Vore Panserskibe 1863-1943

ABK = antiballonkanon.

ALK = antiluftmålsk.

BK, FK = baglade-, forladek.

ct = centner.

HK = hurtigskydende K.

K = (efter 1902) kanon m. ladning i kardus.

pd. = pundig.

PK = (efter 1902) patronkanon.

Rk, Rv = rekyl-, revolverkanon.

T = torpedoapp.

HK = hestekraft.

knob = sømil i timen.

OV = Orlogsværftet.

T.f.S. = Tidsskrift for Søvæsen.

***

Forord

I tilslutning til Marinehistorisk Selskabs tidligere skrifter om vore torpedobåde og undervandsbåde udsendes hermed som selskabets skrift nr. 10 Vore Panserskibe.

Det er hensigten i de kommende år at fortsætte med skrifter om vore krydsere og vore dampkanonbåde m.v., således at der kan skabes et samlet historisk hele om alle danske orlogsskibe siden dampens indførelse.

Nærværende skrift er blevet til gennem et samarbejde mellem Tidsskrift for Søvæsen og Marinehistorisk Selskab, idet selskabet har stillet teksten og en del clicheer til rådighed for en række artikler, der er blevet offentliggjort i tidsskriftet i perioden maj 1965 til februar 1968. Derefter er satsen efter aftale blevet overdraget selskabet til omredigering og udsendelse som skrift for Herigennem at udbrede kendskabet til vor flådes nyere historie i videre kredse.

For dette gode samarbejde bringer selskabet herved redaktionen af Tidsskrift for Søvæsen og Søe-Lieutenant-Selskabet, der er tidsskriftets udgiver, sin bedste tak. Ligeledes takkes Carlsberg Bryggerierne, Tuborgs Bryggerier og Kongens Bryghus samt de forskellige firmaer og virksomheder, der har bidraget til udsendelsen med støtteannoncer.

En speciel tak rettes til Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse for en betydelig støtte.

R. Steen Steensen.

Formand for Marinehistorisk Selskab.

***

Indledning

Der er nu forløbet mere end 100 år, siden den danske flåde i 1863 fik sit første egentlige panserskib. Når der ses bort fra de to små panserskonnerter ABSALON og ESBERN SNARE, der begge indgik i Flåden allerede i 1862, og de i årene 1888-94 byggede fire panserdækskrydsere, har vor flåde i de 80 år fra 1863 til 1943 i alt haft 15 pansrede skibe - større og mindre og af temmelig varierende typer.¹

Gennem denne periode har vore panserskibe med deres armering og pansring udgjort Flådens rygrad under vekslende vilkår og omstændigheder.

I begyndelsen skulle panserskibene - hvad enten de optrådte enkeltvis eller i eskadre - i hovedsagen operere uden noget intimere taktisk samvirke med andre skibstyper.

Men efter fremkomsten først af torpedo- og senere af undervandsbåde samt udviklingen af minevåbnet blev det mere og mere vore panserskibes opgave at yde artilleristisk støtte til disse nye våben, der efterhånden udviklede sig til at blive de mindre sømagters essentielle forsvarsmidler.

Denne artilleristiske støtte var en uomgængelig nødvendighed, for at man kunne bevare minerne og de torpedobærende enheder intakte. Med deres artilleri skulle panserskibene holde de fjendtlige minestrygere, torpedobåds- og ubådsjagere borte, således at en angriber ved et eventuelt forsøg på en forcering var tvunget til først at måtte indsætte sine svære og mere værdifulde - og i krig ofte uerstattelige - enheder til nedkæmpelse af panserskibene.

Men i så fald ville denne indsats finde sted på et tidspunkt, hvor minerne og torpedoerne endnu stadig måtte antages at være intakte og i stand til at true angriberens svære enheder. Minerne og de torpedobærende enheder dannede således samtidig en slags forpostlinie for vore panserskibe. Der blev derved trods vore relativt svage styrker efterhånden skabt mulighed for et forbilledligt taktisk sammenspil og samarbejde mellem de forskellige skibstyper - et samvirke uden hvilket det enkelte våben, dersom det var overladt til sig selv og tvunget til isoleret optræden, hurtigt ville kunne være blevet nedkæmpet, hvad enten dette våben så var artilleriskibe, minespærringer eller torpedobærende fartøjer.

