejledning om, hvordan de skal forholde sig i en sådan strid og ved Guds nåde for fremtiden blive bevaret mod falsk lære.

På grundlag af Guds Ord har de nævnte teologer først tydelig og rigtig, i udførlige skrifter, over for hinanden forklaret, hvordan de flere gange nævnte anstødelige splittelser kunne blive lagt til side og blive ophævet uden forandring af den guddommelige sandhed, og modstanderne dermed blive berøvet og frataget ethvert skin af grund til kritik. Endelig har de også behandlet de omstridte artikler i et skrift, de har forfattet, og betragtet og foretaget afvejninger, forklaret og afgjort, hvordan den opståede splittelse skulle bedømmes.

Og da beretning om et sådant kristent værk nåede nogle af os, modtog vi det ikke bare med velvilje, men på grund af det embede, vi bærer og som Gud har givet os, har vi anset os for skyldige til at fremme dette med kristen alvor og iver.

Forhandlingerne i Torgau 1576

I overensstemmelse med dette har vi, Kurfyrsten af Sachsen, med råd og medvirkning fra nogle kurfyrster og fyrster af samme religion, i 1576 i Torgau sammenkaldt et mindre antal velansete, troværdige, erfarne og lærde teologer for at skabe enighed i den kristne lære. Sammen har disse på kristen vis diskuteret de omstridte artikler og det nu nævnte enhedsskrift, som er forfattet af denne grund. Med påkaldelse af den almægtige Gud, til hans lov og ære, og endelig ved en særskilt nåde fra Den Hellige Ånd har disse teologer, velgennemtænkt og med omhyggelig flid taget for sig alt, som hører til dette og er nødvendig. De har sammenfattet det i god orden og udgivet det som bog. Denne er derefter blevet tilsendt adskillige kurfyrster, fyrster og stænder af Den Augsburgske Bekendelse, med begæring om at deres venner og de selv skulle sætte deres dygtigste teologer til at gennemlæse bogen med særlig alvor og kristen iver, veje for og imod og derefter lade deres forklaringer og anmærkninger blive skrevet ned og lade al rådgivende gennemtænkning om dette uforbeholdent blive givet os til underretning.

Disse indhentede bedømmelser er nu kommet ind og al mulig kristen, nødvendig og nyttig påmindelse er der kommet frem, om hvordan den kristne lære, som er formuleret i den oversendte erklæring kunne beskyttes med Guds Ord mod alle slags farlige misforståelser, sådan at ikke uren lære i fremtiden skulle kunne blive skjult under dem. Dermed er en klarere erklæring om sandheden blevet bragt til vores efterkommere. Af dette er til slut den ovenfor nævnte kristne Enhedsformel [Konkordieformlen] gjort færdig, sådan som den her følger.

Fordi det af særlige grunder ikke har været mulig for os alle til denne tid at gennemføre dette, har nogle af os forelæst dette skrift artikel for artikel for disse og dernæst for alle og enhver teolog, præst og lærer i vort land og vores områder, og overladt dem den til flittig og alvorlig betragtning af den lære, som er formuleret her til påmindelse og formaning.

Vedtagelsen af Konkordieformlen

De, der har fået den forelagt, har først og fremmest fundet, at erklæringen er i overensstemmelse med Guds Ord og dernæst også med Den Augsburgske Bekendelse. Derfor har de, med glæde og hjertelig taksigelse over for den almægtige Gud, frivillig og efter moden overvejelse antaget, godkendt, underskrevet og med hjerte, mund og hånd offentlig bevidnet, at denne Konkordieformel er den rette kristne forståelse af Den Augsburgske Bekendelse. Derfor kaldes og er dette kristne forlig en fælles og enig bekendelse, ikke bare for nogle få af vores teologer, men i sin almindelighed for alle og enhver af vores præster og lærere i vores lande og vores områder.

