Noter /Knud Brant Nielsen
Martinus’ grundlæggende konstatering af at livets
I ’Hvad angår poesi --’ (Papirbetroelser) skriver
Jørgen Gustava Brandt:
Under konventionernes borg
Jeg tror ikke på muligheden af at finde ind til en slags
ursprog - ‘før Babel’, så at sige. Men jeg tror på en
søgen efter et sprog for sprogets ord blev byggesten
for hensigter og magtstræb. Jeg tror på en magiens
gnist i hverdagens ord bag deres ydre, vanemæssige
eller datamatiske betydning. Det er altså ikke et
virkelig glemt eller dødt sprog, men et gemt
betydningslag, der anes i visse indlysende forhold
ordene imellem, fulde qf mening og genfødt
sansning.
“... et gemt betydningslag ... i visse indlysende
forhold ordene imellem” er netop ekspremologiens
arbejdsfelt: at søge ”forhold fulde af mening og
genfødt sansning” -
- bedre kan det ikke siges!
(20.1.94)
Eksprem og motiv
De rytmiske og melodiske grundbestanddele som
et musikalsk tema, en strofe eller en melodi består
af, benævnes motiver. Motiverne er ofte intimt
forbundet med et udtryk, fx kan et kvartspring op
til betonet taktdel være forbundet med udtrykket
begejstring - og - et trokæisk faldende skalatrin kan
være forbundet med udtrykket lidelse (“seufzer-
motiv”).
Tilsvarende består ekspremer af et eller flere
bogstaver (grafemer, fonemer) forbundet med et
betydningsindhold, fx SPR forbundet med
betydningen ’sprede’ - eller KN forbundet med
betydningen ’knibe’.
Eksprem og motiv er således parallelle elementer i
litteratur og musik:
form & indhold
KVART OP & begejstring
FALDENDE TRIN & smerte
SPR & sprede
KN & knibe
(24.1.94)
Livets kendetegn er bevægelse
kendetegn er bevægelse harmonerer med at
musikkens mindste bestanddele benævnes moti-
ver, ’bevægelser’ -
Og de fleste ekspremers indhold er en bevægelse,
fx ’VR~vride’ ’FL~flyve/flyde’, ’STR~strække’,
’GL~glide’.
Ét eksprem er centralt og udbredt, ekspremet med
indholdet ikke-bevægelse, kontrasten til bevæ-
gelse: ’ST~stilstand’, der indgår i mange ord, udtryk,
vendinger: stå fast, stå stille, ti stille, ti så stille
(30.1.94)
Ekspressiv reduplikation/ potensering
Reduplikation betegner i sprogvidenskaben fordob-
ling af en stavelse og gentagelse af et ord (fx
mama, ja ja, tiktak). Ved ekspressiv reduplikation
gentages ekspremet i samme ord, vending, udtryk.
Ekspremet ’ST~stilstand’ forekommer to gange i
stilstand, stå stille, stå fast. Gentagelsen styrker
ekspremet, forstærker dets potens.
(2.2.94)
’Klukflaske’ - ordet som tema
Ord kan være opbygget som musikalske temaer,
bestående af motiver:temahoved (det indledende
motiv) og efterfølgende motiver. Klukfiaske er et
tæt temaord: temahovedet er ekspremet over alle
ekspremer, når det gælder lyd, ekspremet
’KL’~Iyd”. Det efterfølgende K resonerer og gør
kluk til et fortættet lydord. Flaske har to motiver:
temahovedet ’FL~flyde” og ’ASKE~ lyd efter skub’. I
sammensætningen af kluk+flaske til klukflaske
skabes et særdeles stærkt ord, hvor tre gange “K
og to gange ’L~bølgebevægelse’ yderligere
potenserer ordet. Altså:
klukflaske
’K~lyd’ kl
’FL~flyde’ fl
’ASKE~åben lyd efter skub’ aske
’K~skub’ k k k
’L~bølgebevægelse’ l l
klukflaske
(3.2.94)
Lean Nielsen: Undskyld, hvad er klokken? Samme bogstaver, men koblet med forskellige
betydninger giver forskellige ekspremer hos Jeppe
Daglige digte. 1994:
Aakjær:
Bare stå
Stak så Ole en dag i trav,
stille et øjeblik
stod med ét ved det store hav.
og føle sig så tæt
’ST~støde’ i stak og ’ST~stå,stille’ i stod - begge med
på hele det levende liv. bogstav-gentagelse ST i store.
Her er ekspressiv reduplikation (2.2.94) i stå stille, Altså kontrasten ‘bevægelse – ikke-bevægelse’
med raffineret resonans i tredje linies sig så tæt - og imellem de to liniers første ord.
skift til fjerde linies blødt rytmiske L-dominans i hele
Ganske parallelt i første vers’ første linie og sidste
det levende liv:
vers’ sidste linie hos Jakob Knudsen:
.… st
Se, nu stiger solen af havets skød,
st.... .. …….
…
.. … s.. s. t.t
Lyset stander stille på livets kyst.
.. ..l. … l…… l..
Først som sidst stor kunst af sprogets elementære
(5.2.94) ord, ladet med alheds ’saft og kraft’, det egentligt
al-minde-liges bestandige regenerering som
Lyrikeren Ulrikka S. Gernes i TidsRum 5.2.94 levende ord i folkemunde.
(Informationsreportage): (9.2.1994)
hvert menneske er en stat i staten
hvert menneske et tavst centrum i verden Talsystemers strukturer - den forjættende arbejds-
‘ST~stå&stille’ i stat og tavst - titel på Chronomatisk Instituts store årsprojekt: de
to utrættelige forskeres digre værk om alle tal-
stat af indoeuropæisk sta ’stå,stille’ : ST i rod
systemer, hvormed 10-talsystemet får sin rette
tavst af tavs+t (intetkøns-t): ST ved bøjning - plads som ét blandt mange
men ekspremet ’ST~ stå,stille’ er det samme.