Den nævnte 80-årige panserskibsperiode i den danske marine begyndte under en spændt udenrigspolitisk situation, der som bekendt resulterede i den ulykkelige krig i 1864. Og perioden skulle også ende under en spændt situation, der udløstes med kamphandlingerne den 29. August 1943. Det er således karakteristisk, at af vore 15 panserskibe har kun det første, panserbatteriet ROLF KRAKE, og det sidste, artilleriskibet NIELS IUEL, været i kamp.

Men der er herudover yderligere det særegne – og for begge skibe fælles - at ingen af dem kom i kamp med andre skibe. ROLF KRAKE kæmpede som bekendt med preussiske landbatterier og artilleristillinger - NIELS IUEL med tyske fly!

***

De pansrede Skibes Forhistorie

På et ret tidligt tidspunkt - kun nogle få år efter Frankrig, England og USA - fik den danske marine sine første panserskibe. For at skabe en baggrund for forståelsen af indførelsen af disse skibe i vor flåde og placere dem i relation så vel til de hidtidige skibstyper som til datidens udenlandske panserskibe, skal der i det følgende gives et kort rids af de pansrede skibes forhistorie og derefter af den udvikling, der i midten af forrige århundrede førte til fremkomsten af denne skibstype.

Kamp har gennem alle tider været angreb og forsvar. Fra de ældste dage har forsvarets passive midler været skjolde, rustninger og lignende, ligesom man selvfølgelig også ofte søgte beskyttelse bag naturlige eller kunstige dækninger.

Når således de gamle vikinger anbragte skjoldene langs lønningen på deres skibe, har det næppe alene været som en slags udsmykning, men snarere og nok så meget for at bueskytterne kunne stå bag skjoldene og herfra afskyde deres pile - selv beskyttet mod fjendens - samtidig med at skjoldene her var ved hånden og klar til brug ved entring og nærkamp.

Ved fremkomsten af ildvåbnene skete der i begyndelsen ikke nogen synderlig ændring i de hidtidige forhold. De nye skydevåben indgik i mere end hundrede år - så vel til lands som til vands - som et supplement til de dengang konventionelle våben såsom bue og pil, armbrøst og forskellige kastemaskiner. Sammen med de konventionelle våben havde de nye bl.a. ved anvendelse af skrå og lignende i hovedsagen modstanderens personel som mål. Efterhånden søgte man dog tillige med knipler og lænkekugler at ødelægge modstanderens rejsning for at kunne indhente og entre et flygtende skib - eller for at et sådant kunne stoppe en hurtigere og kraftigere forfølger.

Skibssiderne havde i begyndelsen været svære nok til at holde det fjendtlige skarp ude. Men efterhånden som artilleriet blev kraftigere, måtte skibbyggerne følge med og gøre skibssiderne mere modstandsdygtige. Selvom der jo nok noget tidligere havde været forskel på krigsskibe (langskibe) og handelsskibe (kogger m.fl.), var det på dette tidspunkt – omkring år 1500 - at artilleriets udvikling førte til, at de større sejlskibe nu begyndte at dele sig i orlogsskibe og koffardiskibe.

Endnu i sejl- og træskibenes sidste periode dannede det svære egetømmer i krigsskibenes sider en nogenlunde god beskyttelse mod de glatløbede kanoners kugler, selvom det selvfølgelig ikke - lige så lidt som tilfældet var med senere tiders panser- kunne siges at være nogen absolut beskyttelse.

I begyndelsen af en kamp anvendte man som regel fuld ladning, men efterhånden som kanonerne opvarmedes, gik man over til reducerede ladninger for ikke at risikere kanonsprængning. Normalt ville kampafstanden på dette tidspunkt være formindsket til 6-700 m. Inden for denne afstand brugte man i hvert fald så godt som altid reduceret ladning, da kuglen afriver flest splinter, når den lige netop har kraft til at bryde igennem tømmeret. Ved et stort overskud af levende kraft danner kuglen ved knusning et cylindrisk hul, som næsten helt lukkes til af træets fibre - således at selv grundskud af denne art kun vil forårsage en forholdsvis ubetydelig læk. Men selvfølgelig måtte man ikke anvende for små ladninger, da kuglen i så fald ikke ville gennemtrænge den fjendtlige skibsside. Fremkomsten af bombekanoner og granater betød som det senere vil blive omtalt - en fuldstændig ændring i disse forhold.