Det slutdokument, der er nævnt ovenfor, og som i god mening blev sat op af agtværdige fædre og os i Frankfurt am Mainz og Naumburg, nåede ikke det forventede mål af kristen enhed, men er tvært imod af nogle også blevet anført til at befæste deres vranglære. I vort sind eller hjerte er den tanke imidlertid ikke kommet, at en ny, falsk eller fejlagtig lære ved dette afskedsskrift skulle indføres, undskyldes, befæstes eller i den mindste ting afvige fra Den Augsburgske Bekendelse som blev overgivet i 1530.

Vi, som var til stede ved den ovenfor nævnte forhandling i Naumburg, forbeholdt os retten til og gjorde kendt, at når vores bekendelse af nogle blev anfægtet eller til hvilken tid det skulle blive nødvendig, af den grund ville give dette en udførligere behandling. Vi har derfor på kristen vis samlet og forenet os om den nævnte Konkordieformel, den endelige forklaring af vores mening og en gentagelse af vores kristne tro og bekendelse. Dermed skulle ingen lade sig føre vild gennem vores modstanderes ubegrundede beskyldninger, som om vi ikke selv skulle vide, hvad der er den sande og ægte Augsburgske Bekendelse. Sådan skulle både de, som nu lever og vores kære efterkommere være klart og grundig informeret og have endelig vished om, hvordan vores kristne bekendelse er. Det er den vi, menighederne og universiteterne i vort land altid indtil nu har bekendt os til og påberåbt os.

Efter det rene, ufejlbarlige og uforanderlige Guds Ord har vi ene og alene villet bekende os til Den Augsburgske Bekendelse og til ingen anden. Det er den, der blev overgivet kejser Karl den Femte i 1530 på den store rigsdagsforsamling i Augsburg. Det er den bekendelse vores salige forgængere selv overgav den samme kejser Karl den Femte på den nu nævnte rigsdag og som har været forhånden i deres arkiv. Denne er dermed af velbetroede mænd med stor flid sammenlignet med den rette original, som blev overgivet kejseren og som er blevet i det hellige riges forvaring. Det latinske og tyske eksemplar blev overalt fundet at have samme mening.

Af denne grund har vi ladet den bekendelse, som dengang blev overgivet, indlemme i denne vores følgende forklaring og Konkordiebog, sådan at enhver skal kunne se, at vi i vores lande, menigheder og universiteter ikke vil tåle nogen anden lære end den, som én gang er blevet bekendtgjort i Augsburg i 1530 af de flere gange nævnte kurfyrster, fyrster og stænder. Ved Guds nådes hjælp har også vi til hensigt at holde fast ved denne bekendelse indtil vores salige ende. Da skal vi komme frem for vores Herre Jesu Kristi domstol med et hjerte og en samvittighed fyldt af glæde og tryghed. Efter dette håber vi at vores modstandere herefter vil skåne os, vores menigheder og deres tjenere for den besværlige anklage, at de foregiver, at vi skulle være usikker i vores tro, og derfor laver en ny bekendelse næsten hvert år eller hver måned.

Den Augsburgske Bekendelses tekst

Hvad så den anden udgave af Den Augsburgske Bekendelse angår, som også er nævnt i de naumburgske forhandlinger, har vi på mange måder fundet det åbenbart og kendt, at nogle har forsøgt at gemme og skjule vildfarelsen om den hellige nadver og andre falske lærepunkter under den samme anden udgave. Det har de forsøgt at indbilde enkle mennesker i offentlige skrifter, uden hensyn til at sådan vranglære med udtrykkelige ord er forkastet i den bekendelse, der blev overgivet i Augsburg og at en helt anden lære kan bevises med de udtryk (end det, de vil). Vi har derfor med dette offentlig villet bevidne og forklare, at det den gang som nu på ingen måde har været vores vilje og mening, at falsk og uren lære skulle blive skjult under dette, blive pyntet på, tildækket eller bekræftet som en lære i overensstemmelse med evangeliet. Vi har heller aldrig forstået eller opfattet det sådan, at den anden udgave skulle stå i modsætning til den første overgivne Augsburgske Bekendelse. Ligeledes har vi heller ikke villet have forkastet eller fordømt andre nyttige skrifter af Philip Melanchthon, ligesom heller ikke af Brenz, Urbanus Regius, Pommeranus osv., så sandt de stemmer overens med den norm, der er stadfæstet i Konkordieformlen.