En tæt titel, hvor tre bogstaver dominerer:
Af Peter Øvig Knudsens reportage: talsystemers strukturer
Vi løftes ud af TidsRummet, og alt er så tyst, at man s s ss
kan høre klaverbænken knirke…
t t t t
’ST~stille’ i tyst, dvs. ikke-lyd, i kontrast til bevægel-
r r r r
seslydordet knirke:
12 ud af 22 bogstaver - og 4 af hvert!
’KN~knibe m/lyd’ med resonans i NK i bænken og i K
i klaver og knirke. Af Gyldendals fremmedordbog 1983 disse
definitioner:
- Er det søgt at tilskrive de tre konsonantgrupper kl,
nk/kn, rk en latent, potentiel resonans: system: (af græsk synistanai stille sammen) en
sammenstilling eller opbygning af dele til et i sig
KL~lyd NK/KN~lyd RK~lyd
selv sluttet og ordnet hele.
klinge knirke knirke
(jf. struktur)
klinke knitre dirke
struktur: (af latin struere opstille, opbygge) indre
klikke knipse pirke opbygning; den særlige (dynamiske) form for sy-
klirre lirke stem der opstår ved beskrivelsen af et viden-
skabsområde idet systemets elementer kun be-
idet I i knirke minimerer lyden? Minimal art? Or too skrives gennem deres indbyrdes forhold, reglerne
artificial? Eller et spørgsmål om det poetiske ge- for deres mulige kombinationer og transfor-
myts sanseradius? (8.2.1994) mationer.
Definitionerne viser vej til de ekspressive indhold:
her er lykkelig overensstemmelse. Nøgleordet er
det parentetiske (dynamiske) der markerer for-
skellen og spændingen mellem de to ord: et system
står - en struktur strømmer, som ordene udtrykker
ved ekspremerne ’ST~stå’ og ’STR~strømme’, fint
suppleret og præciseret af ordenes afsluttende
konsonanter, der rummer/ bærer/ udtrykker eks-
premerne ’M~i sig selv hvilende rum, harmoni’ i
systeM og ’R~bevægelse’ i struktuR.
Nudansk Ordbog viser at tal kommer af oldnordisk
tal: samtale, tale, tælling, tal. ’Samtalesystemers
struktur’.
Ti-tyrannens styrt! (11.2.1994)
Af Niels Lyngsø: Metafor og erkendelse - Om visse
kognitive aspekter af Sophus Claussens lyrik
(Kritik, nr. 106, 1993):
Tilgængeligheds- og nærhedsprincipperne
Der er i Sophus Claussens lyrik en lang række billed-
metaforer, der beskriver den ydre verden, især
naturen, men også visse kulturfænomener. Et
eksempel:
”… tæt som Børn, der gaar i Ring og synger,
de krumme Gader Kirkens Mur omslynger,
hvis Spir til Midnatsklokkens Troldelyd
staar ret mod Himlen som et stenet Spyd.”
Der er to metaforer: ‘en slynget formation af gader
er en slynget formation af børn’ og ‘et kirkespir er et
spyd’.
Ekspremer og metaforer følges smukt ad. Sophus
Claussen viser selv vej: anden linies første betonede
stavelse har krum og fjerde linies første betonede
stavelse har ret. Det er ikke blot bøjet i neon, det er
skiltet for turister: den pythagoræiske komplemen-
taritet ’krum-ret’ af spejlrødderne ’gher-regh’ (jf.
Jean Gebser).
Første metafor udfyldes af tre ekspremer i:
’KR~krum’, ’R~rund’ og ’M~omsluttende’, der
behersker metaforens to linier: grafemerne svinger
med - resonerer - som krystal: KRum-kiRKe, kRuM-
MuR (retrogradt (musikalsk:) krebsvendt), kruM-oM
kRum-Ring - og - gaaR syngeR gadeR omslyngeR (den
analoge oplevelse er ikke grænsedragende, men
bruger også suffikserne - her for nutid og flertal). Er
det at gå for vidt? Eller et spørgsmål om det
oplevende gemyts oplevelsesradius? Personligt
oplever jeg resonansen og finder også i dette
perspektiv Niels Lyngsøs indledende tese bekræftet:
Lad det være en tese at jo tættere man går på
ordene, desto tættere kommer man på verden og på
den måde vi generelt begriber den. Den analoge
oplevelse er netop inddragende, medsvingende –
resonerende.
Anden metafor domineres tilsvarende af ekspre-
merne ’(S)P(I)~spids’: Spir, SPyd og ’ST~stå/ lodret’:
Stå STenet midnaTS(krebsvendt) reT – og
(resonerende) - Til Troldelyd eT steneT.
Metaforens rum initieres af fire stavelser med I:
hvis, spir, til, mId med ekspremet ’I~Iillebitte’ i spir
som ekspressiv dynamo: i fugleperspektiv er spir og
spyd som prikker i gadernes og kirkens flader.
Til disse to - visuelle - oplevelsesstrukturer kommer
den tredje - auditive - der udtrykkes som ekspremet
’(K)L~klinge,lyde’ i -KLoKKens troLdeLyd, idet de
rimende y’er svinger med: sYnger sYnger lYd spYd.
Også denne tredje, auditive oplevelsesstruktur
falder fint ind i den metafortænkning, som Lakoff
o.a. har afdækket. Niels Lyngsø refererer, at 1.
kapitel af Lakoff & Turners: More than Cool Reason -
A Fields Guide to Poetic Metaphor (1989)
“gennemgår diverse metaforer for Liv, Død og Tid”.
Og lyd udstrækker sig netop i tid, det er dens
væsen som frekvens, dvs. som hyppighed i forhold
til et tids-rum, hvilket Sophus Claussen også klart
angiver med midnat- : atter et punkt (mid-) i en
flade (-nat) - for nu at udtrykke tid i rummets termi-
nologi, som vores mentale bevidsthed hører hjem-
me i: i det krumme og det rettes kendthed (den
perspektiviske, kendte 3. dimension (Gebser)
optræder det ukendte som foruroligende troldelyd
(den integrale, ukendte 4. dimension), der banker
på i midnatsmørket, hvor lyden kan kile sig igennem
synets trygge vaneliv.