Allerede tidligt havde man kendt til anvendelse af glødende kugler, der borede sig ind i siderne og satte tømmeret i brand. Herved kunne der naturligvis opnås yderligere ødelæggelse.

Det var således sikkert frygten for brandpile og glødende kugler, der allerede langt tilbage i sejl- og træskibenes tid har været årsag til de første famlende forsøg på pansring. I Andrea Dorias eskadre, der var i Kejser Karl den Femtes tjeneste, indgik i 1530 en karrak SANTA ANNA, der var klædt med blyplader. Og i omtalen af slaget ved Lepanto den 17. oktober 1571 tilskrives Don Juan d’Austrias sejr over Tyrkerne for en stor del, at han havde beskyttet sine skibe med panser.

Fra Det fjerne østen har man fra denne periode en beretning om den koreanske admiral Sun Si Vi, der i 1598 beklædte sine skibe med jernplader, gav dem vædderstævn og forsynede dem med jernpigge langs siderne for at forhindre entring.² Dækket af røgslør kom han ind på livet af den japanske flåde, og med sine skildpaddeskibe vædrede og skød han sin modstanders ubeskyttede skibe i brand med glødende kugler og brandpile.

Det næste større forsøg med pansrede skibe faldt derimod ikke så heldigt ud for disse. Det fandt sted under Franskmændenes og Spaniernes belejring af Gibraltar i 1782. Også her var det frygten for glødende kugler, der fik den franske ingeniørgeneral, Chevalier d’Arcon til at beskytte nogle flydende batterier eller blokskibe med en slags panser.³

Hertil udtog man ti ældre franske og spanske linieskibe, der blev raseret, og som fik kanonerne fjernet i den side, der under angrebet skulle vende bort fra fæstningen. Over dækket på den side, hvor kanonerne var opstillet i to lag, blev der opbygget en slags skråt halvtag, der tillige med skibssiden blev pansret med tynde jernplader, mod hvilke fjendens kugler skulle prelle af. For at gøre denne pansring mere elastisk udspændte man under jernpladerne et netværk af stærkt udspilede, ugarvede oksehuder, der ind mod tømmeret understøttedes af et indskud bestående af jernstænger, sandsække, kork og svært tovværk.

De mange vægte, der således blev hobet op i den ene side af blokskibet, afbalanceredes med en ballast af bly i den modsatte side af skibets bund. Af hensyn til brandfaren lod d’Arcon installere overrislingsanlæg, som skulle holde sand, kork og tovværk mellem jernpladerne og skibssiderne i våd eller i hvert fald fugtig tilstand. Et system af kraftige pumpeværker skulle levere vand til overrislingen.

Man antog, at disse pansrede blokskibe nærmest ville være uovervindelige og umulige at ødelægge. Der var dog en del uoverensstemmelser mellem Franskmændene og Spanierne, idet de sidstnævnte bl.a. var ængstelige for, at det meget vand fra overrislingen skulle gøre krudtet vådt. Også sprogvanskeligheder mellem de franske og de spanske besætninger i forbindelse med forskellige nationale tvistigheder var medvirkende til at samarbejdet var mindre godt mellem de to allierede.

Spansk pansret batteri. Konstrueret af Chevalier d’Arcon til angrebet på Gibraltar. Alle de ti franske og spanske batterier, der deltog i angrebet den 13. september 1782, sprang i luften eller brændte. (Efter tegning af admiral J. Hägg).

Skønt de endnu ikke var helt færdige - bl.a. manglede der en del pumpemateriel, hvis installation de spanske officerer i flere tilfælde ligefrem synes at have saboteret - blev blokskibene sat ind i et storstilet angreb den 13. september 1782, idet angrebet fra søsiden skulle koordineres med et angreb fra land. De ti blokskibe blev tidligt om morgenen slæbt ind og ankret op og svinebundet tæt ved siden af hinanden i en afstand af ca. 500 m fra land. KI. 9 begyndte skydningen.

