Sænk skibene! Flådens sænkning den 29. august 1943

Forord

Den 29. august 1943 er en af de vigtigste datoer i nyere danmarkshistorie. Den dag ophørte den samarbejdspolitik, som den danske regering havde ført siden den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940. Bruddet var begyndt som et folkeligt oprør i starten af august med strejker og uroligheder, der ledte til et tysk ultimatum til den danske regering om blandt andet indførelsen af dødsstraf for sabotage. Da regeringen den 28. august svarede nej til ultimatummet og gik af, forsøgte tyskerne at sætte den danske hær og flåde ud af spillet. Den tyske reaktion var forudset af den danske flådes ledelse, og i de tidlige morgentimer den 29. august blev hovedparten af flådens skibe ødelagt – en markant begivenhed, som gav genlyd i omverdenen og sågar nåede forsiden af New York Times den 30. august 1943.

Over 3.000 danskere var på den ene eller anden måde involveret i sænkningen af flåden. Fra flådens øverste chef, viceadmiral Vedel, der gav ordren sænk skibene til den værnepligtige, der i hast måtte forlade sit dødsdømte skib, spillede de alle en rolle i operationens vellykkede gennemførelse.

Denne bog lader en lang række af deltagerne i begivenhederne fortælle om deres oplevelser den begivenhedsrige morgen – både på flådens hovedbase på Holmen, til søs og i de forskellige havnebyer rundtom i Danmark, hvor en række af Søværnets skibe også kom under angreb fra tyskerne.

Den 29. august er en mærkedag i den danske flådes historie, og i 2003 markerede Forsvaret 60-året for begivenheden. Det foregik med en parade i Mindelunden med deltagelse af blandt andet H.M. Dronning Margrethe II, daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, repræsentanter fra Forsvaret og ikke mindst et større antal veteraner fra august 1943. Efterfølgende mødtes mange af veteranerne om bord på museumsskibet fregatten Peder Skram på Nyholm – fregatten, der i 1965 havde arvet navnet fra det artilleriskib, hvis sænkning under Mastekranen på Holmen førte til et af de mest ikoniske fotografier fra besættelsen. Jeg var også til stede i fregattens messe den dag, da jeg i anledningen af jubilæet udgav bogen Flådens sænkning 29. august 1943. For mig som en dengang ung historiestuderende var det en meget stor oplevelse at møde mange af de mænd, der om morgenen den 29. august 1943 var med til at sende det tydeligste signal om, at tre års samarbejdspolitik mellem den danske regering og de tyske besættelsesstyrker nu var et overstået kapitel.

Fælles for de tilstedeværende i messen på Peder Skram den dag var, at de netop havde været sammen om indsatsen den augustmorgen i 1943. I messen var der ingen selviscenesættende søhelt i stil med Peter Tordenskiold, som tog al æren og opmærksomheden. Den ville de nu nok også have frabedt sig, for Vi gjorde jo bare vores pligt, som flere af dem formulerede det.

Timerne om bord på Peder Skram blev brugt på at mindes, og jeg lagde øre til mangt en spændende historie. Det gav mig inspirationen til denne bog. Hvor min bog fra 2003 var en art fotodokumentation af begivenheden, lader denne bog i stedet dem, der var med, og som i mange tilfælde vovede liv og helbred, komme til orde. Beretningerne, der stammer fra interviews, bøger og en række museale arkiver, giver nye vinkler på det skete, så selv om begivenhederne, der skildres i denne bog, i hovedtrækkene er de samme som i bogen fra 2003, er indholdet på mange måder nyt.

Det ikoniske billede af artilleriskibet Peder Skram sænket under Nyholms gamle Mastekran den 29. august 1943. På skibets styrbord side ses Varmebaad Nr. 2 – en udrangeret torpedobåd, der blev brugt som flydende generator og sikrede strøm til artilleriskibet. Yderst til venstre ses masterne fra bevogtningsfartøjerne Hvalrossen og Makrelen, der blev sprængt og sænket af egen besætning om morgenen den 29. august 1943.