“Lad det være en tese, at jo tættere man går på
ordene - jo mere strengt tekstintern man er i sin
analyse - desto tættere kommer man bag om psyko-
logi, socialitet og historie - på verden og den måde vi
generelt begriber den”.
En givende tese - hvortil ekspremlæren yder sit.
(19.2. 1994)
Af George Lakoff and Mark Turner: More than Cool
Reason - A Field Guide to Poetic Metaphor
(Chicago,London 1989): The Metaphoric Structure
of a Single Poem: William Carlos Williams’ The
Jasmine Lightness of the Moon
…
As we have seen, the central metaphor of the poem
concerns force: the steepletop ornament trying to
hold back the lines of the steeple and the lines
escaping. At this point, that central metaphor is
picked up again:
But observe
the oppressive weight
of the squat edifice! Observe
the jasmine lightness
of the moon.
Weight is a downward force; something heavy
presses down on whatever under it. The church is
‘squat’. The choice of the word reflects its sound-
symbolic value. ‘Squ-‘ is an onset cluster that occurs
in such words as ‘squeeze,’ ‘squish’, ‘squash’, and
‘squint’, where it has the semantic-value of
‘compression’. The compression image evoked by
‘squat’ reinforces the image of the church in the
passage, which is one of oppressive weight. The
downward force of the church is contrasted with
“the jasmine lightness / of the moon”.
… ’SK~skubbe’: skubbe, skyde, skodde, skudder-
Oversat: ’Squ-’ er en forlydsgruppe der fore-
kommer i ord som ’squeeze’, ’squish’, ’squash’ og
’squint’ hvor dets semantiske værdi er
’compression’ (sammentrykning, kompression).
(Det er første gang jeg møder eksprem-analyse i
kognitiv semantisk litteratur!) Ekspremologisk
udtrykt:
’SQU~sammentrykke’, der kalder på en sammen-
ligning med den tilsvarende danske forlydsgruppe
SKV. Opslag af de nævnte ord viser vej:
’squat’: hugsiddende, undersætsig, sammenkrøben
‘squeeze’: presse, klemme, knuge
’squish’ = ’squash’, ’squelch
’squelch’: trampe på for at knuse, undertrykke helt:
’quell’ (Middle English: kvæle); kvase; svuppe,
frembringe slubrende, gurglende lyd.
’squash’: kvase, presse, mase flad; blød masse;
sjaskende lyd
’squint’: skele; se på med sammenknebne øjne.
Det ekspremologiske sammenfald mellem engelsk/
amerikansk og dansk er påfaldende, men måske er
der også forskelle, hvilket en grundigere under-
søgelse må afgøre. Betydningen ’sammentrykke’ er
i hvert fald i dansk nært knyttet til KV:
’KV~sammentrykke’:
kvæle, kværke, kværne, kvase, kvæste, kvast,
kvalme (- i øvrigt modstillet ’KV~fri, levende’: kvik,
kvæg, kvie, kvinde), mens SKV er (endnu) mere
lydpræget:
’SKV~ der giver (upræcis) lyd’:
Skvatte, skvætte, skvulpe, skvadre(!), skvaldre(!) -
jævnfør ’squash’, der både betyder ‘kvase’ og
‘sjaskende lyd’, samt ’squelch’, der betyder såvel
‘kvase’ som ‘frembringe slubrende, gurglende lyd’ -
jeg hører en dansk kaffeslabberads med skvalder.
Hvilket lægger op til en sammenlignende eksprem-
ologi med i hvert fald alle indo-europæiske sprog
som område - måske med alverdens sprog. Kunne
for eksempel ekspremet ’O~rund’, som Sokrates
omtaler i Kratylos-dialogen, være globalt?
(25.2.1994)
Ekspremet ’SKV~(upræcis)skub/tryk der giver
(upræcis) lyd’ er en meget tæt komposition, der
forener tre to-klynger i én tre-klynge:
mudder.
’KV~kvase’: kvase, kvæle, kværke, kværne, kvæste.
’KV~fri, levende’: kvik, kvæg, kvie, kvinde
’SV~svulme/udvide’: svinge, svaje, svuppe, svulme,
svanger, svamp
--------------------------------------------------------------------------------------
’SKV~(_)bevægelse med (_)lyd’:
skvatte, skvætte skvulpe, skvadre, skvaldre.
De to KV-ekspremer kommer begge til deres ret
her: både den igangtvingende og den frigørende
betydning. Sammen med SK- og SV-ekspremet
resonerer de mere eller mindre latent, når SKV-
ekspremet er virksomt. Bogstaverne er som tre
gode karakterskuespillere, der spiller optimalt op -
snart til hinanden og snart til hverandre - og derved
skaber et helstøbt fælles udtryk, ladet med reso-
nerende betydninger i skrevne og uskrevne ord, i
det åbenbare og det latente - som hardangerfelen,
hvor spillestrengene aktiverer de underliggende
resonansstrenge, som til gengæld understøtter og
bærer de spillede strenges klang frem, - i et stadigt,
levende vekselvirkende samspil.
(27.2.1994)
’in nihilo’ / ’inden i intet’
Det latinske nihil er en sammentrækning af ne(ikke)
+ hilum (en smule). In nihilo betyder altså egentlig
’inden i ikke en smule’. Tilsvarende er intet opstået
af udtrykket ’ne ein-gi’ (ikke nogen som helst, be-
stående af den senere bortfaldne nægtelse ’ne’ +
tal-ordet ’en’ + den almindeliggørende partikel ’-gi’
+ intetkønsendelsen ’t’).
Her fungerer to ekspremer uanfægtet af 2000 års
interval: ’I~bittelille’ og ’N~nægtelse/ikke’.