Nogen videre skade skete der ikke på klippefæstningen og i de første timer heller ikke på skibene, idet Englænderne synes at have holdt lidt igen i begyndelsen. Antagelig ventede de dog blot, til de havde fået kanoner og ammunition slæbt op til nogle improviserede, højt beliggende artilleristillinger, som de pludselig demaskerede ved 18-tiden. Den plongerende ild med glødende kugler herfra virkede med en frygtelig kraft på halvtagene - der var ikke ret mange kugler, der prellede af. Ved 21-tiden var fem af blokskibene sprunget i luften og de fem andre næsten brændt helt ned til vandlinien. Af deres samlede besætning på 5260 mand blev kun 487 reddet.

Medvirkende til dette tragiske resultat var - foruden pumpemateriellets mangelfulde tilstand - dels, at batterierne var blevet opankret så tæt ved hinanden, at ilden fra det ene kunne springe over på de nærmest liggende, og dernæst, at man i sin fatalistiske tiltro til deres uovervindelighed havde undladt at forsyne dem med fartøjer eller flåder til eventuel redning af besætningerne.

Chevalier d’Arcons ide blev dog 15-16 år senere i modificeret form anvendt i nogle pansrede pramme, der indgik som defensionsskibe i La Flotille de Boulogne.

Alligevel kunne det vel ikke undgås, at pansring ved Gibraltar-tragedien havde fået et noget odiøst skær over sig, og man må vel antage, at den derved opståede mistillid til at beklæde et træskibs sider med jernplader har været medvirkende til, at der endnu skulle gå næsten trekvart århundrede, før man i midten af 1850’erne - tvunget af omstændighederne - omsider så sig nødsaget til for alvor at tage spørgsmålet op.

***

FULTON THE FIRST.

I mellemtiden var der dog ved indførelsen af hjuldampskibene fremkommet et interessant, omend af eftertiden kun i ringe grad påagtet forsøg på at løse beskyttelsesproblemet i disse ellers så sårbare skibe.

Robert Fulton var som bekendt ikke den første, der konstruerede et dampskib, selvom han takket være den vellykkede præsentation af hjuldampskibet CLERMONT på Hudsonfloden i 1807 for almenheden står som dampskibets opfinder.

Men foruden med CLERMONT og undervandsbåde har Fulton også beskæftiget sig med konstruktion af større krigsskibe. Under USA’s krig mod England i 1812-15 - The Second War of Independence – udarbejdede han i 1813 tegninger og planer til et steamfloating battery, som han i november sendte til præsident Madison, der videregav dem til Kongressen. Denne bevilgede de nødvendige midler, og skibet, der nu også ses klassificeret som steam-frigate, blev kort efter sat på stablen. Søsætningen fandt sted i oktober 1814 - kun fire måneder efter at kølen var blevet lagt.

DEMOLOGOS (Folkets Stemme), som Fulton kaldte sin konstruktion, var nærmest en slags stor katamaran, et skib bestående af to skrog, der blev holdt sammen af dækkene og den forreste del af skibsbunden. Herved fremkom der i mellemrummet en brønd eller kanal, som var ca. 5 m bred, og i hvilken et stort skovlhjul kunne arbejde. En en-cylindret dampmaskine stod i det ene skrog og i det andet en dampkedel af kobber.

Skitse af Fultons flydende dampbatteri, USS DEMOLOGOS 1814. 2475 tons. 5 à 6 knob. Fik efter Fultons død navnet FULTON.

Armeringen bestod af 20 stk. 32-pundige kanoner med 8 i hver bredside og 2 i hver stævn. I kedlen fandtes en særlig anordning til glødning af kuglerne.

Den ydre skibsside i hvert af de to skrog bestod af egetømmer med en tykkelse af indtil 1,5 m i vandlinien - udvendig klædt med tynde jernplader. Dimensionerne var 52 x 17 x 3,6 m.

I 1815 døde Fulton, før hans skib var blevet færdigt, men endnu samme år blev arbejdet fuldført. På prøverne opnåedes en fart på næsten 6 knob, hvilket man fandt var fuldt tilstrækkeligt, da skibet kun var beregnet til forsvar af New Yorks havneområde. DEMOLOGOS, der efter sin konstruktørs død, havde fået ændret sit navn til FULTON, med den senere tilføjelse THE FIRST, ville - ikke mindst i vindstille – have været en imposant modstander for den engelske blokadeflåde, Det kom dog ikke til nogen styrkeprøve, da krigen var forbi, før det flydende dampbatteri var blevet færdigt.