Nadveren og Kristi to naturer

Selv om enkelte teologer, som også Luther selv, i spørgsmålet om nadveren og foreningen af de to naturer i Kristus, af modstanderne mod deres vilje blev draget ind i diskussionen, så forklarer vores teologer sig klart om indholdet i Konkordiebogen og den norm, som her er formuleret. Det er vores og bogens faste mening, at de kristne i behandlingen af Herrens nadver ikke skal vises til noget anden end denne ene grund og dette fundament, nemlig til Kristi testamentes indstiftelsesord. Det er almægtigt og sandt, og formår dermed at frembringe det, som han har forordnet og lovet i sit ord. Og de kristne forbliver uanfægtet ved denne grund og disputerer ikke om andre grunde, men med en enfoldig tro holder de sig til Kristi enkle ord. Det er det sikreste og også opbyggelig for den almindelige lægmand, som ikke kan forstå diskussionen om disse ting. Men når modstanderne anfægter denne vores enkle tro og forståelse af Kristi testamente og anklager og forkaster den som vantro, som om vores enkle forståelse og tro skulle være mod vores kristne trosartikler og dermed være falsk og uret, da skal det blive vist og bevist ved en sandfærdig forklaring af vores kristne trosartikel, at vores ovenfor beskrevne forståelse af Kristi ord ikke strider mod denne artikel.

Angående den menneskelige naturs majestæt i Kristi person, sådan som den sidder og er ophøjet ved Guds højre hånd, bliver det brugt forskellige udtryk og talemåder. Fordi ordet abstrakt ikke kun bliver brugt i én mening på universiteterne og af kirkelærerne, og for at fjerne al misforståelse og forargelse, forklarer vores teologer med tydelige og klare ord, at den nævnte guddommelige majestæt ikke skal tilskrives den menneskelige natur uden alene ved den personlige forening. Det er ikke sådan, at den menneskelige natur har denne guddommelige majestæt egentlig og i sig selv, eller som teologerne siger: væsensmæssig, formelt, som natur eller som noget, der absolut hører med. Det ville nemlig betyde, at den guddommelige og menneskelige natur og deres egenskaber bliver blandet sammen. Den menneskelige natur ville så bliver gjort lig med den guddommelige natur efter væsen og egenskaber og dermed reelt fornægtet. De guddommelige egenskaber tilskrives alene Kristi menneskelige natur på grund af den personlige forening og i kraft af den, sådan som de gamle kirkelærere har sagt. Denne personlige forening er for os et uudforskeligt mysterium.

Fordømmelsernes sigte

Angående fordømmelserne, afvisningen og forkastelsen af en falsk og uren lære, så har vi i denne forklaring og grundige erklæring om de omstridte artikler måttet gøre dette udtrykkelig og klart, særlig i artiklen om Herrens nadver, for at enhver skulle vide at passe på. Også af mange andre grunde kunne dette på ingen måde undgås. Men det har ikke været vores vilje og mening med dette at ramme de personer, som i deres enfoldighed tager fejl og ikke spotter det guddommelige ords sandhed, og endnu mindre hele kirker i eller uden for Tyskland. Med dette skal egentlig alene den falske og forføreriske lære og de uforbederlige lærere og spottere blive forkastet. Dem vil vi på ingen måde tåle i vores områder, menigheder og universiteter, for at de fromme hjerter må blive bevaret. Disse lærere står Guds udtrykkelige Ord imod og kan ikke blive stående sammen med det.

Vi har ingen som helst tvivl om, at det findes mange fromme, uskyldige mennesker, også i de menigheder som til nu ikke er kommet til enighed med os i alle ting. Disse vandrer i deres hjertes enfold. De forstår ikke sagen ret og har ikke noget behag i bespottelsen af den hellige nadver, sådan som den bliver holdt efter Kristi indstiftelse i vores menigheder og sådan som det i overensstemmelse med hans testamentes ord enigt bliver lært hos os. Når disse bliver ret undervist i læren, vil de gennem Den Hellige Ånds ledelse forhåbentlig vende sig til Guds Ords ufejlbarlige sandhed, sammen med os og vores menigheder og universiteter.