Således oplever jeg:
’N~nægtelse/ikke-’ intonerer i Nihilo og resonerer i
iN og kalder på det forstærkende kontrapunkt
’I~bittelille’: In nihilo (- er det overdrevet at opleve
det afsluttende o som ekspressivt, idet vokal-
artikulationen fra de brede i’er bevæger sig mod
det lukkede i det runde o?).
Tilsvarende, dog i lidt anden rækkefølge oplever jeg
at det danske ’I~bittelille’ intonerer i det isolerede I
og resonerer i Inden i Intet forstærket af modspillet
fra ’N~nægtelse/ikke’ i iNtet, der resonerer i iNdeN
(- her oplever jeg at den ligesom vokalen i
højformante konsonant t spiller med i forsøget på
at udtrykke ’ingenting~noget der ikke er’).
Nihilisme - hvilket vellykket høj-ekspressivt ord. Og
hvilken selv-ironisk, dybt tragisk filosofi, der dog
lykkeligvis negerer sig selv: et forsøg på at udtrykke
ingenting er dog noget - ret (eller slet?) beset ikke
uden komik. En nitte?
På nordsiden har erantiserne i to måneder muntert-
kækt trodset kulde og sne med livsens ukuelighed:
’Tro hvad du vil
- vi er dog til!
(12.3.1994)
Det mest givende og inspirerende udgangspunkt
for en eksprem-lære finder jeg i Michael
Aschenbrenners Das Doppelantlitz der Sprache
(Verlag Die Kommenden, Freiburg i. Br. 1952/1973)
og Die Sprache als Kunstwerk (Novalis Verlag,
Schaffhausen 1975). Aschenbrenner er inspireret af
Rudolf Steiner og levende: livsnær og sprognær.
Eksemplerne er naturligt nok overvejende tyske -
og derved udfordrende: hvilke danske ord mod-
svarer? Og der er et væld af materiale, et eksprem-
ologisk eldorado - til overvejelse.
Den første bog har desuden en litteraturliste. Her er
rigtig meget at hente. Alt sammen tysksproget. En
central placering har for mig Otto Jespersens
artikel om vokalen i (Linguistica 1933), hvor han har
stillet sig den opgave at ”forsøge at vise, at vokalen i
som høj-foran-urundet og især i den snævre eller
tynde form meget ofte tjener til at angive det, der er
lille, spinkelt, ringe, ubetydeligt, tyndt og svagt.”
Artiklen er skrevet på engelsk og præciserer meget
klart forholdet mellem traditionel etymologi og
ekspremologi:
”Når jeg giver ordlister, hvori lyden i har den anførte
symbolværdi, må jeg samtidig straks bede læseren
undgå to mulige misforståelser:
For det første: jeg vil ikke sige at vokalen i altid
betyder lidenhed, eller at lidenhed altid angives ved
hjælp af i. Intet sprog er konsekvent på den måde:
det er nok at nævne de engelske ord big og small
eller at thick og thin har samme vokal. Dette viser
hvor absurd tanken ville være. For det andet: jeg
taler ikke om ordenes oprindelse eller etymologi. Jeg
siger ikke, at de har deres oprindelse i tidernes
morgen ud fra et ønske om at udtrykke små ting
symbolsk. Det er sandt, at jeg tror, at nogle af
ordlistens ord er opstå et på den måde - mange af
vore i-ord er således af forbavsende sen dato, men
for mange andre ords vedkommende er det
velkendt, at vokalen i er sent udviklet, idet ordene
tidligere havde en anden vokal. Hvad jeg hævder, er
da simpelthen, at der er en eller anden forbindelse
mellem lyd og betydning i disse tilfælde, hvornår den
så end kan have taget sin begyndelse og hvor sen
denne forbindelse så end kan være. (-) Men jeg er
fast overbevist om, at det faktum, at et ord der
betyder lille eller lille ting, indeholder lyden i, at dette
faktum i mange eller i de fleste tilfælde har været
stærkt medvirkende til, at ordet har opnået folkets
gunst. Lyden har været en bevæggrund til, at netop
dette ord er valgt og foretrukket - og til, at man har
droppet brugen af andre ord med samme betydning.
Med andre ord: lydsymbolik gør nogle ord mere
egnede til at overleve og giver dem en betydelig
styrke i deres kamp for eksistensen.
(-)
På denne måde bliver sproget mere og mere rigt på
symbolord. Jeg tror ikke på en første gylden
tidsalder, hvor alt i sproget var ekspressivt og havde
præcise betydningsindhold, men snarere på en
langsomt fremadskridende tendens mod fyldigere,
lettere og mere adækvate udtryk (også emotionelt) -
og i denne udvikling udgør det voksende antal
lydsymbolske ord et ikke ubetydeligt element.”
Grundlæggende væsentlig er også orientalisten
Hermann Beckhs Neue Wege zur Ursprache
(Urachhaus, Stuttgart 1921/1954):
“Ordet etymologi er græsk og kommer af etymos,
der betyder sand, ægte, virkelig. Alene i ordet
etymologi ligger, at den konventionelle
ordbetydning ikke fortæller os den egentlige
sandhed om ordet, at vi må trænge dybere ind for at
komme til ordets udspring eller oprindelse, om vi vil
erkende dets sande betydning, indhold og værdi.”
Hermann Beckh citerer digteren Novalis’ fragment:
“Etymologi er forskellig - genetisk - pragmatisk” og
kommenterer: “Som udtrykket “genetisk etymo-
logi” (af græsk genesis oprindelse) peger på sam-
menhængen mellem lyd og lydbetydning, således
peger udtrykket pragmatisk etymologi (af græsk
pragma: det gjorte, det skete, handlingen, jf. indisk
karma) på det allerede skabtes videre skæbne på
dets vej gennem tid og rum, så at sige ordets karma,
efter at det er blevet grebet af de d kræfter, der
udvisker og tilslører ordets åndelige oprindelse.”
