Mon det skete i de dage…?

Årets julekort præsenteres af Jesper Fårekylling:

(Nye dias indlæses ved blot at venstreklikke. Du kan også anvende piletasterne nederst til venstre)
I vore dage er det vel næppe dristigt at vende Lukas-evangeliets første strofer til et spørgsmål!?
Fødselsberetningen skal ses i lyset af en sært strålende stjerne, snarere end i de hårde skygger, der
fremstår, når man anvender det faghistoriske bakspejl, for det skete jo akkurat ikke i de dage – alt
for mange faktuelle elementer i den beretning passer ganske enkelt slet ikke sammen…
Og det er ikke ligefrem blevet bedre med årene der fulgte, hvor højtiden skulle tilpasses andre
kulturer med andre skikke, andre jomfruer, vismænd og solhelte… eller bare den nordiske trang til
at gå bersærk i vintermørket - glædelig jul og skååål!
NB! FN har udråbt 2009 til Astronomiår!
Tider skal komme, tider skal henrulle,
…
Ja, naturligvis for tiden er cyklisk,
tilbagevendende, rund!
Det spejler sig også i begrebet solhverv,
hvor det sidste led, -hverv, betyder
omdrejning eller skifte. På svensk møder
vi det i varv. Og herhjemme såmænd
også blandt de mørkemænd, som kalder
deres Tidehverv for kristent.
… tænk, hvis man havde bedt de tre vise
mænd om at 'rejse hjem'!
... eller hvis den hellige familie, da de
var flygtet til i Ægypten, havde fået
samme besked!?

Maleriet er en kopi efter en gravering af Marcantonio

Raimondi fra et originalt maleri fra Rafaels værksted.
Det viser Johannes og Jesus med deres mødre.
Det lille sigende ’Men’, som indleder Lukas-
evangeliet, dækker blandt andet over den vigtige
men ofte glemte detalje, at frelserens fødsel blot er
nummer to i beretningen! De to fætre, Yĕhōšuă og
Yokhanan, danner med deres seks måneders
aldersforskel den lodrette akse i årets store hjul -
midvinter og midsommer - og i sagens natur
danner dagene for undfangelsen i deres mødres liv
de to vinkelrette akser, forårs- og efterårs-
jævndøgn, som vi således kunne kalde Maryām og
Ĕlîšāba – et spænd mellem ung og gammel,
mellem Galilæas frugtbare dale og Judas tørre
bjerge. I Storbritannien regnedes Mariæ bebudelse,
Lady Day, omkring forårsjævndøgn, for årets
begyndelse helt frem til 1752, men med
overgangen fra juliansk til gregoriansk kalender
blev det i stedet 1. januar.

Se også noterne om den rabbinske tradition og undfangelse

på dette link!
Prenter stjernerne deres sprog ind i vores
bevidsthed, eller er det os der projicerer
vores sjæls indhold op på den store
mørke skærm? Om det er historiske
personer der giver liv til oldgamle myter
eller omvendt, og hvordan det eventuelt
kunne tænkes også at afspejle
universelle processer i vores indre, kan
man grunde over så længe der findes
tid… sandsynligvis lidt endnu.
Men der skete jo også andre ting
i de dage, som måske var de
sidste, hvor englene stadig turde
synge af karsken bælg uden frygt
for krænkelse af deres ophavsret,
for omtrent på samme tid fødtes
noget andet: ideen om at
nedfælde musikkens sprog på
skrift:

Inskription fra søjle ved den grav musikeren Seikilos rejste over sin hustru Euterpe. Den blev fundet i 1883 i Aydin,
Tyrkiet, nær det bibelske Efesos, og arkæologer mener, den stammer fra årene mellem 200 fvt. og 100, altså ’de
dage’. Dermed er det den ældste noterede, endnu komplette komposition der findes, om end den er ganske kort.
Teksten er de vanlige græske bogstaver og er gengivet i en fri oversættelse nedenfor, mens tegnene over linierne
angiver tonehøjde og -længde.
Søjlen befinder sig nu på National-museet i
København og må vel nærmest betegnes
som 'verdensarv'.
Det internationale site,
www.museumstuff.com som opregner de
vigtigste effekter på verdens museer, nævner
stelen blandt museets seks
bemærkelsesværdige genstande på linie med
Egtvedpigen, Gundestrup-kedlen og
Solvognen, men i skrivende stund, primo
december 2009, findes ikke en eneste
henvisning til den på www.natmus.dk. Det
er til at blive trist over, hvis man ikke
ihukommer søjlens indskrift:

