Ingen ved noget

- men hvor er der meget god erfaring at dele

Et lille notat fra 4 dage med manuskriptforfattere som
omdrejningspunkt på en festival, der byder velkommen i en ægte
kulisse, i og omkring et gotisk inspireret, viktoriansk Manor House,
der sender mine tanker hen til utallige krimigåder og romantiske
kostumedramaer.

Den engelske by Cheltenham er ellers mest kendt for sine tennis- og

galopbaner og stedet ligger tilpas isoleret til at festivalen får skabt en følelse
af professionel lejrskole. Der er kun 2 pubs i gå-afstand, så det er let at
hænge ud, for man møder hele tiden andre med et ”afslørende” plastic-skilt
om halsen. Lige ved siden af den private B&B, hvor jeg overnatter med 2
skotske forfattere og en af festivalens mange frivillige (selvfølgelig også en
håbefuld forfatter, hvis tjans er at køre de kendte gæster rundt) ligger et stort
glasmonstrum, som jeg får forklaret huser GCHQ, et af den Britiske regerings
efterretningshovedkvarterer. Den kæmpe bygning har øgenavnet ”the
doughnut” og et af specialerne er overvågning, så min kvindelige skotske
kollega holder vagtsomt øje med sin mobil idet hun fortæller mig historien om
den tidligere ambassadør i Uzbekistan, Craig Murray, og hvordan hans navn
sagtens kan udløse overvågninger; hvorefter vi begge skråler det over mod
’doughnut’en’ på vores lille spadseretur. Senere fortæller Sir David Hare (The
Hours, The Reader m.fl.) om sit manuskript til en film om netop Craig Murray-
affæren (Murder in Samarkand) og hvordan instruktøren Michael
Winterbottom og han afholdt et af hans karrieres nok korteste møder, små 8
minutter vist, hvorefter studiet valgte instruktøren og dennes ønske om et
mere komedie-agtigt manuskript og David Hare kunne gå hjem med 6
måneders spildt arbejde på sit mere dramatiske første draft. Men hellere det
end 6 måneders yderligere tovtrækning: ”Cut your losses”, som man siger.

Jeg deltager for anden gang i The Screenwriter’s Festival og konstaterer med
glæde at der både er flere deltagere, at programmet er udvidet og at man i år
har valgt at udnytte haven bedre som et naturligt samlingspunkt. Der er i år
også en skøn alternativ kaffebil, med mere humane priser end det officielle
spisetelts catering-service. De får dog påbud om at stoppe deres sandwich-
salg, da teltet kan mærke konkurrencen, hvilket vækker protester, da de
ovenikøbet også er lækrere end de ”officielle”. Med kun få minutter imellem de
mange arrangementer er den alternative bil blevet et kærkomment
vandingshul for sultne forfattere. Som en producent pointerede under et panel
om samarbejde, så kan man score meget på at byde sin forfatter på frokost:
”De sætter som regel pris på et bare rimeligt måltid mad!”. Hvilket igen siger
noget om, at mange forfattere må holde fast i deres ”day job” for at nære
drømmen om engang at kunne leve af skriveriet.

Åbningstalen blev i år holdt af manuskriptforfatter - og nu også selvstændig

producer - Tony Jordan (Life on Mars, Holby Blue m.fl.), der friskt konstaterer
at han efter lang tids grublen er kommet frem til at det ord, der bedst beskriver
en forsamling af forfattere – i lighed med en flok eller stime i dyreverdenen -
må være ”an ’insecurity’ of writers”. Angsten for at være en fiasko bliver ikke
mindre af at have succes, mener han, og i næste åndedrag citerer han den
legendariske Hollywood-forfatter William Goldman, for de viise ord: ”Nobody
knows anything”, en sandhed det kan være vældig praktisk at læne sig op ad
når man forlader sin trygge plads foran computeren og nødvendigvis må ud
og have sine dybt fremgravede hemmeligheder og sin med hjerteblod skrevne
historie dissekeret i mødet med producere, instruktører og mange andre i film-
, tv- og mediebranchen. Dem er der også en del af på festivalen, sammen
med script editors, som jeg selv, og selvfølgelig agenter, men det er
networking på forfatternes hjemmebane og der er en klart stærkere
fællesfølelse her end på ’almindelige’ filmfestivaler.