Derfor vidner vi da også hermed for den almægtige Guds åsyn og for hele kristenheden, at det med dette kristne enhedsskrift slet ikke er vores mening og hensigt at forårsage undertrykkelse og forfølgelse af arme pressede kristne. Som vi af kristen kærlighed har en speciel medlidenhed med disse, har vi også afsky for og et hjertelig mishag til forfølgernes raseri. Vi vil ikke på nogen vis have del i deres blod, som uden tvivl skal blive krævet fra forfølgernes hænder på Herrens store dag for Guds alvorlige og strenge domstol. Dér skal de aflægge et tungt regnskab.

Bibel og Bekendelse skaber enighed

Vor mening og hensigt, sådan som vi ovenfor har sagt, har altid været rettet derhen, at der i vores områder, universiteter og menigheder ikke skulle blive forkyndt eller udbredt nogle anden lære end alene den lære, der er grundlagt i Den Hellige Guddommelige Skrift og findes i Den Augsburgske Bekendelse og dens Apologi, forstået efter sin virkelige mening. Intet, der strider imod denne lære skal tillades. I den hensigt er også dette forsoningsskrift sat op, ment og blevet til. Med det vil vi endnu engang have bekendt offentlig for Gud og enhver, at vi med denne velgennemtænkte forklaring af de omstridte artikler ikke har lavet nogen ny eller anden bekendelse end den, der én gang i 1530 i Augsburg blev overgivet kejser Karl den Femte.

Men vi har derimod villet vise vores menigheder og universiteter til Den hellige Skrift og Trosbekendelsernes kilder, og også til den førnævnte Augsburgske Bekendelse. Hermed har vi villet give en alvorlig formaning, sådan at særlig ungdommen må blive opdraget til kirkens tjeneste og det hellige embede, og blive undervist i dette med troskab og flid. Sådan at den rene lære og troens bekendelse også hos vores efterkommere må blive holdt oppe og ført videre ved Den Hellige Ånds hjælp og bistand, indtil Jesu Kristi herlige genkomst, vores eneste forløser og saliggøre.

Sådan forholder det sig. Og af den guddommelige, profetiske og apostolske Skrift er vi sikker på vores kristne bekendelse og tro, og ved Den Hellige Ånds nåde er vi tilstrækkelig forsikret om dette i vores hjerter og kristne samvittighed. Af den højeste og yderste nød kræves det da, at der ved så mange opståede vildfarelser, frembragte forargelser, stridigheder og langvarige splittelser kommer til en kristen forklaring og forsoning i alle de opståede diskussioner. Dette må være velbegrundet i Guds Ord, sådan at den rene lære ved dette kan blive erkendt og skilt fra den forfalskede, så alt ikke står frit og åbent for rastløse og stridslystne mennesker, som ikke vil være bundet af bestemte udtryk for den rene lære. De skal forhindres i, efter behag at sætte gang i forargelige diskussioner og indføre og forsvare urimelige vildfarelser. Af det følger der nemlig intet andet end at den rette lære til sidst bliver helt mørklagt og går tabt, og at det ikke bliver bragt andet end uvisse meninger og tvivlsomme, omdiskuterede fantasier og meninger til den kommende generation.

På baggrund af den guddommelige befaling og for det embedes skyld, som vi bærer for vort eget og vores undersåtters timelige og evige vels skyld, erkender vi os skyldige til at gøre og fortsætte at gøre alt det, der kan være tjenlig og nyttig til at øge og udbrede Guds lov og ære. Så hans ord, som alene gør salig, må blive videreført, så der kan blive ro og fred på de kristne universiteter og i menighederne. Og så de stakkels, forvirrede samvittigheder kan få nødvendig trøst og undervisning.

