"Og døden indtraf 16.08.": Farvel gamle liv til

Af hjertet tak til mine dejlige veninder Michelle,

Mathilde, Vibe, Emma og Sine, som har

været guld værd, støttet mig og accepteret mig,

som jeg er, til trods for at de ikke har fortjent det,

jeg har budt dem. Tak. Uden jer havde jeg aldrig

klaret den.

ADVARSEL!!!! Dette beskriver mine dybeste og hemmeligste tanker, erindringer og handlinger. De er voldsomme. De er modbydelige. De er forfærdelige. Jeg taler lige ud af posen, intet filter. Men de har været min hverdag, lige så længe jeg kan huske. Keep this in mind, når du læser dette. Så stop allerede nu, hvis du tror, det bliver for meget. Samtidig håber jeg, at dette vil bryde et tabu og sætte et fokus på noget, som folk ved alt for lidt om. Forhåbentlig kan det samtidig vise andre i samme situation som mig, at de ikke er alene, og at der er lys for enden af tunnelen. Læs venligst bogen til ende, og få alle redskaberne med til at håndtere de mørke tankers kraft.

Mit navn er Signe Madeleine Kold. Jeg er 21 år og er diagnosticeret med ængstelig, depressiv og tvangslig personlighedsforstyrrelse. Det er en diagnose, jeg fik som 20-årig efter at have været indlagt på psykiatrisk afdeling i Esbjerg grundet et selvmordsforsøg. Dette er min historie om min kamp ikke bare tilbage til livet, men min kamp for VILJEN til at leve og til at være glad og leve for min egen skyld, og fordi jeg har lyst.

Indholdsfortegnelse

Prolog

Del 1: Indlæggelse

Indledning

Kapitel 1A: Før det hele rigtig startede, var det faktisk allerede startet

Kapitel 1B: Larmende stilhed

Kapitel 2A: Symptom nr. 2

Kapitel 2B: Hvordan skal hun nogensinde få det sagt?

Kapitel 3A: Karina

Kapitel 3B: Og døden indtraf kl. 22.13

Kapitel 4A: Hellere skære i sig selv end vise, at man har det psykisk dårligt

Kapitel 4B: Når fagpersonerne fejler

Kapitel 5A: Knækket, der for altid vil være en del af mig

Kapitel 5B: Fanget i et brændende hus. Det er kun et spørgsmål om tid, før hun selv er væk.

Kapitel 6A: Når bægeret flyder over

Kapitel 6B: Brandslukning

Del 2: Post indlæggelse

Kapitel 1: Tænk, at du har været bekendt at udsætte dine nærmeste for det her

Kapitel 2: Kan de overhovedet nogensinde hjælpe mig?

Kapitel 3: Er det meningen, det her skal få mig til ikke at ville dø mere?

Kapitel 4: Du er faktisk ikke til andet end besvær på denne jord

Kapitel 5: Hvad nu hvis der rent faktisk er nogen, der ikke kan undvære dig?

Kapitel 6 : Højt at flyve, dybt at falde. Når bunden rammes igen.

Kapitel 7: Du ved det ikke, før du har prøvet det

Kapitel 8: Hvis det gør DIG glad, så gør det!!!

Kapitel 9: Fuck janteloven, jeg er pisse sej!

Del 3: Fremtidsudsigterne med en personlighedsforstyrrelse – Hvad end morgendagen måtte bringe