En festival for manuskriptforfattere er ikke kun noget helt specielt fordi den
samler en gruppe mennesker, der sjældent kommer med ud på de røde
løbere i det øvrige festival-landskab, men også fordi den gør selve tilblivelsen
af historier og film til sit omdrejningspunkt. Der vises nogle få film, men
dialogen imellem alle, gæster som deltagere, er hovedfokus. Mange
manuskriptforfattere netværker heller ikke ligeså naturligt som andre i
branchen, de er generelt mere usynlige, på trods af at de er dybt afhængige
af andre for at få deres arbejde læst og set. Her er det trygt og nemt at falde i
snak idet flere hundrede af disse skrivende væsner er kommet ud i lyset.
Samtidig er det en mulighed for at gøre selve kunsten og håndværket synligt i
et bredere forum, og for at få indblik i mange forskellige aspekter omkring livet
og arbejdet som manuskriptforfatter. Et er talentet, vedholdenheden og
teknikkerne, noget andet alt det ’udenoms’ og festivalen skyder bredt i sit
program: Fra case-stories og historiske nedslag til meget praktiske og
konkrete diskussioner. Fra store navne og tematiske panel-debatter til
inspirerende taler og mindre rundbords-snakke.

Atmosfæren er åben, tilbagelænet (på den gode måde), generøs og fuld af

lyst til at dele erfaringer, ’tricks’ og kontakter – det er bare at sige hej og
snakke løs. Som både erfarne og nybegyndere understreger i samtalerne, er
det en glæde at være sammen med så mange ligesindede og vide at DE ved
lige præcis hvordan man har det. Uanset hvor meget succes man har haft
som manuskriptforfatter, er det mange af de samme udfordringer man fortsat
møder. Både alene, i mødet med det blanke papir og sin historie, og i mødet
med branchens mange med- og modspillere, med dens økonomiske og
praktiske vilkår og i det lange seje træk for at blive anerkendt som ligeværdig
medskaber af de film man skriver. Der er nemlig en gennemgående forskel på
hvordan man placerer forfatterens anseelse indenfor teateret, på tv og i
filmbranchen. Anseelsen er ofte tæt forbundet med størrelsen af den
økonomiske risiko der løbes og hvor stor en andel af den forfatteren har. I
teateret er dramatikeren generelt respekteret: Man læser teksten når man
analyserer stykket ifht. de forskellige opsætninger (på film er mange film
blevet analyseret i manuskriptbøger, men ikke selve manuskripterne) og man
ændrer som regel ikke bare på ordene. Ofte afhænger lønnen af det antal
bagdele der lander på stolene eller afspejles ifht. teaterets økonomiske
virkelighed, men stykker har til gengæld en potentielt meget lang levetid. På tv
er forfatteren ofte ’konge’: Det er forfatterne der skaber serierne og i USA er
de mest populære serieskabere, ”the showrunners”, snart lige så svære at få
fat i som rockstjerner. Her spiller økonomien også en stor rolle, men man er
afhængig af de gode forfattere på en anden måde. Skal en film op på det
store lærred, så har både filmhistorien (Auteur teorien bl.a., som nu har fået
en udfordrer med Schreiber teorien, der blev præsenteret i år af amerikaneren
David Kipen) og den financielle struktur stor indflydelse på at forfatteren er
rutschet ned af rangstigen; f.eks. forsvandt de mange kvindelige
manuskriptforfattere, som var synlige i de tidlige år i Hollywood, da
produktionen blev mere standardiseret og pengene, og dermed mændene,
begyndte at tage kontrollen. Det fortalte Isabelle Raynauld fra Canada, der
har skrevet en PhD om bl.a. filmhistoriens første manuskripter fra 1895 –
1920erne. Hun holdt et fascinerende - og desværre alt for kort – foredrag,
hvor hun bl.a. gennemgik nogle af de tidlige film-skriveregler fra 1908. En af
de første bøger om skrivningens svære kunst udkom i 1911, ”Picture Plays
and How to Write Them” af E.J. Muddle – hele 150 sider, men mange var
også korte manualer. Groft set er det mere den udstyrsmæssige og f.eks.
klippetekniske udvikling end principperne bag skrivningen, der har forandret
sig op til idag; selvom man selvfølgelig også må tage mange andre ting med i
sine betragtninger, f.eks. at publikum i dag er langt mere sofistikeret i sin evne
til at afkode dramatiske konstruktioner, og løbende udvikler denne sans - ikke
mindst igennem at følge de lange tv-dramaers mange karakterer og multi-
lineære strukturer.

