You are on page 1of 21

Heureka! Jeg har fundet det! ...

det faste punkt, orkanens øje, noget urokkeligt, hvorfra alt kan
bevæges! I en verden, hvor 'alting flyder' (Heraklit, 540-480 fvt., 'pantha rei' på græsk) eller
hvirvler rundt som i en præriestorm, er det måske trods alt muligt at finde en fælles rettesnor, så vi
ikke behøver at leve 'uden mål og med'... men med!
Den Danske Ordbog: med [mœð] Kun i udtrykket 'uden mål og med', se→ mål1HIST oldn. mið ’
midte, mærke’
Punktet er et arkimedisk punkt, så først skal vi hilse på Arkimedes og derpå et smut til Kina for at
gøre billedet klart!
Arkimedes, 287-212 fvt., var sin tids mest berømte matematiker og arkitekt, og en stor del af
han indsigter står som søjler i videnskabens tempel.
Han blev uddannet i Alexandria i Ægypten, men både fødsel og død fandt sted i Syrakus, på
Sicilien, som dengang var en græsk koloni.
Da kolonien var truet af et romerrige i tidlig vækst blev han inddraget i forsvaret af byen med
krigsmaskiner og teknik. Romerske soldater dræbte ham med sværd imod deres overordnedes
ordrer.
Arkimedes' sidste ord er gået over i historien:
"Forstyr ikke mine cirkler!"
... en af Arkimedes' vigtigste fortjenester var nemlig, at han ihærdigt arbejdede på at finde en god
tilnærmelse til π (pi) - forholdet mellem en cirkels diameter og omkreds. Han brugte en metode,
hvor han, som ovenfor med en heksagon (sekskant) som eksempel, sammenlignede arealet
mellem cirklen og dens hhv. indskrevne og omskrevne polygoner. Ved at bruge en 96-gon, nåede
han frem til at π måtte ligge mellem 3 1/7 og 3 10/71. Først i 1600-tallet kom man frem til
metoder, som kunne beregne pi væsentligt mere præcist.
Andre af hans udråb er gået lige ind i vores fælles bevidsthed, f.eks. heureka! (fra oldgræsk
εuρηκα, heurēka, "jeg har fundet det!").
Han havde lagt sit hoved i blød - og ovenikøbet nedsænket sit legeme i badekarret, da løsningen
gik op for ham på et problem om vægtfylde, som kongen af Syrakus, Hiero II, havde pålagt ham at
løse. Indsigten kunne praktisk bruges til f.eks. at afgøre om kongens krone var fremstillet af rent
guld eller om guldsmeden havde 'snydt på vægten' med en legering. Og det formidles stadig i
fysiktimerne med sætningen: "Når et legeme nedsænkes i vand, så taber det ligeså meget i vægt,
som den fortrængte væske vejer". Da indsigtens gnist sprang for Arkimedes, blev han så eksalteret,
at han sprang op af badet og løb ud i byens gader, mens han nøgen råbte 'heureka!'
Og så er der det, vi kalder et Arkimedisk punkt: Et stille punkt, hvorfra man kan betragte alle
de variable. Eller mere prosaisk med ingeniørblik: Støttepunktet for en vægtstang. Arkimedes
sagde: "Giv mig et fast punkt hvor jeg kan stå, og jeg skal bevæge jorden".
Arkimedes' vandskrue, en opfindelse gjort under opholdet i Alexandria, og som
har fået stor betydning.
Sidste Arkimediske dias i denne omgang viser den spiral, som har fået navn efter ham, hvor der
overalt er samme afstand til nabo-omdrejningerne.
Spiralerne skal vi vende tilbage til, for det er dem, det hele drejer sig om, når vi skal finde det
arkimediske punkt
.... men først skal vi lige rundt om noget med mål og vægt!
Her er en planche, som viser vækstdelene
af et johannesbrødtræ, Ceratonia Siliqua.
Frugten, som er en bælgkapsel, ses længst
til højre.
Det er frøene fra Ceratonia, som har lagt
navn til vægtenheden karat, som
anvendes i forbindelse med smykker og
guld. Men problemet med at anvende en
reference for mål og vægt fra naturen er
naturligvis, at alting varierer: Uanset om
det er plante, dyr eller menneske, om det
handler om æg, frø, blade, frugter,
organer eller legemsdele, vil størrelse og
vægt altid variere.
De 'gamle drenge' opdagede, at
johannesbrødkerner ikke varierer så
meget, så de blev taget i anvendelse som
lodder, når mindre ting skulle vejes.