Ud ad døren, rundt om hjørnet, ned ad trapperne. Nu når vi 2. sal. 1. sal. Stuen. Ud ad døren uden at sige farvel til personalet. Hun bemærker dem ikke engang. Det eneste, der fylder i hendes hoved, er jeg vil dø, jeg vil dø, jeg vil dø. Der er aldrig nogen, der kan hjælpe mig. Tårerne triller ned ad kinderne på hende. Solen skinner udenfor på en af sommerens junidage. Men for hende kunne det lige så godt have været torden og lyn. Så havde det i det mindste stemt overens med det kaos, hun følte indeni. Hun bemærker hurtigt det gode vejr, og det irriterer hende. Hvorfor er vejret så godt? Hvordan kan vejret være godt? Verden er jo et forfærdeligt sted, der er slet ingen mening med at leve. Hvorfor? Hvorfor skal solen skinne? En svag stemme bringer hende et splitsekund tilbage til virkeligheden sammen med lyden af de hastende trin, der følger hende. Signe, hvad sker der? Det er hendes mor. De har haft første samtale i psykiatrien og har fået at vide, at de skal vente yderligere tre uger på den tid. På dette tidspunkt har de allerede ventet en måned. Hun sætter bare tempoet op og ønsker sig langt væk herfra. Og det kommer hun senere. Dette er det eneste, der får hendes hjerne til fortsat at sætte det ene ben foran det andet og ikke kollapse under hende. I aften skal hun dø. Det har hun besluttet sig for. Og hun ved lige præcis, hvordan det skal ske. Hun er klar. Eller rettere sagt, hun har erkendt, at verden ville være et bedre sted uden hende. At der er ingen, der kan hjælpe hende af med den her følelse. Så nu giver hun op. Datoen siger den 12. juni 2017, og dette bliver den sidste dag i hendes liv. Troede hun.

Hende det er mig, og dette er min historie om vejen tilbage til livet.

Kapitel 1A:

Før det hele rigtig startede, var det faktisk

allerede startet

Ja, du har lige læst overskriften på kapitlet. Før det hele rigtig startede, var det faktisk startet. Så hvad mener jeg med det?

Jeg tager dig tilbage til begyndelsen. Eller ikke helt. Min barndom har budt på en masse ting, som jeg ikke engang ville ønske for min værste fjende. Nogle af disse udfordringer har sat dybe spor i mig, som jeg aldrig kommer over. Men jeg skal lære at leve med dem. Det er ikke disse begivenheder og udforinger, denne bog handler om. Bogen handler om min største fjende, min største kritiker, min største udfordring. Mig selv og mine tanker. Om min kamp mod mig selv. Hvordan man kommer tilbage til livet og lærer at acceptere sig selv, som man er. Men mest af alt … lærer at håndtere og takle sig selv og hverdagen.

Jeg har altid været min egen største kritiker og fjende. Totalt perfektionistisk, intet andet end perfekt var godt nok. Alle skulle helst kunne lide mig. Deres indtryk af mig og mit omdømme var vigtigere for mig, end hvordan jeg egentlig selv havde det både fysisk og psykisk. Hvis ikke folk kunne lide mig, kunne jeg dermed heller ikke – ikke bare lide mig selv, men ikke fordrage mig selv.

Som 14-årig tog jeg den værste beslutning. Jeg ville væk fra hverdagen. På dette tidspunkt ville jeg egentlig ikke dø. Jeg havde det bare så psykisk dårligt. Jeg kunne ikke leve op til folks forventninger, og jeg kunne ikke leve op til mine egne forventninger. Psykisk fyldte et kaos mig op, et kaos, jeg ikke kunne rumme, og som gjorde, at jeg var ved at eksplodere. Men hvordan gjorde jeg mine medmennesker opmærksomme på dette uden at indrømme, at jeg ikke var så perfekt? At jeg ikke var så stærk, som alle gik og troede? AT jeg i så ung en alder havde klaret så mange ting, som jeg havde, og var kommet ud på den anden side uden skavanker. Jeg startede på det, jeg den dag i dag stadig kæmper med SYV ... ÅR … EFTER. Hvad der startede som et råb om hjælp blev til en afhængighed. Noget af det eneste, der fik mig igennem dagen.