Mellem 1908 og 1910 begyndte instruktørerne i Hollywood at ville have

kreditering på deres film. Hvor en dommer i 1906 havde bestemt at forfatteren
var ”author”, ophavsm/k, og dermed skaber af filmværket, så er dette af
mange forskellige årsager ikke en selvfølge idag. En del af diskussionerne gik
derfor på hvad forfatterne kan gøre for at blive taget mere seriøst som
filmskabere. Manuskriptforfatteren William (Bill) Nicholsen (Shadowlands, The
Golden Age m.fl.) fortalte hvordan han stadig møder misforståelser omkring
sin rolle på en film når han f.eks. bliver spurgt om hvilke replikker han skrev i
Gladiator? ”Jeg skrev historien! Scenen hvor Russell Crowe går i marken og
stryger kornet med hånden, før hæren nærmer sig, den skrev jeg i detaljer.
Jeg skriver film, dvs. jeg fortæller også historien i non-verbale scener.” Det
har mange svært ved at forstå og derfor står han fortsat fast omkring
vigtigheden af, at manuskriptforfatterne anerkendes som ligeværdige
medskabere af en film. Samtidig understreger han, at det også kræver at man
ændrer selvopfattelse og tager samarbejdsprocessen på sig; på godt og ondt.

Én ting er forhandlingerne om betaling og rettigheder, en anden den praktiske

rolle og status man har undervejs i udviklingsprocessen og frem til filmens
premiere, en tredje den kreditering og respekt ens indsats markeres med for
eftertiden. At manuskriptforfatterne selv må ud og sige til og fra, være
opsøgende og handlende, blev understreget gang på gang oppe fra podierne,
men årets helt store løsen var manuskriptforfatteren som sin egen producer:
”the writer-producer”. Ikke nødvendigvis i bogstavelig forstand, men som en
generel opfordring til at tænke mere som en producer. Både i forvaltningen af
sit eget talent, for at skabe et tilfredsstillende spillerum i udviklingsprocessen,
og mest af alt, som en opfordring til at ”komme ud” og lære branchen at
kende, følge med i de betingelser filmproduktionerne bliver til under og aktivt
påvirke ikke bare sin egen situation, men også sine kollegers. Tony Jordan,
der annoncerede en manuskriptkonkurrence i sit eget nye selskabs regi (Red
Planet Pictures), opfordrede også til ikke at være snobbet med det man
skriver og se muligheder for at lære noget overalt. Han startede selv som 35-
årig og gik fra at være alt-mulig-sælger i storcentre til at skrive afsnit for serien
EastEnders. Nu kan han selv give nye forfattere chancen for både at vinde
penge, få en agent og se et af deres manuskripter blive produceret igennem
hans selskab. Konceptet ”the writer-producer” tror jeg vi kommer til at høre
meget mere til fremover og jeg tror kun det vil gøre filmbranchen endnu mere
spændende og skabe en frodig grobund for bedre fortalte historier, hvis flere
forfattere vover pelsen og på forskellig vis gør deres stemmer videre hørt.

Der er mange små og store oplevelser at tage med hjem fra festivalen, den er
et overflødighedshorn af inspiration og interessante tilfældige møder. Her et
par klip fra nogle af de store navne: Instruktøren Terence Davies (Distant
Voices, Still Lives), der passioneret råber ”Kill McKee! Listen to classical
music instead” og trods sit lysende filmiske talent ikke har kunnet få en film
produceret siden House of Mirth i 2000; David Hare, der retorisk spørger
salen hvorfor så mange tror at de kan skrive, og holder et underholdende
foredrag om input og hvor man kan putte det; Diana Ossana, der åbent ikke
bare deler den lange vej fra tanke til lærred og Oscar-berømmelse (og den
pris de har betalt), men også sin skuffelse over at Clint Eastwood, som hun så
op til, ikke havde set Brokeback Mountain (hun mistænker at hans homofobi
her var stærkere end hans nysgerrighed som fælles filmskaber); David Hare
(igen) havde meget at beklage – bl.a. at så mange skuespillere tror de er
bedre til at skrive replikker end ham, og at det for alt for mange er alt for
omkostningsfrit at have en mening om et manuskript under udvikling; det var
derfor forfriskende at høre de meget unge forfattere på den succesfulde
ungdoms tv-serie Skins, der har udviklet og skrevet konceptet efter en utrolig
åben og ”kaotisk” metode, hvor de skabte deres egne konventioner on- og
offscreen med bl.a. ugentlig gruppe-feedback; Michael Goldenberg (Contact
m.fl.), der havde haft en total optur af at skrive sit første Harry Potter
manuskript med Harry på tærskelen til at blive voksen, og for første gang var
med hele vejen - helt til klipperummet; men filmen, Harry Potter and the Order
of the Phoenix, levede i mine øjne desværre ikke op til den massive og
spændende udviklingsproces vi fik indblik i. Han var vist heller ikke så glad for
resultatet selv, sagde rygtesmedene en sen aftentime, da spiseteltet var
blevet forvandlet til bar. Der blev i det hele taget ikke lagt fingre imellem når
erfaringerne blev delt, successer som skuffelser, og selvom der ikke altid blev
nævnt navne, er festivalen i hvert fald ikke nervøs for hvorvidt regeringen nu
skulle lytte med fra den anden side af gaden.

