You are on page 1of 5

Ansvarsfralæggelsen bliver ubetinget værre

Folketingets snart forhenværende formand giver danskerne – ikke


mindst dem i Folketinget – en opsang.
Interview ESBEN KJÆR
Tegning: Roald Als
Vi skulle egentlig have snakket om noget helt
andet – et eller andet kedeligt om økonomi. Men knap har
Thor Pedersen fået talt sig varm – og det er han ikke
længe om – før samtalen galopperer i en helt anden
retning. Ud på savannen ... Da Thor var en lille dreng, sad
han i biografen og så en film om livet på de afrikanske
sletter. På et tidspunkt ser man en steppebrand
fotograferet fra luften.

En endeløs horde af gnuer er på flugt, men de følger blot


bevidstløst efter hinanden og ender med at gå i ring – lige
tilbage i ilden og den visse død.
Synet gjorde et kæmpe indtryk på lille Thor: »Jeg kan
huske, at jeg tænkte: »Hvor er det godt, at vi er mennesker. Vi ville have brudt ud ...««. Folketingets formand gør en
pause. »Jeg håber, at menneskeheden har noget andet i sig. Jeg tror det«.
Det var denne tro på individets evne og ret til at bryde ud og skabe et liv på egne betingelser uden diktat fra flokken, der
for fire årtier siden drev Thor Pedersen ind i politik. Og det er frygten for, at vi danskere er ved at sætte noget væsentligt
over styr, der her kort før afskeden med Christiansborg får Folketingets ellers per definition neutrale og statelige formand
til at affyre en højst usædvanlig og særdeles direkte salut til alle danskere – ikke mindst dem, vi har valgt ind i
Folketinget: »Den politiske korrekthed slår alt af banen.
Vi har vendt det faktum om, at enhver har ansvar for sig selv. Vi burde stille krav til os selv, men have forventninger til
andre. I dag er det omvendt: Vi har forventninger til os selv, men stiller krav til andre. Hvorfor kan man ikke starte med at
sige, hvad der er mit ansvar? På grund af den politiske korrekthed diskuterer vi ikke vores ansvar som individer. Men
man er nødt til at diskutere dette, ellers kan vi ikke vriste os ud af det problem, at hver dansker over et liv giver 800.000
kroner i underskud«.
De 800.000 kroner handler om, at hver dansker i snit bruger næsten en million mere i offentlige ydelser, end man betaler
til samfundet. Det er en anden måde at sige på, at økonomien bag den danske samfundsmodel ganske enkelt ikke
holder i sin nuværende form.
Det ved politikerne godt. Men de har travlt med at diskutere efterløn og 12 minutter mere. Thor Pedersen ser problemet
et helt andet sted: i os selv og det faktum, at vi så at sige har parkeret vores personlige ansvar hos en sagsbehandler.
»Man bør have et moralsk ansvar for at yde. Men sådan er det ikke længere. Selve debatplatformen i Danmark er sådan
– det handler ikke bare om partipolitik«, siger han og nævner madpakkesagen, hvor en række politikere besluttede sig til,
at det ikke længere skulle være forældrenes ansvar at deres børn fik noget at spise. »Eller sagen om de ulækre
skoletoiletter. Så interviewer man (daværende undervisningsminister Bertel) Haarder og stiller ham til ansvar. Men det
var jo ikke ham, der havde gjort dem ulækre! Det var heller ikke regeringen. Det var formentlig heller ikke lærerne. Hvem
tror du mon, det var? Hvorfor starter man ikke der? Lige så snart der er et problem, bliver det gjort til det offentliges
problem«.

