For Arbejderrådenes Magt

Af Komitéen for opretholdelse af okkupationerne

Paris, 22 maj 1968
I løbet af ti dage er ikke alene i hundredvis af fabrikker blevet okkuperet af arbejderne og den spontane
generalstrejke lammet al virksomhed i landet, men også flere offentlige bygninger blev okkuperet af
aktionsgrupper der overtog forvaltningen. Overfor en sådan situation, som ikke kan blive langvarig,
medmindre den breder sig ud eller udvandes (enten ved at den slås ned, eller også gennem ødelæggende
forhandlinger), er alle gamle idéer fejet bort, og alle radikale hypoteser om den proletariske, revolutionære
bevægelses tilbagekomst bekræftet. Det FAKTUM at hele bevægelsen i virkeligheden er sat i gang på
mindre end fem måneder af et halvt dusin revolutionære i gruppen "Les Enragés" [De Rasende] viser i hvor
høj grad de objektive betingelser allerede var tilstede. Det franske eksempel har ALLEREDE fået virkninger
langt ud over grænserne og genskabt den internationalisme, som er uløseligt forbundet med vort
århundredes revolutioner.
Den fundamentale kamp står idag mellem på den ene side massen af arbejdere, som ikke kan råbe de andre
op, og på den anden side venstrefløjens bureaukratiske partier og fagforeninger, der - på trods af, at de kun
omfatter 14% af den aktive befolkning - kontrollerer fabriksportene og retten til at forhandle i okkupanternes
navn. Disse bureaukratier har aldrig været handlekraftige og omstyrtende arbejderorganisationer, men har i
stedet været en mekanisme til brug for tilpasning til det kapitalistiske samfund. I den aktuelle krise er de den
vigtigste beskyttelse for det truede kapitalistiske samfundssystem.
Det kan ske at gaullisterne indleder forhandlinger med kommunistpartiet og CGT (også indirekte) om en
demobilisering af arbejderne i bytte med økonomiske fordele, man undertrykker på denne måde de
yderliggående strømninger. Det kan også ske at "venstrefløjen" kommer til magten, og den kommer i så fald
til at føre samme politik, selv om det bliver fra en meget usikker position. Man kunne måske også tanke sig
et forsøg på en væbnet undertrykkelse. Men det kan også ske, at arbejderne ved at tale deres egen sag, får
overtaget ved at blive bevidste om deres krav, der er i takt med radikalismen hos de kampformer som de
allerede har vist i praksis. En sådan udvikling skulle føre til dannelsen af arbejderråd. I arbejderrådene tages
beslutninger, af alle, på demokratisk vis. Rådene danner føderationer gennem delegater som når som helst
kan afsættes. Arbejderrådene vil da blive den eneste eksekutive magt i landet.
Hvad vil et sådant perspektiv indebære for situationens fortsatte udvidelse? OM NOGLE DAGE VIL DET
MÅSKE BLIVE NØDVENDIGT AT GENOPTAGE ARBEJDET I VISSE SEKTORER AF ØKONOMIEN
UNDER ARBEJDERKONTROL, og dermed danne grunden for den nye magt som helt vil overflyve de
eksisterende fagforeninger og partier. MAN MÅ IGANGSÆTTE JERNBANERNE OG TRYKKERIERNE TIL
BRUG FOR ARBEJDERNES KAMPBEHOV. Som den nye autoritet den er, må den også ekspropriere og
distribuere levnedsmidlerne. Den må også erstatte de værdiløse penge med et værdipapir som er garanteret
af den nye autoritets fremtid. Det er gennem en sådan PRAKTISK PROCES, at proletariatets inderste vilje
kan gives en bevidsthed; Klassebevidstheden som bemægtiger sig historien, og som for alle arbejdere
virkeliggør herredømmet over alle det virkelige livs aspekter.