Når man vandrer ned til teltene med gruset knasende under skosålerne og
ser de gule, veltrimmede buske og den store smukke blodbøg vaje svagt i
vinden, mens de mørke skyer samler sig til endnu en lille regnskylle og solens
stråler stædigt skinner bag den smukke hovedbygning, så det magiske lys,
der er så svært at fange på film, for et øjeblik indhylder en, ja, så smittes man
utvivlsomt af stemningen og det gå-på-mod som afspejles i de gentagne
opfordringer til ’bare at gøre det’, skrive, igen og igen, ikke lytte til andre,
droppe how to-bøgerne af forfejlede Hollywood-forfattere og gøre alt man kan
for at finde ind til sin egen unikke stemme; ikke følge ustadige trends, men
stole på, at i en branche hvor alting bevæger sig i cirkler vil ens værk
pludselig finde vej ud af skuffen på rette tid og sted. Hverdagen er uden tvivl
barskere for mange af deltagerne, men selvom man stadig er i opstarten i
Cheltenham og selvom både program og praktik kan blive bredere og bedre,
så håber jeg at manuskriptforfatternes egen festival er kommet for at blive, og
selvom den stadig er meget baseret på den engelsktalende film- og tv-
branche, så var f.eks. Spanien repræsenteret i år og den største del af
programmets interviews, paneler og seminarer rummer noget af værdi for alle
der arbejder med manuskriptskrivning og –udvikling. Næste år forventer man
et nyt besøg af Guillermo del Toro (Hellboy, Pans Labyrint m.fl.), der i 2006
gav festivalens mest passionerede og inspirerende masterclass, og hvis jeg
kan gøre noget ved det får det prydelige Manor House også et særligt Nordisk
fokus engang i fremtiden.

Jeg vil slutte af med et citat fra Bill Nicholsons tale fra 2006 og anbefale
nysgerrige skrivesjæle at tage nogle dage ud af sommerferien og besøge
dette engelske landsted i de 4 dage, hvor bryllupper og konferencer afløses af
den vidunderligt brogede skare, som manuskriptforfattere og andet godt
filmfolk er:

” To have an ego under control, you have to be confident. To accept criticism,

you have to be confident. To take in other ideas, you have to be confident. Where the
hell are we to get confidence from? We’re all terrified of failure. But I think we can
give it to each other. It’s in that spirit that I welcome this initiative that David [Pierson]
and the others have put together. I really hope that it gets off the ground, because
frankly, it’s a lonely business being a screenwriter. It’s like being a gladiator. You sit
all alone in a cage for a very long time and then they throw lions at you. It’s very, very
tough. So let’s form some kind of body between us, that shares experiences,
including, by the way, the experiences of producers. I’d love to be able to ring
somebody up and say, “Have you ever worked with that poisonous toad?” And my
fellow screenwriter might say, “Yes, I did, and he looks like a poisonous toad, but he
delivers.” You know, we need this kind of information. You producers have all got it.
You producers all ring each other up and say, “What’s this writer like?” “Oh, he’s shit,
you don’t want him.” Well, we need it as well. And so anything that can give us more
of a unity and more of an opportunity to work together, I applaud. Beyond that,
frankly, all we’ve got is our talent.”

Referencer:
www.screenwritersfestival.com
Der er masser at læse og se på deres hjemmeside - og da det ikke er en billig
festival at deltage i, anbefales det at søge om tilskud til deltagelse i god tid.

http://www.manorbythelake.co.uk/manor/index.html
Link til stedet hvor det afholdes - hvis man vil se lidt mere af huset og haven. Der
opstilles store fest-telte til både foredrag og spisning.

af
Valeria Richter
Script Editor & Producer,
samt leder af Writers Write Films