1
Skideballe til politikerne
Alle, der har kendt Thor Pedersen, ved, at det nok var godt, at han ikke fik en karriere i diplomatiet. Det gjorde han så
alligevel i en vis forstand, da han blev gjort til Folketingets formand – en post, der vel er det nærmeste, vi kommer på en
ceremoniel præsident, som man kender dem fra lande som Finland og Tyskland. Sådan en skal per definition svæve højt
over partipolitik.
Det gør Thor Pedersen sådan set også – formanden, der ikke genopstiller til valget om nogle måneder, har øretæver fra
samme skuffe som dem, danskerne fik, med til hele folketingssalen: Politikerne forværrer problemerne ved at være stadig
mere ligeglade med, hvad vi ved – det er meget lettere at diskutere ud fra, hvad vi tror: »Man siger ikke: Hvad ved vi?
Viden er ikke politisk korrekt. Det fjerner fokus.
Den politiske korrekthed toner ubekvemme facts ud. Mange vil blive sure over, at jeg siger, at man tager udgangspunkt i
tro og ikke i facts. Tag klimadebatten, hvor forskerne siger, at dette eller hint sandsynligvis vil ske, men politikerne siger:
»Vi ved det!««, siger Thor Pedersen og fortæller om en forsker, der forundret spurgte ham, hvordan politikerne kunne
udtale sig skråsikkert om klimaspørgsmål, som forskerne selv var dybt i tvivl om.
»Man efterspørger ikke viden – man skubber den fra sig. Det er politisk ubekvemt, fjerner fokus og skaber tvivl. I gamle
dage var der en større accept af, at der var noget, vi ikke vidste eller forstod. I dag er respekten for ’ved ikke’ lav. Også
at sige det. Ingen partier har noget at lade hinanden høre. Men ansvarsfralæggelsen og den politiske korrekthed bliver
ubetinget værre. Det er en følge af, at det offentlige skal udrette mere og mere«.
Og manglen på viden forplanter sig til den almindelige befolkning:
Indignationen er der stadig
»Jeg så engang en meningsmåling, hvor folk blev spurgt, om der var blevet givet flere penge til offentlig service. Over
halvdelen sagde nej. Over halvdelen af borgerne i et oplyst demokrati svarede forkert.
Det er et kæmpe svigt, også fra mig – selv om jeg altid har sagt det, men åbenbart ikke højt nok. Men det er jo aldrig en
god nyhed, hvis udgifterne stiger – kun hvis der er nedskæringer. Alle siger, at det er forfærdeligt eller var bedre i gamle
dage.
Men fik de en ny hofte før i tiden? Hvorfor ikke juble over alle vores frie goder? Men jeg ser ingen takkedemonstrationer
på Slotspladsen. Det er ikke forkert – men i debatten tager ingen det op«.
Væggene i det højloftede formandskontor er malet røde i en påfaldende socialdemokratisk nuance. De burde have været
malet i en klar blå farve – i en tid, hvor stadig flere politikere beskyldes for at være ugennembagte stud.scient.pol.er
drevet af det politiske spil i stedet for af sagen, er Thor Pedersen så udpræget en mand motiveret af klare værdier: »Jeg
siger stadig det samme, som jeg altid har sagt – selvom jeg er politisk ukorrekt i dag. Min indignation er lige stor nu.
Evnen til fri debat er ikke blevet større med tiden«.
esben.kjaer@pol.dk

Vi burde stille krav til os selv, men have forventninger til andre. I dag er det omvendt:
Vi har forventninger til os selv, men stiller krav til andre.
Hvorfor kan man ikke starte med at sige, hvad der er mit ansvar?
Thor Pedersen, Folketingets formand

Bragt i Politiken 6. marts 2011

Jeg overvejede først at nævne den gamle sag om Thor Petersens liberale omgang med regler for ejendomserhvervelse
ude på Vestsjælland. Men en anden venstremand skrev 20. november 2010 i Politiken følgende indlæg, som bedre kan
kommenterer dette.