Og Hermann Beckh afslutter sin artikel således:
“Måtte disse betragtninger give en impuls til
tankemæssig forarbejdelse af det her antydede, så
det blev muligt at grundlægge en dybere sprog-
videnskab, der - med fuld hensyntagen og kendskab
til alt det, som ydre sprogsammenligning og historisk
etymologi kan lære os - forstår at forbinde dette på
rette måde med det, som en dybere, tankestærk
indføling i lydbetydningerne, i hele sprogåndens
virke, formår at åbenbare os om ordets og sprogets
hemmeligheder.”
’Pragmatisk (~diakron) etymologi’ repræsenteres
på dansk ved den ’Dansk etymologisk ordbog’ af
Niels Åge Nielsen, nyudgivet som ’Ordenes Historie’
i forbindelse med Den Store Danske Encyklopædi.
’Genetisk (~synkron) etymologi’ venter på sin
bevidstgørelse i en “Dansk ekspremologisk
ordbog”, en kommende ekspremologi-forsknings
opgave.
(23 .3.94)
KøRe i KaRRusel
Dansk karrusel modsvares af fransk carrousel:
ringridning (-splads); karrusel(bane) og af italiensk
carosello: kørsel i ring; rundkørsel; ridestævne.
Ordet stammer fra arabisk kurradsch: leg med træ-
heste, som er ordets pragmatiske/ diakrone/ histo-
riske etymologi. Ordets genetiske/ synkrone/ aktu-
elle etymologi gemmer sig i den faste vending køre
i karrusel - og i den almindeligste reaktion på
spørgsmålet “hvad er en karrusel?“, hvor det
gængse svar er “noget der kører rundt!” ledsaget
af pegefingerens talende cirklende bevægelse.
Vendingen køre i karrusel er klart ekspressivt
reduplikatorisk (2.2.94): det gentagne ’R~bevægelse’
der indgår i det ligeledes gentagne ’K(-)R~kredse’:
KøRe i KaRRusel.
Her er to sandheder om ordet: en pragmatisk/
historisk/ diakron og en genetisk/ aktuel/ synkron.
Af forskelligt indhold, men begge sande,
ligeværdige - og komplementære, så det er
nærliggende at udvide Novalis-fragmentet til:
Etymologi er forskellig - pragmatisk og genetisk -
og komplementær!
Dansk rotor er anderledes enkelt: af latin rota: hjul,
med aktuel betydning: “roterende del af en motor
el.; (spec.) helikopter-’propel’ “. Her er næsten
diakront- synkront sammenfald. Absolut overens-
stemmelse (det danske ord kommer af det latinske)
er der mellem dansk rotere og latin rotare med
fælles betydning: dreje sig om sin akse, snurre, køre
rundt. Og mens køRe Rundt fordeler den ekspres-
sive reduplikation på to ord, holdes reduplikationen
inden for enkeltordets rammer i RotoR og RoteRe.
Den diakron-synkrone korrespondens i rotare/
rotere oplever jeg sådan, at ordet - så vidt vi kan
spore det tilbage i tiden - er født fuidbårent: form
og indhold er i harmoni og ændrer sig ikke
(væsentligt) igennem årtusinder: ordet er helt. Og
her tror jeg at ekspremet ’R~rund bevægelse’ er
fundamentalt: ordet er rigtigt, det er stærkt, det er
konkurrencedygtigt, det er ”velegnet til at
overleve” og har råstyrke i “kampen for eksi-
stensen “(Jespersen).
Anderledes måtte det arabiske karrudsch på ind-
vandrervilkår bakse sig igennem til ny kulturel form
og betydning og har nu måske endegyldigt fundet
sig selv og sin råstyrke - som i denne herligt eks-
pressive og dobbelt reduplikative sammensætning:
kærlighedskarrusellen: det første k-r bringes til reso-
nans af det sidste ’K(-)R~kredse’ med følgende se-
kundær resonans også reduplikativ - af ’L~bølge’:
KæRLighedsKaRRuseLLen, der ofte minder om Udtrykket blodet rullede raskere i årerne er helt
Russisk RouLette... eller vi La ‘R RuLLen gå... specielt med det initierende ’R~bevægelse’ efter-
fulgt af fire resonerende r’ er. Om udtrykket skifter
Var det at gå for langt: kan “L~bølge” resonere på
til nutid er der endda fem, med morfemdeling bliver
’KR~kredse’? Hertil: Michael Aschenbrenner ordner
det: blod-et rull-er rask-ere i åre-r-ne: tre ord-
konsonanterne i læbelyd, ganelyd, tandlyd, næselyd
stammer (rull-, rask-, -ere) og tre bøjningsendelser
og - rytmiske lyd~ ’bølgelyden L’ og ’det rytmiske R’.
(-er: nutid, -ere: 2. grad, -r-: flertal) med alle tre
(At det græske rhythmos betyder bølge-bevægelse,
hovedordklasser repræsenteret. Hvormed komple-
bekræfter de to lyds samhørighed, men kræver
mentariten analog-digital aktualiseres. Det ska-
også en en anden karakteristik af R-lyden, måske
bende - det poetiske - er i sit væsen inddragende,
bedre ’det drejende R’?) De to lyds nære slægtskab
associerende, forbindende og skelner ikke mellem
ses af begges hyppige brug i iterativer~
ordstammer og endelser. Er ekspremet anslået,
frekventativer (i Dansk etymologisk ordbogs artikel
resonerer også endelserne. Et prægnant eksempel
om -re har 32 af 46 noterede iterativer også bog-
er ordet rotorer, morfemdelt rot-or-er:
stavet l: ’iterativ reduplikation’) og af, at de hyppigt
alternerer (latin arbor ~ italiensk albero: træ). ’R~dreje’ anslås af stammen rot-, aflednings-
endelsen -or (nomen agentis) resonerer, efterfulgt
I rulle er begge rytmiske lyde aktive som eks-
af den ligeledes resonerende bøjningsendelse -er
premer: ’R/L bevægelse’, og ’R~dreje’ udtrykker
(flertal). Tilsvarende i rot-er-er med stammen rot-,
bevægelsens art, som LL så understøttende
afledningsendelsen -er- (udsagnsord) og bøjnings-
resonerer: RuLLe. På Cloettas DSB-reklame for
endelsen -er (nutid).