På følgende link har en nørd lavet en undersøgelse af,


hvor ensartede kernerne er: www.kortlink.dk/6gua
Her ses en illustration af problemet ved at have eksempelvis et legemsmål som måle-reference:
Dels er alle mennesker forskellige, dels var der for tommernes vedkommende ingen fælles
standard: På illustrationen ses således størrelsen af hhv. hamburgske, østrigske, italienske,
bremenske, svenske, tyrkiske, bayriske, spanske, portugisiske, moskvovitiske, amsterdamske,
rheinlandske, franske og engelske tommer. Over sidstnævnte ses centimetermål.
Så man kan da egentlig godt forstå, at man med metersystemet forsøgte at indføre en fælles
standard. Også her er der en reference i naturen, for en meter blev oprindeligt defineret som en 1/10.
000.000 (en ti-milliontedel) af en kvart jordomkreds. Man fandt så sidenhen ud af, dels at jorden
ikke er en perfekt kugle, dels at man havde målt forkert! Kiloet blev defineret som vægten af en
kubikdecimeter vand. Referencemålene er udført i platin og ligger i en sikret boks i Paris, men der
er blevet lavet kopier.
Imidlertid har det vist sig, at de slet ikke er så stabile, som moderne videnskab kræver, læs f.eks. på
www.kortlink.dk/6gur om kiloet som tager på i vægt!
Nu til dags defineres en meter som: "1.650.763,73 gange bølgelængden af den orange stråling som
udsendes fra krypton-isotopen med massetal 86 ved en elektronovergang 2p10 til 5d5, når den
anvendes i en spektrallampe under nærmere specificerede betingelser."
Og vi er slet ikke nødvendigvis endt i den bedste af alle verdener med metersystemet, for der er
store fordele, hvis man som 'vaccination mod fremmedgørelse' kan referere til et menneskeligt
mål, der relaterer til noget nærværende og sanseligt i stedet for jordens omkreds eller krypton-
isotoper, når man f.eks. vejer mel af til dej!!
Endvidere er titalssystemet ikke det eneste saliggørende. Når man regner med tommer, får man
en helt grundlæggende og velfunderet forståelse for binære tal (to-talssystemet), som spejler sig
i musikkens oktav-begreb (proportionen 1:2) og så får man tilmed trænet sin fornemmelse for
brøker!
Her er Den Gule Kejser, Huangdi, som placerer sig i feltet mellem sagn og historie, måske
5.000 år tilbage. Hans minister, Linglun, bragte fra 'Vestlandet' 12 fløjter med sig, som blev
ophøjet til 'tonal kanon' i Kina. Endvidere blev længden af kejserens fløjte reference for alle
længdemål i det store rige.
... Og det var måske slet ikke nogen tosset ide!!
Ordet kanon kommer fra oldgræsk κανών og betyder rettesnor, standard, rør eller
stav. Det har givetvis oprindelse i ordet for (siv-) rør, κάννα, måske fra semitisk
(hebræisk: ‫ קנה‬qaneh).
Med andre ord: man kan med en kanon
sammenligne længder som et metermål.
Hvis røret desuden er blevet skåret til
en fløjte, vil man kunne HØRE om
længderne stemmer, for tone (-
frekvens) og (bølge-) længde er to sider
af samme sag:
fxλ=k
eller:
frekvens gange bølgelængde er lig med
en konstant (lydens hastighed i luft ~
340 m/s).

