FORFATTERE

Michael Strunge
Tematisk Strunge om død, afmagt, storbyens fremmedgørelse, (selv)udslettelse, men også kontrasterne i
form af liv, rus, storbyens autenticitet og (selv)forherligelse. For ikke at nævne kærligheden. I det hele taget
gør Michael Strunge op med 1970’ernes voldsomme politisering. I stedet vælger han at poetisere over livet
og dets vilkår.

Læseren må berede sig på at stifte bekendtskab med det fremmedartede og mærkelige.

Jeget i centrum.

Der er en voldsomhed i udtrykket, der dels skabes igennem korte vers og opbrudte sætninger, dels
igennem ordvalg såsom digtets indledende: ‘knuser’, og dels igennem en total afvisning af fortiden og en
åbenlys hengivelse til fremtiden. Stilen trækker på punkens udtryk, der er hård og manifest, og som
igennem såvel konkret vold som voldelige udtryk tager afstand fra fortiden og samtiden.

Ole Sarvig
At læse Ole Sarvigs digte, romaner og essays er at træde ind i et særegent univers. Det minder om den
verden, vi kender, men er langt mere stiliseret og lyrisk. Ved at reducere mængden af anvendte ord og
motiver til et minimum, skærer Sarvig samtidig ind til benet. Han stiller skarpt på den række problematikker,
som ifølge ham er de væsentligste i kulturen lige nu og i menneskets eksistens som sådan – liv, død,
fødsel, erotik, og han fastholder dem gennem hele forfatterskabet. Hans værker indeholder ikke
svinkeærinder og fabuleringer, og derfor bliver man som læser også udfordret. Man bliver ikke revet med af
et letflydende sprog, men må konstant søge motivernes essentielle betydning. I et forord til Sarvigs digte,
skriver forfatteren Søren Ulrik Thomsen: ”Hans verden er – som hos kun de virkeligt store, Trakl f.eks. – et
univers, en konstellation af en vis mængde billedelementer, man hurtigt lærer at genkende, og som
tilsammen udgør et kosmos så originalt, at man efter at have været indfanget ikke kan se en skærmplante,
et krigsskib, et kernehus, en regnmåler eller en korsrude uden at føle, at der er tale om væsener, som har
revet sig løs fra et Sarvigdigt og er styrtet over i den virkelighed, digtene er en ambitiøs tolkning af”

Henrik Nordbrandt
Temaerne i det omfattende forfatterskab er på en gang klassiske og modernistiske, personlige og
almenmenneskelige.

Nordbrandt beskæftiger sig med klassiske almenmenneskelige temaer som liv, død og kærlighed. Rejsen
er et tilbagevendende tema, ligesom danskhed og nationalisme også går igen i forfatterskabet. Herudover
tematiserer Nordbrandt ofte fravær og har blandt andet brugt udtrykket bortnærværelse, som beskriver,
hvordan noget eller nogen bliver nærværende, når det eller de er fraværende. I sin behandling af de mange
forskellige temaer problematiserer forfatterem ofte sproget og poesien, uoverensstemmelsen mellem ord
og betydning: At sprog ikke er det, det giver udtryk for at være, men netop kun er et udtryk.

Nordbrandt kredser om klassiske tematikker, men giver dem en modernistisk udformning, blandt andet ved
at forholde sig til sin egen behandling af temaerne, ved en problematisering af sproget og poesien samt en
hyppig brug af paradokser. Paradokserne udtrykker en bestemt måde at opfatte og beskrive verden på –
som fyldt med modsætninger, der ved første øjekast kan virke uforenelige, men som blandt andet gennem
poesien kan forenes.
Det spørgende, tvivlende jeg er et af kendetegnene ved Nordbrandts digte. Jeget er flygtigt og fraværende
og kan ikke fæste rod. Man kan kalde det er jeg, der lider af en kronisk hjemløshed, hvilket er et andet
modernistisk kendetegn.

Digtene er ofte præget af en underfundig humor, leg med ord og et paradoksalt billedsprog, men under
denne vederkvægende sproglige lethed ligger der en alvor og en melankoli, som går igennem hele
forfatterskabet. Der er en klangbund af fravær, kærlighed, sorg og afsked i digtene. Digtene kredser
desuden i et sanse- og metaformættet sprog om jegets forhold til verden og til sproget som sådan.
Forfatterskabet kan derfor læses som en vedholdende undersøgelse af menneskets væren i verden.

Klaus Rifbjerg
Forfatteren skriver med en stærkt sansende nerve over for sin omverden. Samtidig kendetegnes
forfatterskabet af en rig erindringsevne, en billedmættet skrivestil og ofte uhøjtidelighed og humor. Som
modernistisk digter mestrer Rifbjerg at skærpe læserens oplevelsesevne, så denne oplever selv at blive
involveret og spejlet i hans værker.

Rejsen er det hyppigst forekommende motiv hos Rifbjerg. Rejsen er et hovedtema, både som udforskning
af omverdenen og som den enkeltes vej til og flugt fra identiteten, der altid står i spændingsforhold til den
konventionelle normalitet.