chokolade var alt rundt: bogstaver, rullerne,
pastillerne - og navnet roulette. Espressivissimo! I modsætning til ekspressive ord med deres ana-
(Roulette i guffen gir grunker i skuffen). loge processer fungerer aflednings- og bøjnings-
endelserne afgrænsende, dissocierende, adskil-
Nudansk Ordbog anfører en række eksempler på
lende og sekventielt regelbundne, fx virk-som-hed-
brugen af rulle (der i øvrigt er en sen efterkommer
en, ikke hed-som-en-virk. Denne strikt sekventielle,
af latin rota: hjul - og således i familie med rotere) -
aldeles slingerløse digitale funktion er helt prosaisk
in extenso:
i sin regelbundne fremadrettethed (‘prosa’ af
årene ruller; tordenen ruller; lade pengene rulle; rulle prorsus: fremadrettet) og vidunderlig som komple-
på r ‘erne; rulle med øjnene; blodet rullede raskere i mentaritet til ordenes permanente poetiske
årerne; rulle en film; rulle vasketøj; hun ruller sig for regeneration, deres daglige tilblivelse som altidig
at holde sig slank; somanden blev rullet i Nyhavn; genesis.
rullende materiel; rullende trappe; rulle persiennerne
Netop denne forskellighed, hvor det forbindende
ned for solen; rulle dej ud; rulle sig ud; det går livligt
(analoge) matcher det adskillende (digitale) er
til, når han rigtig ruller sig ud.
karakteristisk for komplementaritet. Ikke mod-
Vendingen årene ruller er så øre-ret, at jeg reagerer: sathed, som er dualitet. Netop forskellighed, som
“Ja naturligvis, hvad skulle de ellers - for år er jo er foreningens forudsætning, i foreningen udfyl-
runde!” Her må ekspremet ’R~dreje’ i ruller re- dende hin andens ikke-væren. Det er yin & yang:
sonere retrogradt (musikalsk: krebsvendt) i årene, der må være to om det.
idet vendingen af øje og øre sanses sekven-tielt/
(25.3.1994)
lineært men af sindet opleves radiært/ holis-tisk:
det er faste vendingers væsen, de er orga-niske
helheder, netop vendinger, på latin ’versus’: vers,
og derved løsende sig af den sekventielle tids
prosaiske tvang (latin prorsus: fremadrettet) for at
nærme sig den dybere virkelighed, poesiens radi-
ære tid (græsk poiein: skabe).
De fleste øvrige eksempler indledes med rulle, som
slår ekspremet an, hvorpå resonansen også kan
sanses prosaisk-sekventielt, mens vendingen eta-
bleres auditivt/ visuelt/ motorisk (! )/ kinæstetisk (!),
før den - efter at være udtrykt - opleves poetisk-
radiært: RuLLende mateRieL, RuLLende tRappe.
Om ekspressiv kohæsion
- skitse til en ekspremsyntaks -
/Knud Brant Nielsen
En væsentlig ekspremologisk opgave bliver at ud-
forme en eksprem-grammatik, en eksprematik, der
dels ordner ekspremerne i ekspremklasser, og dels
beskriver regler for deres sociale funktion, dvs.
regler for ekspremsyntaks. Ekspremsyntaks opstår
af den ekspressive kohæsion, af ekspremernes
sammenhængskraft, idet det er ekspremets ana-
loge natur at skabe sammenhæng, at forbinde, at
forene.
Efterfølgende opstiller forsøgsvis nogle regler for
ekspremernes kohæsion. Det er hypoteser til
efterprøvning - hvo intet vover, intet vinder!
Jeg mener naturligvis ikke at have fundet absolutte
sandheder, men at være på vej. Heller ikke mener
jeg at den anvendte terminologi er den ende-
gyldige.
Ekspremologiens vilkår er, at ekspremets virke-
radius er afhængig af den oplevende, endda måske
i så høj grad, at ekspremer slet ikke eksisterer for
nogle, mens andre, mere poetiske gemytter regi-
strerer ekspremer hvor flertallet kun oplever prosa-
isk semantisk.
Der anvendes sproglige begreber som fx distri-
butio, initial, kohæsion og rim i forsøg på at knytte
til det kendte.
Det har - desværre - ikke været mig muligt at lave
en progression, der ikke somme tider foregriber
efterfølgende.
Opstillingen er et fragment, der kun beskriver en-
kelte af ekspremernes mange sociale sammen-
hænge i et forsøg på at antyde ekspremsyntaktiske
muligheder.
§ 1 Ekspremet kobler form/bogstav(er) og
indhold/udtryk/betydning ved at sætte ~tegn
mellem dem.
’ST~ ikke-bevægelse’, ’KL~lyd’, ’VR~vride’.
§ 2 Ekspressiv kohæsion optræder enklest ved
gentagelse af samme eksprem (ekspressivt rim).
Ekspremet ’ST~ikke-bevægelse’ gentages i samme
ord i STåSTed, i samme ordforbindelse i STå faST.
§ 3 Ekspressiv kohæsion gør udstrakt brug af
resonans.
I stå last og brast anslås ekspremet ’ST~ikke-
bevægelse’ i STå, hvorpå ST i laST og braST svinger
med: STå laST og braST. Ekspremet initierer, øvrige
resonerer;
først initiator1 (fede typer), så resonator.
§ 4 Ekspremets bogstaver kan bagvendes.
I musikalske temaer kan motiver spilles bagfra
(krebsvendes). Analogt står
’ST~stå’ for ’ST~TS~stå’, som i fundaTS,
STaTSSTøtte og ‘lyset STander Stille på liveTS kyST’.