På den måde ved man, at en fløjte med længden 38,6 cm vil have kammertonen 440 Hz som sin
dybeste, idet den frembringer tonen ud fra en halv bølgelængde.
Man kan frembringe flere toner af en fløjte uden huller, da røret kan 'overblæses' efter
overtonerækken. Hvis røret er meget snævert (lille mensur), kommer de dybe elementer i rækken
ikke frem.
Her er en japansk
shakuhachi-fløjte, som
laves af rodstykket fra
en særlig bambusart.

En 'shaku' er en
måleenhed, 37,9 cm,
og 'hachi' betyder 1,8.

En shakuhachi er altså
1,8 x 37,9 cm =
68,2 cm lang.
Nu burde spørgsmålet ligge lige for:
Kan man finde en fælles måleenhed, som ikke
tager afsæt i noget fjernt eller ubegribeligt, men
som dog er tilpas tilregneligt?
Jeg henvendte mig til Politikens Oplysning:
"Hvilken del af den menneskelige anatomi varierer
mindst i størrelse og/eller vægt fra individ til
individ og hos det enkelte individ gennem en
levealder? Er der med andre ord et menneskeligt
mål, som man kunne bruge som udgangspunkt for
en længde-/vægtkanon? Er øjets iris det, jeg søger
eller måske en af ørets knogler?”

Svaret fra tjenestens Gertrud Baun kom kort efter:


”Kære Skye Løfvander,så har Medicinsk Anatomisk Institut sendt os et svar, som jeg håber, du kan
bruge:(…) Jeg synes spørgsmålet var ganske godt og researchede lidt videre på det og fandt ud af
følgende:"
(G.B's svar, fortsat:)
Det formentlig mest målfaste, som samtidigt har en meget lille
individuel variation, er de indre mål (dvs. hulrummene) i den
benede labyrint, som er knoglestrukturerne, cochlea (sneglen) og
de tre canalis semicircularis (buegangene) der omslutter det indre
øre. De er bygget af en meget speciel type knoglevæv (man kalder
det ebonificeret knogle, dvs. knogle med en struktur så tæt som
elfenben).
Mads Sølvsteen Sørensen på RH's øreafdeling kunne fortælle mig,
at det indre øres indre dimensioner ikke ændrer sig nævneværdigt
efter 20. uge i fosterlivet. De tre små mellemøreknogler
(hammeren, ambolten og stigbøjlen) er også ganske målfaste, men
dog ikke helt så meget som den benede labyrint. Men hverken
mellemøreknoglerne eller det indre øre lader sig sådan bare måle
med simple teknikker på en levende. Den eneste målemetode jeg
kan udtænke er højopløsnings CT-scanning i eksperthænder, da
der er nogle indbyggede målefejl på små (mm) dimensioner ved
CT-scanning, som det kræver særlig viden at korrigere for.”
Cochlea. Her er ørets snegl åbnet, så man kan se dens gange.
Udover de allerede nævnte forhold, kan man anføre, at sneglens dimensionering også er uændret
gennem hele menneskeslægtens historie! Problemet med sneglens som reference er naturligvis, at vi
ikke kan se og mærke den direkte. Men husk Den Gule Kejsers lære: Længder kan høres!
Sneglens højde fra basis til top er 3,41 mm og sneglegangen gennem de godt 2½ vindinger er 35
mm lang. I ørets varme kamre udbreder lyden sig noget hurtigere end i mere tempereret luft:
F x 0,035m = 350 m/s ↔ F= 2.500 Hz. (idet resultatet på 10.000 Hz deles med 4 under hensyn til
akustiske love i lukkede rør, hvor tonen frembringes ud fra 1/4 bølgelængde). Frekvensen svarer til
tonen eb4 (fir-streget es).
Heureka! Rok med ørerne før verden rokker ved dig!
BRUG DIT INDRE ØRE!

You might also like