Hvor ringe tiltro man havde til datidens tekniske fremskridt, vil fremgå af, at captain David Porter, der var chef for FULTON under prøverne, lod opsætte en let rejsning som hjælp og reserve, hvis maskineriet skulle svigte. Det gjorde det imidlertid ikke - derimod viste rejsningen sig at være ganske nytteløs.

Den eneste fejl ved FULTON - en fejl som skibet delte med alle datidens andre dampskibe - var det store kulforbrug. Men da skibet som nævnt kun var tænkt anvendt til havneforsvar, var denne ulempe ikke af større betydning. FULTON THE FIRST henlå oplagt som kaserneskib i New York i en del år, indtil skibet i juni 1829 blev ødelagt ved en brand.⁴

Kan man ikke med rette sige, at Fulton var dampskibets opfinder, var det i hvert fald ham, der byggede det første dampkrigsskib.

Selvom det måske bryder kontinuiteten i omtalen af panserskibenes udvikling, kan det alligevel være af interesse her at nævne, at Fultons ide med at beskytte et hjulskibs skovlhjul ved anbringelse i en brønd i skibets midte blev fulgt i en stor del af de panserskibe, som under Borgerkrigen blev anvendt på floderne af såvel Nord- som Sydstaterne - selvom disse skibe ikke var bygget som egentlige katamaraner.⁵

***

Bombekanonen.

Et afgørende vendepunkt i spørgsmålet om skibes pansring indtraf allerede i 1820’erne - selvom det på grund af den menneskelige træghed endnu skulle vare næsten tredive år, før man for alvor fik øjnene op for den fare, som artilleriets udvikling nu efterhånden betød for de upansrede træskibe.

I begyndelsen af 1820’erne konstruerede den franske major, senere general Paixhans en bombe- eller granatkanon, Bomber havde allerede i længere tid været kendt og benyttet til højbaneskyts - mortérer og haubitser- hvor de med høj elevation blev udskudt med en reduceret krudtladning. I almindelige kanoner, hvor ladningen var større, havde man hidtil ikke turdet anvende bomber. Disse var lettere end de massive kugler med samme diameter, og ved at nedsætte vægten af krudtladningen ved skydning med bomber kunne man måske nok få en større begyndelseshastighed, men til gengæld var rækningen noget mindre.

For at øge denne ville det være nødvendigt at gå op med kaliberet. Det var da også Paixhans ide. Samtidig hermed gjorde han ladningsvægten og kanonløbets godstykkelse mindre end i tilsvarende almindelige kanoner. En 60-pundig kuglekanon L/14.5 vejede således ca. 4415 kg, medens en 60-pundig granatkanon L/12.5 kun vejede ca. 2950 kg. Herved kunne han opnå ret store skudafstande, og - hvad der navnlig var af betydning - træffesandsynligheden for bomben blev meget stærkt forøget ved at udskyde den fra en kanon i stedet for fra en mortér.

I de fleste mariner gik man derefter over til at udskifte en del af skibenes almindelige kanoner med bombekanoner.

Også i Danmark blev bombekanonen hurtigt indført. Efter forskellige prøver med denne nye kanontype blev der allerede i 1831 til forsøg bygget en bombekanonchalup og en bombekanonjolle - hver inden for sin kategori tildelt betegnelsen Nr. 1. Hver var armeret med 1 stk. 60-pundig bombekanon og nogle mindre haubitser - chaluppen dog tillige med en almindelig 24-pundig kuglekanon. Da forsøgsskydningerne med disse fartøjer faldt heldigt ud, byggedes i de følgende år - frem til 1845 – i alt henholdsvis 23 og 17 bombekanonchalupper og -joller, der gjorde god tjeneste i krigene 1848-50 og 1864.

Forskellen mellem en almindelig kuglekanon og en bombekanon vil sikkert bedst fremgå af den måde, hvorpå bombekanonerne blev tilvirket her i landet, idet man erindrer, at kaliberet for de glatløbede kanoner blev angivet ved vægten af den massive jernkugle, som passede til løbet. Selvom vægten af den hule med krudt ladede bombe var mindre, blev bombekanonens kaliber således alligevel angivet ved vægten af den til løbet passende massive kugle.

