Mand uden skygge

Af samme forfatter:

Den højeste dom. Roman, 2016

Indholdsfortegnelse

Første del: Vi ved hvad vi gør

Kapitel 1

Kapitel 2

Kapitel 3

Kapitel 4

Anden del: Et punkt i tiden

Kapitel 5

Kapitel 6

Kapitel 7

Kapitel 8

Kapitel 9

Kapitel 10

Kapitel 11

Kapitel 12

Tredje del: Den uhelbredelige

Kapitel 13

Kapitel 14

Kapitel 15

Kapitel 16

Tak

Første del

Vi ved hvad vi gør

1

Jeg hører hvad du siger, Torben.

Bevidsthedscoachen Karen så venligt på ham. Han forventede, at hun ville fortsætte, men der kom ikke mere. Til gengæld fastholdt hun sit smil. Det lod til at være limet fast til munden.

De sad i Karens kontor i kommunens Center for Lykke og Personlig Vækst, Afdeling 2, hvor al kommunikation med borgerne foregik. Der duftede af rengøringsmidler, scented med nyslået græs så vidt han kunne bedømme, i den hermetisk lukkede bygning. Et duftlys i nærheden (men hvor, spurgte han sig selv) udsendte en stank af vanilje. Udenfor kontorets brede panoramavindue var der udsigt til et større grønt område, hvor forskellige træer og buske havde vokset sig store og smukke siden anlæggelsen tilbage i 2021, da Den Store Sundhedsreform var trådt i kraft.

Mellem træerne snoede der sig små plankestier, hvor mennesker gik, stod og sad. Nogle alene, andre talende med hinanden. Når man kiggede på alt dette, virkede det ganske fredfyldt og behageligt. Og kiggede man særligt godt efter, ville man ikke kunne undgå at bemærke, at alle uden undtagelse gik rundt med et stort smil. Det samme smil som Karens.

Et smil uden et ansigt, tænkte Torben, med det for ham sædvanlige skeptiske syn på tingene, som lod til at høre sig til hans natur, og som var en af årsagerne til, at han var tilsagt til afklaring den dag på Karens kontor.

Og et smil, tænkte han videre, der i sin konstans er helt i overensstemmelse med grundtanken i Lykkevision 2050, sådan som den var blevet formuleret i Bellacentret tilbage i foråret 2022.

Og hvad var den vision så? Ganske enkel. Alle mennesker i Danmark skulle, uden undtagelse, have opnået fuldkommen og vedvarende lykke senest i 2050. Man anså dette for at være ikke bare det rigtige at gøre, men det eneste der var at gøre.

Undskyld, hvad var det jeg sagde? spurgte Torben distraheret og kiggede på Karen.

Hans tanker havde nået at vandre ud gennem det lukkede vindue, ud på al venligheden og lykken derude. Måske også, eller især, fordi han kedede sig her på dette kontor i selskab med denne kvinde. Der var faktisk noget utroligt kedsommeligt, nærmest åndsdræbende, ved Karen og hendes evigt positive syn på tingene.

Du er vist lidt distræt i dag, Torben.

Karen så på ham med store, kornblå øjne. De var ganske dybe, men afslørede ingen tankevirksomhed. Ikke noget han kunne identificere i det mindste. Han havde for længst vænnet sig til, at hun afsluttede alle sætninger med at tilføje hans navn. I begyndelsen havde det irriteret ham. Nu følte han en hvidglødende vrede til netop denne tilbøjelighed, en vrede der ikke desto mindre hurtigt afløstes af en total ligegyldighed. Han havde ærligt talt sværere og sværere ved at forstå disse udsving i sig selv. Men det var vel også derfor de sad her, Karen og ham. Hun skulle hjælpe ham, og han skulle lade sig hjælpe. Det hun udstrålede var sådan set lutter hjælpsomhed.

Han spekulerede på, hvordan al den imødekommenhed mon kom til udtryk i en seng, velvidende at hvis dén hemmelige tanke kom hende eller centret for øre, ville han formentlig blive trappet op i sin medicin med øjeblikkelig virkning. Han var derfor efterhånden blevet ganske god til at holde sin kæft med visse ting, en evne han i øvrigt ikke respekterede sig selv for.

Der var jo engang, hvor han ikke ville have tøvet med at sige den slags højt. Men det var længe siden, før Sundhedsreformen og før Lykkevision 2050.