Så længe du lever, vær som en solstråle

dyrk ikke tristheden
for livet er sandelig kort
og tiden kræver sin told
 Vise mænd fra Østerland...
En lille smule længere mod øst skal vi for at
forstå noget af alt det spændende der skete i de
dage med indsigt i musik, kalenderår og meget
mere: I året 37 fvt. blev astronomen og
musikteoretikeren Jing Fang på kejser Yans
ordre halshugget på en markedsplads i Kinas
hovedstad. Han blev vist fanget i et
rænkespil. Inden da havde han dog påvist,
hvordan en række af 53 på hinanden følgende
rene kvinter næsten på kornet mødes med 31
oktaver.
(3/2)53 ~ 231

Disse to primære processer i musikken, oktavens 1:2 og kvintens 2:3 er reelt ikke forenelige, det er
kun en praktisk konvention, at vi lader som om 12 kvinter mødes med 7 oktaver og skaber noget der
minder om et afsluttet system. Vi påstår dermed, at (3/2)12= 27, men regn selv efter, om det nu også
stemmer! Prisen bliver, at der skal hakkes hæle og klippes tæer, når man stemmer sit instrument, og at
vi lever i en kultur, hvor man sjældent hører en ren terts eller sekst! Rosetten ovenfor viser de 53
kvinter.
Jing Fang vidste også, at sol og måne er sfæriske og at månen modtager sit lys fra solen!
Den ubesmittede jomfru, det rene
himmelblå sind, lod Ordet inkarnere
gennem sig, men ironisk nok så de
følgende århundreder og årtusinder en
stærkt stigende tendens til at forveksle
meningen med betydningen, sproget
med tegnet – også i musikken, hvor
slægt efter slægt er blevet opdraget til
at se noderne som kongevejen, og man
glemte tonernes vigtige forbindelse
gennem sproglyd og krop.
Den Sixtinske Madonna malet af Rafael
(1483-1520) i 1513-14: Madonna bærer den
levende Guds Ord fra åndens højder og
billedfladens trigonale del ned til jordens
kvadrat. Det er næppe bare spekulation:
Rafael var arkitekt, og midtpunktet på
trigonens grundlinie er samtidig kvadratets
centrum.
Dejlig er den himmel blå…
Grundtvig skulle både konfrontere djævlen
på Vindbyholt og ind i en dyb personlig
krise før han brød igennem til det lag, hvor
salmerne selv finder vejen ind til det åbne
sind. Han lagde sig på en kold mark med
udstrakte arme og så op i stjernehimlen, der
hvælvede sig over ham, og ord og rytme
fandt en fælles form i hans første salme
Dejlig er den himmel blå, hvor sfærernes
harmoni og stjernevisdom danner en
anelsesfuld baggrund for det troskyldige
budskab. Se også noterne!
Det tidligste portrætmaleri af N. F. S. Grundtvig
(1783-1872). Grundtvig er en vigtig figur i
julekalenderen fra 2009, Pagten, på DR, se www.
dr.dk/pagten
Klokken slår tiden går,
troen på ordet sin prøve står
er det faldet i hjertemuld,
overstår det vel vinterkuld
bærer sin evighedsfrugt

Hvorfor har vi glemt at kigge op i stjernerne?

Og at lytte på de kanaler, de sender fra..?
… med stille sind som enfoldige hyrder.
Hvorfor lade sine følsomme synsorganer bestråle
af en flimrende fladskærm i stedet for de
funklende lys på den mørke fløjlsbløde hvælving
som har dannet fundamentet for vores oplevelse
af tid og rum gennem tusinder år?
Både de ’primitive’ naturfolk og højkulturer har
ofret deres tid og opmærksomhed på det store
hvælvede rums mysterium, og de tidscyklusser
vandrestjernerne, planeterne, udfolder på det dybt Camille Flammarions (1842-1925) træsnit Universum er
blå, natmørke tæppe… fra 1888, men spiller på forestillinger om universets
opbygning, som har præget menneskers sjæle gennem
årtusinder.
Og nu kan man i en oplyst forsamling
spørge om, hvor mange dage der går fra
fuldmåne til fuldmåne og være forvisset
om, at kun ganske få er klar over det
korrekte svar, 29½ døgn, mens mange vil
sige 28 eller 30. Det fascinerende er jo
netop, at kalenderens elementer - vores tid
sat på skema - ikke går op – dagene og
ugerne mødes ikke med måne-månederne
og året.