Det er os heller ikke ukendt at mange godhjertede kristne personer, af højere og lavere stand, begærligt sukker og i særlig grad længes efter dette nyttige kristne enighedsværk. Helt fra begyndelsen af dette vort kristne forsoningsarbejde, ligesom nu, så har det aldrig været vores hensigt eller mening at holde dette nyttige og højst nødvendige enighedsværk i mørke, hemmelig og skjult for enhver, eller at sætte det guddommelige lys under en skæppe eller et bord. Vi har derfor ikke længere villet udsætte eller opholde udgivelsen og publiceringen af dette værk. Og vi tvivler slet ikke på at alle fromme hjerter, som har en retskaffen kærlighed til den guddommelige sandhed og til den kristne, gudvelbehagelige enhed, sammen med os vil finde kristelig behag i dette nyttige, højst nødvendige og kristne værk. Vi er også sikre på, at de i dette tilfælde ikke vil lade det mangle på noget i deres fremme af Guds ære og det fælles evige og timelige vel.

Konkordiebogens omfang

Helt til sidst vil vi endnu engang gentage, at vi med dette enighedsværk slet ikke vil komme med nogen nyt og heller ikke, hverken i sag eller udtryksform vige fra den guddommelige sandhed som én gang er erkendt og bekendt af vores salige forgængere og os. Det er den sandhed, der er grundlagt i Den Profetiske og Apostoliske Skrift, og sammenfattet i De Tre Oldkirkelige Symboler, i Den Augsburgske Bekendelse som i 1530 blev overgivet kejser Karl den Femte, i den dermed forbundne Apologi, i De Schmalkaldiske Artikler og i den højt oplyste mand Dr. Luthers Store og Lille Katekismus.

Vi vil ved Den Hellige Ånds nåde holde ud og forblive enige ved denne sandhed. Alle religionsstride og deres forklaringer vil vi afgøre i overensstemmelse med dette. I tillæg til det vil vi leve i fredsommelighed og enhed med vores medborgere, med kurfyrsterne og stænderne i det hellige romerske rige, og også med andre kristne fyrster, efter det hellige riges ordning og specielle overenskomster, som vi har med dem. Vi vil også vise enhver al mulig kærlighed, tjenstvillighed og venskab, alt efter hans stands værdighed. Dette har vi bestemt os for og det er vi indstillet på.

Så vil vi videre også i venskab blive enige om, hvordan vi i vores områder gennem flittige visitationer af menigheder og universiteter, gennem tilsyn med trykkerierne og andre virksomme midler kan opretholde dette enighedsværk med alvor, alt efter vores og ethvert steds mulighed. Og om denne eller en ny strid skulle blusse op i vores kristne religion, vil vi blive enige om, hvordan denne kan blive bilagt og forsonet i tide uden en farlig udbredelse, sådan at al slags forargelser kan undgås.

Underskrifter

Til bevidnelse af dette har vi med enige hjerter underskrevet dette og ladet vort segl sættes på.

Ludwig, pfalsgreve ved Rhinen, kurfyrste.

August, hertug af Sachsen, kurfyrste.

Johann Georg, markgreve af Brandenburg, kurfyrste.

Joachim Friedrich, markgreve af Brandenburg, administrator af ærkestiftet Magdeburg. Johann, biskop af Meissen.

Eberhard, biskop af Lübeck, administrator af Verden stift.

Philipp Ludwig, pfalsgreve.

Hertug Friedrich Wilhelm og hertug Johann af Sachsens formynder.

Hertug Johann Kasimir og hertug Johann Ernst af Sachsens formynder.

Georg Friedrich, Markgreve af Brandenburg. Julius, hertug af Braunschweig og Lüneburg. Otto, hertug af Braunschweig og Lüneburg. Henrich der Jünger, hertug af Braunschweig og Lüneburg.

Wilhelm der Jünger, hertug af Braunschweig og Lüneburg.

Wolf, hertug af Braunschweig og Lüneburg. Ulrich, hertug af Mecklenburg.

Hertug Johann og hertug Sigismund August af Mecklenburgs formynder.

Ludwig, hertug af Würtemberg.

Markgreve Ernst og markgreve Jakob af Baddens formynder.