Jeg begyndte at skære i mig selv. Voldsomt. Hver gang jeg startede et nyt snit, forsvandt smerten fra det tidligere. Og vigtigst af alt, jeg kunne sove. Den fysiske smerte tog tankerne fra den psykiske og var så meget nemmere at forholde sig til. Jeg kunne sove, GUD HVOR VAR DET RART! Jeg ved, hvor sygt det lyder, for det var det virkelig, men samtidig følte jeg, at jeg fortjente det. Jeg ville have mit ydre til at ligne mit indre. Fyldt med kaos. Jeg fortjente smerten. Jeg fortjente arene. Hver gang jeg pressede kniven, saksen eller andet gennem min hud, var dette det eneste, jeg fokuserede på. Jeg glemte alt andet i hele verden, og hvad der foregik omkring mig. Jeg kom væk fra den hverdag, jeg ikke længere kunne håndtere, men som jeg ikke ville have, folk omkring skulle vide, at jeg ikke kunne håndtere. Hvad jeg ikke på daværende tidspunkt vidste var, at dette ikke kun skulle være en hurtig fase. Det blev en del af mit liv. Og jeg ville så inderligt komme til at fortryde, at jeg nogensinde var startet. Jeg lærte også senere, at hver gang man skærer i sig selv eller bare generelt skader sig selv bevidst på den ene eller anden måde, frigiver man et stof til hjernen, der gør en glad. Et stof lige så stærkt som narkotika. Et stof, man bliver afhængig af. Det skal jeg nok lige love, jeg blev.

Kapitel 1B

Larmende stilhed

Skal jeg vise dig rundt? Har du nogensinde været her før? Hun åbner munden og skal til at svare Nej, men øjnene bliver i stedet fyldt med tårer, og der kommer ingen lyd ud. Hun vil jo ikke være her. Hverken her i livet eller her på Afdeling E. Hun vil dø. Det var i aften, hun skulle dø. Nu bliver hun i stedet vist rundt. Hvordan gik dette lige til? Hvordan kunne hun ikke være stærk nok til bare denne lille ene ting som at tage livet af sig selv? Selv her er hun en fiasko. Som i alle andre sammenhænge. I stedet for at have gjort alle i hendes liv en tjeneste ved at begå selvmord, sætter hun dem i den her situation. Den sværeste situation, man kan sætte andre i, det ved hun godt. Hun er indlagt på psykiatrisk afdeling. PSYKIATRISK AFDELING … Hvordan endte hun her? Måske hun bare har fortjent at skulle have det sådan her. Måske det er karma, der rammer hende. At hun skal leve med de her følelser indeni hende resten af livet uden at få lov til at dø nu. Karma, der har besluttet, at hun er sådan et forfærdeligt menneske, at hun ikke engang må dø. Hvis det er, hvad karma har besluttet sig for, forstår hun det godt.

Dette her er så dit værelse. Her skal du bo det næste stykke tid. Værelset er større end det, hun har derhjemme. I den ene side står der en seng. En rigtig hospitalsseng med hvide lagener. Den lugter endda af hospital. I sidste ende giver det vel god mening. Hun er jo syg, om hun vil det eller ej. Mellem de to vinduer står der et klædeskab. Et kæmpe skab. Hvor længe regner de lige med, at hun skal være her? At hun flytter ind permanent eller hvad? Det er i hvert fald ikke hendes plan. Planen er at overbevise dem om, at hun har det fint, så hun kan komme hjem og fortsætte, hvor hun slap. Med planen om at forlade denne verden. Denne gang for alvor. Ved siden af skabet er der et kæmpe vindue med et bord foran. Herfra kan hun kigge direkte ud på de smukkeste træer, der på denne junidag står grønne og frugtbare. Dette skulle vise sig at blive hendes yndlingssted, selvom hun i dette øjeblik langt fra kunne se det. Træerne indikerede for hende nemlig noget helt andet end håb og frugtbarhed. De spærrede hende inde. Ligesom hun var spærret inde i sin egen krop og sit eget liv.

Vinduerne har ingen gardiner. Hun mærker raseriet i sig fylde mere og mere. HVORFOR STOLER DE IKKE PÅ HENDE??? DET ER FUCKING GARDINER, VI SNAKKER OM!!! Inderst inde ved hun, dette er godt nok. De burde ikke stole på hende. Hun kan ikke engang stole på sig selv. Toilettet, eller det er ikke et toilet, det er et kæmpe badeværelse, så stort at det runger, fylder hele side 3 på det næsten kvadratiske værelse. Der er ingen lås. Farvel privatliv. Hvorfor er hun her? Hvorfor er det, at de ikke bare lader hende dø? Hvorfor kan de ikke se, at det er bedst for alle?

Sygeplejersken efterlader hende alene i rummet. "Jeg kommer tilbage