Men det skete i de dage… Coligny kalenderen,

fundet i det østlige Frankrig, stammer fra tiden
omkring det 2. århundrede og vidner om et sindrigt
system, der samordner solens og månens cyklusser.
Kalenderen er keltisk, og det giver i første omgang
associationer til en kultur, der bl.a. dyrker solhverv
og jævndøgn - Tidens store Solhjul!
Og østens vise ofrede der…
I musikken går de vigtigste elementer heller ikke op:
hverken tertserne eller kvinterne kan passes ind i
oktavens ramme eller sammen med hinanden, hvis man
for alvor går ind i forståelsen af de grundlæggende
strukturer. Og mens vi ignorerer denne vigtige iboende
spænding, lukker vi samtidig øjnene for den simple
harmoni, som bør gå hånd i hånd med enhver
brugsforståelse af musikkens grundelementer. Den
skaber et længe savnet, helt naturligt og ligefremt
holistisk sprog med elementer af toner, tal, sproglyde
og krop.
Rekonstruktion af en over 4.500 år gammel tyrelyre fra Ur (som
Abraham senere udvandrede fra for at skabe en slægt så talrig
som himlens stjerner). Hver enkelt streng var viet til en gud.
Lyren blev offer for oversvømmelse på Baghdad Museum ifm.
med den anden Irak-rig)
For mere om sammenhængen mellem musik og tal i de
mesopotamiske kulturer henvises til den forskning som er gjort
af blandt andre Ernest McClain og Richard Dumbrill
(Archeomusicology of the Ancient Near East).
Lars Pryns illustration Senario (latin, senarius: Noget, som
består af seks) anskueliggør, hvor vigtigt det var, at den
cirkulære tidsopfattelse vandt over den digitalt-lineære, da
de duellerede i 70’erne og 80’erne: Vi bevarer en tråd af
kontakt til naturens cykliske væsen og lærer samtidig at dele
helheden – den perfekte cirkel - på en meningsfuld måde:
Urskivens 60-deling har vist sin levedygtighed helt ind i den
digitale tidsalder, når det gælder måling af tid og rum. Den
blev udviklet og anvendt af østens vise: 'magoi',
stjernekyndige… og musikere!
Inden for denne ramme vil de primære geometriske figurer
konstituere sig ud fra følgende minuttal:

- Trigon: 0, 20, 40
- Kvadrat: 0, 15, 30, 45
- Pentagon: 0, 12, 24, 36, 48

Disse tal spejler samtidig noget primært om musikken, hvor

to-delinger, tre-delinger og fem-delinger relaterer til
grundfunktionerne oktav, kvint og stor terts.
Se mere om disse forhold i Lars Pryns ’Kunst og
Virkelighed’, www.kortlink.dk/78cz
… samme senario, men nu set i én dimension, musikkens svingende streng, som så at sige indtager alle svingningstilstandene (og flere til!)
samtidigt.
Englene sang den, først for markens hyrder…
… og englene akkompagnerer jo sig selv på harper – som ganske vist slet ikke var opfundet ’i de dage’ så gad vide,
hvad normaldanskere vil tænke om æstetikken i det lyrespil, som kunne have været på tale dengang!? Og gad nok også
vide, om lyrerne var stemt som de mesopotamiske, hvor hver enkelt streng blev tildelt et gudenavn efter længde og
tilsvarende tone:

60: skaber- og himmelgud Anu; 50: bjergguden Enki; 40: de ferske vandes gud Ea/ Enlil;
30: måneguden Sin; 20: solguden Shamash; 15: Venus/ Ishtar; 12: Mars/ Nergal;
10: Jupiter, Bel/ Marduk.
 Maleriet er af Rembrandt
(1606-69) og viser
episoden i Matthæus-
evangeliet, hvor Judas i
anger og fortrydelse
returnerer de 30
sølvpenge til præsterne,
han har angivet sin
mester til.

… for så kan man vel sige, at den mesopotamiske musik-matematik fulgte den nyfødte fra
krybbe til grav, hvor Judas jo fik klingende mønt - 30 sølvpenge - for at angive sin mester.
Sølv er månens metal, og Sin har i øvrigt lagt navn til bl.a. Sinai Bjerg, hvor Moses modtog
lovens tavler.
Og musikalsk såvel som med handel og
viden er det oplagt, at det hellige land
blev præget af strømninger fra de to
supermagter, det lå midt imellem -
Abraham udvandrede fra Ur, Moses fra
Ægypten, og begge har haft rig lejlighed
til at skue op i himlens store teltdug.
… hvor månens fire faser har talt sit
tydelige sprog, måned efter måned:
… og som en adventskrans indvarslet en ny tid:

Midt i den mørke nat

lysene brænder
du bærer lyset frem
i dine hænder
I det hele taget er det karakteristisk, at nogle af de vigtigste rytmiske fænomener
synes at lejre sig helt naturligt i en firdelt ramme: åndedræt, dagsrytme og vores
udgangspunkt, årets gang med forårs- og efterårsjævndøgn, sommer- og
vintersolhverv:
To ligevægtspunkter, kulminationen og dens modpunkt.
I det lys er det slet ikke så
underligt, at det allermeste af
den musik, vi lytter og danser til
inddeler pulsen i fire slag,
selvom det også kan blive for
bevidstløst.