Georg Ernst, greve og herre af Henneberg.

Friedrich, greve af Würtenberg og Mümpelgart.

Hans Günther, greve af Schwarzburg.

Wilhelm, greve af Schwarzburg.

Albrecht, greve af Schwarzburg.

Emich, greve af Leiningen.

Philipp, greve af Hanau.

Gottfried, greve af Ottingen.

Georg, greve og herre af Castel.

Heinrich, greve og herre af Castel.

Hans Hoier, greve af Mansfeld.

Bruno, greve af Mansfeld.

Hoier Christoph greve af Mansfeld.

Peter Ernst den yngre greve af Mansfeld.

Christoph, greve af Mansfeld.

Otto, greve af Hoya og Burghausen.

Johannes, greve af Oldenburg og Delmenhorst.

Albrecht Georg, greve af Stolberg.

Wolf Ernst, greve af Stolberg.

Ludwig, greve af Gleichen.

Carl, greve af Gleichen.

Ernst, greve af Reinsten.

Boto, greve af Reinsten.

Ludwig, greve af Lewensten.

Heinrich, herre af Limburg, Semperfrei.

Georg, herre af Schönburg.

Wolf, herre af Schönburg.

Anarck Friedrich, herre af Wildenfels.

Borgermester og byrådet i Lübeck.

Borgermester og byrådet i Landau.

Borgermester og byrådet i Münster i S. Georgenthal.

Byrådet i Goslar.

Borgermester og byrådet i Ulm.

Borgermester og byrådet i Esslingen.

Byrådet i Reutlingen.

Borgermester og byrådet i Nördlingen.

Borgermester og råd af Rotenburg an der Tauber.

Borgermester og byrådet i Schwäbischen-Hall.

Borgermester og byrådet i Heilbronn.

Borgermester og byrådet i Memmingen.

Borgermester og byrådet i Lindau.

Borgermester og byrådet i Schweinfurt.

Byrådet i Donawerda.

Borgermester og byrådet i Regensburg.

Borgermester og byrådet i Wimpffen.

Borgermester og byrådet i Giengen.

Borgermester og råd af Bopfingen.

Borgermester og byrådet i Alen.

Borgermester og byrådet i Kauffbewern.

Borgermester og byrådet i Issna.

Borgermester og byrådet i Kempten.

Byrådet i Hamburg.

Byrådet i Göttingen.

Byrådet i Braunschweig.

Borgermester og byrådet i Lüneburg.

Borgermester og byrådet i Leutkirch.

Hele regeringen af byen Hildesheim.

Borgermester og byrådet i Hameln.

Borgermester og byrådet i Hannover.

Byrådet i Mühlhausen.

Byrådet i Erfurt.

Byrådet i Eimbeck.

Byrådet i Northeim.

De tre oldkirkelige bekendelser

Oversættelsen følger de retningslinjer, man her

finder i de vedtagne tyske oversættelser.

Den Apostolske Trosbekendelse

Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige,

himlens og jordens skaber.

Og på Jesus Kristus, hans eneste Søn, vor Herre.

Han er undfanget ved Helligånden,

født af Jomfru Maria,

pint under Pontius Pilatus,

korsfæstet, død og begravet.

Han er derefter steget ned til Helvede,

på tredje dag stået op fra de døde,

og steget op til Himmelen.

Han har taget plads ved Gud Faders, den Almægtiges,

højre hånd,

og herfra skal han komme at dømme levende og døde.

Jeg tror på Helligånden,

den hellige, almindelige kirke, de helliges menighed,

syndernes forladelse,

legemets opstandelse

og det evige liv. Amen.

Den Nikænske Trosbekendelse

Jeg tror på én eneste almægtig Gud Fader,

skaber af himmelen og jorden,

alt, hvad der er synlig og usynlig.

Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds eneste Søn,

som er født af Faderen før alle tider,

Gud af Gud,

lys af lys,

sand Gud af sand Gud,

født, ikke skabt og af samme væsen som Faderen.

Ved ham er alt skabt.

