Professional Documents
Culture Documents
det faste punkt, orkanens øje, noget urokkeligt, hvorfra alt kan
bevæges! I en verden, hvor 'alting flyder' (Heraklit, 540-480 fvt., 'pantha rei' på græsk) eller
hvirvler rundt som i en præriestorm, er det måske trods alt muligt at finde en fælles rettesnor, så vi
ikke behøver at leve 'uden mål og med'... men med!
Den Danske Ordbog: med [mœð] Kun i udtrykket 'uden mål og med', se→ mål1HIST oldn. mið ’
midte, mærke’
Punktet er et arkimedisk punkt, så først skal vi hilse på Arkimedes og derpå et smut til Kina for at
gøre billedet klart!
Arkimedes, 287-212 fvt., var sin tids mest berømte matematiker og arkitekt, og en stor del af
han indsigter står som søjler i videnskabens tempel.
Han blev uddannet i Alexandria i Ægypten, men både fødsel og død fandt sted i Syrakus, på
Sicilien, som dengang var en græsk koloni.
Da kolonien var truet af et romerrige i tidlig vækst blev han inddraget i forsvaret af byen med
krigsmaskiner og teknik. Romerske soldater dræbte ham med sværd imod deres overordnedes
ordrer.
Arkimedes' sidste ord er gået over i historien:
"Forstyr ikke mine cirkler!"
... en af Arkimedes' vigtigste fortjenester var nemlig, at han ihærdigt arbejdede på at finde en god
tilnærmelse til π (pi) - forholdet mellem en cirkels diameter og omkreds. Han brugte en metode,
hvor han, som ovenfor med en heksagon (sekskant) som eksempel, sammenlignede arealet
mellem cirklen og dens hhv. indskrevne og omskrevne polygoner. Ved at bruge en 96-gon, nåede
han frem til at π måtte ligge mellem 3 1/7 og 3 10/71. Først i 1600-tallet kom man frem til
metoder, som kunne beregne pi væsentligt mere præcist.
Andre af hans udråb er gået lige ind i vores fælles bevidsthed, f.eks. heureka! (fra oldgræsk
εuρηκα, heurēka, "jeg har fundet det!").
Han havde lagt sit hoved i blød - og ovenikøbet nedsænket sit legeme i badekarret, da løsningen
gik op for ham på et problem om vægtfylde, som kongen af Syrakus, Hiero II, havde pålagt ham at
løse. Indsigten kunne praktisk bruges til f.eks. at afgøre om kongens krone var fremstillet af rent
guld eller om guldsmeden havde 'snydt på vægten' med en legering. Og det formidles stadig i
fysiktimerne med sætningen: "Når et legeme nedsænkes i vand, så taber det ligeså meget i vægt,
som den fortrængte væske vejer". Da indsigtens gnist sprang for Arkimedes, blev han så eksalteret,
at han sprang op af badet og løb ud i byens gader, mens han nøgen råbte 'heureka!'
Og så er der det, vi kalder et Arkimedisk punkt: Et stille punkt, hvorfra man kan betragte alle
de variable. Eller mere prosaisk med ingeniørblik: Støttepunktet for en vægtstang. Arkimedes
sagde: "Giv mig et fast punkt hvor jeg kan stå, og jeg skal bevæge jorden".
Arkimedes' vandskrue, en opfindelse gjort under opholdet i Alexandria, og som
har fået stor betydning.
Sidste Arkimediske dias i denne omgang viser den spiral, som har fået navn efter ham, hvor der
overalt er samme afstand til nabo-omdrejningerne.
Spiralerne skal vi vende tilbage til, for det er dem, det hele drejer sig om, når vi skal finde det
arkimediske punkt
.... men først skal vi lige rundt om noget med mål og vægt!
Her er en planche, som viser vækstdelene
af et johannesbrødtræ, Ceratonia Siliqua.
Frugten, som er en bælgkapsel, ses længst
til højre.
Det er frøene fra Ceratonia, som har lagt
navn til vægtenheden karat, som
anvendes i forbindelse med smykker og
guld. Men problemet med at anvende en
reference for mål og vægt fra naturen er
naturligvis, at alting varierer: Uanset om
det er plante, dyr eller menneske, om det
handler om æg, frø, blade, frugter,
organer eller legemsdele, vil størrelse og
vægt altid variere.
De 'gamle drenge' opdagede, at
johannesbrødkerner ikke varierer så
meget, så de blev taget i anvendelse som
lodder, når mindre ting skulle vejes.
På den måde ved man, at en fløjte med længden 38,6 cm vil have kammertonen 440 Hz som sin
dybeste, idet den frembringer tonen ud fra en halv bølgelængde.
Man kan frembringe flere toner af en fløjte uden huller, da røret kan 'overblæses' efter
overtonerækken. Hvis røret er meget snævert (lille mensur), kommer de dybe elementer i rækken
ikke frem.
Her er en japansk
shakuhachi-fløjte, som
laves af rodstykket fra
en særlig bambusart.
En 'shaku' er en
måleenhed, 37,9 cm,
og 'hachi' betyder 1,8.
En shakuhachi er altså
1,8 x 37,9 cm =
68,2 cm lang.
Nu burde spørgsmålet ligge lige for:
Kan man finde en fælles måleenhed, som ikke
tager afsæt i noget fjernt eller ubegribeligt, men
som dog er tilpas tilregneligt?
Jeg henvendte mig til Politikens Oplysning:
"Hvilken del af den menneskelige anatomi varierer
mindst i størrelse og/eller vægt fra individ til
individ og hos det enkelte individ gennem en
levealder? Er der med andre ord et menneskeligt
mål, som man kunne bruge som udgangspunkt for
en længde-/vægtkanon? Er øjets iris det, jeg søger
eller måske en af ørets knogler?”