I dag, 75 år efter begivenhederne, er stort set alle de veteraner, som jeg mødte i 2003, væk. Tilbage står dog deres indsats for flåden og Danmark under en begivenhed, der var med til at sikre, at Danmark blev talt blandt Nazitysklands fjender, da krigens regnskab skulle gøres op i maj 1945.

Søren Nørby

Juni 2018.

***

Vraget af bevogtningsfartøjet Makrelen bjærges af tyskerne den 13. oktober 1943. Agterskibet knækkede af i forbindelse med bjærgningen. Bemærk den tyske vagt, som fra sin post har fået øje på fotografen. (J.S. Lorenzen)

Om bogens fotografier

Det er desværre ikke muligt at kreditere alle fotograferne bag bogens billeder. Mange personer, der havde deres gang på Holmen og rundtom i de danske havne, benyttede efter flådens sænkning lejligheden til at fotografere de ødelagte eller erobrede skibe. Billederne er efterfølgende blevet reproduceret så mange gange, at det i mange tilfælde ikke længere er muligt at finde frem til den oprindelige fotograf.

Hovedparten af de viste billeder fra Holmen blev dog taget af daværende math-elev Jørgen Strange Lorenzen. Han skrev i 2003 følgende beretning om, hvordan han tog billederne: Jeg havde mit fotografiapparat – et Retina IIa – med, da jeg begyndte som math-elev på Holmen, på trods af at det var klart ulovligt. Da vi kom tilbage til kaserneskibet Fyen sent om eftermiddagen den 29. august, havde tyskerne allerede været om bord og gennemrodet vores ejendele i jagten på krigsbytte. Heldigvis havde de ikke fundet mit kamera, og i løbet af interneringstiden nåede jeg at tage lidt over 70 billeder af Holmen, de sænkede skibe og tyskernes bestræbelser på at bjerge dem. Der var mange tyske vagter på Holmen, og jeg blev opdaget et par gange, men på nær en enkelt gang var der vand imellem mig og den tyske vagtpost, og jeg var derfor i stand til at slippe væk. Et par gange havde jeg nogle af mine elevkammerater med som dækning for min fotografering. De gav mig en vis beskyttelse for de tyske vagter. Den ene gang, jeg oplevede at blive taget, havde jeg lige taget et billede af Makrelen ud gennem portåbningen i Planbygningen ved Mastekranen. Her mente jeg mig fri for opdagelse, men pludselig kom en tysk vagt og tog mig på fersk gerning. Jeg opdagede ham slet ikke, før han stod direkte bag mig, og jeg havde stadig kameraet oppe, da han greb mig. Den tyske soldat truede mig med alle dødsens ulykker, men lod mig gå med apparat og film, efter at jeg havde lovet bod og bedring. Jeg var noget rystet over min manglende opmærksomhed, men jeg fortsatte dog fotograferingen.

***

I. UNDER TYSK KONTROL. SØVÆRNETS SVÆRE TID 1940-1943

For de danskere, som gjorde tjeneste i Søværnet den 9. april 1940, er der få billeder, der vækker så mange følelser som billedet af det tyske troppetransportskib Hansestadt Danzig ved Langelinie om morgenen den 9. april. At det i de tidlige morgentimer lykkedes tyskerne at sejle troppetransportskibet og dets last af cirka 800 tyske soldater helt ind til Langelinie, var en skamplet på det danske søværns ære.

Den lette tyske besættelse af Danmark i 1940 var en konsekvens af den forsvarspolitik, som de skiftende danske regeringer havde ført siden afslutningen på Verdenskrigen i 1918. Verdenskrigens blodbad førte til en generel afsky over for militærvæsenet, der også ramte Danmark, og i 1922 blev det danske forsvarsbudget halveret. Politikerne mente ikke, at der eksisterede en militær trussel mod Danmark, og der var derfor ikke brug for et dansk forsvar i stand til – med magt om nødvendigt – at håndhæve den danske neutralitet, og ved det næste forsvarsforlig i 1932 blev forsvarsbudgettet beskåret så kraftigt, at den danske hær og flåde reelt mistede evnen til at forsvare Danmark. Forsvarsforliget i 1932 beskar forsvarsbudgettet fra 48 millioner til blot 35 millioner kroner, hvoraf kun 11,5 millioner blev afsat til Søværnet, og besparelserne medførte en næsten halvering af antallet af fastansatte fra 1135 til blot 669 mand. Søværnet blev hermed reduceret til et søpoliti, hvis opgave i krigstid kun var at afpatruljere de danske farvande og melde til regeringen, hvis fremmede orlogsskibe brød den danske neutralitet. Nogen egentlig krigsindsats eller aktiv militær håndhævelse af den danske neutralitet ville ikke være mulig, når loven var gennemført. Søværnets situation efter forsvarsloven af 1932 markerede et lavpunkt, der kun var overgået af situationen efter englændernes ran af den danske flåde i 1807.