Der var dog stadig noget inden i ham, der gjorde oprør, og som han også ind imellem gav mæle, dog ikke så voldsomt som før i tiden. Hver gang det skete, smilede Karen. Det virkede nærmest som om, at hun kunne lide det eller fandt det sjovt. Som når man ser en grotesk komedie, hvor personernes adfærd er overdrevet i forhold til de handlemønstre, man måske alligevel, med en lille indrømmelse, godt kan genkende lidt fra sig selv og sit eget liv.

Lige bortset fra at netop de teaterstykker eller film heller ikke blev lavet mere. I biograferne kørte der nu kun film om uproblematiske, sympatiske mennesker, der alle, uden undtagelse, sagde og gjorde det rigtige. Man havde hos alle de tre store medicinalvirksomheder i landet, de selvsamme tre firmaer der havde delt Danmark imellem sig i tre territorier, enstemmigt besluttet, at medicineringen af befolkningen ikke kunne stå alene. Man havde vurderet, at man stadig havde brug for bøger og teater- og filmkunsten til at hjælpe den store sundhedsvision på vej. At akkommodere den som det hed, dengang man nedlagde klare retningslinjer for, hvilke kunstprodukter, der skulle nå offentligheden og hvilke der ikke skulle. Man var især optaget af det, som farmakologiens udviklingsfilosoffer havde defineret som klare rollemodeller. Disse skulle erstatte det mærkelige træk ved menneskene, der stadig og på uforklarlig vis syntes at udvise en fjern forbindelse til ældre tiders primitive dyrkelse af myter, totemer eller guder, der ikke sjældent udviste hævngerrige eller ligefrem ondskabsfulde træk i deres adfærd og derfor fremstod lige dele truende og gådefulde for en moderne, rationel bevidsthed. Dette havde man selvfølgelig konkluderet ikke på nogen måde kunne gavne folkesundheden.

Man var fra farmakologisk hold derfor begyndt at se på kunsten, den offentligt støttede vel at mærke, som et sted hvorfra der udgik unødigt komplekse receptioner, hvilket ville sige tanker og forestillinger, der var med til at sprede uhensigtsmæssige negative tankemønstre i samfundet. Man havde konkluderet at en anden slags kunst, en kunst båret frem af gode hensigter og et ukomplekst, positivt livssyn ville udgøre et ønskværdigt delmål i Lykkevision 2050.

Derhjemme havde han dog stadig et hemmeligt rum i væggen på sit arbejdsværelse, hvor han havde gemt de bedste af de forbudte film fra sin barndom og ungdom, og som havde undgået at blive konfiskeret under Den Store Oprydning i 2023.

Han så ofte disse film, men med lyden skruet næsten helt ned. Man kunne aldrig vide om en nabo eller en forbipasserende ude på villavejen opfangede noget og eventuelt foretog et opkald til kommunen. I begyndelsen havde han set filmene sammen med Louise, og det havde da også virket som om, at hun stadig havde sat pris på deres tilsyneladende budskabsløse svælgen i det han muntert havde kaldt den menneskelige komedie. Men efterhånden havde hun mistet interessen, og på det seneste havde det stået klart for ham, at hun decideret ikke brød sig om, at han stadig sad og dyrkede dem om natten.

Hvorfor tror du, vi to sidder her i dag, Torben?

Jeg fik at vide, jeg skulle gå herhen, så det gjorde jeg.

Jo, men --- hvorfor, Torben?

Det ved jeg ikke. Men måske du kan fortælle mig det.

Nu var det ham, der smilede.

Jeg kan se, du brænder for at fortælle mig det.

Karen smilede tilbage. Hun lænede sig frem med albuerne på bordet. Aftegningen af hendes bryster kunne ses gennem den laksefarvede cashmeresweater. Han begyndte at modtage visse billeder nu på sin indre skærm. Gad vide om hun kunne fornemme det? Hun forekom ham at være en højst udsædvanlig blanding af lige dele naivitet og veludviklet intuition.

Der var jo den der hændelse forleden, nede på Damhusengen, ikke sandt, Torben?

Han svarede ikke. Mod sin vilje måtte han indrømme, at han faktisk følte en vis skam ved det, der var sket.

Hvorfor smadrede du lygten, Torben? Hvorfor samlede du den sten op? Tænkte du slet ikke på, at det måske var forkert, Torben?