Og han steg ned fra Himlen

for os mennesker og på grund af vores frelse.

Han fik et legeme ved Helligånden af Jomfru

Maria

og blev menneske.

Han blev også korsfæstet for os under Pontius

Pilatus,

blev pint og begravet.

Og han stod op på tredje dagen ifølge Skrifterne

og steg op til Himlen.

Han har taget plads ved Faderens højre hånd

og skal komme igen i herlighed

for at dømme levende og døde,

og der skal ikke være ende på hans rige.

Og på Helligånden, der er Herre og gør levende,

som udgår fra Faderen og Sønnen,

som tilbedes og æres tillige med Faderen og

Sønnen,

og som har talt ved profeterne.

Og på én, hellig, almindelig og apostolsk kirke.

Jeg bekender én dåb til syndernes forladelse

og ser frem til de dødes opstandelse

og den kommende verdens liv.

Den Athanasianske Trosbekendelse

Enhver, der vil frelses, må frem for alt have den fælles kristne tro.

Enhver, der ikke bevarer den hel og uforfalsket, vil bestemt gå evig fortabt.

Og dette er den kristne tro, at vi ærer én Gud i tre personer og tre personer i én Gud

uden at sammenblande personerne eller adskille det guddommelige væsen.

Faderens person er nemlig en anden end Sønnens, som er en anden end Helligåndens.

Men Faderen, Sønnen og Helligånden er én eneste guddom, deres herlighed er lige stor, deres majestæt lige evig.

Som Faderen er, sådan er Sønnen og sådan er Helligånden.

Faderen er ikke skabt, Sønnen er ikke skabt, Helligånden er ikke skabt.

Faderen er umålelig, Sønnen er umålelig, Helligånden er umålelig.

Faderen er evig, Sønnen er evig, Helligånden er evig.

Og dog er der ikke tre evige, men én evig, ligesom der ikke er tre uskabte, eller tre umålelige, men én uskabt og én umålelig.

Ligeledes er Faderen almægtig, Sønnen almægtig, og Helligånden almægtig,

og dog er der ikke tre almægtige,men én almægtig.

På samme måde er Faderen Gud,

Sønnen Gud og Helligånden Gud,

og dog er der ikke tre guder,

men én Gud.

På samme måde er Faderen Herre,

Sønnen Herre og Helligånden Herre,

og dog er der ikke tre Herrer,

men én Herre.

For ligesom vi ifølge den kristne sandhed må bekende hver enkelt person for sig som Gud og Herre, således forhindre den fælles tro os i at tale om tre Guder eller tre Herrer.

Faderen er hverken dannet eller skabt eller født af nogen.

Sønnen er af Faderen alene, ikke dannet eller skabt, men født.

Helligånden er af Faderen og Sønnen, ikke dannet eller skabt eller født, men udgår fra dem.

Der er altså én Fader, ikke tre fædre, én Søn, ikke tre Sønner, én Helligånd, ikke tre Helligånder.

Og blandt disse tre personer er ingen tidligere eller senere, ingen større eller mindre, men alle tre personer er sammen lige evige og lige store, således at alle tre personer bør æres i én guddom og én Gud i tre personer.

Den, der vil frelses, må altså mene således om de tre personer i Gud.

*

Men det er også nødvendigt til evig frelse, at man ærligt tror, at vor Herre Jesus Kristus er blevet menneske.

Det er altså den rette tro, at vi tror og bekender: Vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, er Gud og menneske.

Han er Gud af Faderens væsen,

født før verden blev til,

og menneske af sin mors væsen,

født ind i verden.

Han er fuldkommen Gud,

fuldkomment menneske,

med en fornuftig sjæl og et menneskeligt legeme.

Han er Faderen lig efter sin guddommelige natur, mindre end Faderen efter sin menneskelige natur.

Selv om han er Gud og menneske, er han dog ikke to, men én Kristus.

Han er én, ikke ved at den guddommelige natur er blevet forvandlet til menneskelig natur, men ved at den guddommelige natur har antaget sig den menneskelige natur.