Fabrikationen skete på den måde, at man simpelthen udborede ældre 36-pundige kanoner (Litra B 1786), af hvilke man havde et større lager, så de fik samme diameter af kanonløbet som en almindelig 60-pundig kuglekanon. Den massive kugle til denne vejede, som det vil forståes, 60 pund, hvorimod vægten af bomben kun var 42.5 pund.

Medens bombekanonen i udlandet som nævnt indgik i de større skibes armering, fik herhjemme foruden bombekanonfartøjerne kun hjulkrigsskibene og en enkelt skruekanonbåd dette våben.

Paixhans og flere af hans samtidige udtalte allerede i 1820’erne, at det nu på grund af bombernes stærkt destruktive virkning ville være nødvendigt at bygge krigsskibene af jern eller beskytte træskibenes sider med jernplader. Men tanken om at tynge sejlskibene med en panserbeklædning bød den tids søofficerer og skibbyggere så meget imod, at man simpelthen lukkede øjnene, skønt skibene til en vis grad var blevet armeret med de farlige bombekanoner. Forholdsregler til imødegåelse af dette nye våbens ødelæggende virkninger blev således ikke truffet.

Hvad forholdene herhjemme angår, kan man for vore bombekanonfartøjers vedkommende sige, at de var alt for små til at kunne bære panser - deres eneste beskyttelse lå i det ringe mål, de frembød.⁶

Stridigheder mellem den russiske og den tyrkiske regering vedrørende den ortodokse græske kirkes stilling i Tyrkiet gav som bekendt Rusland anledning til i 1853 at besætte Donaufyrstendømmerne Moldau og Valakiet. Officielt var det således Czarens omsorg for de kristne i Tyrkiet, der var årsagen - i virkeligheden Ruslands gamle drøm om at få herredømmet over Dardanellerne og dermed fri adgang til Middelhavet.

England og Frankrig, der ellers ikke ret ofte – hverken før eller senere - var synderlig gode venner, men som dog altid forstod at finde sammen, når Rusland begyndte at marchere mod det åbne hav⁷, søgte først at mægle, men Russerne afslog al intervention trods en kongres i Wien og et fransk-engelsk flådeopbud i Det ægæiske Hav. I sin utålmodighed over Ruslands umedgørlighed erklærede Sultanen da krig i slutningen af oktober.

I november 1853 afgik en tyrkisk eskadre på 1 linieskib, 6 fregatter og 3 korvetter - alle sejlskibe – samt 2 dampskibe med krigsfornødenheder til de tyrkiske styrker i Transkaukasien. Eskadrens chef var Osman Pasha. Da eskadren den 30. november lå til ankers ved Sinope på Lilleasiens nordkyst, blev den angrebet af en russisk eskadre på 6 linieskibe og 2 fregatter – alle sejlskibe - samt 3 mindre dampskibe under admiral Nakhimov. Russernes overlegenhed var således klar. Men ud over forskellen mellem eskadrernes styrke, som den fremgår af antallet af linieskibe og fregatter, må det oplyses, at i Russernes armering indgik 200 bombekanoner - i Tyrkernes ingen.

I løbet af tre timer var den tyrkiske eskadre ødelagt - sænket eller skudt i brand. Kun eet af de tyrkiske dampskibe lykkedes det at undslippe med beretning om, hvad der var sket. Tyrkerne mistede over 3000 mand - faldne, sårede og fanger. Russernes tab var ganske ubetydelige.

Ganske vist havde standarden om bord i de tyrkiske skibe vel næppe været den bedste, men her var det så afgjort den materielle faktor - de russiske bombekanoners overlegenhed over de ubeskyttede tyrkiske skibe - der gjorde udslaget.

Den tyrkiske eskadres hurtige og fuldstændige ødelæggelse virkede som et chok, og 27/3 1854 erklærede England og Frankrig Rusland krig. Men der var tillige adskillige, som begyndte at forstå, at det eneste virksomme og samtidig nødvendige svar på bombetruslen nu måtte være panser.

***

De første Panserskibe.

Stevens Iron Battery.

Det skib, der blev køllagt som Verdens første egentlige panserskib, blev aldrig færdigbygget.