Konfrontationsmodernisme. Nedbrydning af sproget.

Per Hultberg
Hultbergs vigtigste kendetegn som forfatter er for det første et omfattende menneskekundskab, der især
viser sig i hans præcise psykologiske portrætter

Læst under ét, som roman, danner bogens kapitler et rigt detaljeret kort over byen, betragtet socialt og
mentalt. Læst som fortællinger på stribe åbner bogen døren ind til et psykologisk og eksistentielt
skatkammer - et formeligt katalog over menneskelige dårskaber og lidenskaber. Og læst med den litterære
tradition i baghovedet giver bogen dybe ekko-effekter, skrevet som den er af en internationalt belæst
intellektuel med bagage fra klassikerne og mytologien.

At kalde Byen og verden nøgleroman vil være et alt for svagt udtryk. Den kendetegnes ganske enkelt ved
skamløs indiskretion. Og dog må dens kynisme kaldes kærlig, og værket henregnes under kategorien:
modernisme med et menneskeligt ansigt.

____

Jan Sonnergaard
Da Jan Sonnergaards debut “Radiator” udkom i 1997, blev han hurtigt udnævnt til talsperson for en ny, rå
halvfemserrealisme. Der er da også meget mere kød og blod i den novelletrilogi, som “Radiator” er første
bind i, end i mange andre af samtidens værker – både rent konkret i form af vold og forstået som
menneskeskildringer. Helt centralt i forfatterskabet er samfundskritikken, hvor Sonnergaard ikke mindst har
et skarpt blik for de udstødte og fremmedgjorte – de, der er koblet af samfundsræset.

Sonnergaard ville gøre op med poesiens indtog i prosaen og skrive litteratur, der brokker sig. Radiator-
trilogien kan derfor læses som et samfundskritisk indspark til debatten, og de tre bøger tager på sin vis fat i
tre samfundsklasser: det nye proletariat, middelklassen bag ligusterhækken og et kynisk
overklassedanmark. Det er historier, der forholder sig konkret til den virkelighed, de beskriver, og nogle af
novellerne er sågar direkte henvendelser til konkrete personer – som f.eks. “Lille Skat” fra “Sidste søndag i
oktober”, der indledes med en tilegnelse til “Karen Jespersen fra Socialdemokratiet”.

Alle novellesamlingerne er præget af Sonnergaards halvrå og kyniske tone, der oser af sort humor, og hvor
credoet: “overdrivelse fremmer forståelsen” synes at være et af forfatterens mest brugte litterære greb. Det
samme gør sig gældende i de to romaner “Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom” og
”Frysende våde vejbaner”. Det er stadig de store linjer og tidsbeskrivelser, der interesserer Sonnergaard,
og han er stadig ikke bange for at kritisere samfundsudviklingen eller at lægge sig ud med den litterære
inderkreds herhjemme.

Naja Marie Aidt

Det moderne liv står centralt i Naja Marie Aidts forfatterskab. Senest i romanen Sten saks papir, men også i
hendes digte, noveller og teaterstykker kredser hun om, hvordan mennesker lever sammen, kommunikerer
og kommer ud af det med hinanden. Og det er tunge emner, der tages op, såsom utroskab, sygdom, død,
vold, angst, seksualitet og kærlighed.

Der er to spor, der løber igennem Naja Marie Aidts genremæssigt spredte forfatterskab og får det hele til at
hænge sammen, nemlig et realistisk og et surreelt spor. Især i mange af hendes noveller har skildringen af
hverdagssituationer det med at tage en grotesk eller surrealistisk drejning. Det er dog tydeligt, at drivkraften
er at skildre det levede liv, sådan som det tager sig ud i netop det nu, hvorfra hun skriver. Især samværet
mellem mennesker skildrer hun, med alt hvad det implicerer af egoisme, ensomhed, magt, afmagt, vold,
død, længsel og kærlighed. I 2017 udkommer forfatterskabets mest personlige bog, ”Har døden taget noget
fra dig så giv det tilbage”, som med udgangspunkt i Naja Marie Aidts egen oplevelse af at miste et barn
skildrer sorgens inderste væsen i litterær form. Bogen indeholder mange citater fra andre litterære værker,
der tematiserer sorg, og fremstår også selv som en bog, mennesker i dyb sorg kan række ud efter og finde
genkendelse i. I både form og indhold spejler og gengiver bogen en række af de følelser, som en stor sorg
indeholder, som chok, vrede, skyld, fortvivlelse, opløsning og et jeg, der for altid er forandret. I tråd med
forfatterskabets tematiske kredsen om relationerne mellem mennesker, peger bogen desuden på
fælleskabet som en redning midt i sorgen og på en mors betingelsesløse kærlighed til sit barn.

Knud Sørensen

Knud Sørensen er dansk litteraturs lyriske landmåler. Han skildrer hverdagsliv, rytmer og
menneskeskæbner i det åbne land og har i sit forfatterskab, der tæller mere end tredive værker, gjort
landboens tilværelse og erfaringer til et særligt betydningssted.