Ikke i situationen.

Men bagefter, tænkte du så ikke, at det var forkert?

Nej. Faktisk ikke.

Karen sukkede og smilede trist, som om at det gjorde hende ondt, det han sagde.

Du forskrækkede jo den kvinde, der gik på stien, Torben.

Det er jeg godt klar over, men ...

Han tøvede.

Men hvad, Torben? Fortæl mig det. Jeg er her for at hjælpe dig, for at vi sammen kan finde ud af at løse dine problemer. Du samlede stenen op, kastede den mod lygten og smadrede lygten. Hvorfor, Torben?

Han tænkte sig om, vendte tilbage til hændelsen forleden. Samlede vel mod i virkeligheden. Mod til at sige det, han godt vidste var sandheden.

Så sagde han det.

Fordi jeg havde lyst til at se hende blive forskrækket, hende kvinden. Jeg tror, hun trængte til det. Jeg tror ikke det er så farligt, som du og dine kolleger går og forestiller jer, at få sig et godt chok ind imellem.

Torben tog en dyb vejrtrækning. Nu havde han sagt det, og det føltes godt. Han havde ikke talt sådan i flere år. Han havde tænkt det, tusindvis af gange havde han tænkt det, men sagt det højt havde han ikke. Og slet ikke til Karen. Tidens kværn og alle de frygtelige ting der var sket i løbet af de sidste ti år havde gjort ham mere og mere tavs, mere og mere åndeligt duknakket.

Hun så på ham med noget, der nærmest lignede sorg. Hendes ene mundvig pegede stik syd, mens den anden fastholdt smilet, sådan som hun havde lært det på de mange kurser, der udgjorde 3/4 af hendes arbejdstid.

Det gør mig ked af det at høre dig sige sådan noget, Torben.

Jeg troede ikke, du kunne blive ked af det.

Selvfølgelig kan jeg det. Det kan alle mennesker da. Ligesom du kan blive ked af det, kan jeg også blive ked af det, Torben.

Jeg er ikke ked af det.

Hun bed sig i den smilende del af sin læbe, mens hun overvejede, hvad hun nu skulle sige. Hendes brystkasse hævede sig op og ned. Det var ikke let for hende det her, kunne han se. Han nød at se hendes kval.

Jeg tror jeg vil gå lidt tilbage nu, Torben.

Okay.

Gå lidt tilbage og kigge på, hvad der gik forud det, der skete her forleden. Fordi, ja, vi er jo nødt til at finde en løsning. Det er du med på, ikke, Torben?

Jo. Hvis det ikke kan være anderledes, så jo.

Han smilede uskyldigt til hende. Henover hendes højre skulder opdagede han nu duftlyset. Det stod ovenpå en lille bunke selvhjælpsbøger i hendes ellers tomme reol. Man havde for længst afskaffet papir i den offentlige sektor, hvilket havde givet kontorerne et vist præg af ødemark. For sit eget vedkommende foretrak han dog en rigtig ødemark, det vil sige en hvor man kunne fare vild eller blive ædt af vilde dyr. Her var der derimod kun hjælp at hente, hvilket gjorde ham nervøs. Inden mødet den dag havde han dog besluttet at han ville forblive sig selv, det ville sige: kæmpe imod hendes forsøg på at hjælpe ham. Når han gik herfra, ville han gøre det uden fortrydelse, med rank ryg og klart blik. Alt for ofte før i tiden havde der, når han var sluppet ud af denne bygning, bølget en tåge for hans blik. En tåge af usikkerhed og ubehag, af en mærkelig, udefinerbar, men klam følelse af hjemløshed midt i verden.

Stadig var han ung, eller i hvert fald ikke gammel, havde han tænkt og gentaget for sig selv som et mantra, stadig måtte der være muligheder. Han måtte holde fast i sig selv, holde fast på at det endnu var muligt at gøre en forskel.

Karen kneb øjnene sammen og scrollede ned i sagsmappen på sin laptop. Mon hun benægtede overfor sig selv, at hun havde brug for briller? Den fase havde han selv været igennem. Det havde for hans vedkommende taget et par år at erkende, at tiden også havde indhentet ham. Bagefter havde det bare været rart ikke at skulle knibe øjnene sammen hele tiden og desuden slippe for migrænen som dén benægtelse uvægerligt førte med sig.