I 1841 henvendte de amerikanske ingeniører og skibbyggere brødrene Robert L. og Edwin A. Stevens⁸ sig til den amerikanske regering med tegninger og beregninger til et panserskib, der i almindelighed er kendt som Stevens Iron Battery - eller blot Stevens Battery.⁹

Efter nogle forhandlinger med marinemyndighederne og Kongressen blev der afsluttet en kontrakt, og i 1843 påbegyndtes i Hoboken, N.J., det dokanlæg. hvori skibet skulle bygges. Men dels trak det ud med dette arbejde, og dels skulle der også foretages en række forsøg og prøver med artilleri og panser, hvilket gjorde, at kølen først blev lagt så sent som 1854.¹⁰ I sommeren 1856 var skroget færdigt og maskinerne og kedlerne installeret - men da var det også slut med de penge, som Kongressen i sin tid havde bevilget, $ 500.000, samt yderligere $ 200.000, som brødrene Stevens havde brugt af deres egne midler. Og da nu R. L. Stevens nogle måneder senere afgik ved døden, gik den videre bygning foreløbig i stå.

Kort efter Borgerkrigens udbrud søgte E. A. Stevens bl.a. ved en pressekampagne i sommeren 1861 at interessere offentligheden - og dermed regeringen - for sagen.¹¹ Denne kampagne synes dog ikke at have givet det ønskede resultat, thi i 1862 indsendte E.A. Stevens et memorial til Kongressen med en indtrængende henstilling om batteriets færdigbygning.

Hvor meget arbejde, der derefter er blevet ofret på den videre bygning, er ikke klart, men i hvert fald var batteriet ikke færdigt i 1865 ved Borgerkrigens afslutning, der medførte en generel reduktion af søkrigsmateriellet, ligesom alt igangværende arbejde på nybygninger blev indstillet. Inden sin død i 1868 testamenterede E. A. Stevens nu yderligere et større beløb til færdigbygningen, og i 1874 nedsatte Kongressen omsider en kommission til at overveje, hvad der videre skulle foretages. I mellemtiden havde dog skroget med det indbyggede maskineri lidt så meget ved at henstå i byggedokken, og tillige havde udviklingen af panserskibene gjort så store fremskridt, at man nu - 33 år efter udarbejdelsen af de oprindelige tegninger – bestemte sig for ophugning.

I tidens løb og i takt med den hurtige tekniske udvikling var der naturligvis efterhånden blevet foretaget en del ændringer af forskellige detailler ved bygningen, men i sin helhed var dog de oprindelige hovedlinjer blevet bibeholdt.

Stevens Battery var i mange henseender langt forud for sin tid. Til trods for at det aldrig blev færdigbygget, fortjener det derfor en lidt mere indgående omtale - ikke alene som en særpræget og interessant konstruktion i panserskibenes tilblivelseshistorie, men også fordi det var det første projekt, der kom videre end til tegnebrættet.

Man bemærker de fire ladningshuse, gennem hvis portåbninger kanonerne skulle lades, når deres mundinger var drejet hen mod de respektive åbninger. For og agter var der to dæk - forude med banjer og beboelse øverst og derunder ballasttanke og bunkers. Under forreste ladningshus pumpe- og blæsersektion, derefter fyrpladsen til agterkant af skorstenen, hvorfra maskinrummet midtskibs gik agterefter med ballasttanke m.v. i borde. Ammunitionsmagasiner i skibets bund forhåndsammunition i og under ladningshusene. Agter beboelse og forråd øverst og ballasttanke og bunkers nederst, PP angiver en lønning til at klappe ned under klart skib, K = botelurer til beskyttelse af skruerne, e = kanondæk. Ved battle-trim nedsænkedes skibet til lidt under kanondækket.

Batteriet havde dobbeltskrue og vandtæt inddeling og var udstyret med blæsere til kunstigt træk, der frembragtes ved at sætte overtryk på de lukkede fyrpladser. Blæserne kunne stilles til at suge fra batteriets forskellige sektioner, hvorved man tillige opnåede at få en god ventilation. Bemærkelsesværdig var den skrå anbringelse af panseret.

Midtskibs tværsnit af Stevens Iron Battery. Tværsnittet stammer fra et senere tidspunkt end sidetegningen og dæksplanen, der er gengivet på modstående side. Flue = optræk. Foran og agten for samt oprindelig også imellem kanonplatformene var intet skråt panser, men et vandret panserdæk, der var under vand, når skibet var på battle-trim. Senere blev de to kanonplatforme sammenbygget.