2
Kun et valg kan stoppe V’s moralske
nedtur
Nu må Venstre frigøre sig fra Danmarks egentlige leder, Pia Kjærsgaard, og vende tilbage til
sine liberale grundholdninger præget af udsyn og frisind. I stedet har man indført så skrappe
udlændingeregler, at man kommer til at tænke på Nürnberg-lovene fra 1935.
åbent brev
AF PETER BRIXTOFTE
TIDL. MF, BORGMESTER OG MINISTER

Kære Lars.
For halvandet år siden bød jeg dig her i Politiken velkommen som statsminister, da Anders Fogh efterlod dig med et Danmark i
økonomisk krise, med en uværdig nationalistisk udlændingepolitik og med et Venstre, hvor enhver selvstændig tankegang var
bandlyst.
Jeg opfordrede dig til at blive den gode, gamle Lars Løkke fra Græsted-Gilleleje, som vi er mange, der kan huske. Den Lars
Løkke, der brændte for en fornyelse af vort velfærdssamfund, for en frisindet holdning også i udlændingepolitikken og for en
åben debat, hvor nye ideer kan luftes og diskuteres.
En sådan kursændring forudsatte, at du satte dig i respekt – ikke mindst over for Pia Kjærsgaard, der jo med rette i lang tid har
været betragtet som Danmarks egentlige leder. Og samtidig skulle du frigøre dig fra arven efter Anders Foghs enevælde og
slippe de liberale kræfter og tanker løs, som forhåbentlig stadig findes i Venstre.
Idisse dage, hvor VK-regeringen kan fejre sin 9-års fødselsdag, må jeg desværre konstatere, at du ikke har fulgt opfordringen,
men at du i stedet forsøger dig som Anders Fogh II. Det har senest vist sig ved finanslovsforliget. Visioner og reformer er stadig
borte med blæsten, og endnu en gang skal udlændinge hænges ud, som om de er årsagen til alle Danmarks problemer.
Venstres idémæssige og moralske nedtur fortsætter.
Med finanslovsforliget opretholder Danmark sin status som landet med det højeste skattetryk i verden, hvor de offentlige udgifter
aldrig har været større, og hvor staten har et tordnende underskud på næsten 100 milliarder kr.