Udsigt over Nyholm og Flådens Leje omkring 1925. Billedet er taget, før mellemkrigstidens beskæringer for alvor slog igennem, og viser derfor den relativt store dansk flåde, der med succes havde håndhævet den danske neutralitet i årene 1914-1918. (Nationalmuseet)

Imidlertid blev det i løbet af 1930’erne tydeligt, at troen på en fredelig udvikling i Europa hvilede på usikker grund. Efter magtovertagelsen i Tyskland i 1933 begyndte Adolf Hitler og hans nazistparti en markant militær genoprustning, og udviklingen syd for grænsen fik i 1937 flertallet i Rigsdagen i Danmark til at opgive tanken om et afmilitariseret Danmark. Den afsatte derfor 100 millioner kroner til en genoprustning af det danske forsvar. For Søværnet betød det penge til bygningen af fire ubåde, to store torpedobåde, tre minestrygere, et mineskib, et inspektionsskib og et opmålingsskib, der skulle gennemføres i løbet af de kommende seks år. I samme periode ville flådens to sidste artilleriskibe Niels Iuel og Peder Skram imidlertid udgå af flåden, og det var derfor begrænset, hvor meget de nye skibe ville øge flådens kampkraft. Ved krigsudbruddet i september 1939 var også kun tre af ubådene og tre af minestrygerne klar til indsats.

Nysgerrige københavnere betragter det tyske troppetransportskib Hansestadt Danzig ved Langelinie om morgenen den 9. april 1940. Skibet medbragte 800 tyske soldater, der fra Langelinie var i stand til hurtigt at tage kontrol over Kastellet, hvor Hærens hovedkvarter var placeret. Hansestadt Danzig forlod København allerede senere samme dag, da den skulle videre til Bornholm med endnu en last tyske besættelsestropper. (Nationalmuseet)

Den forsvarspolitik, som de skiftende danske regeringer havde ført i perioden fra 1922 og frem til 1939, betød, at den danske flåde, der ved afslutningen af 1. Verdenskrig havde bestået af 68 skibe og under krigen med succes havde håndhævet den danske neutralitet, ved krigsudbruddet i 1939 kun rådede over 38 skibe, hvoraf langt hovedparten tilmed var designet eller bygget før eller under 1. Verdenskrig.

Da Tyskland angreb Polen den 1. september 1939, erklærede Danmark sig straks neutral. For at forsvare neutraliteten blev en større hærstyrke mobiliseret, og hovedparten af den danske flåde udrustet og samlet i en Sikringsstyrke. Den bestod indledningsvis af artilleriskibet Niels Iuel, seks torpedobåde, syv ubåde og fire værksteds-, inspektions- og opmålingsskibe samt 24 fly. Derudover bemandede 800 mand kystforterne omkring København, og et antal ubevæbnede fartøjer tjente som patruljefartøjer rundtomkring i de danske farvande. Samlet var Sikringsstyrken fra sin base i Aarhusbugten i stand til med kort varsel at reagere på brud på den danske neutralitet, og styrken udgjorde også en militær faktor, som en angribende fjende måtte indregne i eventuelle planer for et angreb på Danmark.