Han er én, ikke ved sammenblanding af de to naturer, men ved at han er én eneste person. For ligesom sjæl og legeme er ét menneske, sådan er Gud og menneske én Kristus.

Og han har lidt for vor frelse,

er steget ned til Helvede,

opstået fra de døde på tredje dag,

opfaret til Himlen,

hvor han har taget plads ved Faderens højre hånd,

og hvorfra han skal komme

for at dømme levende og døde.

Ved hans komme skal alle mennesker opstå med deres legemer, og de skal aflægge regnskab for deres gerninger.

De, der har gjort godt, skal gå ind til det evige liv, men de, der har gjort ondt, til den evige ild.

Det er den fælles kristne tro.

Hvis nogen ikke tror den ærligt og fast,

kan han ikke blive frelst.

Den Augsburgske Bekendelse

(Se mere om den danske folkekirkes autoriserede tekst på lutherdansk.dk)

Trosbekendelsen

som blev overrakt Kejser Karl V

på rigsdagen i Augsburg 1530

Fortalen

Uovervindelige kejserlige Majestæt, allernådigste herre!

Da Deres kejserlige Majestæt har udskrevet en rigsdag til Augsburg for at forhandle om hjælpetropper mod (de muslimske) tyrkere, det kristne navns og den kristne religions mest frygtelige gamle arvefjende, hvordan der ved varig og vedholdende oprustning kan gøres modstand mod deres raseri og anslag; dernæst også om uenighederne i vor hellige religions og den kristne tros sag, og for at parternes meninger og synspunkter i denne religionssag indbyrdes må blive hørt, kendt og overvejet i gensidig kærlighed, mildhed og venlighed, for at disse sager, efter at de ting, som på begge sider er blevet behandlet forkert i skrifterne, er blevet korrigeret, må blive bilagt og ført tilbage til den ene, udelte sandhed og den kristne enighed, så at for fremtiden én ren og sand religion må dyrkes og bevares af os, og, ligesom vi lever og kæmper under én Kristus, vi således også må kunne leve i enhed og endrægtighed i én kristen kirke. Og da vi nedenfor underskrevne, på samme måde som andre kurfyrster, fyrster og stænder, er blevet indkaldt til ovennævnte rigsdag, er vi for lydigt at efterkomme den kejserlige befaling kommet i god tid til Augsburg, og - hvilket vi ønsker sagt uden pral - vi var blandt de første.

Men da Deres Majestæt også her i Augsburg ved selve begyndelsen af denne rigsdag blandt andet lod foreslå kurfyrsterne, fyrsterne og de øvrige rigsstænder, at de enkelte stænder i kraft af det kejserlige edikt skulle forelægge og fremsætte deres mening og opfattelse i det tyske og latinske sprog, og da der efter en forhandling sidste onsdag atter er svaret Deres Majestæt, at vi for vor part vil fremsætte vor bekendelses artikler førstkommende fredag, så fremsætter vi altså, for at adlyde Deres Majestæts vilje, vore prædikanters og vor bekendelse i denne religionssag, således som disse hidtil har forkyndt læren ud fra De Hellige Skrifter og Guds rene Ord.

Hvis nu de øvrige kurfyrster, fyrster og rigsstænder på lignende måde vil fremføre deres meninger i religionssagen i tyske og latinske skrifter efter Deres Majestæts forud nævnte forslag, erklærer vi os med skyldig lydighed over for Deres Majestæt som vor allernådigste herre rede til at forhandle i venlighed med ovennævnte fyrster, vore venner, og stænderne om egnede og antagelige udveje, for at vi, så vidt det kan ske på hæderlig måde, må komme overens, og uenigheden ved Guds hjælp må blive bragt til ophør og ført tilbage til en sand, enig religion, efter at sagen er blevet forhandlet, på denne måde, fredeligt, uden hadefuld strid, mellem os parter, når begge har fremlagt skrifter; ligesom vi alle bør være og stride under én Kristus og bekende én Kristus - efter tankegangen i Deres Majestæts edikt - må også alt føres igennem til Guds sandhed, hvilket vi beder Gud