§ 5 Ekspremet kan stå først, sidst eller inde i
helheden, idet ekspremet radierer, dvs. virker
både fremad og bagud (progressivt og
retrogradt).
I nationalsangen breder ekspremet sig som ringe i
vandet: ekspremet ’ST~stå’ i STod resoneres i
kriSTian (før Stod) i maST faST, braST (efter STod).
kong kriSTian STod ved højen maST
i røg og damp;
hans værge hamrede så faST
at gotens hjelm og hjerne braST
Nationalhymnen må afsynges stående!
§ 6 Et eksprem med flere bogstaver kan resonere i
enkeltbogstaver
Ekspremet ’ST~ikke-bevægelse’ resonerer i de
enkeitstående S og T i STandSeT, STaTuS, faSTSaT,
SaT faST, TillidSpoST, TremaSTerS SkonnerT, Stil-
Tiende SamTykke, STå Sig Selv i lySeT
§ 7 Ekspremisk tid er ikke tekstens kronologiske,
narrative progression, men den rækkefølge
ekspremet resonerer og opleves i.
I følgende sætning er den ekspressive rækkefølge
for ’ST~ikke-bevægelse’:
Udsagn: først som sidst: husk at STå faST!
ekspremet virker: STå faST
primær resonans: førST sidST
sekundær resonans: Som huSk aT
ekspressiv helhed: førST Som SIdST: huSk aT STå faST
§ 8 Gentagelse/ resonans kan være udvidet
(gradatio) eller forkortet (antiklimaks).
Ti STille, TavST, TyST, TakTfaST, aTTeST, STøT, STaT,
de STærkereS reT, STå Sig Selv i lySeT.
§ 9 Ekspremets indhold/betydning/udtryk er
omtrentligt, dvs. både indkredsende og åbent -
ikke præcist defineret.
’ST~stå’ (~ fast/ ret/ lodret/ stabil/ stille). Ekspremet
rummer mulighed for mange betydninger og
fortolkninger - som et renæssancemusikalsk
nodebillede.
§ 10 Ekspremets form/ bogstav(er) er ligeledes
omtrentlig, indkredsende og åben.
I ’temaet’ den standhaftige tinsoldat dominerer
motivet ’ST~stå’ og bringer alle dentaler/ tandlyd i
resonans: DeN STaNDhafTige TiNSolDaT, hvorved ST
detroniseres og bliver primus inter pares i et udvidet
eksprem ’ST/ T/ D/ N~ st’ eller kort og godt
’dental~stå’. Dette udvidede eksprem er også
virksomt i STøT STår DeN DaNske SømaND, i
fuNDameNTaliST - og i TaND og DeNTal.
§ 11 Ekspremer kan have samme bogstaver, men
forskellige betydninger.
’ST~ ikke-bevægelse’ i STå, STille; ’ST~bevægelse i
ret linie’ i STige
§ 12 Ekspremer kan have forskellige bogstaver,
men samme betydning.
’-LE/-RE/-SE~ gentagen bevægelse’:
ringLE (af ringe), prikLE (prikke), skumpLE (skumpe),
stikLE (stikke), bladRE ( blade), flagRE (flage), klapRE
(klappe), trilRE (trille), flakSE (flakke), klapSE
(klappe), napSE (nappe), nipSE (nippe)2
§ 13 Ekspressiv kohæsion opstår også ved
ekspressiv antitese.
Se nu STiger Solen af haveTS Skød
…
lyset STander STille på liveTS kyST
Alliteration st-st indrammer digtet (første og sidste
linje). I første linies STiger virker (med efter-
følgende resonans) ekspremet ’ST~bevægelse i ret
linie’ antitetisk til sidste linies eksprem ’ST~ikke-
bevægelse’ i STander STille (med efterfølgende
resonans).
§ 14 Ekspremet er af væsen analogt (sammen-
føjende, grænseoverskridende, associerende) -
modsat suffikset der er digitalt (adskillende,
grænsedragende, dissocierende).
I stærkest er suffikset -st digitalt klart defineret med
betydningen ‘mest’ (superlativisk), mens eks-
premet ’ST~stå,fast’ i STærk analogt grænse-
overskridende anslår suffiksets -st, så det resonerer
og bidrager til en kraftfuld ekspressiv helhed:
STærkeST.
§ 15 Ekspremologi er synkron (poetisk/ her-og-nu/
aktuel) etymologi, der kan afvige fra ordets
diakrone (prosaisk/ historiske/ ’gængse’)
etymologi.
Ordet ‘karrusel’ betyder diakront/ historisk
‘ridderspil til hest’ og endnu længere tilbage ‘leg
med træheste’. Synkront/ her-og-nu opleves ordets
indhold/ udtryk imidlertid af de fleste som ‘noget
der kører rundt’.
“At bryde Brødet ...! Det er som en Tonerække hos
Bach. Vi staar paa Tærsklen til Kundskab om Ordenes
Liv,” skriver Paul la Cour i ‘Fragmenter af en
Dagbog’.
Ekspremet ’BR~brække’ breder sig synkront fra
‘bryde’ til Brødet’, så Brødet’ tillægges betydningen
‘noget der kan brækkes’: “at BRyde BRødet”. Men
diakront oprinder ‘brød’ af ‘bruse op ved gæring,
bevæge sig heftigt’.
§ 16 I ekspremet kan en ordrytme træde i stedet
for bogstaver, så ekspremet udfylder formlen
’ordrytme~betydning’.
Når Søren Ryge Petersen som overskrift til en
artikel om vand skriver “rislende, klukkende,
plaskende, springende” er den fælles ordrytme
‘betonet- ubetonet- ubetonet’, så ekspremet bliver
’daktyl’~faldende bevægelse’.
Noter:
1) Efterfølgende skrives det eksprem der initierer (er
initiator) med fede typer. I øvrigt finder jeg at det ville
være naturligt at benævne initiator som (ekspressivt)
initial. Gængs tænkes progressivt, ekspressivt tænkes
radiært: mens det gængse initial står først, kan det
ekspressive initial stå hvor som helst i teksten (idet det
ekspressive initial således er identisk med det
igangsættende eksprem).