Da Frankrig og England som reaktion på det tyske angreb på Polen den 3. september 1939 erklærede Tyskland krig, fik Søværnet ordre til at minere den danske del af Øresund, og i de følgende dage udlagde flåden her et større minefelt med 200 miner. Den 20. november blev dette minefelt suppleret med minefelter i Storebælt (180 miner) og i Lillebælt (264 miner). Minefelterne skulle efterfølgende bevogtes af danske orlogsskibe, og dette var medvirkende til en udvanding af Sikringsstyrken, idet blandt andet et inspektionsskib og tre torpedobåde blev overført til Storebælt. Betydningen af dette blev, med daværende chef for Kystdefensionen kontreadmiral Emmanuel Briand de Crévecoeurs ord, at flådens virke ikke var lagt an paa eller forberedt til Krig, men kun til spredt Neutralitetsbevogtning, uden Mulighed for en Sammendragning af en operationsduelig og krigsberedt Flaadestyrke.¹ Dispositionerne viser, at flådens ledelse forventede, at Søværnets opgaver som under 1. Verdenskrig kun ville blive neutralitetshåndhævelse og ikke egentlig kamp.

Søværnets samlede styrke bestod i foråret 1940 af to artilleriskibe, seks torpedobåde, fem bevogtningsfartøjer (ældre torpedobåde), ti ubåde, otte minelæggere, ni minestrygere, fem inspektionsskibe, to opmålingsskibe, et kongeskib samt et værkstedsskib for ubåde. Over halvdelen af disse fartøjer havde også været i tjeneste under 1. Verdenskrig. Her ses Sikringsstyrkens 1. Eskadre i Aarhus Havn den 10. marts 1940. Til venstre ses torpedobådene Dragen, Hvalen og Laxen, i midten artilleriskibet Peder Skram, og til højre værkstedsskibet Henrik Gerner samt ubådene Havmanden, Havfruen og Havkalen. (E. Chr. Skabelund)

Skammens dag. Den 9. april 1940

Tysklands hurtige erobring af Polen blev fulgt af en sær afventen af krigens videre udvikling. I begyndelsen af april 1940 stod det imidlertid klart, at noget var under opsejling. Den danske Marine- og Luftattaché i Berlin, kommandørkaptajn Frits A.H. Kjølsen, indberettede til København, at hans kilder i den tyske administration fortalte, at tyskerne forberedte et angreb på Danmark og Norge. Kommandørkaptajnens indberetning blev understøttet af rapporter om samling af større tyske troppestyrker syd for den dansk-tyske grænse og i en række nordtyske havnebyer, men i den danske regering var man overbevist om, at såfremt tyskerne havde aggressive hensigter, så var målet for deres operationer Norge og ikke Danmark.

Vinteren og foråret 1939-40 var præget af megen is i de danske farvande, hvilket helt frem til de første dage af april lagde store begrænsninger på flådens virke. Her ses bevogtningsfartøjet Nordkaperen lettere overiset i Øresund i foråret 1940.

Den 8. april observerede flådens enheder ikke mindre end 45 tyske handels- og transportskibe og 32 orlogsskibe på vej nordpå gennem Storebælt og Kattegat. Disse observationer blev videreformidlet til Søværnskommandoen i København, hvor man dog ikke troede på rapporterne om et tysk angreb på Danmark og altså ikke gav nye ordrer. Ordren til de danske orlogsskibe var således fortsat, at ved eventuelle Neutralitetskrænkelser, saavel naar disse skønnes at være tilsigtede, som hvis de synes tilfældige, skal saavidt muligt Forholdsordre uopholdelig og ad hurtigste vej søges indhentet fra Søværnskommandoen².

Flådens øverste chef, viceadmiral Hjalmar Rechnitzer, var en af dem, der var overbevist om, at Danmark ikke var målet for de tyske troppekoncentrationer. Rechnitzer havde i april 1939 i Berlin mødt chefen for den tyske flåde, storadmiral Erich Raeder. Han havde under deres samtale forsikret den danske viceadmiral om, at Tyskland ikke under nogen omstændigheder påtænkte eller havde noget som helst ønske om at krænke Danmarks neutralitet³. Dette var som sådan ikke forkert, idet tyskernes egentlige mål i april 1940 ikke var Danmark, men Norge. Kontrol over Norge ville give den tyske flåde adgang til baser, hvorfra den nemmere kunne angribe ud i Atlanterhavet. Dertil kom,