Jason Martineaus meget anskuelige

opskrifter på de mest gængse
danserytmer skåret ned til to
elementer: lys og mørk (foroven og
forneden).
Sametromme

Peter har den gren så kær, hvorpå trommen

hænger...
Forbindelsen mellem rensdyr og jul er ikke den eneste
cirkelslutning, som har relevans i samiske
sammenhænge. Forskeren Bo Sommarström fremsatte
således i 1980’erne en hypotese om same-trommens
funktion som stjernekort, hvor en undersøgelse af 41
trommer fra det sydlige sameland, af typen med et
centralt solkors, sandsynliggjorde, at placeringen af
trommernes figurer kunne tilskrives dyrekredsens
stjernebilleder foruden konstellationer som Pegasus,
Orion og Mælkevejen… og som mange andre
shamanistiske kulturer er korset helt centralt for
orienteringen i verden og indgår ofte i trommen, både
som dekoration og i opbygning.
Det vil være synd at sige, at de kristne missionærer,
som i Norge var udsendt af den danske koloniale
overhøjhed, søgte og så et slægtskab med egen
korskultur. Den samiske kultur er blevet grundigt
undertrykt helt op til vor tid!
Mit hjerte altid vanker
i Jesu føderum,
did samles mine tanker
i deres hovedsum.
Der er min længsel hjemme,
der har min tro sin skat
Jeg kan dig aldrig glemme,
du søde julenat!

Hjertets rytme er som udgangspunkt blot en puls,

men det enkelte slag (eller dobbeltslag), vi normalt
registrerer, er blot den første del af perioden, den
som relaterer til systolen. Diastolens sidste slag er
dels svagere (diagrammets øverste del) og har
desuden dybere frekvens (diagrammets nederste
del).
Som det fremgår, er det helt oplagt at forstå
hjerteslaget i rammerne af en rytmisk underdeling
på fire slag.
Hjertelyd fra Wikipedia:

”Systolen: Først trækker forkamrene (atrierne)

sig sammen og presser blodet ned i
hjertekamrene (ventriklerne). Straks derefter
sammentrækkes disse også og det forøgede
tryk lukker for klapperne op mod forkamrene
og blodet pumpes ud i pulsårerne (arterierne).
Systolens trykbølge, der opstår i blodkarrenes
vægge, kan føles som pulsen f.eks. i
håndleddet og på halsen under
kæberundingen. Denne trykbølge kan måles,
og er en del af blodtrykket.
Diastolen: Efter sammentrækningen slapper
hjertemuskulaturen af, så hjertet kan udvides
igen. Hjerteklapperne mod Aorta og
lungepulsåren er lukkede, mens klapperne
mellem atrium og ventrikel er åbne, så blod
strømmer fra kroppen og lungerne ind i både
forkamrene og ventriklerne.”
En fuldstændig regelmæssig rytme, som et cirkulerende pendul, vil man i et koordinatsystem med x som
tidsakse og y som styrke kunne afbilde som en sinuskurve:
Her vil de interessante punkter være bølgedal og bølgetop samt skæringspunkterne med x-aksen.
Igen er det overordnede billede: to ligevægtspunkter – skæring med x-akse – foruden bølgetop og
bølgedal, kulminationen og dens modpunkt.
Så kan man muntre sig med at indføre de fire faser i åndedrætsrytmen, dagsrytmen, årsrytmen,
hjerterytmen… alt sammen for at komme til en grundlæggende forståelse af de fire faser og uden at
lukke øjnene for at virkelighedens rytmer og toner netop meget sjældent fremviser det perfekte
sinusmønster, ligesom jorden ikke drejer om solen i perfekte cirkler, men i ellipser.
Når du ser et stjerneskud
lad dit ønske flyve ud
da vil alle stjerners herre høre dig!
Bare du af hjertet tror,
da er ingen bøn for stor
når et stjerneskud det falder på din vej…

… og glædeligt vintermørke!
- Det kan bruges til at kigge stjerner og høre
sfæreharmoni!

Solkors, helleristning fra Madsebakke,
Bornholm ca. 800 fvt.
Oversigt over citerede sange:
Dejlig er jorden:
Tekst: B. S. Ingemann, 1850; melodi: schlesisk, 18. årh.
Dejlig er den himmel blå:
Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1853; melodi: J. G. Meidell, 1846
Klokken slår, tiden går:
Tekst: C. J. Brandt 1870 og 1885; melodi: Oluf Ring 1938
Luciasangen:
Tekst: Gunnar Wennerberg, melodi: trad.
Højt fra træets grønne top:
Tekst: Peter Faber, 1848. Melodi: E. Horneman
Mit hjerte altid vanker:
Tekst: H. A. Brorson, 1732; melodi: Carl Nielsen, 1919
Når du ser et stjerneskud:
Tekst: Mogens Dam; melodi: Leigh Harline
Se også noter, her!