2) af artiklerne -le, -re, -se i Dansk etymologisk ordbog,
der har flere eksempler på iteration.
Vuggekærnen Moster var forskolelærerinde, var glad for ord og en
levende fortæller, der kunne spinde en ende om
På Dansk Landbrugsmuseum sås tidligere en vugge-
små ting. Engang lykkedes det mig - efter nogen
kærne fra Thy: en aflang trækasse på smukt
lirken - at få baggrunden for den ældre generations
svungne gænger anbragt på langs. Under vug-
sporadiske kommentar ’pløs, pløs’ - eller når det gik
ningen sættes fløden i skvulpende eller stødende
højt ’snakke pløs’. Jeg havde nok en fornemmelse
bevægelse og kærnes til smør. Denne vuggekærne
af hvor det bar hen, noget med tomgangssnak, ord
er for mig blevet symbol på processen bag ordenes
uden dækning: Moster og Mor var født på en gård
tilblivelse, den stadige, ofte kaoslignende,
hvor det ikke hed ’kalve-diarré’ men kort og godt
ubeskrivelige proces af strømninger der kærner
’pløs’, når det lystigt plaskede løs fra kalven. Et
ordene i sindet. Både den lange historiske vandring
godt ekspressivt ord, som da også havde tændt
gennem generationers liv, og den aktuelle
børnenes rimtrang i “pløs pløs, slå min røv løs” -
spontane oplevelse af ordet som nyt, når et ord, en
med intens, tæt ekspressiv resonans. Således var de
vending, en sætning træder ud af hverdagens
godt rustet til voksenlivets tv-transmissioner: når
trumme-rumske ordkværn og et øjeblik af det
magtens manipulerende munde talte tomgang,
evindelige skaber det evige.
kom det lakoniske “pløs, pløs”.
Sådan oplever jeg de kaotiske processer ordkernen
Mor bragte ord med sig fra Heltborg-egnen. De var
gennemgår i ordets stadige tilblivelse indtil det har
ofte meget malende. De første kuglepenne var lige
fundet sin nuværende mere eller mindre stabile
kommet frem. Endnu var de ikke underskrifts-
form. Sådan skabes også barnets sprog: af moder-
berettigede, upålidelige som de var. Skolens stål-
målets mange muligheder udmøntes ord og ven-
penne var slemme, når de klattede, men kugle-
dinger, det sprog som præger menneskets
penne var uberegnelige på en anden måde, de var
livsoplevelse.
sporadisk løsslupne og gav så for meget blåt af sig.
Sansen for det levende ord vaktes langsomt i mig i “Den blærber”, lød det så - det kunne for mig ikke
det nære miljø, i familien, i skæringstiden mellem udtrykkes bedre: det var netop hvad kuglepennen
barn og voksen. Kernefamilien om mig var lille, vi gjorde, den blærbede.
var seks: mine forældre Thea og Niels Nielsen, min
Således kunne Mor krydre den sproglige hverdag
moster Nicoline Larsen, min bror Axel og min fætter
med enkelte ord som udtrykte hvad rigsmåls-
Edin Kjær.
synonymet betød: i glimt lyste erfaringsfunderet og
Edin studerede og åbnede vinduet mod den store udtryksmættet bonde-kultur op og berigede sindet,
verden. Hans engagement og sikre timing pirkede som solstrejf gennem skydækket giver horisonten
den endnu slumrende sproglige bevidsthed. En- pludselig og uventet dybde. Sol og sprog som
gang berettede han om en oplæsning af dadaistiske åbning.
digte uden semantisk indhold, kun udtryk, ren ord-
Far havde et særdeles fint sprogøre og brugte det
musik. Det ukendte fascinerede, dunkelt-vildt
også til at stedfæste kunderne. Der kunne gå år
spændende. Og så lyttede han - lyttede tålmodigt til
imellem at kunderne kom ind fra landet for at
mine ufærdige, uklare formuleringer, uvurderligt
handle på tømmerhandelen, og så lyttede han til de
for en ung i udvikling.
fine dialektale nuancer i den indledende samtale
Axel havde en særdeles udviklet sans for sproglige som hørte til og var en del af glæden i arbejdet. (Far
filurligheder. Humoristisk trak han sproget lidt var ikke en mand af mange ord men fortalte mig
skævt til sjove påfund, der kunne udvikle sig til engang at enkeltord skilte Nors Kirkeby fra Nors
thyske Storm P.-somheder. Aldrig højrøstet, nej Stationsby ...).
med stille lune, uden at man fik så meget foræret,
En situation står for mig som min første bevidste
man måtte selv finde ud af det. Han kunne vende et
oplevelse af ekspressive ord: Det var midt på
enkelt ord og sætte det ind i en uvant
tømmerpladsen og i høsttiden. Far talte med en
sammenhæng. Somme tider skulle der tyve enører
landmand, høj og rank som han selv, og spurgte
til før tiøren faldt. Det vækkede sansen for sprogets
ikke kun af høflighed, men af ægte interesse - livet
mange facetter og kreative muligheder i hver-
var en helhed - til kornet. “Hvordan står det?” Og
dagen.
efter den lille pause, der kan karakterisere det fødte
svar, kom det: “Det kror sig!” - ledsaget af en let
snoende kropsbevægelse der skød brystet højt:
landmanden blev bonde, han var kornet. Krop og
ord gik i ét, livet var helt, i eftertankens indre pause
fødtes ordet af stilheden. Hvor ofte har jeg ikke
hørt Fars varme og mildt manende ord: “Lyt til
sproget!”.
Således spirede kimene til de seneste tredive års
arbejde med sproget, der hermed afrundes med
erkendtlig tanke til disse fem - og særlig, naturlig
taknemmelighed over for de to som skænkede mig
livet:
Mor som gav mig mål og Far som lærte mig at lytte
til det.