Gad vide om hun er klar over, at hun skal dø, tænkte han.

Han så hende for sig ligge i en grav. Hendes lig i cashmeresweateren i kistens mørke. De faste mælkehvide bryster der var blevet indfaldne og blå. Miderne der flokkedes omkring mundens smilende krater. Ikke nogen god reklame. Hvem ville købe sådan et produkt? Ikke noget under at han med flere og flere af den slags tanker havde følt sig nødsaget til at opsige sit såkaldt gode job på reklamebureauet. En beslutning som ingen, hverken venner eller familie, havde forstået.

Han smilede ad det indre gravbillede. Det var en anden ting, der gjorde sig gældende for hans personlighed: han fandt en vis glæde ved det morbide. Det havde han faktisk altid gjort, lige siden han var dreng. Ikke sjældent havde det skaffet ham problemer på halsen. Han havde stødt mennesker fra sig, andre havde han tiltrukket, men ikke altid dem han havde ønsket at tiltrække. Louise havde dog godt kunnet lide den tilbøjelighed hos ham. I hvert fald dengang da de var helt unge. Men hun havde også ændret sig de sidste par år, havde han kunnet mærke. De grinte ikke længere ad de samme ting. Oftere var det sådan nu, at hun så spørgende, undrende på ham, når han sagde noget i sjov. Som om at han tilhørte en fremmed art. Efter tvillingerne var det heller ikke blevet bedre. Graviditeten og fødslen havde bibragt hendes væsen noget mærkeligt frelst, salvelsesfuldt som øgede afstanden mellem dem. Hendes stadigt voksende engagement i Feministisk Verdensforum gjorde det heller ikke ligefrem bedre. Eller var det ham der øgede afstanden til hende? Måske han kedede hende. Tanken fyldte ham med en dump smerte, for var der nogen større falliterklæring for en mand end at han kedede sin kvinde? Ikke sjældent savnede han selv sin gamle kraft, ingen tvivl om det. I så fald savnede hun den vel så også.

Med ét gik det op for ham, at han stadig elskede Louise. Han fik en vild, brændende lyst til at holde om hende, kysse hende, tage hende ind til sig, mærke hende. Det var så længe siden, de havde mærket hinanden.

Ja, her er den, sagde hun uforståeligt ad et eller andet hun så på skærmen foran sig.

Han spurgte med vilje ikke til hvad den var.

Prøv at definere hvad lykke er for dig, Torben.

Karen vendte opmærksomheden væk fra laptoppen mod ham og lænede sig storsmilende længere frem mod ham, nu med underarmene hvilende på bordet. Barmen trådte endnu tydeligere frem inde under sweateren.

Fordi han faktisk tog spørgsmålet alvorligt, tænkte han sig længe om, inden han svarede.

Nogle mennesker ... begyndte han tøvende, men dog med fast stemme. Nogle mennesker, tror jeg, er forelskede i deres egen fremtid, også selvom de ved, at den efter al sandsynlighed kommer til at rumme noget grumt. Det er for mig de sande lykkelige.

Er du så en af dem, Torben?

Ikke i øjeblikket. Jo, måske. Jeg bokser nok mest rundt med at ville overbevise mig selv. Mest af alt føler jeg mig forvirret.

Men du ville gerne være en af dem, er det rigtigt forstået, Torben?

Ja.

Karen fik nu et listigt smil om munden. Det var åbenbart blevet tid til at smide et es på bordet.

Hvad nu hvis jeg siger til dig, at du måske skulle tænke på lykken på en helt anden måde end du gør, Torben?

Hvordan mener du?

Som noget der ikke har med lidelse og smerte at gøre. Alt det der mørke du er så fascineret af, Torben ...

Jeg er ikke fascineret af mørket, afbrød han hende. Afgrunden er der, uanset hvad jeg måtte mene om den eller være fascineret af. Vi står alle sammen i en eller anden afstand til den. Nogle står langt væk fra den, andre tættere på, nogle så tæt på at de kan stirre direkte ned i den. Men den forsvinder aldrig ud af vores liv.

Der tager du altså helt fejl. Sorry to say, Torben.

Javel. Jamen, hvis du siger det, så må det jo være rigtigt.

Det overraskede ham, at han var i stand til at mønstre dette lille ironiske overskud,