3
Og endnu værre. På grund af manglende reformer forsvinder udgifterne i ineffektivitet og administration, og kvaliteten af
velfærdsydelserne daler. Kommunernes og regionernes næsten eneste tilbageværende opgave er at gennemføre besparelser
på hospitaler, skoler, daginstitutioner, plejehjem m.m., og den idéudveksling i det nære samfund, som du i dine yngre dage var
en aktiv deltager i, er afgået ved døden.
Hvordan har du det med denne udvikling i velfærdssamfundet, Lars ? Det er, hvad Anders Fogh og Dansk Folkeparti står for –
men det er da ikke dig, vel?
Og hvordan har du, som gør alt for at værne om dit privatliv, det med, at Danmark er kommet nærmere og nærmere et Stasi-
lignende samfund, hvor staten overvåger den enkelte uden nogen form for retssikkerhed. Jacob Mchangama fra den liberale
tænketank Cepos oplyser således på sin blog, at antallet af love og regler, der giver offentlige myndigheder adgang til at
ransage private hjem og virksomheder uden en retskendelse, er øget fra 111 i 1996 til 234 i 2010.
Da VK-regeringen tiltrådte, lovede man, at Danmark skulle have langt færre af disse grundlovskrænkende regler, som jeg i
Venstres gruppe har hørt bl.a. Birthe Rønn Hornbech tordne imod.
Venstre har i det hele taget lovet at indføre regelforenkling, og din næstformand, Kristian Jensen, udtalte senest i forbindelse
med landsmødet, at Venstre skulle afskaffe en regel om ugen. Han glemte bare at fortælle, at Venstre sidste år fik vedtaget 30
nye love og bekendtgørelser – hver uge. Nu skal det måske kun være netto 29…Er det, hvad din regering står for ?
Herunder er der nu med finanslovsforliget aftalt, at der igen skal indføres nye ydmygende regler for udlændinge, herunder nye
og skrappe betingelser for adgangen til, at en dansker og en udlænding må gifte sig. Udlændinge bliver på alle måder at
betragte som andenrangspersoner.
Da Pia Kjærsgaard præsenterede finanslovsforliget, udtalte Peter Skaarup med stolthed, at Danmark nu havde de skrappeste
udlændingeregler i Europa. Er du også stolt af det, Lars ?
Sagen er, at Danmark er ved at indføre de mest diskriminerende regler, siden nazisterne indførte Nürnberg-lovene 15.
september 1935.
Hvis man omformulerer disse to love og skriver udlændinge i stedet for jøder, minder ’rRigsborgerloven’ og ’lov om beskyttelse
af det tyske blod og den tyske ære’ i høj grad om dagens Danmark. I Nürnberg-lovene blev bl.a. ægteskaber mellem en ikke-
jøde og en jøde forbudt, og tyske jøder havde generelt ikke samme rettigheder som andre tyskere.
Vågn nu op, liberale Venstrefolk og andre borgerlige med frisind og international forståelse. Venstre og Danmark er langt inde i
en moralsk nedtur, hvor vi forlader grundlæggende friheds- og lighedsidealer, der står i vor grundlov og i vore internationale
samarbejdsaftaler. Og hvad drejer det sig om? 3-4.000 ægteskaber om året, hvoraf kun en mindre andel er med muslimske
ægtefæller, hvis det er det, som det handler om. Skal staten virkelig blande sig i vor ret til at vælge ægtefælle ud fra kærlighed,
og skal en udlænding godkendes som god nok til en dansker ud fra et eller andet pointsystem ? Er det dit Danmark, Lars ? Og
Lars, er denne udlændingepolitik det, som du og VK-regeringen også skal huskes for, når tiden rinder ud?
Og det gør den jo snart, i hvert fald hvis man skal tro de mange opinionsundersøgelser. De tyder på, at enden er nær, og at VK-
regeringen ikke når frem til en 10-års dag, idet valget jo skal holdes senest 13. november næste år. Som det tegner sig, bliver
resultatet langt fra valget 20. november 2001, hvor V og K tilsammen fik 40,3 procent af stemmerne – fordelt med 31,2 procent
til V og 9,1 procent til K. Sammen med Dansk Folkepartis 12,0 procent var der dengang 52,3 procent af vælgerne bag den nye
regering.
Nu ligner det 24-28 procent af stemmerne til V og K sammenlagt, hvilket er langt mindre end det, Venstre alene havde i 2001.
Det bliver et katastrofevalg for begge partier.
Dansk Folkeparti ser derimod ud til fortsat at klare sig godt – og bliver måske allerede ved næste valg det største parti på
højrefløjen, men der er alligevel langt til et VKO-flertal. End ikke en stor valgsejr til Liberal Alliance, de ’umodne’, som I kalder
dem, vil være tilstrækkeligt til at fortsætte.
Derfor er spørgsmålet for dig, Lars, om du vil fortsætte med at lade dig køre rundt i manegen af Pia Kjærsgaard og fortsætte
den idémæssige og moralske nedtur til det sidste. Eller om du snart vil træde ud af Anders Foghs skygge og vise, at du ikke kun
er en god nr. 2., men også en god nr. 1.
Vil du vise, at der er en grænse for, hvor meget Venstre kan svigte de liberale idealer.
Vælger du det, så husk, hvilket motto salig Venstre-leder Chresten Berg gik til valg på i 1884: ’Gå aldrig på akkord med uretten’.
Han vandt valget.

4
Blå bog
PETER BRIXTOFTE
Brixtofte (f. 1949) er tidligere borgmester i Farum kommune (1985-2002) og tidligere medlem af Folketinget for Venstre
samt tidligere skatteminister. Han forlod dansk politik på grund af Farumsagen, der handlede om misbrug af kommunale
midler, misrøgt af kommunens økonomi og forskellige ulovlige tiltag.
I to omgange blev han idømt 2 års ubetinget fængsel, og den ene af dommene afsoner han p.t. i Horserød Statsfængsel. Vi
har i anledning af Vkregeringens 9-års fødselsdag bedt Brixtofte om at sende en hilsen til Lars Løkke Rasmussen. De to
kender hinanden personligt, bl.a. fordi de begge har været aktive i lokalpolitik for Venstre.

You might also like