På det maskintekniske område var der flere dristige afvigelser fra datidens ellers langsomgående og svære maskinerier: højt kedeltryk (50 pund pr. kvadrattomme) - hurtiggående maskiner (over 80 omdrejninger pr. minut) - korte stempelslag (106 cm) - og fire cylindre på hver af skrueakslerne. Disse var ikke parallelle, men skrævede noget, set fra maskinerne, hvor deres indbyrdes afstand var 8 fod mod 22 fod ude ved propellerne. Derved skulle det smalle batteri, der oprindelig ikke havde noget ror, gøres bedre manøvrerende, så det kunne drejes på stedet ved at gå frem på den ene og bak på den anden maskine. Dette havde brødrene Stevens tidligere bevist ved bygningen af et mindre skib efter samme princip, men på de seneste tegninger af batteriet vil man dog se, at der er tilkommet et balanceror, der dengang var noget nyt. Endvidere lå skrueakslerne én fod lavere ude ved skruerne end inde ved maskinerne, hvilket skulle hjælpe til at holde skruerne i vandet i sø - en foranstaltning, der som bekendt ofte blev anvendt i senere tiders torpedobåde.

Kulkasserne lå forude under banjerne og i borde agten for maskinerne samt agterude på underste dæk. Herfra blev kullene kørt til fyrpladserne i tipvogne, der løb på en skinnebane oven på kølsvinet.

Såfremt batteriet og dets maskineri var blevet prøvet i praksis, ville der sikkert nok have vist sig forskellige vanskeligheder - og om batteriet i færdig stand ville have opfyldt alle de forhåbninger, der blev stillet til det ved dets undfangelse, er vel også et stort spørgsmål. Men i hvert fald har mange af de nye ideer, der lå til grund for konstruktionen, kun kunnet virke inspirerende på senere tids panserskibsbyggeri - og da ikke mindst i USA under Borgerkrigen.

Således var det dengang noget ganske specielt for Stevens Batteri, at det kunne indtage en vandballast på 923 tons, hvorved dybgåendet fra normalt 5.2 m blev øget til 6.4 m. Denne foranstaltning for at opnå en yderligere beskyttelse ved en slags vandpanser blev senere i udstrakt grad anvendt så vel i en del monitorer som i andre panserskibe - ikke alene i USA, men også i Europa. Nedsænkningen blev tillige benyttet i de fleste vædderskibe og i de såkaldte halvundervandsbåde (semisubmarines), men noget bevis for denne anordnings værdi under en artillerikamp har man aldrig fået.¹²

Deplacementet - uden vandballast - var beregnet til 6000 tons - altså ikke noget helt ringe skib. Længde 128 og bredde 16.2 m, dvs., et længde-breddeforhold på 8:1. Maskinkraften skulle være på 8600 HK og farten over 17 knob - for datiden en fantastisk præstation. Armeringen blev flere gange ændret, men skulle til sidst bestå af 4 stk. 38 cm glatløbede og 4 stk. 25 cm riflede forladekanoner - alle opstillet på et åbent kanondæk. Panseret bestod af flere lag smedejernsplader med en maximumstykkelse på 172 mm og med svært tømmer som inderhud. Forsøgsskydninger mod panserplader af tilsvarende materiale og dimensioner og med samme skrå opstilling viste, at den skrå anbringelse af panseret som beregnet fik datidens kugler og projektiler til at prelle af.

Kanonerne, der stod uden dækning, kunne drejes af hver sit maskineri under kanondækket - med håndkraft som reserve. Ladningen skete ved at dreje kanonernes munding hen mod åbninger i de fire pansrede ladningshuse, som stod mellem kanonerne. Under klamp ville således hele skibets besætning være beskyttet af panser - undtagen de otte skytter, én ved hver kanon. Under kanonernes ladning kunne skytterne eventuelt trække sig om bag ladningshusene.

Et af de problemer, der sikkert må have voldt den største vanskelighed - og som måske heller ikke blev helt tilfredsstillende løst - var kanonernes affutering, idet der ikke anvendtes slædeaffutager. I beskrivelsen af batteriet kan ses anført: Affutagerne er meget svære, solide, halvkugleformede jernmasser, indlagt og holdt på plads ved cirkelformede fordybninger i det pansrede dæk. Og videre: "Kanonernes rekyl optages af elastiske puder, som er anbragt